søndag den 4. november 2007

KanYe West - Graduation


Mit favorit legebarn afslutter skole-sagaen med hans egen gradering. For mit vedkommende fungerer "The College Dropout" som et af de vigtigste albums i flere årtier, og "Late Registration" har også for længst fået klassisk status, så det var med unfair høje forventninger, jeg tog imod "Graduation". Jeg burde skamme mig for ikke at stole på Mr. West!
Lyden er fornyet. Jon Brion, som også var med på stort set hele "Late Registration", hjælper med en stor del af produktionerne, og hele den nye bølge af synth-electro-hip-hop synes at have påvirket Kanye West betydeligt. Men, man er aldrig i tvivl om, at det er Kanye man har med at gøre, for der bliver som sædvanligt eksperimenteret og fiflet med nye, førhen uprøvet metoder. DJ Toomp og Nottz, som begge er kendte for deres sydstats-lyd medvirker også, og da jeg første gang hørte det, blev jeg noget forskrækket over, at Kanye ville alliere sig med folk som dem, for de har ikke meget tilfældes. Jeg lærde da også, at jeg blev nødt til at vende mig til nogle af numre, netop fordi de ligger langt fra hvad Kanye før har lavet. "Can't Tell Me Nothing" og "Barry Bonds" lød i mine ører slet ikke som Kanye West materiale, men man kan vende sig til mange ting, og efter at have hørt dem til ugenkendelighed, er jeg blevet vilde med dem. Ligeså er "Drunk and Hot Girls" også et resultat af den nye lyd. Dette nummer er bare så elendigt, at jeg for længst har mistet lysten til at finde gode sider i det, og Mos Def, som medvirker, formår at finde et nyt lavpunkt i hans karriere. "Homecoming" med Coldplays Chris Martin fungerer heller ikke rigtig, og selvom Chris Martin stod for en af 2006's allerstørste hip hop produktioner, Jay-Z's "Beach Chair", er hans gæsteoptræden her nytteløs. Og som om det ikke var nok, så anvender Kanye et vers, han tidligere har brugt på et mixtape, det er lidt forkølet. Men nok om de dårlige numre, de bliver nemlig fuldkommen overskygget af alle andre numre, der heldigvis vedligeholder hans vante stil, af tårnhøj klasse. "Good Morning" åbner ballet, og det er med sin minimale, dog fandens lækre produktion, et perfekt nummer, fordi det giver et godt glimt af, hvad der venter én på de næste 12 numre. Efterfølgende er Champion, som også er et mesterværk. I starten kunne jeg ikke lide det, fordi det var for ensformigt, men det er virkelig vokset på mig, og nu synes jeg det er en af de bedste skæringer på albummet. Og så er Donald Fagen samplet ind over, hvor fedt er det ikk'? - brillant. "Stronger" kender alle, og selvom det i højere grad er pop end hip hop, så er det fandme snedigt sammensat, og det er et fremragende nummer. Endnu et nummer jeg skulle bruge lidt tid på at vende mig til, finder vi i form af "I Wonder", som jeg til at begynde med syntes var stærkt oversamplet, men som de andre numre, er jeg faldet pladask for det. Nummeret har en ekstremt levende udvikling, både i produktion og sang, og det giver et rigt, udtryksfuldt og ustyrligt fascinerende billede.
Albummets andet radiovenlige nummer, "Good Life", bliver man før eller senere nødt til at elske, for det er i sandhed et herligt nummer. Det emmer af den der tilfredsstillende feel-good-feeling, og T-Pains manipulerede stemme funkler over det velproducerede beat. Musikvideoen er også fantastisk, og en lille sjov ting jeg kan fortælle om denne er, at ham der har instrueret den, er den samme der stod bag den video, der vandt prisen til MTV Music Awards, hvor Kanye West væltede op på scenen og brokkede sig. Og selv om hans ego fik frit spil, synes jeg det er en storsindet måde at undskylde på. Han sagde til showet, at det var "nothing personal, I haven't seen your video". Da han så den, var han ikke sen til at ringe til den selv samme instruktør, og involverer ham i projektet, og Justice som gruppen hedder, har også været med på settet. Super fed video.



