Reef The Lost Cauze - Feast Or Famine

Nu hvor Pumpkinhead har været igennem proceduren, så synes jeg lige, at jeg ville rette lyset hen på endnu en forhenværende freestyle rapper, der prøver den som pladesælgende rap stjerne. I Reef the Lost Cauzes' tilfælde, er livet som battlecat dog en ganske fjern fortid, for han har faktisk været med i ret lang tid. Af tidlige memorable præstationer han har udrette, må hans samarbejde med Chief Kamachi og hans JuJu Mob være nævneværdigt. Af nyere projekter, er Army Of The Pharoahs-projektet nok det mest iørefaldende, og efter min mening udgør Reef uden tvivl hærens mest excessive mc. Derfor er det en forbrydelse af olympiske dimensioner, at han kun fik lov at brillere på 2 numre på "The Torture Papers". Heldigvis får han rigelig plads til at vise verden hans impulsgivende og frenetiske temperament på debut albummet "Feast Or Famine". Denne ustyrlighed, er et af nøgleordene der bedst beskriver hans næsten eksorbitante levering. Det er nemlig den lyriske del der er i højsædet når det gælder Reef. Heldigvis følger der en fascinerende beatside med, leveret hovedsageligt af Eyego/Direct og Emynd, hvoraf jeg hverken kender den ene eller den anden. Men det er også sagen uvedkommende, faktum er nemlig, at de herre bringer en håndfuld supersprøde produktioner, og de har alt at byde på, fra bangers der hensynsløst river din nakke frem og tilbage, til produktioner der er så nuancerede og udtryksfulde, at de grænser sig til overhovedet at være hip hop. Men misforstå mig ret, det er rendyrket nydelse. Det sære ved "Feast Or Famine", synes jeg, er den lidt ubalancerede fordeling mellem forrygende og halv-ligegyldige produktioner. Jeg er ikke meget for at sige det, men der er faktisk nogle numre iblandt, som ganske simpelt er fór tamme, musicwise. Dertil bliver albummet opvejet af numre, der er af så høj klasse, at mange af dem rangerer blandt mine all time favorites, det samlede indtryk er derfor en smule rodet! Albummets første tre numre er alle klassikere efter min mening. "Humble Beginnings" har et udødeligt klaverloop, der isnende kryber sig ned af ryggen på en, over linjerne

"Gun targets your frame, Felony youth caught in a game I thought it was live until I realized, out here how quick your fortune can sway The fortune of Gray, murdered in a tortuous way I miss you homeboy, more than words can say Those who did that to you in Hell deserve to lay And I often pray I too don't meet the same fate"

Efterfølgende har vi "Sound of Philidelphia", der har et lækkert dusty-basement-beat til at opbakke Reef's biografiske ode til hans hjemby. Førstesinglen "Commander In Chief" er et nummer, der gradvist udvikler sig til et næsten farligt nummer, idet ens nakkehvirvler risikerer at blive sønderrevet til beatet. Sjældent har jeg hørt så fed en banger!



- "Coltrane", med JuJuMob's Statestore, der har en usandsynligt lækker stemme, minder om en inciterende og "ny" Motown lyd, lige dele soul og underdanighed. Uden tvivl et af pladens fedeste numre. "Look at the Sun" og "Give it Up", der lyder mistænkeligt meget som en Stoupe produktion, går i hælene på de førnævnte perler, og løfter niveauet til næsten usete højder. Som rosinen i pølseenden ligger "Live as it Gets", hvis produktion er så oldschool, at jeg tror de har gravet det op fra glemte start-90'er-beats, storslået.
Der er bare en forbitret hage ved al' denne greatness. Der er nemlig, som sagt, nogle numre på albummet, som bestemt skulle have været valgt fra. Numre som "I'm Rich", "Crumbs" og "Main Event" klæder ikke ligefrem albummet. Men her må jeg alligevel rette mig selv, fordi det er mest på beatsiden at de fejler, jeg tror ikke at Reef er i stand til at fejle tekstmæssigt. Og man vil undervejs finde mange guldkorn. På nummeret "Give it Up", som i høj grad langer ud efter alle dem der dyrker hip hoppen uden at vide noget om det, disker Reef gang på gang op med heftige linjer, der virkelig må gøre ondt på de personer, som ved at det er dem han snakker om

"You created a rep so now you runnin with it You feel safe cause you surrounded by a hundred niggaz All your mans fake, they give you pounds and handshakes Cause they rhyme too, so y'all each other fanbase"
(.....)
" He's off beat, off kilter, off his rocker even Unfortunately what he does is just not emceein You say I'm bein critical, no that's not the reason He wasn't down with hip-hop when it was not in season You gotta sew your oats, homeboy not just reap em"
(.....)
" This the end of a hectic fable, just cause you got a little loot please don't go start a record label Kick Yo Ass Records, Get Money Entertainment No matter, it's all the same shit"

Han overbeviser gang på gang, og han flower let henover samtlige produktioner. Han besider også en anden meget sjælden evne; han rapper enormt tydeligt, hvilket gør, at man stort set får alt med. Hvor mange gange har man ikke siddet og søgt under diverse lyrics for lige at få "de der linjer med"? Det er kun tilfældet på meget få sange på "Feast Or Famine".
Selvom jeg undervejs har givet et billede af, at pladen er langt fra fejlfri, så ligger den stadig virkelig højt oppe på min liste, den var faktisk ganske tæt på at ende på min top 10 (se nederst på siden), og hvis jeg selv skal sige det, så siger det en del!

5.5/6