Hvad tænker du, hvis jeg siger sydstats-hiphop? Crunk? festorienteret musik? uintelligent/substansløs lyrik? -Disse, om man må, mindre positive tillægsord, har med tiden sat sig permanent fast til det billede, mange folk har af den hiphop der bliver udgivet i de nedre regioner af USA. Mange vil give mig ret, for der kommer virkelig meget uudholdeligt musik derfra, men enkelte eksempler beviser samtidig, at det ikke kun er de to kyster der kan leverer kvalitets hip hop. Forrest i rækken af folk, der kæmper for et bredere og mere varieret musikbillede fra syden, finder vi Cunninlynguists. En gruppe, der faktisk kæmper for flere ting, og som på fornemmeste vis formår at udrette det hele.
Da de tilbage i 2001 udgav "Will Rap For Food" fik de ikke den store anerkendelse. Det gik også forholdsvist sløjt med det næste album, "SouthernUnderground", men der var dog flere der fik øjnene op for den meget originale sydstatsgruppe. Med "Sloppy Seconds"-cd'erne lykkedes det dem endelig at skabe en betydelig fanbase, og da albummet "A Piece of Strange" udkom var verden for alvor klar til at tage imod dem.
Som fornyelse til "A Piece of Strange" har Kno (producer) og Deacon The Villain (rapper) rekrutteret rapperen Natti, som har erstattet Kno's plads som rapper, og givet ham mere tid til produktionerne, som han egenhændigt står for. Og ikke fordi beatsne var dårlige på deres forrige udgivelser, men produktionerne på "APOS" er så ustyrligt fantastiske og dragende, at det næsten ikke er set lige nogensinde før. Inden det begynder at lyde for overdrevet, skal jeg hurtigt sige, at Kno har sit fuldkommen eget univers når det gælder beats. Han er en flittig sampler, men det der skiller ham ud fra mængden er hans mod og fantasi til at sample så prægtige, før uprøvede elementer. Han er en mester i at blande atypiske musikgenrer med hip hop og få det til at lyde bragende godt. Soul, jazz og blues er dybt involveret i mange numre, men når vi dykker over i gypsie-Riverdance-inspirerede klassiske elementer, se dér bliver det først rigtig interessant. Kno er dybt dybt musikalsk, og selvom han ydmygt har udtalt, at han "ikke er en musikalsk person overhovedet, han er bare god til at låne lidt her og der så sætte det sammen", så brillerer han inciterende hele albummet igennem.
Produktionerne er, trods deres kraftige musikalske nuance, meget nedtonede og tilbagelænet, og de ligger bare og venter på at angribe ens underbevidsthed. Mange af produktionerne er så ømme og intime, at det til tider virker påkrævet at man bare læner sig tilbage, lukker øjnene og lader sig forføre af de fantastiske skæringer. Fx numre som "The Gates" og "What'll You Do" er evigt vedvarende fornøjelser, og selvom det både er melankoli og eftertænksomhed der fylder en, er sagligheden den der spiller mest aktivt med. Er der noget jeg på samme måde personligt elsker, så er det tid til musikken....tid... Musikken får masser af tid for sig selv, hvilket er fuldt ud velfortjent. "Remember Me (Abstract/Reality)" er fx et rent instrumentalt nummer, men ikke desto mindre er det *mindst* lige så fornøjeligt som "War" fra "SouthernUnderground", og her snakker vi høj høj klasse. Umiddelbart finder jeg det svært at udpege individuelle numre som værende "de bedste", for jeg føler ikke rigtigt, at ord kan retfærdiggøre deres kvalitet, og selvom jeg godt ved, at der ikke er nogen der kan bruge sætningen "det skal bare høres..." til noget, så er det nu engang det mest korrekte at sige. Meeen, hvis alle i hungrene gribbe skal have et luns kød, så føler jeg mig priviligeret til først og fremmest at fremhæve det herligt groovy, guitarvelsignede "Caved In" med altid fremragende Cee-Lo Green. "Never Know Why" er også, med sin snigende alvor og en Immortal Technique, som er oplagt som aldrig før, næsten uhyggelig i sin form.
