Mange gange har man hørt og set om en fremragende freestylerapper, der springer ud som albumsælgende hip hopper, hvorefter personens karriere smuldrer i løbet af ingen ting. Pumpkinhead startede som freestyler, men modsat så mange andre, begynder hans karriere først for alvor at blomstre med debut albummet "Orange Moon Over Brooklyn".
Han har allieret sig med produceren Marco Polo, som jeg ikke kendte før jeg hørte dette album. Ikke desto mindre er han virkelig enestående beatsmed. Jeg vil vove at påstå, at han ikke fejler med et eneste beat, de er alle af høj kvalitet, og han kan det hele; banging, chilleren, rå, introspektive, underdanige, med andre ord, hvad end der passer til Pumpkinheads lyrik. Og som producer, at kunne fange rapperens følelser og videreføre dem til musikalitet, det er i sandhed mesterligt.
Pumpkinhead er en fornøjelig rapper. Det høres tydeligt at han startede som freestyler, for de sædvanlige sammenligninger og offensive battlerim fylder stadig en del af teksterne. Eksempelvis er nummeret "I Just Wanna Rhyme", som bliver understøttet en et bæst af en basgang, en tribut til freestyle rap
"I can't stop, it's like I'm on the roll now //
You're not cool, so like an anorectic bitch, you get no pounds"
- Fyldt til bristepunktet med punchlines og almen langen-ud-efter til folk han ikke ser værdige, fx Ja Rule.
Men det hele er ikke bare lal og sjove one-liners. Pumpkinhead kan sagtens være lige på, rå og reflekterende. Dog uden at blive alt for tung, som fx Immortal Technique. Nummeret "Grenades" er en eminent fuckfinger til Bush
I pull the motherfuckin trigger, explode your liver for fun
And I won't stop 'til daddy and junior's kissin my gun
Slugs pop from a short distance, listen you're done
Your existance short-lived, now you live on the sun
Burnin for eternity, your skin lift off your bones
Now your skin is black like mine with a crispier tone
Det apokalyptiske "Anthem for the End of the World" er et ubehageligt nummer, hvor Pumplinhead og Jean Grae giver deres bud på, hvordan fremtiden ser ud (læs: ikke lys), over en helt igennem fremragende produktion.
På "Jukebox" trækker han sig lidt tilbage, og bruger sangtitler på hans favoritsange, til at danne én hel selvstændig sang. Det er kløgt på højeste niveau, og det kræver et vis talent at kunne flette sådan en tekst sammen.
Blandt andre highlights kan jeg nævne "Swordfish" med Archrival, over et fandens hårdt beat, muligvis pladens bedste. "Trifactor" er også ren rap-nydelse, idet Pumpkinhead, Supastition og Wordsworth dribler rim på fornemmeste vis. Og åbneren selvfølgeligvis, "Alkaline 'N' Acid", som sprænger dine speakers komplet i luften, med den halshuggende slutning, hvor Pumpkinheads søn mumler babysnak i 10-15 sekunder, hvorefter Pumpkinhead iskoldt hævder, at "that's better than half y'all niggaz that's puttin records out right now".
Efter min mening, udgør "Orange Moon Over Brooklyn" et af 2005's bedste albums. Resultatet af en lyriker i sværvægts klasse, og en forholdsvis (right me if I'm wrong) ukendt producer, der skaber lydlandskaber, der dækker ethvert behov. Hip Hop wasn't revived, it never died.
4.5/6
2 kommentarer:
Helt ukendt er han nu ikke. Læs om ham her http://en.wikipedia.org/wiki/Marco_Polo_(producer). Er for doven til selv at nævne noget. Men lyder som en fed plade. En ting savner jeg dog. Kan du ikke beskrive produktionerne lidt mere? Hvilken stil de er, du ved, east coast, what ever.
klart! Jeg vil ikke sige at hans lyd tilhører nogen af kysterne. Det er lidt svært at sammenligne, men hvis du kan forestille dig noget der ligger blandt Reef the Lost Cauze, Babygrande med lidt mere kant, det første Pharoahe Monch album og så lidt mere nuanceret end Non Phixion. I den stil, hvis du kan danne dig et billede. Rigtig fedt underground
Send en kommentar