K.M.D. - Mr. Hood

K.M.D. (A Positive Kause in a Much Damaged Society) udgav debut albummet "Mr. Hood" i 1991, og selvom den ikke vandt mange fans, har den stadig fået status som en milepæl for start 90'er hip hoppen. Gruppen består af Onyx the Birthstone Kid, DJ Subroc og Zev Luv X. Umiddelbart kender man ikke lige nogen af dem, men Zev Luv X er manden vi i dag kender som MF Doom. Subroc var hans lillebror, men han døde i en trafik ulykke et par år efter debut udgivelsen (læs evt. anmeldelsen af "MM...Food" for hele historien).
Gruppens indgang til musik var meget anderledes end hvad man ellers havde hørt i 90'erne. De var rimelig politiske, på højde med Brand Nubian, som også gæster albummet, men det hele blev stadig udført med en god portion humor. Mr. Hood, som er albummets navn, er en opdigtet figur man følger igennem hele albummet. Han bliver bragt til livs via sproglærings bånd, som er blevet beskåret og klippet således, at lydklippende danner samtaler, der danner en karakter, Deraf nogle af sangtitlerne, "Mr. Hood at Piocalles Jewelry/Crackpot", "Mr. Hood meets Onyx" og "Mr. Hood gets a haircut". De tre rappere træder alle ind i Mr. Hoods sted, og fortæller forskellige historie, fra hans syn. Et meget originalt og ikke førafprøvet koncept, som gav albummet megen omtale for dets kreativitet. MF Doom, eller Zev Luv X som jeg jo nok bør kalde ham her, bærer de fleste af sangene. Onyx brillerer på "Boogie Man", og Zubroc skinner igennem på "Subroc's Mission", ellers er det Zev Luv X der stjæler showet, og det tror jeg er mere eller mindre bevidst. Det var nemlig ham der fik gruppen frem i scenelyset efter han storcharmerede på 3rd Bass's "Gasface", fra deres debutalbum "The Cactus Album", og så er han uden tvivl den dygtigste af de tre. De smarte rim og de gennemtænkte metaforer fyldte en del af hans tekster dengang som de gør i dag, men hans flow og hans super sprøde stemme var ingenlunde det samme dengang. Jeg ved godt det er at sætte rappere lidt i bås, men jeg har altid haft det sådan, at meget af det oldschool hip hop der udkom, især i starten af 90'erne, var ekstremt meget det samme. Hurtige trommebeats, og agressive og dynamiske flows. Wu-Tangs "36 Chambers", NaS' "Illmatic", Lord Finesses' "Funky Technician" og Gang Starrs "Step in the Arena" var i mine øjne de eneste udgivelser der havde lidt individualitet over sig. Resten var mere eller mindre det samme (sådan, med et gran salt i ved). Og flow mæssigt syntes jeg faktisk også, at K.M.D. ligger sammen med "alle de andre". Til gengæld er nogle af deres beats langt længere fremme end meget andet tilbage i start 90'erne. Fx er nummeret "Who Me?", som jeg synes er pladens perle, sammensat af et fantastisk funky-smooth guitar riff, der lyder som noget producerer kunne finde på at anvende i dag. På samme måde er "Bananapeel Blues" et fremragende, alternativt hip hop nummer, der med tilnærmelse nærmer sig rigtig blues fremfor hip hop. Ikke desto mindre river Zev Luv X det i stykker med ægte hip hop manér.
Jeg skal være ærlig og sige, at der ikke er meget hip hop fra "så langt tilbage" der imponerer mig. Der skal meget til. Jeg synes ofte beatsne bliver uhyggeligt trivielle, og rappen er ofte komplet ens og uinspirerende. Der er selvfølgelig de førnævnte eksempler på tidlig storhed, men generelt, siger oldschool hip hop mig ikke meget. Derfor vil bedømmelsen af dette album være stærkt påvirket af en ung hip hopper der i høj grad er tilhænger af de nyere bølger af hip hop. Er man til hip hop fra slut 80'erne - start 90'erne, så er "Mr. Hood" en nødvendighed i samlingen. Men jeg ser den hverken som en milepæl eller noget specielt fremtrædende værk. Jeg kan max give K.M.D.'s debut

4/6