"Flashing Lights" er endnu et uovertruffent nummer, der nok skal holde vinterens dansegulve optaget. Dwele sikrer et lækkert omkvæd, og synth-lydtæppet skaber et beat, som vil ramme mange lyttere, også udenfor hip hop verdenen.
Efterfølgende kommer "Everything I Am", som oprindeligt skulle have været på Commons "Findig Forever", men han takkede pænt nej. Uforståeligt, idet produktionen er en af pladens bedste. Næsten komplet klaverbåren, og man bliver helt blød af den mængde tilbagelænet-hed nummeret er fyldt med.
Indtil videre har pladen ikke været præget af et nummer, der virkelig stråler af Kanyes sædvanligt lalleglade touch, men det kommer her i form af "The Glory", som med et Jackson 5 sample, river en op fra stolen og får en til at skabe sig åndsvagt. Og med linjerne

"What I supposed to do now, man the game all messed up
How I s'posed to stand out when everyone get dressed up
So yeah
At the Grammies I went Ode to Travolta
Yeah, that tuxedo might have been a little Guido
But with my ego, I could stand there in a Speedo
And be looked at like a fucking hero"

kan man ikke andet end et grine og hengive sig til humor i topform.
"Big Brother" er da et "meget flot nummer", men alt det skamros bliver sgu lidt for meget i længden, man har fattet at han elsker sin chef efter de første 10 linjer, og produktionen fra Toomp er også komplet intetsigende til et Kanye nummer.
Lyrisk set er Graduation på nogen måder et tilbageskridt for Kanye. Hvor han på "The College Dropout" var on point på samtlige tracks, er han faldet en smule af på den med årene. Linjer som

"Till I got caught by the paparazzi
Damn these niggas got me
I hate these niggas more than a Nazi"
kan næppe imponerer nogen. Men på nogen numre kan han da stadig, på "Champion" brillere han med
"Cause who the kids gon listen to? Huh?
I guess me if it isn't you
Last week I paid a visit to the institute
They got the Dropout keepin' kids in the school"

og på "I Wonder"
"And I'm back on my grind
A psychic read my lifeline
Told me in my lifetime
My name would help light up the Chicago skyline
And that's why I'm
Seven o'clock, that's primetime
Heaven'll watch, God calling from the hotlines
Why you keep giving me hot lines
I'm a star, how could I not shine"

- Alt i alt er "Graduation" er et mesterligt album, dog med et par numre, der ikke formår at imponerer denne lytter. Men de andre numre er gennemsyret af en overflod af genialitet, mod, originalitet og ikke mindst kreativitet. Jeg synes bestemt at trilogien afsluttes med manér, og Kanye beviser, at han står forrest når det gælder nyskabelse og intelligent musikalitet. Desværre beviser han også, at selv ikke han er perfekt.

5.5/6

5 kommentarer:

Dose sagde ...

Hey, jeg faldt lige over din side :) Glimrende anmeldelse. Dog synes jeg at Big Brother er et fantastisk nummer, hvor han netop både hylder Jay-Z, men også giver ham et par dårlige ord med på vejen.

Ellers fin side du har kørende her! Vil helt sikkert tjekke tilbage :)

JeppE sagde ...

Tak for de fine ord, lyder godt med en læser til :D

Og angående Big Brother, så ved jeg nu ikke om Jay får dårlige ord med på vejen. Det ville ikke være et smart move af Kanye. Men du har sikkert ret, jeg har bare ikke gidet lytte til nummeret nok gange til at læse mellem linjerne.
Go' Jul

Anonym sagde ...

Kære Andmelder.
Jeg har, lidt sent, men efter en del gennemlytninger af "graduation" lige læst din andmeldelse af albummet. Jeg er helt enig med dig i, at K West er sublim bag en mixerpult, men dog har dette album skuffet mig. Når man køber et Kanye West-album er det selvfølgelig ikke for de geniale linjer eller det overbevisende flow, men nærmere på grund af de sprøde produktioner. De sprøde produktioner er selvfølgelig også at finde på graduation, men i mine øjne mangler størstedelen af numrene den kant og vildskab, der tidligere har fået mig til at elske Kanye West, f.eks. på hans tidligere albums eller på hans common-produktioner.
Du slutter din andmeldelse af med at sige, at albummet er gennemsyret af b.la. mod og originalitet. Jeg kan desværre ikke se, hvor de ser dette mod og denne originalitet, for i mine øjne mangler mange af numrene på "Graduation" netop disse to elementer.

Klaus sagde ...

