søndag den 29. april 2012

Caravan Palace - s.t. + Panic


Som vi har snakket om før, så er hiphop godt, fantastisk, livs-forbedrende, ja, nødvendigt vel sagtens, - men der findes også andre kunstnere, der opererer inden for andre genrer, som bør indtages med samme nydelse. Derfor retter vi nu blikket bort fra hiphoppen og over på parisiske Caravan Palace og den forholdsvist nye genre, som de er nogle af grundlæggerne af: electro-swing.
   
     Caravan Palace og deres musik har haft samme effekt på mig som f.eks. deres landsmænd Hocus Pocus, hvor musikken er så rig på energi, glæde og liv, at det potentielt set kan gøre én til et generelt gladere menneske med mere overskud. Jeg er klar over hvor plat det lyder, men det' sgu rigtigt!

Som man måske kan regne ud, så er 'electro-swing' en blanding af swing fra 1930'erne (hvor double-bas og trommer sætter tempoet og diverse blæseinstrumenter, violiner og guitarer følger trop) og mere moderne elementer som electronic, house og dub-step. Umiddelbart kunne Caravan Palace godt lyde som værende tungt sample-baseret, men dette er ikke tilfældet. Det er et band vi har med at gøre, som spiller alle instrumenter selv, og derefter får det til at lyde tudsegammelt ved hjælp af alskens maskineri. Arnaud Vial's guitarspil har præcis samme lyd som den legendariske guitarist Django Reinhardt (der efter en brændulykke lærte at spille med kun to fingre) og Colotis Zoé's sang er pyntet med så meget støvet ambient, at den lyder som taget fra en vinyl, der har stået gemt i en kasse i en kælder i 70 år. De sampler sågar sig selv flere steder! De er især glade for at indspille vokaler, som de så chopper op og ændrer hastighed på, og derved laver en ny original melodi ud fra en original indspilning - yderst originalt og ovenud effektivt. Enkelte steder sampler de, men også her er udvælgelsen bemærkelsesværdig, da der både lånes fra Mildred Bailey og hvad der lyder som Disney's Alice in Wonderland. - De franskmænd kan bare et-eller-andet når det kommer til musikalitet, og samspillet mellem musikererne i Caravan Palace er møg-hamrende sublimt. Men det, der måske gør gruppen allermest fantastisk, er deres måde at tolke "electro"-delen på. Personligt synes jeg, at det meste electronic idag har en kedelig tendens til, konstant at skulle være større, vildere og voldsommere. - Hos Caravan Palace kan electronic også være tilbagelænet lounge-musik, så deres udgivelser er ikke én lang række party-tracks, hvor det udelukkende handler om at "drop the bass", - men en udsøgt vekslen imellem behagelige low-key melodier, drømmende lydlandskaber, upbeat rytmer og gyngende danse-tracks, som man simpelthen ikke kan sidde stille til.


"Clash" var nummeret der stjal min opmærksomhed, og den selvbetitlede debut fra 2008 var min introduktion til gruppen; en forrygende plade, hvor især "Star Scat" og "Bambous" er fantastiske, - førstnævnte med robottisk scat singing (á lá Cab Calloway) og forrygende violin-melodier, og sidstnævntes pulserende tempo vil med sikkerhed sætte ild i danseskoene imens den leverer - som en YouTube-bruger så rigtigt beskriver det - et "straight shot og unadulterated happiness".
     Ingen tvivl om at debuten er fantastisk, men med udgivelsen af gruppens andet album, Panic, stod det klart, at  de på deres første udgivelse blot var gået ud til navlen for at tage temperaturen på denne nye genre og prøve et par forskellige ting af, inden for nogenlunde sikre rammer. Jeg tror, at de meget hurtigt fandt ud af, at electro-swing -genren havde et enormt publikum, der hungrede efter mere, så med Panic har de satset hele butikken og taget alt hvad der var fedt ved forgængeren og gjort det sjovere, vildere og bedre, ja, simpelthen perfektioneret det.

"Historien" på Panic er, at verden bliver invaderet af rumskibe engang i fremtiden (måske i år 3049, jf. nummeret "12 Juin 3049"). Panikken spredes, og for at udrydde denne trussel fra det ydre rum, bygger nogle videnskabsmænd en enorm robot (gruppens maskot) som besejrer fjenden ved hjælp af dans! Hele denne historie fortælles på den animerede video to "Rock It For Me":


Historien fylder dog ikke så meget, og dens eneste funktion er nok bare at eksponere budskabet om, at dans spreder glæde til folket. - Og lur mig om ikke dét er rigtigt! Som skrevet tidligere er Panic ganske simpelt bare en plade, der går lige i feel good -nerven, fra start til slut.    
Jeg kunne rose Caravan Palace og slynge højtravende, flot-beskrivende ord af mig i en lind strøm, men noget siger mig, at det er bedre bare at lade jer høre det, så nedenfor kan i finde fem udvalgte favoritter.

