Cunninlynguists - Dirty Acres

Det kunne kun gå for langsomt med at komme ned i Blackout og købe Cunninlynguist's nye album "Dirty Acres". Efter jeg anmeldte "A Piece of Strange" har jeg næsten ikke lyttet til andet, og albummet og vokset voldsomt på mig, selvom jeg altid har syntes det var et vidunder. Så i kan nok forstå at det var med tårnhøje forventninger at jeg tog imod gruppens fjerde album. Og førstehåndsindtrykket? En smule rodet... Jeg er sikker på at jeg vil komme til at elske albummet med tiden, men som start, efter at have hørt det igennem et par gange, og jeg ikke sønderlig oppe at køre, som jeg havde troet/håbet. Selvom Kno stadig er fandens meget dygtigere end de fleste andre producere, så er de største tilbageskridt at finde hos produktionerne. Nogle numre holder stadig den fantastiske, originale musikalske indgang til hip hoppen ved lige, som "Wonderful", "Gun", "Georgia", "Mexico" og "Dirty Acres". Men hvor "A Piece of Strange" var besmykket med monumentale numre som "The Gates", "What'll You Do" og "Caved In" (to name a few!!), der kan "Dirty Acres"-albummet desværre ikke følge helt med. Der mangler simpelthen de der "WOW!"-fornemmelser, som sparker albummet et niveau højere op end "bare hip hop". Men nu skal jeg også huske at være fair. Det er ikke rimeligt for NOGET album at blive sammenlignet med "A Piece of Strange", for hvis Cunninlynguists var i stand til at overgå det, så ville det være så ulækkert godt, at folk ville begynde at kaste frugt efter dem.
En ting jeg til gengæld ser som en fremragende forbedring er, at Deacon (og delvist Natti) synger mere i omkvædene, for de synger kraft'ædeme godt! Ja... undskyld, men jeg tilhører den gruppe af folk, der elsker sang i hip hop musikken, så længe det ikke er whatever-bitch-that's-hot-now der synger. Deacon har ikke kun en lækker rap-stemme, når han synger gør han det på samme vis dragende godt, lidt á lá Pharoahe Monch.
Kno er også at finde på mikrofonen lidt oftere end på "A Piece of Strange", hvor han underdanigt nøjedes med et enkelt vers. Jeg så personligt at han droppede den verbale del fuldkommen. Ikke fordi han er en dårlig rapper, men fordi han kunne have koncentreret sig om at finpudse produktionerne. Den tid der er gået tabt in the booth, kunne have taget livet af de småtrivielle trommer der udgør beatet i enkelte numre, som fx "Valley of Death" og "K.K.K.Y.". Men slap bare af, nu er "enerverende" langt fra det ord der bedst beskriver produktionerne, for det gennemsnitlige beat er stadig betydeligt inspirerende, og stadig med det skabende touch. Jeg må igen vende tilbage til "Wonderful", som raser af en inciterende musikalsk intellekt. Og "Mexico", der er sammensat af liveinstrumenter, ligesom "The Light" på "APOS" (også gæstet af Club Dub). Mesterligt, intet mindre. Og guitaren, som musikalsk element, spiller mindst en lige så stort rolle på "Dirty Acres" som den gjorde på "APOS", hvilket er en virkelig positiv ting. "The Park (Fresh Air)", "Summer's Gone" og især "Gun" får alle et levende og personligt præg af de forskellige former for guitarspil som Kno besidder.
Alt i alt er produktionen i top, men "i top" skuffer stadig når det handler om Cunninlynguists. talkin' 'bout standarts!
Lyrisk set er Deacon og Natti veloplagte og on point som de altid har været. Jeg kunne egentlig bare kopiere passagen fra "APOS" hvor lyrikken er beskrevet, for det er i bund og grund det samme, hvilket er en virkelig positiv ting. Det er vigtigt og aktuelt, og hvis emnet handler om piger, så smører de tykt på og formår alligevel at gøre det dybt fascinerende, som når Deacon rapper:

"I was gone off her features soon as I seen mamacita
Her tongue playing with the straw in her margarita
Puckering lips showing me she got the jaws to eat a
Dick Cheney told me watch my heart and not her features"

... se dét er smart, og fandens humoristisk samtidig. Men, ligesom sidst synes jeg rapperene er bedst når det handler om deres problemer. Deres struggle. For det er stadig nemt at høre at de har oplevet tingene first hand, og når først ærligheden bliver krænget ud på smerteligste vis, så er der ikke et øje tørt

"Are you gon' listen?
It seems the only sense you got is vision
And since we've shed our senses now the census steady slippin
And since we stopped our youth from praying senselessness is livid
And the rich don't really give a fuck cause they don't gotta live it
I see hard living everyday, you never pay to visit
To ya'll the hoods a museum, in truth we judt exhibits"

Og behøver jeg at sige, at leveringen er sylespids?
Der er ingen tvivl om, at "Dirty Acres" er et fremragende album. Det semi-negativt indtryk skyldes blot denne anmelders fordømte forventninger. Forventninger er ofte noget skidt når det handler om hip hop udgivelser, men jeg kan stadig ikke abstraherer fra håbet om en "A Piece of Strange 2", som dette album ikke formår at opnå.

4/6