Blue Scholars & The Long March EP

På grund af at jeg ikke har været så aktiv de sidste par dage, giver jeg jer nu en guldgrube af en dobbelt anmeldelse. Som nogen måske tidligere har læst, så er Blue Scholars' 3. udgivelse, "Bayani", på min top 10 liste over bedste albums, og siden jeg skrev dén anmeldelse, ja så er albummet utroligt nok vokset på mig, så det er nu på min top 5. Men, "Blue Scholars", som deres første album hedder, og den efterfølgende EP "The Long March", var ligesom dem der introducerede mig til gruppen, som i dag er en af de vigtigste, i mine øjne. Man kan sige, at "The Long March EP", som består af 9 numre, holder den præcist samme stil som debutalbummet, så det er nærmest en udvidelse af albummet, derfor er det også oplagt at tage dem begge på samme tid.

Jeg vil spare lidt tid på at skamrose Geologic (rapper) og DJ Sabzi (producer), for de får rigeligt med positive udsagn på anmeldelsen af "Bayani", så læs hvis du vil vide hvad jeg synes om de to herre. Jeg holder stadig fast i, at produktionssiden på "Bayani" er bedre end de to første, men når jeg nu siger, at de ligger L-A-N-G-T over hvad man er vandt til at høre, så siger det kun noget om hvor himmelsk "Bayani" er. Sabzi's beats er ikke helt så finpoleret på "Blue Scholars" og "The Long March EP", men det ændrer ikke det uudslettelige billede af, at "this is as good as it gets". En storelskende, altomfavnende hip hop fan som mig, kan ganske simpelt ikke forlange mere end det der bliver disket op med her. Jeg har i mit 20 år lange liv, ikke hørt musik nært så opmuntrene som dette. Ikke fordi indholdet består af lutter fest og farver, for det er langt fra tilfældet, men den inciterende og mangfoldige levering overgår alt. DJ Sabzis formåen er gennemstrømmet af en konstant, næsten frenetisk opfindsomhed og en excentrisk produktivitet. Og han kan alt! "Blue School" og "Bruise Brothers" er begge en fusion mellem jazz og blues, ren nydelse. "Southside Revival" har det der mega opløftende, orgel-2-step-beat, der fanger én uset hurtigt. "Life & Dept" og "No Rest for the Weary" er begge et resultat af Sabzi's musikalske viden (uddannet i klassisk musik, med jazzpiano som speciale), og de får begge alverdens tid til at blødgøre lytteren med permanent virkning. "Proletariat Blues" er underbygget af en funky basgang, og med sit oldschool feel, er det en ren klassiker. Og når man snakker om basgange, så skal "Talk Story" nævnes, med sin næsten fór dybe bas, der giver nummeret en fascinerende aldrig-trættende-effekt, der gør at man vil kunne høre nummeret små hundrede gange i træk, og stadig digge det fuldt ud. Og det er faktisk den her effekt der funkler i mange af numrene, som bogstavelig talt gør musikken udødelig. Top-favorit nummeret er for mit vedkommende "Sagaba", som er så velproduceret, at jeg ikke engang føler mig værdig til at beskrive det. Se deres liveperformance af nummeret fra Bumbershot '06 her (super kvalitet!)



Ok, jeg tror i har fattet hvor dygtig jeg synes Sabzi er, så nu er det Geologics tur! Den evigt fængende historiefortæller, med de evigt vedkommende og aktuelle rim. Hver eneste sang gør ham værdig som en sand sværvægtsrapper, der trykt ligger i topeliten af mc'er. Ingen anden rapper formulerer hans tekster så klart som Geologic, og det gør selvfølgelig, at man er med hele vejen. Og når han slynger linjer som disse ud...

"It's a southside revival, put your hands high, let your arms be the pillars that be holding up the sky // I heard a few heads say that hip hop is dead, no it's not, it's just malnourished and underfed"

... kan det overbevise enhver til at genfinde det muligvis mistede håb. Det med at hip hop skulle være død, det har aldrig rørt mig. For mig er det et overilet udsagn, som den fallerede NaS er kommet med, men skulle der være noget om det, så modbeviser Blue Scholars alt. Og i skal huske på, at de to albums vi har med at gøre her, udkom samme år, så ikke nok med at kvaliteten er kvalmt høj, så er de også uhørt produktive.
Hurtigt tilbage til Geologic. Der er mange der mener at hans flow er noneksisterende. Og faktisk, og ja det lyder mærkeligt, så er det delvist rigtigt. Han levering er meget ligetil, men hans rim og fortælleevne kvæler alle negative træk. Hvordan kan man modargumenterer det, når linjer som

"I couldn’t stand to see the queen breathe her dreams away
And tell me her tomorrow will never become today
I say I used to know a woman just like you,
Beautiful but jaded by the multitude of men who’d often try to
Justify their lies with twisted notions of survival
And hide behind their armor when karma completes a cycle"

er den lyriske standart? Nærstuderer man linjerne vil man også opdage, at de er fyldt med små guldkorn her og der. Det er meget poetisk, fx "She got the gift of gravity pulling to ask her name" er jo djævelsk godt udtænkt, hvis man lige smager på sætningen, og sådan er det stort set hele vejen igennem.
Alt i alt er det to mesterværker, eller 1½ rettere. Og de udgør starten på noget der ender meget stort tror jeg. skridtet fra "The Long March EP" til "Bayani" var fænomenalt, og bliver de ved, så ved jeg sgu ikke hvad der kan stoppe dem. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl; som jeg også skrev som slutningen til den første Blue Scholars-anmeldelse, så er det dem der har taget faklen i hånden, og går forrest i rækken af hip hop kunstnere, som leverer rigtig hip hop, og er der nogen der genopliver den, i nogens øjne tabte kultur, så er det dem.

"Blue Scholars" - 5.5/6
"The Long March EP" - 5.5/6