mandag den 27. juni 2011

Blue Scholars - "Fin" (Track Review)


Hold nu ferie hvor er jeg stadig oppe at køre over Blue Scholars' seneste Cinématropolis! Nye ting dukker op på pladen dagligt, og den vokser simpelthen i et fantastisk tempo. Jeg håber virkelig, at I har fået checket den ud, ellers så lov mig at i får det gjort hurtigst muligt - sommerens soundtrack fo' sho'!
Denne post bliver ikke meget længere end dette, jeg tror bare at jeg vil lade musikken tale for resten. "Fin" lukker naturligvis albummet, og nummeret er gået hen og blevet en topfavorit fra pladen. Sabzi's produktion er fra en anden verden, og Geo flyder hen over de hurtigt-købende melodier som var det, det letteste i verden. Nydelse på nydelse.

En lille ekstra ting, der gør, at jeg elsker kunstnere som Blue Scholars endnu mere, er når jeg er i tvivl om nogle lyrics, skriver en mail til dem direkte for at spørge om hjælp og får svar få timer efter, komplet med rettelser og tilføjelser. Æddermanme go' stil!


Roll the credits. The movie's over

"Yeah, and they said slow down for a minute but /
I said no rest to the finish so /
They said why you all about winnin'? /
I said because odds were so stacked against us /
That it went down and now playin' with housemoney /
The same label that ows Mos Def money, ows us /
We knew it goin' in, so what gotta see it from within /
Met alot of people, shook alot of hands /
Can't lie kinda did it for the fans /
Even more I did it for the fam /
Now I do it for the ownership of land /
I ain't talkin' 'bout a real estate man /
I'm talkin' 'bout war, agrarian reform /
Why mom's still call it back home /
Even though we been up in this bitch so long /
Uuh, I ment to say beast, my apoligies /
Any teacher suspended from the song /
And anybody that I never ment harm /
Anyone offended, you are all welcome /

You have born witness to a whole chapter /
Don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlibs /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see this D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
Finish what I had /

To stop when I took that risk on a rap /
Right when that last cat pissed on Iraq /
Went half with my lady on lad /
I was waving that AB flag /
Still do but I'm all grown up now /
Geo not O.G. but somehow /
Young bucks now adress me as that /
I'm either getting old, maybe getting more respect /
Or a little bit of both, never letting go /
With the little I was left, until I'm out of breath /
Never let it rest, do it to the death /
Still got love from the green wooded west /
Roll credits though my credits is a mess /
Yeah I know, pop said it best /
You don't believe it, it don't matter /
Please let it breathe, so asthmatic /

You have born witness to a whole chapter /
Don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlibs /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see this D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
Finish what I had /

So I did this, then I did that /
And this is how it felt so fuck that /
No rest for the metro bus that /
Now I'm going back to school y'all fuck rap /
Said I'm going back to school y'all fuck rap /
And there's no room left on this nutsack /
UW in this bitch, yeah I said that /
UW in this bitch, UW in this bitch /
Then I did that, and I did this /
And I kept one foot inside of business /
But never did I think I lived this /
With a pimp strut, and a shit list /
Just kidding I don't really got a shit list /
Just list of the shit I neglected /
Knowing nothing in life but the best shit /
Go quote me boy, 'cause I said shit /

You witnessed a whole chapter
But don't get it now you will understand after /
Ain't no America left it's all fragments /
Ain't no verses left it's all adlips /
Ain't no A's og B's you all average /
C/see that D, get F'ed if y'all askin' /
Grades don't matter inside my classes /
I gotta go back /
I gotta go back /
Hey!! Hey!!
Ohh!! Yo!!
I gotta go back /
UW in this biiiitch!



søndag den 26. juni 2011

Edo. G - A Face In The Crowd


Boston rapperen Edo. G anses ikke som værende en af de vigtigste figurer i golden era hiphoppen, men han ER en sand veteran, og han har været med til at ælte hiphoppen til, hvad den er i dag. I 2009 udgav han albummet Arts & Entertainment sammen med Masta Ace, hvorfra det glimrende nummer "Little Young" er fra.
A Face In the Crowd er Edo. G's tiende udgivelse, og hans modigste forsøg på at gå nutidens hiphop i møde med sækken fyldt med old school'ness.

Det ER en hårfin grænse, det med at parre det nye og det gamle, og selvom Edo G formår at skabe et ganske solidt fælles tredje, så er det som om, at det gamle fylder mere i hans hoved end det nye. Tag et nummer som "I Was There", der handler om alle de skelsættende begivenheder i hiphoppens historie, der fandt sted i slut 80/start 90'erne, som Edo G bevidnede. Det er som, at han sætter sig selv op på en piedestal alene af den grund, at han var en del af bølgen dengang det betød noget. - Hvilket også er fint, bevares, problemet er bare, at Edo G bruger mere tid på at rappe om hvor dårlige de nye rappere er og hvor fede tiderne var for tyve år siden, frem for at vise de her "nye rappere", hvordan hiphoppen burde lyde. En MC af hans kaliber burde være i stand til at stå frem og vise hvor skabet skal stå, men dette bliver kun praktiseret meget lidt. Heldigvis får han hjælp af nogle uhyrligt kompetente producere og rap-kammerater, så på trods af, at det ikke udelukkende står på Edo G's regning, så er A Face In The Crowd faktisk et ganske udmærket album.

Pladen skydes i gang med den DJ Premier producerede "Fastlane", hvor han har lagt et virkelig smooth klaverloop over nogle bløde trommer. Et af de mere nedtonede Premo beats, og et klart sommerhit. Max Mostley har produceret "Stop It", der virkelig kræver, at man har en nakkekrave liggende tæt ved hånden, for faren for, at din nakke går af led ved det beat her er farligt stor. Herpå langer Edo G ud efter alle de fake rappers, der bare burde stoppe med det de har gang i,

"You be asking why these haters always dissin' me /
'Cause of your au-then-ticity"

Elsker den måde han får de to ting til at lyde fuldstændig ens på.

På "Dummies" allierer Edo G sig med Bishop Lamont og Def Jeff på en westcoast lydende torden-banger, der, igen, handler om "dummies, who sold me a dollar for 90 cent". Westcoast-bangende bliver det ædderman'me også på den M-Phazes producerede "Ain't Gonna Wait", der lyder som det beat, Dr. Dre ville ønske, at han havde produceret. Simpelthen fantastisk beat. Desværre er rappen herpå blandt det værste på pladen:

"My style so raw it should be unlawful /
Y'all laboya style is awful /
I eat you rapper early like belgian waffles /
Smash you pea-heads brown like falafels"

Øhh..., okay?



Det, for mit vedkommende, ukendte producer-kollektiv The Breaks For These Are The Breaks (genialt navn) har bidraget med to solide beats. Bedst bliver det på "Drink Up", der bruger trommerne fra The Honey Drippers' "Impeach the President" (de samme som NaS' "I Can") og melodien fra Tom Brock's "I Love You More And More" (samme som Mos Def's "The Panties), og resultatet er en hamrende labert beat, hvor man bare skal læne sig tilbage imens en scratchet Jay-Z på omkvædet opfordrer til at "drink up, puff puff haze, gotta drink up, gotta-gotta drink up". Herligt.



Chali 2na er gæst på "Life", der lyrisk set er en af de største momenter. Chali 2na's del er mageløs, og måske den garvede Jurassic 5 rapper har presset Edo G til at oppe sit game en smule? Han strøer i hvert fald nogle flotte linjer ud over tracket:

"You can do dirt, don't get swept away /
It ain't about the breath you take, what takes your breath away"

Pladen lukkes med to magiske skæringer, i form af den Statik Selektah producerede "Speak Ur Mind", der har en stærk M1 (Dead Prez) med, samt et fabelagtigt samplet omkvæd, og så den M-Phazes producerede "World On My Shoulders", der lyder som noget Just Blaze kunne have produceret for Roc-A-Fella. Potent beat med et særdeles flot omkvæd.

