NaS - God's Son

ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

Forkert gættet! Det er ikke KUN på grund af storhedsvanvid, at Nasir Jones fra Queensbridge har påtaget sig rollen som en anden genopstanden Jesus-figur og menneskehedsfrelser. Så lad os tilgive ham den synd for en stund og i stedet rette blikket mod indholdet på den legendariske rappers 6. udgivelse: for det viser alle tegn på at Nas ikke har mistet forstanden! Tværtimod står han her stærkere og mere stilren end nogensinde før, vil nogen næsten driste sig til at mene. Når man snakker om Nas, er der altid en overhængende fare for at skille vandene (for at blive i den bibelske retorik). Det er mit indtryk at når et album først er blevet tildelt klassikerstatus, sådan som debutten "Illmatic" (1994) er, så skal der meget til at ændre folks mening igen. Personligt mener jeg ikke at Nas er på sit højeste med sin debut, og det ville da også have været en skam hvis det kun var gået stødt ned ad bakke de sidste otte albums. Faktisk, så synes jeg at han – efter at have rodet rundt i noget forsinket teenager-identitetskrise som henholdsvis Nasty Nas og Escobar – vender stærkt tilbage på "Stillmatic". Springet derfra og til næste album er måske ikke enormt, men tro det eller ej: på det ene år modnes Nas betydeligt som rapper. Ganske rigtigt har han sit jesus-flip, men det vælger jeg bare at opfatte som en dårlig titel, for det er bestemt ikke et tema der betegner albummet som sådan.

På lydsiden til "God’s Son" er han bakket stærkt op af så forskelligeartede artister som Eminem, Alicia Keys, The Alchemist og naturligvis Salaam ”The Chameleon” Remi, som han altid arbejder godt sammen med. Der er allerhøjst to-tre numre, som kunne skæres væk, og det er et tegn på albummets vellykkethed. ”Made You Look” er jo nærmest en nyklassiker, som tager os med på en tidrejse tilbage til den gamle Nas fra midt-halvfemserne. Salaam Remi har sørget for et varieret lydbillede gennem flere af Nas’ albums, men her på "God’s Son" finder han for alvor en stil, der gør Nas ære. Udover det gør Nas altid meget ud af at ændre stil – og paradoksalt nok stadig være den samme, hvilket ikke altid er lige vellykket. Det eneste nummer på pladen der rigtig forfølger jesus-temaet fuldt ud er Eminem-produktionen ”The Cross”, som faktisk er et temmelig fedt nummer hvis man ser bort fra de selvhøjtidelige tendenser, der skinner stærk igennem her. ”Arrogance is a virtue” kunne nemt være titlen på et fremtidigt album fra Nas. I ”The Cross” går det som sagt en smule over gevind når han siger ting som: ” I carry the cross, if Virgin Mary had an abortion / I'd still be carried in the chariot by stampeding horses”.

Derimod har numre som den kendte ”I Can” (props til Danske Bank..) og ”Book Of Rhymes” en helt anden charme, som bestemt klæder albummet både lyrisk og musisk. The Alchemist står bag den nyskabende “Book Of Rhymes”, som meget uddybende handler om at Nas kaster et blik på sin gamle rhymebook alt imens han rapper om det han læser, hvilket vil sige små bidder fra forskellige sammenhænge der ikke har nogen tydelig rød tråd. Et mere eller mindre tilfældigt uddrag fra sangen viser dette:

“Yo said there's a few left since music's expressions of life
Damn I wish I took more time to write in my book of rhymes
Oh shit Tina - I been lookin' for this bitch number damn.
No this rhyme is weak..This is week I remember this bullshit right here
Gandhi was a... what the fu..?”

Det er en fed og underholdende måde at tage pis på sig selv og på trods af det manglende konkrete indhold i sangen hæver den alligevel albummet betydeligt.

Næste sang i rækken er en akustisk version af ”Thugz Mansion”, som jeg har ladet mig fortælle at Nas selv spiller guitar til. Uanset hvad så fungerer det glimrende, og den fantastiske kombination af to giganter fra hver sin kyst, Tupac og Nas, giver en eksplosiv effekt over et meget chillet beat. Denne sang er en direkte klassiker!

Kanye Wests ”Hey Mama” (R.I.P. Donda West) har højst sandsynligt hentet en del inspiration fra Nas’ ”Dance”, som på samme måde er en hyldest til hans mor. Nas gør det på elegant facon, undgår ikke helt lidt tåkrummende beskrivelser, men formår alligevel at gøre det til en sang, som man kan høre igen og igen. Ikke mindst på grund af den labre musik bag rapperens tilståelser, som er enkelt og afslappet semipop, men ikke desto mindre med flair for detaljen og lyttevenlige elementer.

Det afsluttende nummer på "God’s Son", som nemt kan forekomme at være et af de bedste, er ”Heaven”. Her filosoferer Nas over himlen og helvede og alt derimellem og her viser han sit ”sande ansigt” som conscious rapper – det kan nemlig være en smule forvirrende en gang imellem, når han på den ene side er gangsta og på den anden den følsomme knægt, der bare vil væk fra det hele i en fart. ”Heaven” handler ligesom ”Thugz Mansion” om at stikke af fra det hele, alle problemerne i denne verden, og søge tilflugt i en form for paradis. Nas forklarer de ting, han synes er helt fucked up omkring ham:

“That's when it all just hit me
You see the broads and Bentleys
is nothing less my nigga spend it all with me
I'd give it all away quickly
Just to hear them all I'd buy some new kicks free
of any autographs so not to be recognized forgive me
It's becoming unbearable
Making hits is easy
Put a famous bitch on the hook there you go with a platinum CD”

Ikke alle vil give ham ret i, at det er nemt at spytte det ene hit ud efter det andet, men det essentielle er også at hele musikindustrien er blevet faretruende overfladisk (her lægger han kimen til "Hip Hop Is Dead"). Til en vis grad er det hverken poesien eller musikken der i fokus, det handler derimod om mainstream appeal. Det er okay at være den vildeste sell-out, så længe det opnår spilletid på de mest populære radiostationer – kvalitet, spørger du? Ja hvor fanden er den blevet af? Det skal jeg sige dig: Nas er gjort af netop den støbning, der skal til for at videreføre hiphoppen og bringe den til et endnu højere niveau. På sange som ”Heaven” får man et lille glimt ind i himlen og sidder tilbage med følelsen af, at Nas med "God’s Son" har fået fat i noget af det helt rigtige.

5/6