Hey Jeppe,

Jeg er lige faldet over din blog og har bare kigget den lidt igennem. Her så jeg så din anmeldelse af Graduation. Du er lidt mere begejstret for albummet end jeg er, men jeg synes, at du argumenterer godt for dine holdninger. Der er dog en ting, jeg blev nødt til at reagere på. Du skriver, at Kanye er faldet lidt af på lyrisk set. Det er jeg meget uenig i. Han var godt nok allerede på The College Dropout men manglede stadig en del for at være noget specielt, men så synes jeg ellers han har udviklet sig. Jeg synes f.eks. på nummeret "Cant tell me nothing", at han viser helt nyt niveau:
I had a dream I could buy my way to heaven
when I woke I spent that on a necklace
I told God I be back in a second
Man, its so hard not to act wreckless
I feel the pressure under more scrutiny
and waht i do, act more stupidly
bought more jewelry, more Louie V
my mama couldnt get through to me
The drama, people suing me
Im on TV talking like its just you and me

[Har ikke sangen her, så bær over med mig hvis det er forkert]
Men jeg synes den sidste linie er genial, hvis man tager verset i betragtning. På dette tidspunkt var Kanye meget jagtet af journalister etc. og dette er som jeg ser det lidt selvransagende lyrik (også forbundet f.eks. til hans stunt til EMA's i CPH).
Den kvalitet er ikke at finde på TCD og så vidt jeg husker heller ikke på TLR.. Men vil gerne høre mere indgående hvad du mener

JeppE sagde ...

Så fik jeg en computer, og dermed tid til at besvare kommentaren.
Og på mange måder er jeg både enig og uenig med det du siger. Som jeg selv har skrevet i anmeldelsen, så er der da flere numre hvor han er helt oppe og ringe, der inkluderet, som du nævner, ”Can’t Tell me Nothing”. En af Kanyes forcer er, at hans egne produktioner skinner så meget, at de ofte ikke behøver tilhørende poesi til at være gode. ”Good Life” fx er en af mine favorit tracks på ”Graduation”, og selvom jeg altid rapper med, så blvier der vitterligt ikke sagt meget i den sang. Præcis det samme gør sig gældende med ”Stronger”, fed sang, fedt beat, intet vigtigt bliver sagt. Og det er det jeg mener, pladen er fantastisk, men lyrikken er overall ikke så fænomenal. ”Drunk and hot girls”. ”Flashing Light”. ”The Glory”. Det er ikke højtragende lyrik der bliver disket op med. Han kan godt, ingen tvivl om det. Når han vil kan han. Han outshiner jo fx Lil Wayne på ”Barry Bonds”, som både flow og leveringsmæssigt er ganske fremragende.

Ser vi dog tilbage på The College Dropout, så er der længere imellem de lyriske skuffelser, og generelt flere numre der emmer af direkte intelligente rim. Hans legende flow var også bedre dengang hvis man spørger mig. Fx ”All Falls Down”, et fantastisk nummer, hvor punhline’sne ingen ende vil tage, samtidig med, at det er en stor knytnæve i ansigtet på overordentligt mange mennesker, inklusivt mig og dig. ”Jesus Walks” tror jeg bare jeg lader stå, urørligt flot nummer. Hjertekrængende og personligt bliver det også på ”Never let me down”. Samfundsrelevante næveslag på ”Two Words”. Og ja, der er også en helvedes masse rap-blær på numre som ”Slow Jamz”, ”Get em high”, ”Breathe In Breathe Out” og ikke mindst ”school spirit”. Så kan det godt være at han ikke siger noget decideret vigtigt, men dengang havde han en levering og et flow der var så tip-top, at det ganske simpelt ikke gjorde noget. Et vers der altid kan få mig til at grine højlydt:
”I got a Jones like Norah for your Sorro’
Bring more ’o them girls I’ve seen in the aurora
Tanny, becky and Laura or a Shirley
I try to hit it early, like i’m in a hurry”

Linjerne skal ikke gøre godt for noget, men den ultra joviale Mr. West kan sagtens slippe afsted med dem, fordi leveringen er så fremragende. Og det er den levering og jovialitet jeg savner på Graduation. Vi ser lidt af den på ”The Glory”, men ”Flashing Lights” er fyldt med linjer der beretter om en udkørt Kanye.

I dag kan vi jo så tilmed høre, at hans næste projekt er voicedistortion og nada rap. Lad os se hvor det tager ham hen.

Håber dette svar tænder op i debat-bålet igen :D

/JeppE