Men nu hvor vi har været inde på alle pladens herligheder, som ER talrige, må dårligdommen også lige adresseres. Foruden de til tider noget vage lyriske præstationer, og et flow, der er matchet af de første 100 mc'er jeg kan komme i tanke om, har vi numre som "Righteous Way", der bærer et beat, der synes ganske enerverende efter nogle gennemlytninger. På "Like That" med Boston rapperne Slaine og Jaysaun, går der lige lovlig meget skummel, hård-type "jeg smadrer dig" -rap i den, og selvom nummeret ikke er decideret dårligt, så passer det ret skidt ind på denne plade. Edo G har dog nogle fede linjer, som når han åbner sit vers:

"I'm from reality ville, you're from fantasy island /
I with times is hard, nobody's smilin' /
I spit game with a sick name, you out for quick fame? /
I eat money and shit change"

På "Only You" går der total Usher-sjæler i den, og tog man rappen væk havde den sikkert ligget nummer et på diverse pop-charts, hvilket må siges at være en smule paradoksalt i og med, at radio-rappere er dem, der får flest lyriske klaps af Edo G igennem albummet. Dertil er der forholdsvist mange interludes spredt ud over pladen, hvilket giver skiven et lidt ærgerligt, mixtape-agtigt feel.

Men at the end of the day er der faktisk rigtig meget godt herpå. Jeg var langt fra imponeret første gang jeg hørte pladen igennem, men jeg er blevet ved med at vende tilbage, og har i løbet af det seneste 1½ måneds tid fundet frem til, at antallet af stærke skæringer vinder kampen imod de dårlige. Ganske anbefalelsesværdig.

4.5/6

- Jeppe Barslund

mandag den 20. juni 2011

Bad Meets Evil - Hell: The Sequel


"This is what happens when bad meets evil /
And we hit the trees till we look like Vietnamese people /

He's Evil, and I'm bad like Steve Segal /

Against peaceful, see you in hell for the sequal"

Sådan lød Eminem og Royce Da 5'9 på nummeret, der for denne duos vedkommende startede det hele, - "Bad Meets Evil" fra The Slim Shady LP. Det er 12-13 år siden, og mangt og meget må siges at være sket i mellemtiden. Eminem blow'ede op, og Royce forblev i undergrundens mørke, hvor han rundt regnet har befundet sig siden. Dette projekt er derfor bemærkelsesværdigt, for de to herrer har ikke rigtig lavet musik sammen siden "Rock City" på Royce's debut fra 2002. Jeg kan derfor ikke lade være med at tænke to ting om dette projekt: Enten forsøger Eminem at få lidt af den gamle undergrunds-respekt tilbage via Royce, eller også forsøger Royce at prikke hul på mainstream bylden via Eminem. Efter at have lyttet Hell: The Sequal EP'en igennem, og jeg stadig i tvivl om hvilket af disse, der er mest rigtigt.

"It's been a long time /
But I bet neither of us have felt as sick as we do right now /
And we only get iller with time /
Me and Nickel fucking shit up on the grounds"

Sådan lyder de anno 2011, på åbningsnummeret "Welcome 2 Hell", som skyder galskaben i gang i høj fart. Og lad os bare spille med åbne kort og melde ud med det samme; der er noget virkelig fedt at komme efter på Hell: The Sequel, men der er desværre langt mere skidt herpå. Hvad jeg godt kan lide ved EP'en er, at Royce og Em har fortsat konceptet fra "Bad Meets Evil" nummeret; nemlig at være så "bad" og "evil" som muligt med deres rim. Og man må sige, at de to gør nogle imponerende ting ind imellem. Vi ved jo godt, at de er hamrende dygtige, men de formår alligevel at imponere op til flere gange med den måde de udveksler rim og flower ind og ud af hinanden. Førstesinglen "Fast Lane" er muligvis bedste eksempel herpå, selvom den også bedst portrættere den kløft, der nok altid vil dele de to MCer, uanset hvor nære venner de er. Royce rapper i hovedløs tophastighed:

"I'm livin' the life of the infinite enemy down /
My tenement, too many now to send my serenity powers /
Spin 'em around, enterin' in the vicinity"

Og så tager Eminem direkte over, og fortsætter:

"Now, was called Eminem (M&M), but he threw away the candy and ate the rapper /
Chewed him up - Ptt - and spit' him out /
Girl, giddy-up now get-get down /
He's lookin' around this club and it looks like people are havin' a shit fit now /
Here, little t-t-trailer trash, take a look who's back in t-t-town /
Did I s-st-studder motherfucker? Fuck the mall /
He's just a whole motherfuckin' Walmart d-d-down every time he comes a-r-r-round"

Det går hurtigt. Voldsomt hurtigt! - Og teknisk set er det vel en faktuel konstatering, at det er verdensklasse levering. Men hvad er en god levering uden godt indhold? Kig lige engang på Eminems linjer. Han kan simpelthen ikke lade være med at forvandle sig til den goofy rapper, der ikke tager noget som helst alvorligt, og som bare rapper og rimer og flower med de mest åndssvage ord, lyde og konstruktioner, måske i virkeligheden bare fordi han kan?
Der er ingen tvivl om, at jeg vil udråbe Royce Da 5'9 til EP'ens helt store vinder. Og jo, der skal udråbes en vinder, for de to rappere har et virkelig fornuftigt forhold til konkurrence på denne EP, - man fornemmer virkelig, at de kappes om at lægge de fedeste linjer. Det overordnede problem er bare, at de godt nok rapper i lige så høj fart som en formel 1 racer, men de har absolut ingen destination. Det lader ikke til at de har noget som helst at sige på denne EP, oerhovedet! Så når bilens tank er tom, så er der vitterligt intet at komme efter.

Naturligvis har de begge hver deres stjernestunder, med gode punchlines, utroligt kløgtige ordlege og lyriske passager, der trods alt sætter sig i længere tid efter førstehåndindtrykket. Royce afslutter f.eks. sit vers på "The Reunion" med linjer som:

"She said "I'm mad at you", I said "why?" /
She said "why you never make songs for chicks, as if it's hard to do?" /
I said "I make songs for me, leave the studio /
And go and fuck the bitch who bwlong to who making songs for you" /
She said "I'm feeling your whole swagger and flow, can we hook up?" /
I said "Ummm, you just used the word "swagger", so NO!"

Dertil er der også små finurligheder som:

"Nickel blowin' up /
Christmas time /
You should hang my album on top of your fireplace /
'Cause around that time my stocking's goin' up"
Det er dog Eminem, der løber med EP'ens absolut bedste linje, som måske endda kunne gøre sig som en af årets hidtil mest geniale:

"I had a dream, I was King, I woke up, still king... /
This rap game's nipple is mine for the milking"

Fik i den? "I had a dream, I was King", - (Martin Luther) King, som "had a dream". "Milking" (M. L. King). Ret genialt.

Problemet med Hell: The Sequel er bare, at der er så forfærdeligt mange irritationsmomenter, der forpester de de gode indslag i så høj grad, at de bliver efterladt i dårligdommens skygge. Jammerlige og historisk dårligt skrevne omkvæd, ufatteligt lousy - eller i hvert fald bare kedelige - produktioner, for mange stupide vers undervejs, en Bruno Mars feature og for lidt fokus generelt. Og om ikke Eminem får hevet Royce med ned i sølet af sin egen goofyness. Royce's vers på "I'm On Everything" stinker af Eminem-anno-Encore, og er uden sidestykke hans karrieres lavpunkt. Og på samme skæring syntes Eminem tilsyneladende stadigvæk at prutter er sjove. Suk.