Panic er et mesterværk uden lige, inden for sin genre. Godt nok en genre, jeg normalt ikke begår mig så meget i, men man behøver ikke at være electronic-connaisseur for at indtage denne rene livsglæde, som Caravan Palace har konverteret til musik.

Caravan Palace - 4.5/6
Panic - 6/6 


"12 Juin 3049"


"Clash"


"Maniac"


"Pirates"


- Jeppe Barslund

onsdag den 25. april 2012

William Buckholz - Understand Rap: Explanations of Confusing Rap Lyrics You & Your Grandma Can Understand



Hvis ikke den titel er sales-point nok i sig selv, så ved jeg ikke hvad er?!

William Buckholz's præmisser for at skrive denne bog var simple. Han begyndte at udvikle en stigende interesser for rap, men synes der var meget i genren - især inden for det sproglige - der var svært at forstå, så han besluttede sig for at tage udgangspunkt i typisk rap-slang og forklare hvad det egentlig er rapperne siger, på et sprog som alle kan forstå.

Jeg vil kategorisere bogen som "toilet-læsning", for det er en af de slags bøger, hvor man kan slå op på en hvilken som helst side og få sig et lille grin, uden at behøve kontekst fra resten af bogen. Kapitlerne er delt op efter rap-tematik, og allerede ved indholdsfortegnelsen står det klart for én, hvilken kategori af rapperen denne bog fokuserer på. Kapitlerne kredser om temaer som 'Money', 'Drugs and Alcohol', 'Insults', 'Crime', 'Sex' og ligende. De fleste lyriske passager der "analyseres" stammer derfor logisk nok fra Lil Wayne, Birdman, Rick Ross, Young Jeezy, Paul Wall, Gucci Mane, Waka Flocka Flame og rappere af dén støbning. Ind imellem dukker Jay-Z, Biggie, Beastie Boys og flere også op, men det er tydeligt at forfatteren synes det er sjovere at skrive om førstnævnte flok.
     Når forfatteren skriver i indledningen, at det ikke er intentionen at gøre grin med rapperne i bogen, så tænker jeg, at han nok skulle have plukket citater fra en lidt mere broget skare, for det ender vitterligt med at blive en komisk affære i flere af tilfældende. Syndt for rapperne, godt for os, for det er en sjov bog. Nogen gange bliver det godt nok en smule repeterende, når linjerne, f.eks. omhandlende coke, minder så meget om hinanden som de gør, men der er aldrig langt imellem guldet. En jeg f.eks. grinede over var linjen: "Call me pac-man, your ghosts is blue" fra Lil Wayne's "Fly In", som forklares således:

"If we compared our situation to a video game, I would be a yellow pie-shaped character who glides around a maze eating dots, and you would be a red or pastel-colored ghost named Inky, Pinky, Blinky or Clyde, who, because I have recently eaten a large power pellet, is now the same color as the clothing worn by a gang I am not affiliated with and running away from me because you are scared"    

En anden perle er forklaringen af en klassisk linje fra Snoop; "G's up, hoes down":

"It is good practice to elevate fellow gangsters who are few in number to a position of equality and respect and to place no value on women of questionable reputation who are many in number. Regarding males and females who don't fall into either of these categories, I don't have any recommendations. 

Et tiltag som jeg ville ønske at forfatteren havde inkluderet, er analyse og fortolkning af dybere, mere "intelligente" linjer, så man også kunne få nogle "hold da op" -oplevelser undervejs. Dem er der næsten ingen af, og det ender med at virkelig lidt letkøbt "bare" et fortolke slang på en sjov måde. Jeg tror nemlig at størstedelen af køberne af denne bog allerede er hiphop/rap-interesserede, og som derfor allerede har en klar idé om hvad det meste betyder. Buckholz siger godt nok i starten, at han primært vil fokusere på den populære mainstream hiphop, så man ved hvad man går ind til, men da han har en videnskabs-bachelor i Science and Technical Communication - og i øvrigt har udgivet en lang række bøger forud for denne - tænker jeg, at han godt kunne have gået lidt ned under overfladen og hevet fat i nogle mindre kommercielle rappere. Enkelte gange kaster han lys over nogle linjer, der gemmer en del mere end jeg troede. Et par gange hiver han fat i Jay-Z, der ofte har lagt flere tanker bag hans linjer end som så, og især "If Jeezy's payin' LeBron, I'm payin' Dwyane Wade" fik mig til at tænke "damn!":

"Were another successful rapper to pay the budget of $23,000 for a certain large quantity of a particular drug, which happens to reflect one basketball player's jersey number multiplied by 1,000, I might be able to procure the same quantity of that drug for only $3,000, which is an amount equal to a different basketball player's jersey multiplied by 1,000 and an excellent bargain"

Dem er der desværre alt for få af.

