D'Angelo - Voodoo

Jeg sad og overvejede at anmelde Commons "Like Water For Chocolate", men det er ikke tid endnu! Så i stedet har jeg valgt at anmelde det album der ligger tættest op af, nemlig D'Angelos "Voodoo".
De to albums var under udvikling samtidig, og udkom begge i 2000, hvilket let høres. The Soulquarians står bag alle produktioner, med "Devil's Pie" som undtagelse, den er produceret af DJ Premier, som sjovt nok også havde en enkelt produktion på "Like Water...". Producergruppen består af mange prominente navne; ?ustlove og James Poyser fra The Roots, Jay Dee aka J Dilla, Q-Tip og D'Angelo (og Common, Mos Def, Talib Kweli, Bilal, Erykah Badu og Raphaael Saadiq som sangere).
Produktionerne ligner derfor enormt meget dem fra "Like Water....", med den forskel, at Jay Dee ikke rigtig har været med her. Det gør, at produktionerne mangler en lille smule kant, og de er generelt mere soulede end jazz-hip-hoppede. Nu er D'Angelo jo også en soul-sanger, og ikke en rapper, så produktionerne passer forbløffende godt til hans ekstremt tilbagelænede sang. D'Angelo tager sig abnormt god tid. Til tider får musikken lov til at køre i så lange pauser, at man næsten glemmer at han er til stede. Det er netop dét, der giver ham hans evne til at være halvt tilstede og halvt fraværende, som er yderst fremragende. Hans stemme er også meget unik. Man er aldrig i tvivl når man lytter til D'Angelo, og det giver albummet en inderlig personlighed. Man kan meget enkelt sige, at D'Angelo boltrer sig i et univers af sublime beats og super sprød sang. Han er mest til de afslappende aspekter af musikken, så beatsne, der primært er meget tilbagelænede, svinger ikke stort differentielt. ?uestlove, som står for størstedelen af produktionerne, var betydeligt inspireret af kollegaen Jay Dee's twistede drumprgramming. Som ?uestlove har udtalt, så er Dillas trommeprogrammering så ægte, at man næsten skulle tro det ikke var programmeret.

"He might program 128 bars, with absolutely no looping or quantizing. When Q-Tip first played me some of his stuff, I said, ‘The drums are messed up! The time is wrong!’ And when we did a song for D’Angelo’s record that Lenny Kravitz was supposed to play on, Lenny said, ‘I can’t play with this — there’s a discrepancy in the drum pattern.’ And we’re like, ‘It’s supposed to be this way!"

For selvom Jay Dee ikke personligt var med til at skabe Voodoo, var samtlige producere stærk inspireret af hans tilgang til musikken, og dens inperfektionisme.

"Voodoo" sikrede D'Angelo en første plads på Billboard toppen, og to grammier i 2001. Den halv-pornografiske video til første singlen "Untitled (How Does It Feel)" blev også næsten kult tilbage i 2001 (primært i de kvindelige fans øjne).
Nummeret "Chicken Grease" skulle oprindeligt have været på "Like Water For Chocolate", og man kan uden besvær forestille sig Common flowe let henover beatet. Men sådan skulle det ikke være, D'Angelo ville have beatet, og byttede i stedet med "Geto Heaven Part Two". Forståeligt nok i mine øjne, for "Chicken Grease" er en seriøs tour-de-nydelse, og sammen med åbneren "Playa Playa", den uovertrufne "The Line", "Send it On" og "One Mo' Gin", som begge ulmer af musikalsk blødhed, og den groovy "Spanish Joint", og en lille følsom klassiker født. Ikke helt så skarp som "Like Water...", men fyldt med så meget soul, at folk som Prince knap kan følge med. Ægte hygge-feel-good musik.

4/6