Hen imod enden lysner det op med Slaughterhouse possecut'et "Loud Noises", der har lidt ekstra rawness over sig. Og får man chancen bør man bestemt erhverve sig deluxe udgaven af EP'en og få "Living Proof" og "Echo" med oven i hatten, der bærer tættere produktioner end den egentlige EP kan præstere. Hvilket vel egentlig må siges at være en smule tåbeligt

Når Eminem og Royce Da 5'9 følges ad og får det bedste ud af hinanden, så er de unægtelig nogle underholdende bæster at sidde til bords med. Til gengæld er der bare for meget i vejen her, der og alle vejen på Hell: The Sequel, til, at den for alvor bliver interessant.
Noget kunne tyde på, at Royce, via denne EP, har fundet et musikalsk "mellemsted" at opholde sig i, for hans femte album, Success Is Certain, er på trapperne, og derpå er der både undergrunds hiphop repræsenteret i form af folk som Method Man, Raekwon, DJ Premier og Notts, men også mainstream darlings som 50 Cent, Yelawolf og selvfølgelig Eminem. Det album kan virkelig kun gå to veje!

3/6


- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Nææ hov, se, hvad er nu det for noget?
Som et lille-bitte, hyggeligt anti-hiphoppet tiltag på bloggen, vil jeg tage mig den frihed, en gang imellem at anbefale noget musik, der ligger så langt fra hiphop genren, at det ikke er anmeldelses-berettiget på bloggen. Jeg elsker hiphop, men hører ufatteligt meget andet musik også, og nogle gange har jeg haft så meget lyst til at anmelde en ikke-hiphop plade her på bloggen, at jeg nørmest har siddet med fråde om munden, men har altid endt med ikke at gøre det, for at holde bloggen clean indenfor dens genre. Så derfor, fra nu af, kan i risikere/være så heldige at finde en lille ekstra anbefaling hernede under den anmeldte plades karakter. Ikke en anmeldelse, jeg giver ikke karakterer til disse plader, blot anbefalinger. Ikke længere smører, blot et par linjer.

Og jeg vil lægge ud med denne plade, som jeg erhvervede mig så sent som i dag, og som jeg allerede er pladask forelsket i: Bon Iver's Bon Iver.
Bon Iver er et Amerikansk indie, folk singer-songwriter band, der har Justin Vernon i front (ja, ham der var med på Kanye West's My Beautiful Dark Twisted Fantasy), og Bon Iver er efterfølgeren til deres fabelagtige debut For Emma, Forever Ago, fra 2008. Melodierne er stadig sparsomme, men yderst henrivende i deres udsøgte effektivitet, og det er fortsat opbygning af stemninger og historier, der er bandets absolutte force, selvfølgelig samt Justin Vernons vokal, der er så sart og blid, at det næsten ikke er til at bære. Den her plade er farligt fængende i dens minimalisme, og ambitiøs i sine nedbarberede, men delikat producerede arrangementer, der fungerer som honning for ørerne, intet mindre. Det skulle bestemt ikke undre mig, om den havnede blandt mine favoritter for i år.

- Jeppe Barslund

onsdag den 15. juni 2011

NaS - "Nasty" (Track Review)


Damn! Nyt fra NaS, og kan vi ikke bare blive enige om fra start af, at det her er noget rimelig dope shit?! Tror ikke jeg har hørt ham flyde så mageløst siden, tjaa, hvor langt skal vi tilbage, God's Son måske?
Nummeret hedder "Nasty" hvilket er ganske sigende, i og med at NaS simpelthen går all in på rigtig hiphop manér. Salaam Remi står bag produktionen af dette old-school break-beat, der gynger derud af som de minimale beat-juveler gjorde det i slut 80'er/start 90'erne. Samtidig er det også fedt at se NaS bevæge sig væk for samlebånds-formularen med 'vers, omkvæd, vers, omkvæd, vers omkvæd, som der var meget af på f.eks. Distant Relatives, Untitled og Hip Hop Is Dead. Her er der et langt vers, et scratch-break og et kort vers. Simple and clean.

NaS' tiende album Life Is Good er på vej, og med "Nasty" som førstesingle er det vist i orden at skrue op for forventningerne. Jeg har altid syntes, at NaS er en sublim MC, men det er alligevel noget tid siden, at han har udgivet et soloalbum, der for alvor fik mig til at kaste hænderne i vejret af begejstring. Her skal vi igen tilbage til God's Son. Han har selv sagt, at Life Is Good er en af de plader i sit katalog han selv synes bedst om. Om det bare er løs hype-snak eller om der faktisk er noget om det, er selvsagt ikke til at sige, men med en så hiphoppet førstesingle som "Nasty" synes der at være håb.

Hvad synes I om det? Er den gamle NaS tilbage i storform, eller skal vi ikke forvente for meget?



Y'all ready for NaS?
Queensbridge y'all ready to see Nasty NaS?
U-huh, you ready

Yeah, word
Got some Remi Martin, some good as cigars
Check it out

"Ayo, late night, candlelight, fiend with diesel in his needle /
Queensbridge leader, no equal /
I come from the Wheel of Ezekiel /
To pop thousand dollar bottles of scotch, smoke pot and heal the people /
Any rebuttal to what I utter get box-cuttered /
Count how many bad honeys I slut, it's a high number /
Name a nigga under the same sky that I'm under /
Who get's money, remain fly, yeah I wonder /
Eyes flutter as love when NaS pops up /
Starts get starstruck, panties start drippin' /
The ways of Carlito, blaze torpedo cigars /
Drop roads, hoes drop clothes /
Louis the XIII freaks, women nice size /
I ride like Porsches, thick, brown and gorgeous /
It ain't my fault, semi-automatic weapons /
I brought the world "Crazy", I'm rich and I'm girl crazy /
Dick 'em, convince 'em all to praise me /
They ideology is confusion, I lose 'em /
Fellates me, who hate me? My gun off safety /
Since a Tunnel escape key, my jewelry in HD"

"Silent rage, pristine in my vintage shades /
I'm not in the winters of my life or the beginners stage /
I am the dragon, Maserati, pumpin' Biggie the great legend /
Blastin', I'm after the actress who played Faith Evans /
My little Jackie Onassis, dig? /
I'm so high I Never Land like Mike Jackson's crib /
Best on .45, still crack ya rib sacrilege /
Talk trash 'bout the nasty kid /
Past nasty now, I'm gross and repulsive /
Talk money, is you jokin'? /
Cash everywhere, in my bank, in the sofa /
In the walls, in the cars, in my wallet, in my pocket /
On the floors, ceiling, the safe bitch /
I got all you envy, but don't offend me /
I'm skinny, but still I'm too big for a Bentley /
You are your car, what could represent me? /
Too Godly to be a Bugatti /
You honestly must design me somethin' Tommy Mottonic from Queens
had before the 90s /
Drug dealer call, rush to the bar /
Move niggas, we don't give a fuck who you are /
Black card heavy like a magnet in my stitched denims /
Pretty women see them saggin' /
Bet a hundred stacks, niggas'll run it back /
Just havin' fun, I ain't even begun to black /
Light another blunt in fact"