Konkluderende er Understand Rap en ganske underholdende bog. Muligvis lærerig for nyligt tilkomne rap-fans, men nok ikke meget mere end et hyggeligt lille grin værd for de, der har været med i længere tid. Til tider bliver den også lidt for lallet. Min mor læste et par sider og sagde, "det er godt nok lidt tungnemt hva'"! - Dog et godt køb for en billig penge (over Amazon), med et ønske om en efterfølgende underground-edition, med lidt mere udfordrende lyrik.

4/6

- Jeppe Barslund

lørdag den 21. april 2012

Otayo Dubb - Cold Piece of Work


Otayo Dubb har været fast inventar på west-coast scenen i mange år, men han har været ramt af sort uheld, for hver gang han har udgivet noget, har der været andre kunstnere, der lige har været en tand mere interessante, og som derfor har efterladt Otayo Dubb i skyggen. Første gang han forsøgte at bryde igennem med sin gruppe Co Deez', var Lyrics Born, Blackalicious, Hieroglyphics og Zion-I også på vej frem. Hvor mange af jer har hørt om en eller af flere af disse? Højst sandsynligt en del. Hvor mange af jer har hørt om Otayo Dubb? Nærmest ingen tillader jeg mig at tro.
   
     Jeg kendte intet til Otayo Dubb eller Cold Piece of Work da jeg købte pladen på udgivelsesdatoen, men da den blev udgivet via Beat Rock Music, som jeg er ganske tosset med, var det nærmest en obligatorisk investering. Flere numre gik rent ind, og "Show You the Door" blev hurtigt min favorit, ikke bare fra pladen men fra hele 2011. Af samme grund måtte jeg bare have den med på LEFTOVERS2011, hvilket heldigvis lykkedes. Få dage inden jeg "afslørede" tracklisten til Leftovers så jeg, at "Show You the Door" havde sølle 15 views på YouTube. 15?! I skrivende stund har den "hele" 200 views, men det giver for mig ingen mening. Sagen er endda den, at Cold Piece of Work ikke er en af de slags plader, der har et par gode numre, og så 10-15 fylde-numre. - Der er utroligt meget guf på, og alle ligger de i den grinagtige ende af YouTube-views-listen. Ja, jeg ved godt at det egentlig ikke betyder noget, og at man skal lade være med at sammenligne noget som helst med YouTube views, men at "Motivate" har 45 views, "2 Can Be" 17 views, "Drift Away" 37 views og "Oh Oh Yeah" 20 views fortæller mig klart og tydeligt, at vi lever i en forskruet verden.

Men lad os lige slå gearet i bak engang, og så på hvad Cold Piece of Work egentlig er for en plade.

Spørger man Otayo Dubb selv om, hvad slags rapper han er, svarer han "thoughtful, but not preachy... a little bit of conscious, a little bit of street". Han minder på mange måder om hans BeatRockMusic-kollega og label frontfigur Bambu, for Otayo byder både på rå historier fra ghettoen, opløftende tunes fra den solbadede vestkyst, og en lille dosis sjov og ballade. De forskellige ingredienser er tilmed balanceret ganske fornemt, så stemnings-variationen er ikke forvirrende og roddet, men helt tilpas. På "Show You the Door" får man både lidt westcoast attitude og nogle tankevækkende ord om samfund, først rapper Otayo:

"We the reason they enforce 'em a dresscode /
Hipsters dress up like Depeche Mode /
I don't dress retro, nigga I'm westcoast /
Northern California we don't like you we'll let you know /
That's why I got a "fuck you" attitude /
'Cause I ain't tryna climb to the top, I'm tryna catapult /
And if I step on some of y'all in the process /
I bet you're still callin' it progress"

Og senere hen rapper han:

"Man, some people sheepish, handin' me leaflets /
Tellin' me my life is indecent /
But lady look who got it worse /
Is it me or the one that profit off of church /
Or the addict who just try to rob you for your purse /
But you got a lot of nerve judging /
My pops was an addict, dammit I still love him"

Nummeret er mageløst produceret af CAV3, der virkelig har skabt en udsøgt jazz-perle, med et underspillet klinkende piano og et intet mindre end perfekt choppet vokal sample. CAV3 har også produceret en anden jazz-perle i "2 Can Be", med klaver, blæsere og et ekstremt lækkert omkvæd. Af andre standout numre bør den Keelay producerede, mellemgulvs-pulserende "Bang Ya Head" nævnes, med dit intense riff, og så har Otayo Dubb faktisk selv produceret flere af pladens bedste skæringer. Den blues-guitar besmykkede "Drift Away", den nærmest flabet lækre "Oh Oh Yeah", der bl.a. gæstes af Blue Scholars' Geo, og ikke mindst den små-fjollede "Motivate", hvor han har samplet en klassisk waltz-melodi. Lige på dette nummer er sammensætningen af beat og tekst faktisk en kende mærkelig, for teksten lægger en seriøs tone, men beatet lægger op til mere løsrevne festligheder, så det kan være lidt svært at vide, hvad formålet med dette nummer helt præcist har været.
Størstedelen er dog absolut fornøjeligt. Numre som "Give Me Tonight", "Let You Down", "A Lil More" og "Weak Heart" ligger i den kedeligere ende, og det trækker selvfølgelig en smule ned, men der skal ikke herske tvivl om, at Cold Piece of Work mestendels byder på yderst solid hiphop. BeatRockMusic kører tilmed en ganske fornuftig business over bandcamp, hvor man kan købe deres udgivelser for omegnen af 75 kroner inklusiv forsendelse. Et køb jeg bestemt ikke har været ked af!

