onsdag den 21. november 2007

Talib Kweli - Quality


ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

Efter at have fået stor succes i undergrundsmiljøet og skabt sig et navn som en fremtrædende conscious rapper, besluttede Kweli sig for at gå solovejen. Hans tidligere projekter med bl.a. Hi-Tek og Mos Def havde åbnet en masse muligheder for ham, så en række store navne endte med at bidrage til hans solodebut. Kweli var, ligesom Common, J Dilla, ?uestlove, Mos Def, Q-Tip og andre medlem af ”organisationen” The Soulquarians, som da også har forenet deres kræfter på nummeret ”Talk To You (Lil’ Darlin’)” med Bilal som behagelig baggrundssoulstemme. Nummeret giver sig den tid, det behøver for at skabe den helt rette stemning af afslappet soul-jazz inspireret hiphop.. en nydelse for lytteren! Andre producere, der udmærker sig på "Quality" (som selvfølgelig er et ordspil på ”Kweli”) er Ayatollah, Kanye West og J Dilla. De tre har tydeligvis en meget forskellig opfattelse af, hvilket slags beat Kweli bør rappe over – og denne overdrevne alsidighed bliver desværre klart pladens største svaghed. Men hver især fungerer numrene generelt ret godt. Et eksempel på dette er hovedsinglen ”Get By”, som af mange bliver opfattet som et af Kanye Wests absolut bedste beats. Det er et uhyre livligt nummer, der med Wests sædvanlige sans for det fængende omkvæd giver Kweli mulighed for at fulde sig fuldt ud, både når det gælder flow og budskab. Kweli har på sine seneste udgivelser haft tendens til at male et mere positivt billede af sin omverden, og "Quality" er ingen undtagelse. ”Get By” er en livsglad beskrivelse af den tid og den måde, vi lever på, og det på trods af, at den behandler politiske og knap så positive emner:



“Yo, our activism attackin the system, the blacks and latins in prison /
Numbers of prison they victim black in the vision /
Shit and all they got is rappin to listen to /
I let them know we missin you, the love is unconditional /
Even when the condition is critical, when the livin is miserable /
Your position is pivotal, I ain't bullshittin you /
Now, why would I lie? Just to get by?”

-Kweli ironiserer over begrebet “to get by”; han mener, at de fleste kæmper en hård kamp for bare at overleve. Umiddelbart forstås dette som en direkte henvendelse til underklassen og dennes elendighed, men hvis man kender Kweli, så står det hurtigt klart, at det ikke stopper der. For sangen er MINDST lige så meget en opsang til alle dem, som mæsker sig i en overflod af luksusvarer og griner hele vejen ned til banken. Den livsførelse er der nemlig bestemt ikke noget ”just to get by” over: Kweli ved udmærket godt, at hiphop efterhånden er blevet så kommercielt at alle samfundslag lytter med når han spytter sine rim. Derfor nytter det heller ikke noget at lade som om vi stadig befinder os en gang i starten af firserne, og det er måske det Kweli prøver at fortælle os med det spøjse mix af beats og genrer. Det er ofte tilfældet når man lytter til Kweli: man skal gå videre end den første umiddelbare betydning af det, han siger. Den sang, der muligvis viser dette på bedste vis med en brooklyn mc i storform er Dilla-perlen ”Where Do We Go?” med Res på omkvædet. Ved første øjekast ikke noget videre, men i løbet af to små vers formår Kweli at fange essensen af den tid, vi lever i. Han beskriver den fragmentering, der gennemsyrer den vestlige postmoderne verden og tvinger endda os, lytterne, til at tage stilling ved at spørge os direkte hvad vi egentlig vil have ud af vores liv, hvor vi er på vej hen:
“Yea, I see a place where little boys and girls /
Are shells in the oceans not knowin they a pearl /
No one to hold 'em while they growin / They livin' moment to moment without a care in the whole world / Now, if I could help it I tell it just like it is /And I may say some things that you don't like to hear”

Han taler her om at vi skal tage stilling til vores eget liv og at vi ikke ænser den virkelighed, der finder sted uden for vores trygge rammer. Vi opfordres til at søge ind til kernen af, hvad der er vigtigt i vores tilværelse – ikke noget banebrydende budskab, men Kweli leverer det på en så elegant måde, at man ikke kan lade være med at blive grebet af hans måde at anskue verden på. I denne sang viser han også en alsidighed og et overskud i sit flow, som få kan matche. Han rapper meget stille og roligt og det har den effekt, at man automatisk lytter efter for at høre, hvad han siger. Stemmeføringen passer perfekt til beatet, som tilsammen skaber en rygradsrislende stemning.

Alt i alt er det en hæderlig soloanstrengelse, som Kweli yder på "Quality". Den trækkes lidt ned af et par halvligegyldige produktioner og tvivl om, hvilken retning Kweli vil med albummet. Til sidst bør nævnes den geniale intro af den altid underholdende Dave Chappelle, der har fået til opgave at introducere sin gode ven, som han bl.a. har valgt at gøre ved at overdrive Kwelis egenskaber en lille smule:
three time Nobel Peace Prize winner, first black man to pilot an air craft, the nigga that made up the Nike Swoosh, the man that made Kool Aid say ’Oh yeah’”
Kweli kan rigtignok rappe som om han lever op til den beskrivelse, men det er desværre for sjældent at han folder sig ordentlig ud til, at endnu et mesterværk er født.


4/6

1 kommentar:

Maja Lau sagde ...

Quality er meget bedre end Eardrum? Jeg blev satme da skuffet da jeg hørte Talibs nye...