Nasty, Nasty kid
Nasty, Yeah
Nasty, the kid!
Nasty, Yeah
Nasty, Nasty Kid
Nasty

"For the hustlers, thick as yellow bitches for the suck of it /
Got a bunch of niggas in prison braggin'
Sayin' "it was NaS I used to hustle wit'" /
I display fashions while my lungs engage hashes /
Guns on my waist past his /
Since I'm cakin' up, put funds in my safe laughin' /
And joining the blunt passin' you niggas was straight assin' /
Excuse the vulgarity /
I'm still not fully adjusted or used to the new fans hearin' me spit rapidly /
I never see the whips niggas be claimin' they drivin' /
I guess entertainment means blatantly lyin' /
Fake it 'till you make it, I've drivin those toys /
Been in the wars in the streets, cops kickin' in doors /
For my deen niggas /
Your flow cheap as limousine liquor /
I'm no fake rap CD listener /
Sit back and roll a mean swisher /
For my G's, tell these clowns make room for the king, nigga"

- Jeppe Barslund

søndag den 5. juni 2011

Blue Scholars - Cinémetropolis




Da Geo og Sabzi debuterede med Blue Scholars albummet i 2005 (efterfulgt få måneder senere af EP'en The Long March), rappede de om at være en del af den hårdtarbejdende middelklasse, og om at måtte negligere sine ambitioner og leve som blue colar worker, for at tjene til dagen og vejen. Alt sammen leveret "with the wonderful blend og black language and imigrant accents" over melodiøst gyngende jazz/blues produktioner.
Siden da er der sket meget for Blue Scholars. - De har gennemgået en flot udvikling, og
på Seattle duoens tredje album gør de som de altid har gjort: går i en helt ny retning! Geo (som ikke længere har et 'logic' efter sit navn) og Sabzi har ikke udgivet to enslydende projekter, og denne tendens må man sige, at Cinémetropolis følger.

"If it spins on a reel, it gotta be real /

But real in real life just remind us of film /

And now you say something's like a movie when it's real /

Like a film's much realer than anything you feel /

In the Cinémetropolis"



Konceptet med pladen har været, at én specifik film har inspireret dem til at lave ét specifikt nummer. Dét nummer skal så efterfølgende danne rammerne for en helt ny kortfilm, og planen er, at der skal laves en kortfilm til hvert nummer på Cinémetropolis, deraf titlen.
I skrivende stund er der kun lavet en kortfilm til "Slick Watts", og dét resultat er ikke just imponerende i mine øjne. Den er kedeligt filmet, skuespillet er ganske ringe, den er meget Seattle-intern, og så kører der et beat i starten af videoen, der er længder bedre end selve "Slick Watts" nummeret. Men lad os nu se.

Jeg vil med det samme sige, at film-konceptet gør pladen til gruppens mindst sammenhængende hidtil. Der er ikke en gennemgående tematisk rød tråd at finde som man er vant til, - pladen er i højere grad udgjort af en masse komplet forskellige numre, med film-princippet som fællesnævner.

En anden fællesnævner, der bestemt også driver værket, er deres flabethed, som virkelig oser på Cinémetropolis, - så meget faktisk, at det til tider giver bagslag. Som Geo rapper på "Chief Sealth": "I'm from a analog era where we mash that beat / No screens, no things, just pads n' keys". - Musikalsk er Cinématropolis en spydig kommentar til nutidens mainstream analog-drevne hiphop. Hvis man forestiller sig, at Sabzi fik adgang til f.eks. Lex Lugers producer-grej, og så producerede beats ved hjælp af de club-trommer, hi-hats, fler-lags synth og 808's, der hører til radio-hiphop, og så tilføjede sin egen, uovertrufne musikalske dygtighed, så har man en idé om, hvordan Cinémetropolis lyder.

Okay, overdrivelse fremmer forståelsen. Sabzi's eget vandmærke er selvfølgelig at finde over det hele. Man skal huske på, at han er uddannet klassisk jazz-pianist, og de fine klaver-melodier, om end i synth form, er at finde over alt på pladen. De japanske taiko-trommer, som han først anvendte på "Bananas" fra OOF! EP'en er også brugt på flere numre, og de alene afbalancerer det analoge feel på fornemmeste vis. Åbnings- og titelnummeret er et fremragende eksempel på den analoge flabethed. Der er synth på synth på synth, med pulserende hi-hats og computer blip-blop lyde til højre og venstre, men med taiko-trommerne og Sabzi's små melodiske indslag forvandler han det til en af hans bedste kreationer til dato.
På numre som den Black Eyed Peas lydende "Lalo Schifrin", den Owl City lydende "Hussein" går noget af luften af ballonen, - produktionerne er en smule kedelige, og ender med at lyde som de numre som de skulle have været en spoof af.
Andre numre bærer beats, der ikke er decideret dårlige, men som bestemt må sortere under Sabzi's "letteste" til dato. "Anna Karina" og "Marion Sunshine" bærer begge meget minimalistiske produktioner, og da der ingen udvikling sker, bliver også de en smule vage i det lange løb.
Andre steder fungerer minimalismen fortrinligt. Tag f.eks. det alt for bad ass nummer "Seijun Suzuki", der er drevet af et repeterende talk-box "riff", tonstunge taiko-trommer og mudret synth i baggrunden. Simpelthen top klasse.

Selvom Cinémetropolis rigtig nok bærer nogle af Sabzi's mere undervældende beats, så bærer den samtidig også nogle af hans mest kreative. "Oskar Barnack ~ Oscar Grant" f.eks. er af en anden verden! Oskar Barnack var manden, der opfandt Leica kameraet, som var grundlægger for "street photography". Sabzi har så siddet med dette Leica kamera og optaget alle de forskellige lyde det kan lave; tryk, rul, drej, skift film, tag billede og hvad man ellers kan. Disse lyde har han så lavet et beat ud af, så percussion-kernen af nummeret består af kamera-lyde. Det er vanvittig flot lavet. På nummeret opfordrer Geo råbende til at "shoot the cops", - med kameraer altså. Et genialt twist til "fuck tha police" rappen. Han mener, at det stærkeste våben imod politiet ikke er vold, men at dokumentere deres "ugerninger". "Shoot the cops - get your cameras out your pocket people!".

Why ask for permission when you know you can't have it /
Not until my name done travel the damn planet"

Lyrisk set er Geo i hopla, ja, jeg vil faktisk mene at nogle af hans skarpeste linjer er at finde på nærværende plade, men ligesom hans producer-makker er det ikke helt uden bump på vejen. Et nummer som "Slick Watts", hvor han bruger hele første vers på at opremse geografiske residenser i Seattle virker en smule under hans standart. Men de skarpsindige tekster er i herlig overflod. "George Jackson" er en af hans stærkeste præstationer overhovedet, med linjer som:

"Me, I think you are more in charge than you think /
They want you behind bars and not the ones that you spit /
You still rappin' a rap, I'm so over this shit /
We callin' this a wrap, here's a present in fact, I say /
Nobody move, everybody get hurt /
I'm stickin' up the world now for everything it's worth /
'Cause I ain't tryna rest if this shit is gettin' worse /
And I'm tryna do more than just put it in a verse"

På "Yuri Kochiyama" (japansk, nobel-pris nomineret menneskerettigheds aktivist) rapper Geo om revolutionens frontløbere, med den motiverende linje "revolutionaries die, but the revolution don't" i centrum. I andet vers rapper han om Yuri, som var nære venner med Malcolm X, og som var med til hans tale da han blev skudt, og som holdte ham i sit skød da han døde:

"I've seen a picture up in Life magazine /
You were sittin' front seat for Malcolms last speech /
Saw the first man with the shotgun /
Two more came to get the job done /
Now who would have thought that it'd be you holding him /
I wonder what you felt when his eyes were going dim /
And if he never died would we know that he exists /
Ot would he have been the leader that we always seem to miss /
Now there's no taking back whatever happens in your mist /
You remind me that it's more than just a martyr and a myth"

Afsluttende rapper han, "When I grow up, I wanna be just like Yuri Kochiyama". Helt utroligt stærk sang.