Dertil byder "A Piece of Strange" også på, efter min mening, musikhistoriens eksorbitant mest fremragende og rædselsslagne three-track-combination. Her mener jeg nummer 11, 12 og 13, som tilsammen fortæller en frygtelig historie. Først kommer "The Gates", som handler om en mand (blændende featurette af Tonedeff), der kommer op i himlen. Da han står ved portene og skal til at træde ind i paradis, bliver han konfronteret af Sankt Peter (Reverend Harris), som modargumenterer hans rettighed til faktisk at komme i himlen, og selvom denne mand gør hvad han kan for at overbevise Sankt Peter om hans godhed, ender det med, at mandes hemmelige motiver og skjulte dagsordener dukker frem i lyset, og sangen ender med disse linjer
"So sadly, your glory's to come urgently / Sentenced to fight fires for eternity".
Efterfølgende nummer hedder "Damnation (Interlude)", og så ved man godt hvad der skal ske med den stakkels mand. Det er kun et 1:39 minut langt interlude, men det kan man kun glæde sig over, idet der raser en stærk tvivl om hvorvidt man overhovedet ville være i stand til at tage mere! Det er virkelig stærkt. Som slutning kommer "Hellfire", som er den ultimative banger, sjældent hørt mage. Så fra at stå ved himlens porte, bliver mandens kastet ned i helvedes flammer, og den stigende seriøsitet er perfekt formidlet i de tre produktioners udvikling, fra "The Gates"'s usandsynligt stille beat, til "Hellfires" vanvittigt rasende produktion, der næsten bogstaveligt lever op til sit navn.
Denne unikke evne til at klæde det lyriske indhold på, med uhyggeligt matchende produktioner, og det der gør Cunninlynguists så fandens stærke. Uanset hvilke emner der berøres, så formår Kno at give det givne beat et strejf af netop dén stemning.
Lyrisk set er "A Piece of Strange" fantastisk nok også langt fremme i skoene. Den nyankomne Natti er en habil rapper, men får ikke helt så mange vers at vise det på, som Deacon, som da også er en del bedre og karakteristisk. Men, den lyriske del rækker dybt hos begge herre, og uanset om det er samfundskritik, personlige følelser, eftertænksomme iagttagelser eller rim fra det gustne gadehjørne, så er det med en overbevisende levering, og flowmæssigt boltrer de sig ubesværet i et uvant bredt omfang. Især når Deacon beretter om hans depressioner, tvivlsomhed og nedture, er det så ærligt og smerteligt ægte at høre på, at man ikke er et sekund i tvivl om, at det er real-live-stuff der bliver snakket om, som på "What'll You Do?":
"We reach heads but the only bread we see is off shirt-sales
tours and shows spread all over the earth, well, recoup gas and hotels back to this dirt
Hell is far away though, Believe I ain't complaining
Rather explaining, that unless this southern rain end
we'll show proof we's as real as you
needing a roof, som shoes, dolla bills and food"
(...)
"yet hopefully clean streans be an astringent
but needs outweight cheese tryna stay in contention
"for the love" is a hard reason to keep my life in suspension"
Formidabelt.
Ligesom beatsne synes jeg ikke endvidere at det er nødvendigt at uddrage flere eksempler, for lyrikken er gennemgående i topklasse. Men, i forhold til de 2 forrige anmeldelser, hvor vi havde Talib Kweli og Promoe i scenelyset, der er Natti og Deacons rap ikke helt så kompliceret. Der ligger ikke på samme måde en masse referencer og sekundære budskaber gemt i linjerne, så selvom det er enestående lyrik vi får fra Cunninlynguists, er det forholdsvist letangribeligt og mindre funderende.
Med "A Piece of Strange" har Cunninlynguists begået et skabende, smukt, intelligent og originalt mesterværk, der uden tøven er havnet på min top 10 liste over bedste hip hop albums nogensinde udgivet. En blanding af Kno's fascinerende og direkte kunstneriske produktioner, sammen med fantastisk lyrik, fra folk der virkelig har noget at have det i, resulterer ganske simpelt i ren og skær storhed. Intet mindre.