4.5/6

"Motivate" feat. San Quinn


"2 Can Be" feat. Jay Anthony


"Oh Oh Yeah" feat. Tahaj the 1st & Prometheus Brown


"Show You the Door" feat. Sakima


- Jeppe Barslund

tirsdag den 17. april 2012

Doomtree - No Kings


"Draw blood, paint life, sculp that clay, build that bridge - suffer and pleasure /
Got love, gotta write that way and fill that book from the gutter to forever"

Det syv mand store Doomtree-kollektiv fra Minneapolis, bevæger sig med deres anden langspiller længere ind i niche-land, med eksperimenterende prog.rock/hiphop, der nok vil skræmme mange væk, men imponere de tålmodige sjæle, der tør følger med.
Som med de fleste andre Doomtree udgivelser - både gruppens forrige projekter og de forskellige medlemmers soloudgivelser - så kræver musikken en del af lytteren, - det her er langt fra let tilgængeligt. Det skyldes dels de atypiske hiphop-kompositioner og dels rappernes alternative tilgang til tekstskrivning. No Kings er nok bedst sammenlignelig med Eyedea & Abilities' By the Throat fra 2009, for den "lider" lidt af samme ambivalente problem: produktionerne kan blive så psykedeliske og rodede at der er stor mulighed for, at man tabes undervejs, men teksterne er så spektakulære, at man simpelthen ikke kan se bort fra deres eksistens. Tag f.eks. "Own Yours", hvor Mike Mictlan rapper:

"It ain't all over /
Nights are longer before them days turn colder /
Run home little soldier /
This ain't the war you're fighting, it's the Red October /
And you don't have choices /
We don't either 'cause we got these voices /
But I'm scared when I yell /
I'm sellin' 'em all poison, broken toys, bones and raw noises /
So I hold my own /
Hold my word, keep my sword in stone /
I swear I'm getting it all wrong /
Not the end of the world, just the to a song"

Men desværre er beatet så larmende og dominerende, at man næsten hellere bare vil læse lyrikken uden tilhørende musik i stedet, og det er selvfølgelig ærgerligt. Sådan står det desværre til med flere numre.
     Til gengæld er der også numre, hvor producerne, der hovedsageligt er Lazerbeak (der producerede hele Sims' Bad Time Zoo) og Cecil Otter formår at skabe mirakuløse produktioner, der gør indtagelsen af lyrikken til at fornøjelse af de allerstørste. Plandes indledende nummer "No Way" bæres op af et ledt guitarriff og stramme trommer, som resulterer i et heftig track. På "Little Mercy" bruger de Dessa's blændende vokal som instrument, så man hele tiden har hendes sprøde og intense nynnen i øret, samtidig brillerer hun med et skarpt vers, hvor hun bl.a. rapper:

"If you welcome every trespass, then every tramp's a guest /
Give what they would take from you, then every theft's a gift /
Hold too tightly to what's in your hands or in your chest /
And the future, it won't open, palm readers can't work fists"

Hvis ikke det er 'rap' - rhythm and poetry - ja så ved jeg ikke hvad er?!
Den elektronisk tunge førstesingle "The Grand Experiment" (som jeg track-anmeldte her) er ligeledes en perle, hvor kaos og melodi ramler sammen og fungerer fortrinligt. Allerbedst bliver det på min personlige favorit, en af 2011's flotteste skæringer overhovedet, "Team the Best Team", hvor Lazerbeak viser, at han er en af de mest komplicerede og musikalsk avancerede hiphop-producere i øjeblikket.Det er helt ufatteligt så mange lag af keys, synth, blæsere og percussion han får til at passe så perfekt sammen, og med en ualmindeligt fed basgang og tonstunge trommer i omkvædet har han lavet en af de mest imponerende og storslåede beats i meget, meget lang tid. Som om dét ikke var nok, så leverer alle fem medvirkende fænomenale præstationer. I kan nok forstå at jeg hoppede jublende rundt da jeg fik "go" fra dem, til at bruge nummeret til LEFTOVERS2011!