Geo rapper også om mindre tunge og tankevækkende emner - ikke at der er noget i vejen med det, bevares - men han skaber en dejlig balance på pladen med f.eks. den poetiske flotte "Marion Sunshine" og let-indtagelige numre som weed-oden "Tommy Chong", der dog ikke er mindre skarp. I stedet for at have en Wiz Khalifa indgangsvinklen til weed-rap, så spytter Geo "Wikipedia raps", hvilket faktisk er ganske interessant. En opremsning af historiske facts om hvem der har røget hash igennem historien, som Shakespeare, Christopher Columbus, politibetjente, og ikke mindst: "George Washington himself probably smoked the chronic / Now his face gettin' traded for the shit, ironic". På tredje vers er Macklemore gæst med et helt (for)rygende vers, hvor han tager pis på alle weed-rapperne, gennemført med et sløret, konfust flow, Wiz Khalifa puns, Lil' Wayne-lydende hæse host, og sublime linjer som: "At 4:21 it was all about the looove / Now it's 4:31 and I'm paranoid as fffuck!". Man kunne måske mene, at det er en smule paradoksalt for Macklemore at rappe om at ryge hash efter at have lavet "Otherside" nummeret, men som han siger til sidst: "moderation, that's the key and the door is unlocked / It's up to you how to use it, make the call".
- Sabzi's produktion herpå er også formidabel, med en komplet lalleglad melodi, der stammer et sted fra jeg ikke kan huske, men som jeg tror alle vil kunne genkende.

"Gonna take more than a few to fool me /
You only get this timeless if you study Kool G"

Naturligvis er der også "hiphop for hiphoppens skyld" at finde på Cinémetropolis. Igen må "Seijun Suzuki" fremhæves, hvor Geo flower derud af som en vanvittig. På den ekko-rungende "Fou Lee" rapper han også som en drøm, og på "Fin" brillerer han med en teknisk snilde, der nok aldrig har været mere imponerende.

Der ER virkelig meget guf på Cinémetropolis. Lyd-mæssigt er det, det mindst Blue Scholars -lydende album til dato, men kan man abstrahere fra det faktum, at stilen er så ny og anderledes, er der uvurderligt guld at finde på denne skive. Jeg holder fast i, at Sabzi har nogle kedelige bidrag iblandt, men når han er god, så er han en af de bedste overhovedet.

Som man siger: "man kan ikke lære at stå på ski uden at falde". Som jeg ser det startede Blue Scholars deres karriere med et perfekt nedløb på en sort pist, så det er yderst tilforladeligt at de først falder og viser svaghedstegn nu, tre albums og to ep'er inde i karrieren. Især når svaghedstegnene ikke er værre end hvad tilfældet er. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Blue Scholars er nogen af de vigtigste på den internationale hiphop scene pt, og i min bog er de nok allerede blandt de vigtigste overhovedet. Gør dig selv en tjeneste og skaf Cinémetropolis hurtigst muligt!

5/6





Cinémetropolis kortfilm:
(klik link for at se filmene på YouTube)
(listen opdateres løbende)

01. Cinémetropolis
02. Hussein
03. Fou Lee
04. Lalo Schifrin
05. Seijun Suzuki
06. Anna Karina
07. Marion Sunshine
08. Slick Watts
09. George Jackson
10. Oskar Barnack ~ Oscar Grant
11. Yuri Kochiyama
12. Rani Mukerji
13. Tommy Chong
14. Chief Sealth
15. Fin

- Jeppe Barslund

lørdag den 4. juni 2011

CunninLynguists - Oneirology



50% anmeldelse, 50% analyse

Hvis ikke det allerede er tilfældet, så vil det måske være en god idé at hente en kop kaffe, te, eller noget køligt her til det varme vejr, for det bliver en lang én den her venner.

"I had a funny dream, the other night
I was floating on a cloud"

Med deres femte album Oneirology, sætter CunninLynguists nye standarter for konceptalbums, og jeg vil uden tøven udnævnte denne plade som værende den mest gennemførte konceptudgivelse af alle (som jeg har hørt i hvert fald). Oneirology er ikke "bare" hiphop, ja det er ikke engang "bare" musik, - det er i højere grad en episk rejse med et tilhørende soundtrack.

Skulle jeg beskrive Oneirology til én, der aldrig havde hørt den, eller om den, som det forhåbentlig er tilfældet med nogen her, - ville jeg beskrive Oneirology som værende en film, bare uden det visuelle. Hvad jeg mener med det er, at den har en række karakterer med specifikke roller, en blændende historie, der udspiller sig fra første til sidste sekund, en heftig lydside, og naturligvis et soundtrack, som jeg ikke kan tale godt nok om.

Fortsætter vi med den idé, at Oneirology er en film, må vi kategorisere den som værende en adaptation; en omarbejdelse af et eksisterende værk, - en filmatisering. Og det er ikke hvilket som helst værk de har bearbejdet, det er intet mindre end et af litteraturhistoriens vigtigste hovedværker; Dante Alighieri's La Divina Commedia, Den Guddommelige Komedie, skrevet i starten af det 14. århundrede.
Jeg vil faktisk tage mig den frihed at bruge den næste, længere passage på at fortælle lidt om Den Guddommelige Komedie, for jeg føler vitterligt, at man er nødt til at kende til den, for overhovedet at have en chance for at komme ned i de dybeste lag på Oneirology. Jeg har læst mange anmeldelser af denne udgivelse andre steder, og der er virkelig ingen, der med deres begrænsede spalteplads, har bevæget sig ned under overfladen på Oneirology, og det synes jeg virkelig er en skam, når Kno, Deacon og Natti har kreeret en så ufatteligt fyldig plade, med analyse-guf til flere timer. Så jeg vil med min uafhængige blog her, og ubegrænsede spalteplads, gå så langt ned som jeg nu kan.

Den Guddommelige Komedie, der beskrives som et epic poem, beretter om Dante og hans rejse igennem Helvede (inferno), Skærsilden (purgatorio) og Paradis (paradiso). - En allegorisk beskrivelse af sjælens rejse imod Gud, og den omfattende renselse den skal igennem undervejs. Oneirology er 2011's hiphop version af midterdelen, Skærsilden, som jeg, så kort som muligt, vil fortælle lidt om her.

Efter at have rejst igennem Helvede, kommer Dante og hans medrejsende, den italienske digter Virgil, til porten, der fører ind til Skærsilden. Skærsilden er beskrevet som et bjerg:

"I tiderne efter Lucifers fald, der fik bjerget til at rejse sig fra havet, dannede der sig syv cirkelrunde afsatser på bjergsiden. På disse afsatser sones de samme syv dødssynder, som straffes i Helvede. Men i omvandt rækkefølge. De tungeste synder skal sones først"

Dante og Virgil skal op ad dette bjerg for at komme til Paradis. Dante skal dog først bevise sit værd over for en engel, der vogter porten ind til Skærsilden. Denne passage er interessant. Englen sidder på det øverste af tre trin:

"Det første trin var hvidt, spejlblankt marmor. Dante så sit eget spejlbillede i det. Selverkendelsen er det første skridt mod renselsen".

"Det andet trin var en slags mørkebrun granit, ujævn med revner og huller. Tung som angeren, der er det næste skridt".
"Det tredie trin var flammerød porfyr. Som en firkant af blod".