6/6Selvom det måske lyder tåbeligt og muligvis endda halvfimset, så vil jeg stærkt anbefale dig, at du skruer op for lyden, trykker "afspil" nedenunder, og derefter lukker øjnene og *lytter*.
ps. Jeg var så heldig at få hørt "Dirty Acres" igennem for lidt tid siden, og jeg kan kun sige; glæd jer de damer og herre, glæd jer
ps. Jeg var så heldig at få hørt "Dirty Acres" igennem for lidt tid siden, og jeg kan kun sige; glæd jer de damer og herre, glæd jer
15 kommentarer:
... det var £@!# på tide at dén anmeldelse kom! skulle jo have været den første. men perfekt er den, så det er jo godt:)
en ting: du sagde de måske ikke var så dybe som fx talib kweli og promoe - det vil jeg mene de er!! de er nemt på samme højde lyrisk, ofte højere faktisk (end Kweli i hvert fald;). keep up the good work!
Jeg var så heldig at se, Tonedeff & Cunnin' på Cafe 1000 fryd i 06' og det var et par mdr efter jeg første hørte A Piece Of Strange.. De rockede scenen og kunne virkelig få publikum med. En fryd for øjnene vil jeg sige.. Endnu en god anmeldelse, har ikk hørt albummet længe, men tror jeg vil smide det på podden igen!!! Til anonym: Jeg syntes slet ikke man kan sammenligne Cunnin med talib's lyrik overhovedet! Deacon og Kno er udmærket rappere, det sku ikk det.. Men jeg syntes jeppe har ret i at talib er mere dyb, og der er flere aspekter i hans tekster end i cunnin's! De er mere direkte, og der er ikke nogle liret methaphore. Men igen det er en smagssag haha ! Dope anmeldelse .. ha det.
ja det må være en smagssag:) tænker bare: titlen alene! "Quality" fx eller "Eardrum" er forholdsvis simpelt, hvorimod "A Piece of Strange" først og fremmest hentyder til bibelen og kristendommen og samtidig kommenterer på syndefaldet ved at sige 'strange' og ikke fx "sin" eller "evil".. samtidig refererer titlen til et digt fra 1850'erne, som hedder "Strange Fruit". det er en metafor for de sorte, der bliver hængt, så det tilføjer race-problematikken til det hele. måske kender du gruppen "strange fruit project"? de er inde på lidt af det samme...
bare en lille præcisering: på will rap for food bestod gruppen af kno og deacon, på southernunderground af kno, deacon og mr sos...
Det er selvfølgelig rigtigt, at album titlen og billedet har en kraftig betydning, og det er da også gennemgående for albummet, at bibelske referencer findes på samtlige numre. Og ja, dér er da et stærkt budskab, men jeg synes nu stadig at det er mere udadtil, og lyrikken, selvom den er excellent, formår ikke at holde den multi-lags forståelse. Men anonym ( ;-) ) prøv at inddrage eksempler, jeg er sikker på at du kan overbevise mig
syntes sku at du laver nogle ok anmeldelser, men personligt syntes jeg at den slags chillede hiphop kun er en del af hiphop - hiphop er osse andet som f.eks crunk fra syden som ikke er så fucking shitty som du siger, ok det er bling der er party og det er damer og lir, men det skal der sku osse være plads til en fredag lørdag aften... don´t hate on it !! vi kan jo ikke gå og være "dyyyyybe så dyyybe" og små bogs filosofiske hele tiden ! aight !
nå men ellers nice site !
- Det er selvfølgelig også fuldkommen korrekt, og jeg hater heller ikke på den måde. I mine øjne var crunk bare et stort skridt i retningen af den små-hjerteløse og profit-fikserede musikindustri vi kender i dag. Jeg ser lidt crunk som værende ekstremt ensformigt, og det er ikke fordi jeg kræver intellektuel lyrik, slet ikke, men når Lil' John råber YEEAAHH!! så springer jeg fra. Der er selvfølgelig enkelte undtagelser, men generelt må jeg nok indrømme, at crunk ikke har en eneste parallel til min definition af hip hop. Men igen, det ER en smagssag
jo men det er stadigvæk hiphop.. og hmm ja det er profit ! .. hmm men igen osse smagssag kan godt følge dig i at det ikke er den hiphop hvor man sidder og bare chiller og digger det sådan på den måde.. men når lil jon råber yeeeah, bassen kører og de halv syntetiske lyde fyrer op trommerne og hihatten eskalerer, er det jeg juuuumper rundt der hjemme i mit soveværelse eller i klubben "YEEEAH" så hardcore så mærkeligt og sådan en nice følelse det kan gi .. (som du kan hører er jeg en sucker for crunk og mener det har ligeså meget ret, og jeg har ikke noget imod at der er nogle der tjener milliarder på musikken på at lave clubsounds, så længe at undergrunden osse kører - og det gør den ! og når de bliver provokeret af den anden musik til at lave endnu bedre musik er det jo kun godt :D ) !!!