Jeg har længe tænkt over hvad albummets titel kunne betyde. Umiddelbart virker det oplagt, at No Kings er en slags kommentar til Kanye og Jay-Z's Watch the Throne, hvor Doomtree måske mener, at der er ikke er nogen der har krav til en trone, og måske endda, at der ikke er nogen af mainstream-rapperne der er værdige. På "Bangalang" rapper de: "All these rappers sound the same. Beats? Sound the same. Raps? Sound the same". Det kan også være at de mener, at hiphoppen som genrer og/eller kultur ikke har brug for en konge overhovedet; at det er fælleseje, alles legeplads, som ingen har ret til at regerer over. Det er ikke helt til at sige, men sådan er det med meget af musikken på No Kings, for indholdet serveres i abstrakte, kryptiske metaforer, der kræver at man sætter sig ned, læser, tænker og tænker lidt mere. Så hvis man er til alternativ hiphop, der rusker i én og siger "hey, hvis du vil forstå noget af det her, så skal du sgu lytte godt efter", så er Doomtree nok det bedste bud. Det hele er som skrevet tidligere ikke lige godt, men "Team the Best Team" alene er hele prisen værd - uanset hvor meget du betaler! - så det er kun logisk at investere i No Kings.

4/6

"Team the Best Team"

"Little Mercy"


"No Way"



- Jeppe Barslund

mandag den 16. april 2012

Phonte - Charity Starts At Home


Går du og savner rap med hold i? Er du blevet en smule træt af mainstream rappernes indholdsløse rap? Er du kørt sur i alle de varmluft-fyldige "MCer", der rapper for formuernes skyld? Går du og mangler en rapper, der har noget livserfaring i bagagen, samt tilhørende evner til at formidle det? Then look no further - Phonte er svaret!

It's Phontiga!
And I do this all for hiphop!
I'm lyin' like shit, I do this shit for my god damn mortgage nigga
And my bills, who the fuck am I foolin'?
-
"Dance in the Reign"

- På Little Brother og Foreign Exchange rapper Phonte's solo-debutalbum Charity Starts At Home, møder vi en ganske sjælden karakter. Mange rappere oplever at stå ved den korsvej, der tvinger dem til at vælge om de vil gå ad mainstream vejen og tjene penge, eller om de vil beholde deres integritet og kunstneriske troværdighed og forblive i undergrunden. Phonte har i løbet af sin 10+ år lange karriere stået ved denne korsvej mange gange, og hver eneste gang har han valgt at blive på hans sti og fortsætte med at levere skarp undergrunds hiphop. Et held for fans'ne, der gang på gang har fået serveret mesterlig musik fra den karismatiske rapper, men Phonte selv lader til at syntes, at det hele er begyndt at virke en smule formålsløst.
     På den ene side vil man jo gerne tjene penge, men det vil kræve at man sætter troværdigheden på højkant samt ofre kvalitetstid med familien, men vælger han familien og kunsten som første prioritet, må han finde sig i, at rappen er endnu et dårligt betalt job. Som han rapper på "Who Loves You More": "You win or you lose, make a living or have a life, guess that I gotta choose one".

Phonte er en gudsbenådet rapper og ikke mindst entertainer, så selvom han vitterlig virker irriteret, sortseerisk og pessimistisk meget af tiden, så er Charity Starts At Home også krydret med god humor, et varmt budskab og ikke mindst den fantastiske rap man kender fra Phonte. Men pessimisten først!

"When you wake up this morning, I want you to go to the mirror and I want you to look at yourself in the eyes and say "Fuck. You! Fuck your hopes, fuck your dreams, fuck all the good you thought this life was 'gon bring you""
- "The Good Fight"

På "The Good Fight" glemmer man næsten, at det er en verdenskendt rapper man har med at gøre. Det er så "almindeligt" at det nærmest er skræmmende. Det handler om at være nødt til at have et kedeligt arbejde så man kan forsørge sin familie, om at blive fyret og om at acceptere en masse andet af det lort man får smidt efter sig i livet:

"5 dollar gas and poverty rates rising much higher than your hourly rates /
So if you thinkin' 'bout quittin' you should probably wait /
'Cause everybody gotta do a fuckin' job that they hate /
"Go an' live out your dreams", that's what they tellin' /
Fam' in my ear all day and they yellin' /
"Keep it real 'Te and don't ever sell out" /
But how the fuck you sell out when ain't nobody sellin'?"