- Det er her, ved indgangen, at sjælene bliver sorteret. Syndere, som bad for tilgivelse inden deres død, får adgang til Skærsilden, hvor de skal slide for at blive fri fra deres synder. Dem, der forsøger at retfærdiggøre deres synder og som ikke angrer, ryger i Helvede til evig tid.
Kigger vi tilbage på A Piece of Strange (som bestemt er inde omkring Inferno delen af Den Guddommelige Komedie) på nummeret "The Gates", så er det denne engel ved de tre trin som Tonedeff's karakter møder og taler med. Englen presser Tonedeff til at erkende, at han har syndet, men han forsøger febrilsk at retfærdiggøre sine synder og forklare, at der var god grund til at synde, hvilket er grunden til, at han som bekendt bliver "sentenced to fight fires for eternity".
Englen ridser syv P'er i panden på Dante, inden han lader ham og Virgil entrere porten. P'erne står for peccatum (synd), og ét P bliver renset bort for hver afsats de klarer sig forbi. Og således begiver de sig op af Skærsilden.

Denne rejse op af de syv afsatser, vil jeg ikke beskrive alt for grundigt, da det simpelthen er forrygende læsning, og Dantes møde med alle de forskellige, slidende sjæle er hamrende intenst beskrevet. De syv afsatser ser således ud:

Første afsats: Hovmodet
Anden afsats: Misundelsen
Tredie afsats: Vreden
Fjerde afsats: Sløvheden
Femte afsats: Gerrigheden og Ødselheden
Sjette afsats: Frådseriet
Syvende afsats : Vellysten

De tre første synder; hovmod, misundelse og vrede, - forårsages af perverteret kærlighed af dem, der via motiv eller handling har i sinde at gøre andre direkte harm.
Den fjerde synd, sløvhed, forårsages af defekt og mangelfuld kærlighed. Spirituel dovenskab og manglende evne til at holde af noget eller nogen.
De tre sidste synder, gerrighed, frådseri og vellyst, er forårsaget af overdreven kærlighed rette imod ting, der burde være sekundære i forhold til det guddommelige, såsom materielle goder.

Dante og Virgil drager hele vejen op af bjerget, og bliver klogere i sind og renere i hjerte for hver afsats de bestiger. Da de står ved bjerget top, ved indgangen til Paradis, møder de atter engang englen:

"Denne gang viste englen sig for dem på den anden side af flammerne. Han stod og sang: "salige er de rene af hjertet...". Efter nogen tid indså Dante til sin rædsel, at vejen op fra denne afsats gik igennem ilden. Han veg tilbage men Virgil standsede ham. "Det gør måske ondt, men du dør ikke".

Igennem flammerne går Dante, og som det sidste på renselsesfærden bliver hans kødelige lyster brændt væk i flammerne. Han er nu i Paradis, som - og dette er vigtigt at bemærke - ikke er Paradis som i Himmelen; altså det hinsides, men et post-renselses tilflugtssted på jorden. Her kan han endelig være sammen med sit hjertes udkårne, Beatrice; kvinden han aldrig fik.
Den sidste tredjedel af Den Guddommelige Komedie starter her, men den vil jeg ikke komme ind på.

"Only in the grey hour, in the moments of shadow and light, will the balance of power dangle between the Destinybringer's favour and the Dreadcrawler's wrath. Only there, between waking and sleep, will we recoqnize our true path"
- Bianca Spriggs, "Hypnopomp"

Med Den Guddommelige Komedie på plads, kan vi endelig dykke ned i Oneirology. Det er vigtigt at pointere, at selvom Purgatorio-delen af Dantes digt er primus motor som pladens røde tråd, er der flere andre elementer der spiller ind.
Oneirology, på dansk oneirologi, er navnet på det videnskabelige studium af drømme. Et studium jeg personligt synes lyder vanvittigt spændende. Det er altså det tekniske aspekt af drømme blandet med Dante's fabel, der danner rammerne for en fortælleform, der er brugt et utal af gange; en såkaldt soul-jouney. Lewis Carrol's Alice In Wonderland er nok den mest kendte historie, der gør brug af dette tema. Faldet ned i kaninhullet er en velkendt metafor for at drage på opdagelse i sit eget sind. Interessant er det også, at alt det abstrakte nonsens Alice skal igennem blot er en drøm, da det sidste, der sker i fortællingen jo er, at hendes søster vækker hende fra hendes drøm. Det er bestemt ikke et tilfælde når Natti på "Dreams (Dream On)" rapper:

"I'm a Chesire Cat laughin' at the caged birds' song /
A caterpillar shroomin' usin' fumes from my bong".


Efter som de har lagt så mange kræfter i skabelsen af dette drømmeunivers, så er det da kun fair, at vi begiver os ud på denne rejse, og hopper ned i kaninhullet.

"I am floating not knowing nautical course /
Tie a wristwatch in slipknots and dock at my porch /
Time is of no essense, the presence becomes presents /
Peasants become pheasants and soar past acceptance /
Current currencies wothless, fodder for feeding purses /
With iron clad words I solder together verses"

Pladen lægger ufatteligt stærkt ud med "Predormitum", der er én stor, abstrakt metafor for vores sindstilstand lige inden søvnen rammer os. En masse lydelementer åbner ballet, med en tappende lyd (der vender tilbage flere gange i løbet af pladen), vinden der tuder og den silende regn, der starter samtidig med, at de store trommer falder ind. Regnen ophører når rappen starter; vi er på vej ind i drømmeland. Natti, som er hovedpersonen i historien, præsenterer os for en utopisk drømme-tilstand, hvor tid er irrelevant, penge er uden værdi, og alt og alle accepteres uden undren.
Deacon derimod stiller sig mere defensivt op overfor drømme, og udtrykker nærmest angst for hvad de kan gøre ved ham, og Kno rapper om, hvordan drømme starter nede og tager fart opad, alt imens man bemærker at noget er galt, uden rigtigt at vide hvad. Som sagt er nummeret meget abstrakt, hvilket jo er ganske passende, da søvn og drømme er en meget mystisk sindstilstand, som vel rigtigt nok bedst kan beskrives som værende abstrakt.

Det letgenkendelige scratch-sample af Biggie tager os videre til næste nummer "Darkness (Dream On)". Mørket falder yderligere ind over den sovende, der nærmer sig drømmestadiet. Deacon synes stadig en smule konfus overfor omstændighederne, og Natti begynder ligeledes at føle en frygt for, at hans mørke sider viser sig i drømmene: "Way under in slumber is my true self shown? / A glass house cracked from a few stones thrown". - Syngende kommer Anna Wise ind og advarer dem imod at lade sig overrumble af alt det nonsens de har fabuleret om. De hengiver sig dog til drømmeverdenen, hvilket indikeres med nummerets noget psykedeliske outro, hvor der synges om "mushroom trees" og meget andet godt. De er nu faldet i søvn.

Mellemstykket "Phantasmata", der bærer en fremragende produktion med akustiske guitarer, kor-harmonier og drømme-lydende baggrundselementer, er drevet af et flot vokalsample, der synger om at blive omhyldet af mareridt. Det korte nummer slutter med, at en oplæser fortæller os om, hvordan vores seksuelle og voldelige lyster ikke optræder direkte i vores drømme, men i stedet i skjult form. De mørke sider som Natti var bange for skulle vise sig, er altså klar til at stå frem. Og det er her, i drømmestadiet, at drømmeren træder ind a porten til Skærsilden og gør klar til at begive sig op ad bjerget, for nu skal han se sine synder i øjnene.

CunninLynguists har tager sig den frihed at placere de forskellige syndere i en lidt anden rækkefølge end i Den Guddommelige Komedie.

