lørdag den 3. november 2007

MF Doom - MM... Food

Inden vi begynder på selve anmeldelsen, så synes jeg lige vi skal spole tiden små 20 år tilbage, og se lidt på Daniel Dumiles karrierestart, for han har haft en rimelig turbulent optakt til hans nuværende karakter, eller karakterer rettere.
Første gang verden hørte hans sprøde røst, var tilbage i 1989, da hans daværende gruppe K.M.D. medvirkede på 3rd Bass' debut album "The Cactus Album", hvor Dumile, der dengang gik under navnet Zev Luv X, imponerede stort på nummeret "The Gas Face". To år efter udkom K.M.D.'s debut album, "Mr Hood", et ekstremt originalt album, der står som et af start 90'ernes absolutte milepæle. Ifølge pålidelige kilder (bla. Danmarks Radio) er det næsten umuligt at få fat i albummet i dag, med mindre man har røven fuld af penge og er højestbydende på Ebay. Sært, jeg har lige købt det for 15$ på amazon.com!
I 1993 skulle K.M.D.'s andet album have udkommet, men deres pladeselskab valgte at give dem sparket, på grund af et uacceptabelt album cover, der forestiller en stereotyp, tegnet sambo figur, der er blevet hængt i en galge. Denne kommentar til Amerikas behandling af de farvede var simpelthen for meget. Oven i det døde et andet medlem af K.M.D., nemlig rapperen Subroc, som faktisk var Daniel Dumiles bror. Her sagde det klik for den ellers lovende rapper Zev Luv X, og Dumile trak sig tilbage fra rapscenen fra '94 til '98. I denne tidsperiode levede han et konfust og forkvaklet liv, hvor han, ifølge et interview med magasinet Wire, næsten levede som en hjemløs. Hvileløst vandrede han rundt i Manhattens gader, og sov på bænke i forskellige parker.
I 1998 begyndte han så småt at vise sig igen på open mic-arrangementer,
iført den maske vi kender i dag. Hans nye identitet var heftigt inspireret af Marvel tegneseriernes superskurk Dr. Doom. Han var på daværende tidspunkt fuld af hævngerrighed imod den industri, der havde deformeret ham så slemt, endnu en af grundende til masken. Den var også nødvendig for ham at bære, så den kunne gemme hans metaforiske ar væk fra hans lillebrors død. Dumile har også forklaret, at den er vigtig som et symbol for at præserverer kreativ anonymitet, i disse dages image-drevne hip hop industri. Som en ekstra bonus kan jeg fortælle, at masken er designet efter den som Russel Crowe har på i Gladiator.
MF Doom viste sig første gang i 1999 med det stærkt anmelderroste "Operation: Doomsday", og det var først her, at det gik op for folket, at det var Zev Luv X der var "tilbage". Hans kommercielle gennembrud kom i 2004 med "Madvillainy" projektet med Madlib, der fik ros af blade som "Rolling Stones" og "New York Times". M
en helt kommercielt var det jo ikke, for MF Doom har altid formået at holde en neddæmpet tilgang til musikken. Men det var i sandhed noget helt nyt han bragte på bordet, og som han sagde, "I'm here to destroy the game". Det gjorde han så, med omkring 10 efterfølgende albums, deriblandt "The Mouse and the Mask" med DangerMouse, "Special Herbs"-serien og et af de seneste skud på stammen, "MM...Food".