Senere rapper han endda: "everybody prays for the day they see the light / But the light at the end of the tunnel is a train" - han lader altså ikke til at tro på, at det bliver bedre any time soon. Til gengæld giver han også udtryk for, at dette "bare" er en simpel kendsgerning; life gives you lemons, deal with it! På pladens åbningsnummer rapper han:

"They say everybody got a story, so here's mine /
It ain't heartbreaking, because I've taken the sour grapes of wrath and made Cheerwine"

Senere i samme sang kommer en af de komiske guldklumper, da en af Phontes venner udtrykker, at han er nervøs for Phontes deltagelse i rap-gamet, hvortil han svarer: "motherfucker go and get a real problem!".
     Det der virkelig tæller er, at man har familien, hjemmet, basen og kærligheden i orden. Hvis man har dét bliver alle livets problemer forvandlet til bagateller, der bare skal forceres. På "Gonna Be A Beautiful Night" og "Sending My Love" får men virkelig et indtryk af, at Phonte er lykkelig som familie-mand, og man forstår løbende, at hans problemer med rappen måske i virkeligheden ikke skal tages så tungt. Man bliver faktisk overbevist om, at hans ambitioner med hiphoppen helt oprigtigt ikke rækker længere end, at han har tag over hovedet og mad på tallerkenen. Mesterligt fortalt med følgende linjer:

"This rap shit is not the life I live /
It's a tool that I use, that's it /
No great fortune to show for it /
But fortunate that no one can say his life ain't his /
Some might even say underachiever, 'cause they are not believers /
That I don't want the world, but I done seen the world /
And if you saw it, hell, you wouldn't want it either"

Og så er der måske nogen der siger, at han bare ikke vil indrømme, at han ikke har færdighederne til at blive en superstjerne. Wrong! Just wrong! Phonte er så hjernedødt dygtig en rapper, og så er han tilmed en sublim sanger oven i hatten. Dertil er han gode venner med nogle af genrens skarpeste beat-håndværkere, som bl.a. 9th Wonder, Khrysis, S1 og E. Jones.
"Not Here Any More" med Elzhi, "Eternally" med Median og "The Life of Kings" med Evidence og Big K.R.I.T. er ganske simpelt forrygende rap over melodisk nakkebrækkende beats fra 9th Wonder, og "We Go Off" med Pharoahe Monch er ligeledes en gungrende banger af øverste skuffe. - Så iblandt hans mange fortællinger om hverdagens ups and downs - mestendels downs - finder man det pure hiphop-guld, der får munden til at løbe i vand.

I forrige anmeldelse skrev jeg, at Eligh hørte til på top 10 listen blandt de all-round dygtigste rappere, der får flow, indlevelse og tekster til at gå op i en højere enhed. Phonte hører så afgjort til på samme liste. Mange skriver, at Phonte laver "grown man rap", og det er jeg helt enig i. Det er historier man kan tage og føle på, om rigtige problemer i livet, fortalt af en mand, der besidder en genuin kærlighed til hiphoppen og som har så meget erfaring, at han ved præcis hvordan de skal leveres. Har man først hørt Charity Starts At Home igennem et par gange, vil det meste andet rap virke øredøvende ligegyldigt i sammenligning. Uden tvivl en af 2011's bedste hiphop plader. Lad os slutte af med et vers fra min personlige favorit "Who Loves You More" - som jeg (og det er jeg stadig ikke kommet mig over) fik lov til at bruge til LEFTOVERS2011 - en sang der viser, hvor meget substans og intelligens men kan proppe ind i sine vers. Igen handler det om at tænke sig om når livet stiller én overfor svære valg, hvilket i sidste ende nok er hovedtemaet på Charity Starts At Home. Man kan lære lidt af det her.

"She ran out the house like "Fuck it I'm leavin'!" /
He ran after her like "Fuck is the meanin'?!" /
Went through his phone and found texts from all of his ex's /
Threw it at him like "Fuck was you thinkin'?!" /
Way down in his stomach he's getting that sinking /
Feeling he felt 20 years before when /
His pops sat him down and told him and his mom was divorcing /
Now he's doing the same /
Running through these whores with no proper decorum /
Not a pretty picture /
Unsettled misser-y, he would say his pop was a dog /
Now ain't that the pot callin' the kettle nigga /
Every player dreams of leavin' the game, straight walking out /
The allure of new pussy's cool /
But when it's over what the fuck you gotta talk about? /
Such an empty feelin', you win or you lose /
Wifey told him "It's them or me baby, you better choose
"

5/6

"The Good Fight"


"Who Loves You More" feat. Eric Roberson


"Not Here Anymore" feat. Elzhi


"Eternally" feat. Median


- Jeppe Barslund

Eligh & Amp Live - Therapy At 3


"True freedom lies in surrender, does that make sense to you? Tell me it does /
Put a gun to my ego and let the trigger run to see what was"

