lørdag den 12. december 2009

Holbek - Frit Løb


Har man sagt Holbek må man også først lige sige Steen Rock. - Hiphop alter-egoet, der flittigt har mænget sig med den danske undergrund som producer og DJ, måske bedst kendt for hans medvirken i Nobody Beats the Beats. Men under Steen Rocks DJ-færd, lader det til at han har stiftet bekendtskab med meget mere end hiphop-personligheder. Frit Løb er hans legerum, hvor han kaster los som eksperimenterende producer, med malende electroniske lyde som rød tråd.

Men men, én gang hiphop altid hiphop, - trods navneskifte er hiphop-elementerne ikke pakket helt væk, det bæger flere af skæringerne tydeligt præg af, og Khal Allan bidrager på "Hvor langt skal vi ud" med et, ikke overraskende, vers i sublim topklasse. - Han bevæger sig lige så langsomt op i feltet blandt de allerbedste lyrikere vi har idag.

Men det er som sagt eksperimenterende kryds-genrer som Holbek begår sig mest i på Frit Løb, og med sangere som Peter Sommer, Sort Sols Steen Jørgensen, Turboweekends Silas Bjerregaard og Peldings Joy Morgan er der rigeligt plads til det skæve og alternative, hvilket under Holbeks behandling mestendels er virkelig godt. Første halvdel af pladen leder tankerne hen på Trentemøller, Mike Sheridan og Lulu Rouges melodiøse og ofte dunkle musikalske univers, hvor især "Træk stikket ud" står frem som noget nær det mesterlige.

I mine øjne er det dog albummets anden halvdel, der er mest interessant, da Holbek i højere grad tager genren i egen hånd, og skaber lydbilleder, der ikke umiddelbart kan sammenlignes med andres. "Hvileløs" og "Hudløs" er dybt atmosfæriske og næsten uhyggelige pragtskæringer, imens det fandens flotte titelnummer, produceret sammen med Malkin Zany, bevæger sig ud i det hiphop-jazzede.

Da jeg satte pladen i afspilleren første gang, troede jeg at det var hiphop der ville flyde ud af højtalerne, men blev hurtigt klogere. Skuffet? På ingen måde. Positivt overrasket? I så høj grad! Der er et hav af indtryk, følelser og musikalske sanse-oplevelser at dykke ned i på Frit Løb, og selvom pladen mest af alt fungerer som et musikalsk frikvarter, så er der talrige perler at finde. Er man ikke bange for at prøve noget anderledes, anbefales det herfra at man giver Holbeks Frit Løb en lytter.

4.5/6

Ingen kommentarer: