Promoe - White Man's Burden

ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

Dybt inspireret af rasta-kulturen og med den ene jamaicanske gæsteoptræden efter den anden har blege svenske Nils Mårten Edh efterhånden skabt sig et navn indenfor europæisk hiphop. Oven i adskillige udgivelser med gruppen Loop Troop har han sideløbende haft en række soloudgivelser, hvoraf "White Man’s Burden" er den tredje. Og det er bestemt ikke tre ens udgivelser; deres fælles træk er det stærkt venstreorienterede budskab, der gennemsyrer størstedelen af sangene, og så elementerne af reggae, der også giver Promoe sin let genkendelige lyd. Udover det har Promoe med stor hjælp fra producerkammeraterne Embee og DJ Large udviklet sit eget lydbillede, som understøtter hans indsigtsfulde tekster fuldt ud. På "White Man’s Burden" er reggaeinspirationerne tonet betydeligt ned i forhold til 2004’s "Long Distance Runner" og der bliver denne gang tegnet et langt mørkere billede. Promoe har påtaget sig den opgave at belære os om.. – os selv. Ja, hvordan vi som individer i et vestligt samfund reagerer på de ting, der sker omkring os, hvad enten det er det stigende antal unge, der skærer i sig selv (nummeret ”Long Sleeves In The Summer” – behøver vist ikke uddybe dén titel) eller vores forvrængede tilgang til kærlighedsbegrebet (eksemplificeret i ”In The Morning”). Sidstnævnte tager han kampen op imod i ”Post Cards”, der er en af de ikke så få meget personlige sange:

”… cus if love is a burger from a fastfood chain / if love is some bling on a fat goldchain / then the blood must be freezing in my ice cold veins / and what i feel for you must be that thing called hate”

Først og fremmest bør teksterne forstås helt nede på det personlige plan, som er det vigtigste ifølge Promoe. Men oven i det er det svært at undgå at lægge mærke til hans mange spydige kommentarer til det forbrugersamfund, vi lever i. Som fx i ovenstående citat, hvor han elegant inddrager McDonald’s med en reference til deres jingle ”i’m loving it”. Hvis der er noget, Promoe er indædt modstander af, så er det uden tvivl store multinationale firmaer, hvilket også bliver temmelig tydeligt i denne sang.

Et absolut højdepunkt på pladen er ”Headache”, som både er musikalsk og intellektuelt stimulerende; beatet er genialt produceret af DJ Large, som har samplet små bidder af et gammelt Julie Driscoll hit fra back in the day. Netop her kan man virkelig mærke, hvor meget Promoe brænder for sin sag. På et ”dope-ass beat” (en betegnelse, Kanye West forleden formåede at indføre i samtlige amerikanske husstande via nyhedsprogrammet 60 Minutes foran en yderst overrasket og uforstående tv-vært) med henvisninger til tidligere tiders storhedstid i form af Driscoll-samples og rappende om vores verdens kurs mod sikker undergang føler han sig for alvor hjemme. Heldigvis bliver det aldrig over-dramatisk eller på nogen måde patetisk, for han formår at holde en ironisk distance til hele molevitten, der vender tingene en ekstra gang på hovedet. I ”Headache” påtager han sig selv rollen som repræsentant for den flokmentalitet, som vi alle sammen til en vis grad besidder og som gør os ude af stand til at tænke klart som individer:

”man i’m runnin through life with blinders / avoiding the signs that are yellin out loud and clear that my time is / runnin out quicker / though i’m done with the liqour and i’m young and my ticker’s still strong / it ain’t long till i’m gone with a flicker / my whole race is gone sicker”

- Bid især mærke i den sidste sætning. Den er tvetydig, da den både kan hentyde til hele menneskeheden men også bare helt konkret den hvide race. Albumtitlen "White Man’s Burden", som bliver uddybet i titelnummeret, er kort fortalt Promoes opfattelse af sin egen races blodige historie og særpræg. Ved at kritisere hvide så kraftigt, som han gør, prøver han dog ikke på at sige, at han hellere ville tilhøre nogen anden race; snarere tager han stilling til det, som flertallet har travlt med at lægge bag sig.
Efter dette gungrende wake-up call (måske endnu tydeligere i nummeret ”Up!”) til os hver især tager Promoe fat på noget, der umiddelbart er en smule nemmere at forholde sig til: hiphop. Nummeret ”Eurotrash” med franske Leeroy fra halvlegendariske Saïan Supa Crew er først og fremmest en ode til hiphop, en hyldest til dens væsen og væren. Tonen bliver slået an med de indledende ord:

”Hiphop started in the bronx – or was it in africa? / i don’t really know when, what a tragic ambassadeur / i would make for the culture or was it a movement / or was it an industry full of consumers”

Ved at udtrykke tvivl om hiphoppens rødder, fortæller Promoe os, at den er så meget desto mere universal og tilgængelig for alle. Der er ikke nogle udvalgte få, der har copyright på begrebet, det er derimod en verdensomspændende kultur. På den snedige facon forener han en ellers (i sine øjne) splittet verden, hvilket også manifesterer sig i valget af udenlandsk old school gæsteoptræden. Og hvis der er nogen, der IKKE er en tragisk ambassadør for hiphop, så må det vist siges at være Promoe. Med enkelte mere eller mindre umærkelige svipsere, lader han det stå klart på "White Man’s Burden" at der her er tale om en rapper, som er kommet for at blive. Blive noget stort, vel at mærke.

5.5/6