- Blot få måneder efter udgivelsen af Heroes in the Healing of A Nation var Amp Live igen fuldtids lyd-arkitekt, denne gang med The Grouch's rap-kammerat og Living Legends Crew -kollega Eligh. HitHoAN udkom i øvrigt ligeledes kun et halvt års tid efter Zion I's The Atomic Clock, så Amp Live må bestemt siges at være en produktiv herre.
     Therapy At 3 er titlen, og kender man bare lidt til Eligh bør det med titlen alene stå klart, at dette i højere grad er et Eligh projekt, produceret af Amp Live, end et "fælles" projekt. Det er Elighs rå, hårde og følelsesladede univers der udgør pladens centralnerve, men valget af Amp Live som beatsmed er bestemt ikke uden betydning. Eligh kan sagtens selv producere. Han kalder sig godt for "rapper, der producerer på sidelinjen", men med en udgivelse som 2009's Say G&E viste han, at han såmen er bedre end de fleste "producere" derude. Hvorom alting er gik han til Amp Live for beats, til dels for at kunne investere al sin tid i sine tekster - hvilket har givet pote - men også for at have en formidlings-sparringspartner. Stemningen og udtrykket er bærene søjler i Elighs musik, og Amp Live har formået at skræddersy beats, der akkompagnere Elighs tekster umådelig godt. Mørke, sitrende beats med buldrende basgange og stikkende synth-bølger. Nogen gange er det decideret "stort", som på f.eks. "First Contact", hvor beatet tager til og bliver mere og mere intenst hen ad vejen, og ikke mindst "Ms. Meteor" (som jeg var så heldig at få lov til at bruge til LEFTOVERS2011 mixtapet), der ikke bare er mit favorit nummer fra pladen, men måske endda 2011s hiphop kronjuvel. Det organiske guitarspil og Steve Knights (fra Flipsyde) sprøde vokal skaber en melodisk ro, imens det stramme beat med de boblende synth-effekter sender knytnæver i lytterens retning. Simpelthen et smukt og episk nummer.

Men det er godt nok ikke lige smukt hele tiden! Mange af beatsne både larmer og skramler og synes at have svært ved at finde et standpunkt. Men det er med sikkerhed et bevidst valg, for hvis der er noget der heller ikke er udelukkende smukt, så  er det Elighs liv. Han har kæmpet med adskillige psykiske problemer gennem årerne, og paranoia, depression og stofmisbrug er bare begyndelsen. Musikken har tydeligvis haft en rensende, terapeutisk effekt for Eligh, for han har i løbet af de sidste 15 år udgivet intet mindre end 30 udgivelser. Med sangtitler som "Destination Unknown", "Devil's Medicine" og "My Beautiful Addiction" på en plade med titlen Therapy At 3, kan man kun gå ud fra, at han stadig har brug for sin musikalske medicin. Smerte og afhængighed er nøgleordene, og uanset det underordnede emne, så kan stort set alt spores ind på en af disse. Tag f.eks. den umiddelbart opløftende "Tattoo Song", der på det ydre handler om at få en ny tusch. Men som han rapper i omkvædet, så handler det om at "transfer my inner pain to my outer frame". Fra stolen i tatovørbutikken rapper han:

"Stare at the ball, think about nothing but where this pain will take me to /
Sadomasochist man mixed up in the step from the brink /
Etch in my skin with a retched grin, disperse my sins and I'll count to ten /
Wait, set up the gun let's have some fun, the worst of pain the bigger the smile"

Så selv her har det noget at gøre med at flygte fra problemer, der ligger dybere i ham. Jeg tror næppe der er nogen der kan overgå Eligh i at sætte ord på sine følelser. Hans billedsprog er exceptionelt, og hans evne til at indhylde lytteren i sine beretninger er mildest talt unik. Igen må jeg referere til "Ms. Meteor", der tegner et billede af et "inner space meteor shower", som bl.a. er metafor for at blive clean. Andet vers er fabelagtigt:

"Hallways get thinner /
Arteries clogged by love for a sinner /
Yet I keep bringing that bitch in for dinner /
Must like pain night train no glitter /
No gold on porn sites, all night quitter /
Bust that out take a seat on the shitter /
Throne my home I'm a man in America /
Read a magazine, sit back and stare at the TV /
IV into the vein blanked out, so I don't feel that pain /
Used to be pills, heroine, cocaine /
Now it's Netflix, nicotine, caffeine and this fucked up dream /
I'm a man, Peter Pan growing up as a sin /
But I'm still gonna win 'cause I come from within /
That's real"

Som om det ikke var nok, at Eligh's evne til at male lyriske billeder er mageløs, så er han teknisk set en af de dygtigste rappere - overhovedet! Han kan rappe grinagtigt hurtigt det ene øjeblik, og sænke farten fuldkommen det næste, men man er på intet tidspunkt i tvivl om, at han mestrer flow-kunskaben til perfektion. Uden tvivl på min top 10 over helstøbte, all-round mesterlige MCer.

4½ virker måske som en lav karakter i forhold til, hvordan jeg har beskrevet palden indtil videre, men det skyldes, at der altså er enkelte numre, som for mig bliver for mærkelige og usammenhængende. Vigtigst af alt er det dog, at der bestemt er overvægt af fantastiske skæringer. "Guides", "Destination Unknown", "Metronome", "What's In A Name" og jeg kunne blive ved - der er rigelig guld, der bare venter på, at DU investerer og finder ud af det.