"MM... Food", som er udgivet på Rhymesayers, er lidt af et måltid at indtage. Det ulmer af intelligent undertekst, og hans sammenligninger mellem madvarer til livets kvaler er mesterlige. Men det kan vel næppe undrer nogen, for Doom har altid været en yderst habil tekstskriver, og dette faktum bliver yderligt understreget med dette album. Og den musikalske forarbejdning, damn! Han er en uovertruffen producer. Musikalsk æstetik, hvor uanseligheden får lov til at blomstre. Count Bass D har produceret "Potholderz", Madlib står for "One Beer" og PNS leverer "Kon Queso", ellers har Doom selv produceret det hele.
Som mange af hans tidligere udgivelser, er "MM... Food" fyldt med dialoger fra tegnefilm, hovedsageligt fra "The Fantastic Four" hvor Dr. Doom ofte bliver omtalt. Hvor jeg på "The Mouse and the Mask" var kritisk overfor disse dialoger, pga. jeg ikke kender ATHF, og jeg her mere familiær med De Fantastiske Fire. For 10-11 år siden ejede jeg en videofilm med 3 afsnit, hvor De fantastiske Fire og Spiderman arbejdede sammen, ikke fordi jeg kan huske dialogerne fra dengang, men titelmelodien husker jeg tydeligt, den selv sammen som lægger beat til "Beef Rap", derfor var det en fornøjelig oplevelse at genhøre denne.
Dooms tekster er noget for sig selv. De er til tider overspændte, ofte besynderlige, og altid med en overflod af komplekse flerstavelsesrim og bizarre metaforer, der både gør teksterne udmattende og underholdende. Den trivielle vers-omkvæd struktur sprænges komplet i luften, i stedet er der gjort plads til at udvide rimstrukturen. Man bliver altid forført af numrene, som både kan rumme en snigende alvor, men også ømhed. Så det er ikke kun fysisk at han har mange sider, hans rim er ligesådan, og man skal ofte hører sangene igennem et par gange før man får det hele med. Faktisk er der stadig et par tracks, som jeg stadig ikke helt er med på, men det kommer forhåbentlig med tiden. Det med at give numrene tid, det er også en vigtig ting når det handler om MF Doom. Da jeg hørte "MM... Food" første gang var jeg decideret skuffet. Nu har jeg så vendt den en del gange, og er blevet ret vild med den, så det er vigtigt at give hans udgivelser en chance, for det kræver de virkelig. Desværre lider pladen under en, åbenbart obligatorisk, MF Doom tendens; numreog skits på 1 minuts tid. Det er meget ærgerligt, for nummeret "Poo-Butt Platter" har et herligt saloon-klaver beat, der kunne have udgjort et fremragende nummer, det er uheldigvis kun kortvarigt, og uden lyrik. De efterfølgende "Fillet-O-Rapper" og "Gumbo" fungerer for mig, som intet andet end tidsspilde og ligegyldigt lal. "Fig Leaf Bi-Carbonate" er på samme måde et mærkværdigt misk-mask af forskellige musikstykker og usammenhængende dialoger, what for? Disse fire numre bliver i bookletten beskrevet som "special recipes", så det er ganske bevidst, men det gør det nu ikke meget bedre. Efter disse kommer vi til hovedmåltidet, eller "Entrees" som de hedder, og her lysner det stærkt op. "Kon Karne" er bygger op af et virkelig muntert beat, sammensat af spaceinvaders skud-lyde og et jazz-saloon klaver. "Rapp Snitch Knishes" har et af pladens bedste beats. Jeg har faktisk hørt nummeret før, men det må have været et download, for kvaliteten var dårlig, og det var med en utydelig Wu-Tang featurette. Men det er også produktionen jeg husker nummeret bedst for. Det guitar riff sætter sig permanent på nethinden i al' evighed. "Vomitspit" er et mere nedtonet, mellow beat, og et lyrisk mesterværk;

"Real rhymes not your everyday hologram
Even when ribs were touchin never swallowed the Ham
He'd rather eat a sand sandwich salad
It might need salt like your mans bland ballad
A lot of stuff happens that the news won't tell yous
Loose all L juice - Snooze all hell loose"
(....)
" The mask is like Jason
They told the place not to let the basket type case in
He could be some kind of wacko
Waiting for the chance to heat the pipes like a crack hoe"

Blandt pladens appetizers finder man perlen "Hoe Cakes", som er sammensat af et råt human beatbox-beat, over et let sjælfuldt klaverspil, en kombination som normale folk nok ikke var kommet op med. "One Beer" og "Deep Fried Frenz" er også højklasses syntaks-ordspil, der enten efterlader en forvirret eller klogere, eller noget midtimellem!
Jeg må indrømme, at inden jeg anmeldte "The Mouse and the Mask" havde jeg ikke andre af MF Dooms udgivelser, og selvom jeg synes han var en fortrinlig rapper, så følte jeg ikke den store trang til at dykke dybere ned i hans univers. Men denne "trang" har nu fundet mig, og "MM..Food" er starten. En betydelig start kunne jeg tilføje, for det skulle ikke undre mig, om der ligger en MF Doom fan gemt i mig. Jeg har som sagt bestilt K.M.D.'s "Mr. Hood" for at høre hvordan han lød dengang, og der kommer selvfølgelig en anmeldelse af den så snart jeg får den. Indtil da vil jeg vende mig yderligere til "MM...Food" (i har selvfølgelig undervejs spottet, at "MF...Food" kommer af MF Doom-navnet, bare med lidt om rykning på et par bogstaver?). Min vurdering af albummet vokser højst sandsynligt, men pt. ligger det til

4.5/6

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

du skal nok være forberedt på at din mr hood er et reprint...den blev genoptrykt sidste år. originalen er tilgengæld dyr...

JeppE sagde ...

ok, dét kan være årsagen... men en cd er vel en cd? musikken er den samme

jonas sagde ...

jep. jeg er ikke så meget for reprints, men hvis originalen koster en plov eller mere og reprintet en hund eller halvanden, tager jeg som regel genoptrykket. som du selv siger er musikken jo den samme. det afhænger selvfølgelig af om tracklisten er ændret, men det tror jeg, uden at være sikker, ikke er tilfældet her.

det afhænger vel af om man samler på musik eller plader hvis du forstår hvad jeg mener...

JeppE sagde ...

ja, du har helt ret. Jeg er musik samler, og jeg køber altid cd'er fremfor downloads, men hvis prisforskellen ligger på 2-300 kr på den "samme" cd, så ligger vigtigheden ikke i, om den er original eller reprint.
Selvom jeg betalte 550 kr,- for den originale Pharoahe Monch debut :D