Hvis vi lige husker på, at de tre første synder på vej op af bjerget var drevet af perverteret kærlighed til direkte harm af andre, er det ikke underligt, at "Hard As They Come (Act I)" er første nummer. Freddie Gibbs personificere kokain, Natti alkohol og Kno aids, - og lad os da bare blive enige om, at disse tre forvolder direkte harm imod andre. Jeg tror - dette er ikke sikkert, da de forskellige synder kan minde en smule om hinanden - at "Hard As They Come" symboliserer "vrede/wrath".

Og når man snakker om direkte harm; next up har vi "Murder (Act II)", der er drevet af et vokalsample der synger, "If I could get away with murder, I'd take my gun and I'd commit it". "Murder" symboliserer "hovmod/pride", da denne synd blandt andet beskrives således: "he who, through abusement of other, hopes for supremacy". BIG K.R.I.T. rapper som USA's president:

"Drop bombs on innocent people or innocent homes /
With automatic weapons or military drones /
While me and my friends play croquet /
And make bets on which country liable to fold next"

Natti rapper som kristent overhovedet, der beretter om hvordan kirken i høj grad misbruger folk til eget gavn. Den måde de kommer ind omkring kirkelig og politisk magtmisbrug, og samtidig holder temaet med de syv dødssynder stramt, er simpelthen eminent.

Efterfølgende har vi "My Habit (I Haven't Changed)", som bestemt er den sværeste sang at få til at passe ind i kontekst. Natti og Deacon rapper ret beset om at lave musik og elske det, og det er der jo ikke umiddelbart noget syndefuldt i. I takt med, at de seks andre synder virker forholdsvis nemme at placere, må man gå ud fra, at "My Habit" symboliserer "misundelse/envy", hvilket, om ikke super tydeligt, giver en smule mening. Dem, der lider af misundelse, frygter for tab af egen ry, ære og gunst, og ens egen dårligdom gør, at man glædes ved andres uheld. Nej, det fremstår ikke super tydeligt i "My Habit", men man får alligevel en fornemmelse af, at Natti og Kno godt gad, at det gik dem bedre med deres karriere som musikere. Natti rapper "rappin' makes me happy so why stop why care", - nærmest som om, at følelserne ikke er med ham, grundet hans irritation over, at han ikke er nået længere. En noget tvetydig sang.

Som repræsentant for en synd er "Get Ignorant" noget nemmere at placere, da man faktisk får den serveret på sølvfed, når Deacon rapper: "Through all the pettie drama's I'm calmer than a sloth". Jovist er det et dovendyr han taler om, men "sloth" er som bekendt også navnet for "ladhed", som om noget driver denne sang. Ladhed er ikke begået af fysisk ladhed, men derimod mental dovenskab, manglende evne til at tage sig af sin næste, og hvis man generelt set lever med et ignorant syn på verden. Som Kno rapper: "Genocide in East Africa, but you watching Battlestar Galactica". Rimet i sig selv er nærmest fjollet, men essensen er ikke til at tage fejl af. Det handler også om at bryde med "The American Dream"; man skal forfølge sine egne drømme og ikke nogen, som andre har bestemt er de "rigtige". Virkelig meget guf på det her nummer, og Deacon stråler i flere omgange, især med hans rablende gale flow på hans første vers. Guld.

"Shattered Dreams" fører ideologien med "The American Dream" videre, og synden her, der er plasket ud over samtlige linjer, er naturligvis "frådseri/gluttony". Natti rapper om alle de materielle goder, der i vores samfund er blevet statussymboler på succes.

"Reefer and liquor dance, my chemical romance /
My pitiful cold hands /
That ache to be warm /
Like a tux with gold cuffs that waits to be worn"

Interessant er det også, at han har en reference til Stevie Wonder, - manden der er blind, og som derfor ikke kan lade sig forføre af disse materielle goder, som sangen glorificerer.
Helt suveræn outro hvor Deacon og Anna Wise synger duet, ganske mageløst.

"Stars Shine Brightest (In the Dark of Night)" er en mildt overdreven ode til at tro på sig selv og gribe nuet, hvilket gør sangen til repræsentant for "griskhed/greed". Umiddelbart skulle man tro, at griskhed, eller grådighed som nogle måske ville foretrække at kalde det, binder sig til ting af økonomisk værdi, men griskhed har i langt højere grad at gøre med folks ego; ekstravagante ambitioner og overdreven bestræbelse på eget bedste. Her har Natti mange knivskarpe linjer, som: "Let your ego dine, adversity for breakfast / Zero pride, in sattling for less then". Senere i sit andet vers rapper han yderligere:

"In monsoon proportions them moments of importance /
When victory's in vain it's the same the blood coursin /
Of course when selfishness inside provides poison /
Apply it to your life and let it sink in like ointment"

"So As Not To Wake You" er et lille interlude, men et næsten uvirkeligt flot et af slagsen. Beatet, der er et af pladens fornemmeste, er overdynget med effekter, og antallet af atmosfærisk, rumsterende elementer der flyder rundt i baggrunden kan ikke tælles på to hænder. Det er helt ufatteligt så meget nerve og stemning Kno formår at fremmane med den produktion her. Tunge, organiske trommer, pulserende elektroniske bidder, og så førnævnte elementer, resulterer i en fabelagtig produktion, som godt måtte have været en del længere.
Afsluttende vender oplæseren tilbage og snakker om, hvordan både følelser og tanker, men primært visuelle billeder, udgør vores drømme.

Som den sidste synd drømmeren skal igennem, træder "Enemies With Benefits" frem som "nydelsessygen/lust". Nydelsessygen er karakteriseret ved vildledte seksuelle lyster og såkaldt "tøjleløs opførdsel", noget som Natti, Kno og Tonedeff boltrer sig i herpå. Natti der rapper: "I'm part Vader, I think with my saber / I live in crazy town and I'm married to the mayor", Kno der gør en metafor ud af Superman-universet, og Tonedeff, der med sit enestående speed-flow synes ligeså seksuelt tiltrukket af denne "devil in a baby blue dress" som han synes konfus over hele situationen. - Alle har vel prøvet af drømme om en dreng/pige, der fik dem til at tænke "hvorfor hende/ham?" når man vågner. Disse drømme er ofte dem man husker klarest, og tænker længst over efterfølgende, og meget passende er "Enemies With Benefits" sidste trin af drømmestadiet, og den sidste synd.

"Looking Back" er hovedpersonen ved at vågne, og reflekterer over hans drømme idet han vender tilbage fra drømmeverdenen, hvilket som bekendt kan være svært. Hvor fedt er det ikke at lave en sang om at vågne?! Som Anna Wise synger i omkvædet: "If this is not the hardest part, I wanna part before it gets too deep". Deacons vers herpå er simpelthen magi:

"It's easy to cross a line and blame ya flesh for the crime /
I'm sorry it's just the way we designed /
My dear we should leave here, I'm talking 'bout one at a time though /
'Cause you got me changin' my mind slow /
Leave here, says that voice in the back of my spine /
As I awake and the moment rewinds"

Pianostykket der åbner "Dreams" er intet mindre end lyden af at vågne op! Hvis det at vågne kunne have et soundtrack, ville det lyde sådan!
På "Dreams" har de reflekteret og tænkt over deres drømme, og er nu klar til at bearbejde dem. Natti har forstået at "The American Dream" ikke er den rigtige, og sætter ud efter sin egen drøm. Deacon opfordrer til at drømme stort, og ikke være bange for at stile efter noget som helst, så længe det virkelig er det man stræber efter. Tunji har accepteret hans indre, mørke sider, men lader dem ikke træde ud i den virkelige verden:

"See, I'ma stay the same, no matter how far that I go /
And I'ma stay the same, no matter how far that I go /
I think bright, even though inside I'm dark and I'm cold /
Feel the pain in my heart and my soul, but I'm livin' my dream"