by the way den der "blu og exile" er en fantastisk plade !! tak for den anmeldelse !
peace
HAha, ja man er jo nødt til at tage hatten af for folk, der hopper rundt derhjemme til crunk, og samtidig hører Blu & Exile :D
Must say, det fandme første gang jeg har set en preache om crunk og bagefter sige Blu & Exile er en fantastisk plade :D flere af den slags tak ! Haha
D.
http://qn5.com/discuss/viewthread/7369/
Læs lige denne tråd igennem. Efter det bliver det svært at argumentere for, at APOS ikke er fyldt med enormt mange lag. Tværtimod kunne du have skrevet en anmeldelse i samme længde, som den, du lavede af "The Cool", og det ville alligevel ikke være fyldestgørende. Jeg bebrejder dig ikke; jeg havde heller aldrig opdaget den enorme dybde, hvis ikke jeg havde besluttet mig for at undersøge det. Ligesom musikken er teksterne ekstremt komplekst skruet sammen, hvilket resulterede i, at jeg bestemt ikke var imponeret ved første lytning, men at pladen til gengæld vokser på mig, hver eneste gang jeg sætter den på.
Anyways, så skal du have stor tak for at have introduceret mig til ikke alene et mageløst album, som jeg anser for en stærk kandidat til titlen som sidste årtis stærkeste hiphop udgivelse, men også et pladeselskab, som oser af ambitioner, kærlighed til hiphop og konstant højt niveau (og som jeg egentlig synes du har været en smule hårde i dine bedømmelser af efter APOS. Men det er selvfølgelig også svært at toppe perfektion)
Hård?!
Death is Silent fik 4½
I F*cking Hate rappers fik 5
Niggaz With Latitude fik 4½
Og nej, min anmeldelse af APOS er på ingen måde dybdegående nok. Jeg havde slet ikke hørt den nok da jeg anmeldte den i sin tid, så der er ufatteligt meget der er gået mig over hovedet. Men karakteren holder stadig :D
Top 5 hiphop album i min bog
Jeg var skam godt klar over, at du på ingen måde havde sablet dem, og "hård" er måske også så meget sagt. Jeg havde hovedsaligt "DiS" i tankerne da jeg skrev det. Det skal nævnes, at jeg endnu har til gode at høre albummet i fuld længde, og jeg føler mig derfor naturligvis en smule fjollet ved at forsvare det, men efter at have hørt Graveyard, La Petite Mort, Not at the End og Spread your Wings + halvandet minut af hver sang på iTunes , vil jeg sige at meget skal være gået galt med resten, før at pladen kan ende på under 5.5 i min bog. Smag og behag er selvfølgelig forskellig, men jeg synes retorikken i anmeldelsen (til dels også i den af Dirty Acres, som jeg dog slet ikke har hørt nok fra til at inddrage) bærer præg af, at Kno's produktioner bliver holdt op mod APOS og ikke alt andet på markedet, og at din største anke mod pladerne er, at de ikke er APOS. Det er selvfølgelig noget af en påstand, og jeg skal da ikke udelukke, at det er mig selv, der er blevet så stor QN5-fan, at det har nået dickrider-status :P
Men fuck nu det. I sidste ende handler det jo om smag og behag, og jeg skal selvfølgelig ikke forsøge at prakke dig en holdning på. Meningen med min første post var blot at dele en omgang fantastisk nørd-stuff og ikke mindst takke dig for at have åbnet mine øjne for en fænomenal plade, jeg helt sikkert aldrig var stødt på ellers :)
Nu kan jeg se anmeldelsen her er blevet kommenteret for nyligt, så vil da lige høre om det bare er mig der ikke kan finde det på siden eller om du ikke har anmeldt Strange Journey vol. 1 og 2? Og det skriver jeg ikke for at brokke mig over at du ikke har, hvis det er tilfældet, men nærmere fordi at det altid er en fornøjelse at læse dine anmeldelser.
@Meelsen; de er ikke blevet anmeldt, du har ganske ret. Det er ikke utænkeligt at de bliver anmeldt, men Oneirology kommer først :D
Og tak!
j
Send en kommentar