Grav - Down to Earth

Down To Earth er udgivet i 1996 , dengang hvor hiphoppen var i sin prime. Grav er fra 'the city of wind' - Chicago, som bestemt var med på kortet som en hovedleverandørerne af sublimt hiphop. Det sjove ved "Down To Earth" er, at hovedpersonen Grav ikke er den mest interessante person i billedet. En anden Chicago'aner har nemlig haft sine fingre med i denne udgivelse, nemlig en 19-årig Kanye West.

Før jeg hørte om Grav's "Down To Earth" - hvilket først skete for nyligt - levede jeg i den tro, at Kanye West's første oficielle produktionsarbejde var for Roc-A-Fella, på Beanie Sigels hit "The Truth", singlen der lukkede Kanye ind i armene hos Jay-Z. Denne tro havde jeg fået fra Kanyes eget biografiske nummer "Last Call" fra hans eget debut album, hvor han som de fleste sikkert ved, giver hele historien om hans vej frem i 'gamet'. Om han glemte hans arbejde for Grav, ikke vil kendes ved det eller noget helt tredje vides ikke, men nu står det i hvert fald klart (indtil et endnu mere sjældent album dukker op!); de 8 produktioner Kanye har bidraget med til "Down To Earth" var de første på hans vej til at blive en verdensberømt superstjerne.
Det yderst interessante ved at lytte til "Down To Earth" er at man kan høre den ekstreme udvikling fra Kanyes start til nu, hvor han lige har udgivet hans fjerde og inderligt eksperimenterende album, der byder på "hiphop" som aldrig er hørt før. Og sidder man som mig og lytter til Grav og "808s & Heartbreak" skiftevis, så er det noget nært umuligt at tro på, at det er den samme mand der står bag - for forskellen bliver ikke større.
Mr. West følger fornemt den typpiske 90'er stil, med støvede trommer og dybe basgange, der udgør sublimt gyngende beats der får det bedste frem i Gravs insisterende rap, der, hvis man skal sammenligne, minder om en blanding imellem Mobb Deeps mørke og stærke flow og Commons legende og stilsikre rap. Lyrisk set er Grav alt hvad man kan drømme om fra de gyldne og svundne tiders hæphåp, råt og godt med både kant og humor. Fu***** nice!

Blandt de andre lyd-troldmænd der har været indover albummet er No I.D. også vigtig at nævne, for selvom han kun har én skæring med, nummeret "Sex", så beviser han, om ikke igen, at han var en af de stærkeste hiphop musikere, og selvom han ikke er så tydelig på scenen i disse dage, så er det tydeligt at han var en af de største dengang. Og lyden på "Down To Earth" samlet set nogenlunde tæt på fejlfri.
Det store spørgsmål er, hvad der er blevet af Grav siden? Der var usandsynligt mange hiphoppere der udgav usandsynligt mange albums i halvfemserne, så det er klart at det ikke er alle der bliver husket. Der er ustyrligt mange såkaldt "klassikerer" fra 90'erne, ALT for mange til at man kan følge op på dem alle og checke om det faktisk passer - men fra mit point of view er "Down To Earth" absolut en af dem, og selvom det stort set er umuligt at få fat i albummet i dag, så er det med tilnærmelse direkte uansvarligt at ikke gøre et forsøg, for det er ganske simpelt et møghamrende godt album!
Selvom det ikke er det nummer der retfærdiggøre albummet bedst, så ta' en lytter til det Kanye producerede "One Puff" her (der ligger ikke andre numre på YouTube):

5/6