Med tre verdensmesterskabs-titler i streg, samt talrige andre priser og mesterskaber, vil jeg mene, at det har sin rigtighed at udpege C2C som værende klodens bedste dj-crew. Bestående af Hocus Pocus' to ledende stjerner, 20Syl og DJ Greem, Frankrigs mest solo-vindende dj, Dj pFeL, samt pladeselskabsejer/vinyl entusiast dj Atom, er det lidt af en kvartet vi har med at gøre. Har man ikke stiftet bekendtskab med gruppen før, er følgende video, hvor man ser deres act i 2005, der sikrede dem verdensmesterskabet, en glimrende introduktion:
Helt i stil med danske Den Sorte Skole, laver C2C musik, skabt ud fra andres, allerede eksisterende musik. De dissekerer altså diverse numre, plukker instrumenter og effekter ud i brudstykker, og sætter dem sammen til deres egne numre. Men i modsætning til Den Sorte Skole, hvor man aldrig er i tvivl om hvad det er de har taget, fra præcis hvilken sang, så lyder C2C's numre som originale skæringer. Dette er både deres force og deres hæmsko. På den ene side er de beats som gruppen kreere ganske sublime, uden at være alt for eksperimenterende og udfordrende, men på den anden side snyder de sig selv for en hulens masse kredit ved at gøre det så "nemt". De instrumentale kompositioner ændrer sig ikke synderligt undervejs, og de fleste skæringer kunne lige så vel have gjort sig som instrumentaler fra en Hocus Pocus plade. Er dette en skidt ting? Bestemt ikke, jeg undrer mig bare over hvorfor de ikke har brugt C2C platformen til udfordre sig selv lidt mere. Jovist, der bliver scratchet til den helt store guldmedalje, men når først beatet har fundet sit rette loop, så bliver det der sangen ud. Tag f.eks. "Someday", der er en vidunderlig skæring - simpelthen mageløst beat - men ud over en masse scratch, så forbliver beatets kerne den samme i sangens fem minutter. Og sådan er det faktisk med samtlige numre. "Down the Road" har den fordel, at man i intro-delen får serveret sangens mange forskellige elementer og brudstykker i en herligt forvirret og fritsvævende form, så hvad der først lyder som en masse musikalske tilfældigheder, bliver med ét samlet sammen til et hårdtslående beat med mundharmonikaer, mudderblues-guitarer og frembrusende synth-strygere. Muligvis EP'ens skarpeste efter min mening.
"F.U.Y.A." derimod snød mig en smule, for da videoen kom ud var jeg vild med nummeret, men uden videoen tabte det hurtigt pusten. Måske det har noget at gøre med, at når det kommer til dj-crews, så ligger en stor del af underholdningsværdien i det visuelle; altså når man kan følge med i, hvornår hvilken dj bruger det ene eller det andet sample. Her er "F.U.Y.A." videoen intet mindre end genial. Jeg synes f.eks. også at Den Sorte Skole er en del federe live end på plade, da man kan følge med i "live-skabelsen" af beat'sne. Uden det visuelle glemmer man hurtigt, at sangene på Down the Road EP'en er skabt som de er, for i modsætning til gruppens konkurrence-numre, så forbliver skæringerne herpå ganske simple i deres udtryk.
Ret skal dog også være ret: håndværket er nogenlunde lige så træfsikkert som man kunne forvente af en Hocus Pocus udgivelse, så som udgangspunkt er der dømt tungt hiphop-swing over hele feltet, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke har skam-lyttet flere af EP'ens numre til uigenkendelighed. Det negative jeg har at sige om EP'en bunder vel nok i, at jeg er en smule konfus over produktet i sig selv. C2C har snakket om denne, deres debut, siden de vandt i 2005, så her, syv år efter, tror jeg måske bare at jeg havde forventet noget vildere, skørere og mere dj-excentrisk fra de fire herrer. Men en fed EP, det er det.
4/6
- Jeppe Barslund