4.5/6

"First Contact"


"Ms. Meteor"
(lol @ 3000 views!)


"Tattoo Song"



- Jeppe Barslund  

lørdag den 14. april 2012

Zion I & The Grouch - Heroes In the Healing of A Nation


"Our heroes are us. The only superpower required is love... so we're inviting you to submit your applictaion, and become heroes in the healing of a nation"

I 2006 teamede hiphop-kammeraterne fra Oakland, Zion I (rapper Zumbi og producer Amp Live) og Living Legends Crew rapperen The Grouch op, og udgav Heroes in the City of Dope. Sidste år smed de efterfølgeren på gaden, Heroes in the Healing of A Nation.

     HitHoAN ligger i samme musikalske rille som forgængeren. Zion I og The Grouch leverer uprætentiøs, intelligent hiphop med opløftende vibes hele vejen igennem. Menuen byder på en god blanding af substantielle emner, tankevækkende lyrik og go' gedigen rap uden dikkedarer, serveret på en fantastisk nuanceret platform, med mange musikalske udtryk og farverige gæster. Fra Brother Ali, Freeway, Fashawn og Hieroglyph's Casual som de rappende gæster, til singer/songwriteren Marty James, soul/funk legenden Roy Ayers, Rebelution-forsangeren Eric Rachmany og saxofonisten Lincoln Adler. Den udsøgte mangfoldighed må tilskrives producer Amp Live, der har et mægtigt netværk af samarbejdspartnere, hvilket stort set altid resulterer i rasende spændende lydsider, når han sidder ved roret. Der er både nedtonede jazz-lækkerbiskener som "Be A Father to Your Child", der ved førnævnte saxofonist Lincoln Adlers hånd leder tankerne hen på Buhloon Mindstates organiske jazz-magi. Flere gennemført musikalske bidrag som den forrygende flotte "Journey To Forever", og den ganske tunge, synth-melodiske"Rockit Man". Men Amp Live kan også skrue forbløffende simple, nakkebrækkende beats sammen, som "Leader" og ikke mindst "Drop It On the 1", som selv Christopher Reeve ville bounce med til.
Kun få gange rammer Amp Live ved siden af. Titelnummeret bliver for mig for kaotisk og usammenhængende, og "Like A G" og "I Used to Be A Vegan" mangler lige det sidste bid. Men overordnet set er produktionerne formidable. Jeg vil dog sige, at det har taget virkelig lang tid for denne plade at tage sin effekt på mig. Jeg afskrev meget hurtigt mange af numrene som værende undervældende og nærmest irriterende, bl.a. førnævnte "Drop It On the 1", men efter mere end et halvt år har jeg endelig fundet mig til rette på HitHoAN. Nogle numre gik dog rent ind fra første øjeblik, som f.eks. den majestætiske "Victorious People", som jeg var så heldig at få lov til at bruge til LEFTOVERS2011 mixtapet. - Et på alle måder "stort" nummer, hvor 80'er synth er samplet og choppet op til et stramt og robust beat, med et tilhørende omkvæd, der får hårene på armen til at stå skoleret. Som Grouch rapper: "If you ain't motivated by this it's a wrap!"

Lyrisk excellence er at finde over hele pladen. Både Zumbi og The Grouch er enormt dygtige, men Grouch's evigt karismatiske stemme og levering gør ham i min bog til den lidt mere interessante af de to. Han har en evne til at sige en hel helvedes masse, ved hjælp af virkelig få ord, som f.eks. på "Rockit Man" hvor han rapper:
"Inside is where we all know what's right and wrong /
I'll draw slow, let the flaws go 'till they grow into a model /
That everybody follows even though the foundation's hollow /
Like thinking you're a father just because you made a daughter"

De to rappere har det dog også sjovt ind imellem. "I Used To Be Vegan" - som kunne minde om Trepacs "Er fødekæden hoppet helt af for jer" på visse punkter, handler om, at det kun er logisk at spise kød. Som de rapper: "Used to be vegan / once was unhealthy now I'm breathin'". Og så dropper The Grouch en guldklump på "Leader": "They say there's too many cooks in the kitchen / Well, I'd rather be one of them than one of the chicken".

Heroes in the Healing of A Nation er et storslået album, som jeg ikke kan anbefale nok. Det er skarpt, underholdende, flot og tankevækkende, og så passer det perfekt til det lune sommervejs der venter rundt om hjørnet. Køb køb køb!

"We are lost but what we are not, is alone"

5/6


"Journey To Forever"

 

"Rockit Man"


"Drop It On the 1"

 

"Victorious People" feat. Freeway & The R.O.D. Project


- Jeppe Barslund