"Hypnopomp (Epilogue)" opsummerer Bianca Spriggs hele albummet, altså drømmerens rejse ind i sindet, i et eventyrligt digt, der bygger på græsk mytologi. Så vidt jeg har forstået handler det om brødrende Morpheus og Phobetor, der er sønner af Nyx, nattens gudinde (hendes afkom kaldes i øvrigt oneroi, og Morpheus er lederen af disse).
Morpheus er den gode af de to, og han besidder evnen til at optræde i drømme som et hvilket som helst menneske, som kan "vise os lyset", altså vores drøm. Phobetor er derimod den onde, som optræder i drømme som mareridtet, i form af dyr, monstre og andre væsener. Han har potentialet til at ødelægge vores drømme, og repræsenterer derved den ignorance, der kan forpurre vores oprigtige drømme. Man skal med andre ord bekæmpe Phobetor for at være i stand til at vælge sin egen sti at gå ad.
Det lykkedes vores hovedperson, drømmeren, at bekæmpe Phobetor, og da han vågner og får tygget og fordøjet hans drømme - på "Dreams" - er han bevidst om, hvilken vej, der for ham er den rigtige.

"Embers" er denne vej. "Embers" er et symbol for kærlighed, for kærligheden er den rette vej. Det er næsten kliché, men som afsluttende moral på en plade som denne, kunne budskabet ikke være mere kærkomment.
Jeg er vild med, at sangen her, som jo skal forestille at være post-søvn, er den mest poetisk abstrakte på hele pladen. Kryptisk er den ligeledes. Kno maler et billede af et virkelig mørkt og ubehageligt sted, hvor intet er som det ser ud til. Han synes at være fanget i et mareridt, og selvom vokalsamplet til slut siger, at drømmende måske også vil vise Kno hans rigtige vej, så virker det som om, at Kno forsøger at fortælle, at virkeligheden nogen gange bare er anderledes, og der er ingen der kender deres egen fremtid, så hvordan skulle man vide hvilken vej der er den rigtige. Det kan også være, at han faktisk rapper om noget helt andet eller tredie, jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal drage ud af hans vers.

Natti's vers er bestemt ikke mindre abstrakt, men i forhold drømmeuniverset og Den Guddommelige Komedie, giver det forholdsvis fin mening. Hvis vi husker tilbage på Dantes indgang fra Skærsilden til Paradis, måtte han igennem et flammehav for den sidste, ultimative renselse (embers). Han træder ind, og finder kærligheden i form af en kvinde. Den måde Natti beskriver mødet med denne betagende kvinde, der står ved "diamond trees" og "golden leaves", lyder til forveksling som Dantes beskrivelse af mødet med Lea, da han entrere Paradis. I Den Guddommelige Komedie er det også her, at Dante finder ud af hvad Paradis egentlig er; ikke himmeriget, men et tilflugtssted for hans nyligt rensede sjæl. Det er præcis hvad Natti rapper til slut:

"It wasn't Heaven that I was seeking, but a haven I sought /
A canvas of the mind painted with my thoughts"

"Embers" bærer i min optik også en af pladens flotteste produktioner. Det kirkelige kor, vokalsamplet med den bittelille fine stemme, de ligeså fine synth-strygere, den flotte guitar og de brummende synth-effekter. En intet mindre end fænomenal afslutning.

"Ashes are burning brightly, smoke can be seen from above /
So now you're seeing how far, ashes are burning away"

Jeg sagde jo at det ville blive en lang anmeldelse...

Lidt forpustet kan man godt blive af alt det, der sker undervejs på Oneirology, som vi på nuværende tidspunkt godt kan blive enige om, er lidt af en tung sag.
Den evne som CunninLnguists besidder til at skabe så formidable værker som dette, og A Piece of Strange, tror jeg samtidig også er skyld i, at de forbliver den - set i større perspektiv - uanselige independent gruppe som de er. Men det er nu engang sådan landet ligger nu til dags. Alt imens "Embers" nærmer sig de 10.000 views på youtube, nærmer Lil Wayne's "John" sig de 10.000.000. Om det er komisk, ironisk eller sørgeligt ved jeg ikke, men i al fald ganske sigende om den udbredte ignorance, der præger vores samfund.

Det skal så også siges, at CunninLynguists har det med at gøre det en smule svært for dem selv, for de bliver ved med at udsende musik, der virkelig kræver noget af lytteren, i en tid hvor den gennemsnitlige lytter bare skal have serveret musikken så let og ligetil som muligt. Efter en 3-4-5 gennemlytning følte jeg, at Oneirology lå på omkring 4 - 4½ ud af 6. Min himmelråbende begejstring er først kommet efter at være dykket dybt ned i deres tekster og gået i krig med Den Guddommelige Komedie. Heldigvis er man blevet vandt til, at CunninLynguist-udgivelser er growers; udgivelser, der skal høres mange gange før de siver ordenligt ind.

Lad mig lige vende tilbage til det med "værket", for Oneirology er jo virkelig et "værk", og ikke bare en hiphop plade. En qn5 læser skrev meget rammende, at Oneirology lyder som hvis Hans Zimmer var blevet hiphop producer. Kno's lydlandskaber er ufatteligt rige på detaljer, atmosfære, drømme-agtige elementer, og en stram, organisk trommeprogrammering, der både slår hårdt, men som også komplimenterer de mere nedtonede musikalske indslag. Lyden er bestemt mindre hiphoppet end på f.eks. A Piece of Strange, - man finder ikke noget typisk hiphop beat på Oneirology, men det passer meget godt med det gennemgående tema, som man bestemt heller ikke finder magen andre steder.
"Stats Shine Brightest" er det eneste nummer, der bærer en produktion jeg ikke bryder mig om, og så er jeg heller ikke meget for B.J. The Chicago Kid's omkvæd på "Dreams", der bliver lige poppet nok. Men i det store hele er det slet ikke noget, der kan skade helhedsbilledet, der er så imponerende, at det meste andet blegner ved siden af.
Og som om alt det ikke var nok, så er Natti virkelig vokset som rapper, og som hovedperson på denne skive har han aldrig lydt bedre. Han flower fantastisk, og skriver eminente tekster hele vejen igennem. Deacon ligeledes. Han har simpelthen den fedeste stemme, han synger ualmindelig flot, og lyrisk set kunne Oneirology også godt gå hen og være hans bedste præstation hidtil. Jeg har ofte hørt folk sige, at Kno ikke er en synderligt god rapper, - til det må jeg sige "øhh, hvad?". Han er den med mindst lyrisk airtimeOneirology, men han efterlader sig yderst mindeværdige bidrag, blandt andet omkvædet på "Enemies With Benefits" som han selv synger. Som lille bonus info må man også sige, at det er imponerende, at selv samme nummer er fuldstændig sample frit, - det er all Kno!

Som konklusion er der vel ikke meget andet at sige, end at denne skive virkelig er et strålende pragteksemplar på, hvor stærkt, smukt og emotionelt hip hop kan være, når det laves ordenligt. Dét her er magi. Uden tvivl årets hidtil bedste, men som konceptalbum har CunninLynguists yderligere vist, med deres nærmest sygelige perfektion i udførelsen, at Oneirologi måske er den mest gennemførte hiphop udgivelse til dato, når det kommer til behandling af tematik. Yeah I said it.

6/6

Du snyder virkelig dig selv, hvis du ikke køber Oneirology.
Vis lidt respekt til de hårdtarbejdende gutter, og
køb den gennem QN5


Ps. Jeg kan stadig bedre lide A Piece of Strange!!


- Jeppe Barslund