Jay-Z - The Blueprint 3

Jigga, Hova, H-O-V, Jay-Z; Manden med de mange navne, som tilsyneladene nu er større end hiphop, er klar med tredje album post-retirement!
Uanset hvad man siger og synes om Jay-Z, så er det et unægteligt faktum, at han har gjort sit for hip hoppen, han har taget sit slæb. Lagde ud med en classic debut, og leverede eftefølgende storværker som The Blueprint og The Black Album. Han har generelt været uhyre produktiv - 11 studio album udgivelser og en håndfuld collaboration albums, for ikke at glemme eget tøjmærke, egne pladeselskaber og egen velgørenshedsorganisation. Med andre ord: Han har alt, kan alt, og vil tilsyneladene også alt!

Hypen omkring Blueprint 3 lagde godt ud. Kanye West bragte Jay-Z op på scenen til en koncert og bragede "Jockin Jay-Z" ud af højtalerne med medfølgende jubelråb "BLUEPRINT 3!!". Skide fedt nummer, fed produktion, og den gode gamle old school Jay-Z tilbage i flow storform. "Haters be like "why you still talking money shit?............. - Cause I like money BITCH!". Så fulgte "History" efter. Endnu et suverænt Kanye West produceret nummer, der desværre vist nok blev trukket tilbgage pga noget rettigheds-halløj (?). Så kom "Brooklyn Go Hard". Tjaa, tjoo, njaa, forholdsvist skidt nummer.
Det skulle så vise, sig, at hverken "Jockin Jay-Z", "History" eller "Brooklyn Go Hard" havde noget med Blueprint 3 at gøre, for da "DOA (Death of Autotune)" kom ud, var det definitivt, at dette var albummets førstesingel. En efter min mening ualmindelig rodet single; No ID og Kanye West når de er mest kringlede; lidt horn der, lidt rock guitar her og lidt guitar solo derovre. Og så var det måske lige nemt nok for Jay at hælde benzin på auto-tune bålet, og malke dén ko for penge, for 168. gang. "Run This Town" fulgte trop - forbandet skod track. Forventningerne til Blueprint 3 blev skudt i sænk - hvad havde Jigga gang i? At alliere sig med branchens pt to største kunstnere, om et nummer der er så katestrofalt ligegyldigt - det kræver jo næsten skills at udrette et sådan stunt.

Med tårnhøje forhåbninger om, at de første singler bare var kiksere på et ellers sublimt album, satte jeg mig så ned for at lytte albummet igennem, mens jeg tænkte; "Det kunne jo gå hen og blive godt". Men nææ nej, "D.O.A. (Death of Autotune)" og "Run This Town" holder standarten for et smertefuldt dårligt album, der uden sidestykke gør sig som Jay-Z værste udgivelse til dato. Det kulsorte får, stregen i regningen, kvajebajeren til musikindustrien.

Jay-Z har ellers som sædvanligt slået hovederne sammen med creme de la creme når det kommer til hiphop: Kanye West, NO Id, Timbaland, The Neptunes, Kid Cudi, Drake (hvem fanden i helvede er han egentlig? Han er overalt, men hvad har han lavet??!) Swizz Beatz og Young Jeezy. Stjernerækken er der, men samtlige medsammensvorne er at finde på de respektives kariere-lavpunkter. Timbaland; åh gud åh gud! Jeg troede faktisk ikke han kunne fejle. Med Justin Timberlake og Nelly Furtado succesen, red han på en bølge af kreativitet og originalitet, men jeg skulle ellers lige love for, at det stopper her!
Kanye West: Jeg elsker stadig manden, men alle hans produktioner på skiven her lyder ufærdige. Man lytter til "Thank You" og tænker "helt sikkert, fedt udgangspunkt for et beat" - men mere sker der ikke. Så loop'er det samme kedelige beat i ring i 4 minutter. Det præcist samme kan siges om "Already Home". "Hate" og "A Star Is Born" til gengæld er så jammerligt forfærdelige, at det på ingen mulig måde kan eller skal tilgives. Fy far satan. Og så prøver han at opveje med "Young Forever", som bevares har potentiale, men sgu ikke det bedste man har hørt eller set fra Hr. West.
Swizz Beats fejler ligeledes ufatteligt grumt med "On the Next One", der er et af de slags numre man faktisk ikke kan holde ud af skulle høre til ende. Vi snakker potentielt Abhu-Graib tortur-redskab her!
Et enkelt lyspunkt er der dog! Den for mit vedkommende komplet ukendte producer Al Shux overhaler alle andre involverede indenom med "Empire State of Mind", der har en uovertruffen Alicia Keys på omkvædet. Stor stor stil, og det eneste nummer hvor Jay-Z faktisk lyder engageret.

Men alt i alt er det lidt af en pinlig affære. Med det bagkatalog kan Jay-Z næsten ikke tillade sig at skuffe de hungrene fans så grumt. Blueprint-navnet forpligter, og hvor Blueprint-serien før stod for sublim hiphop, brygget på en solid bund af enthusiasme, kampgejst og fremragende ideer, beats og tekster, sørger tredje del i serien nu for, at dét image bliver totalt molesteret. En fandens skam.

2.5/6