Wu-Tang Clan - Enter the Wu-Tang (36 Chambers)

Af start 90'er, golden-era hiphop udgivelser, er Wu-Tangs kult-legendariske debut absolut min favorit. De lagde grundlaget og affyrrede startskuddet for hele det "tidsrum" vi netop kender som de gyldne dage, og ikke mindst "the east coast renaissance" - bevægelsen, som pga Wu-Tang hjalp folk som NaS, Biggie, Mobb Deep og Jay-Z ind på scenen. Alene af den grund er Enter the Wu-Tang (36 Chambers) blandt de vigtigste albums der nogensinde er udgivet.
Det bemærkelsesværdige ved 36 Chambers er, at selvom indholdet er meget råt og omhandler vold, stoffer og sex, så var det ultra populært da det udkom, og strøg til tops på diverse hitlister, selvom det indholdsmæssigt var imod alle odds. Trumfen skulle findes hos geni, bagmand og producervidunder RZA, som, med hans soulsamples og bidder af kung-fu film, skabte et lydbillede, der både var nedbarberet og ligetil, men stadig rigt på detaljer og overordenligt velfungerende som grundlag til de mange medlemmers arrige og mesterlige flows. At det kun er gået nedad bakke for gruppen siden debuten kan tilgives, for på trods af at selve Wu-Tang gruppen har haft svært ved at hænge sammen og skabe noget der bare ligner '36 Chambers', så har de forskellige medlemmer hver især udgivet soloplader der bliver tilbedt verden over. Raekwon kom med "Only Build For Cuban Linx", GZA udgav "Liquid Swords", Ol' Dirty Bastard diskede op med "Return to the 36 Chambers", Method Man udgav "Tical", Ghostface Killah udgav "Supreme Clientele" og Masta Killa udgav den desværre alt for oversete "No Said Date" - Og hele svineriet blev endda produceret næsten udelukkende af RZA, der som den eneste fra gruppen mærkeligt nok ikke har formået at udgive et eneste godt soloalbum. Tilgengæld har han hjulpet utallige andre folk frem, og gjort dem til medlemmer af Wu-organisationen bedre kendt som Killa Bees, der i dag tæller flere hundrede, så på trods af manglende kvalitet hos egne albums, er han alligevel af de vigtigste nøgle personer i hiphoppens historie.

"Ghostface - catch the blast of a hype verse /
my glock burst, leave in a hearse, i did worse
I come rough...."

- Man skal ikke mere end et par sekunder ind i første sang før man ved hvad det handler om. Dialog fra de forrygende kulte B-film "Shaolin & Wu-Tang" og "Ten Tigers From Kwangtung" åbner pladen, og introducerer shaolin kampstillinger og våben, som bliver en slags løs råd trød i den lyriske del af albummet. Det jeg godt kan lide ved albummet er, at de fleste sange er noget nært substansløse. Der hvor indholdet ikke har nogen speciel vigtighed, der lægger de vægt på rim, flow og ordleg, noget samtlige medlemmer var uhyggeligt gode til dengang.
Hver eneste gang der er udkommet et hiphop album på denne side af årtusindeskiftet, hvor det lyriske indhold har passet godt med produktionerne, er der blevet sammenlignet med "36 chambers", som er det album der for alvor sømmede det faktum fast, at selve rap-delen bliver opløftet til uanede højder hvis beatet der bliver rappet til passer. RZA's produktioner stjæler aldrig billedet, de har de helt rigtige rytmer og trommeprogrammeringer til diverse vers. Især Method Man formår at udnytte RZAs beats og leverer det ene måbende vers efter det andet.

"Yo RZA, yo Razor, hit me with the major /
the damage my clan understand it be flavor.
Gunnin', hummin' commin' at'cha /
first I'm gonna get'cha, once I got'cha, I Gat-cha.
You can never capture the Method Man stature /
For rhyme and for rapture, got niggas resigning, now master
my style? Never! I put the fucking buck in the wild kid, I'm terror /
Razor sharp I sever, the head from the shoulders - I'm betta'
Than my compeda, you mean competitor, whateva'!
Let's get together"

Method Man var også medlemmet som gruppen valgte at fremhæve som frontmand. Men dette faktum er ikke altid helt tydeligt, idet der ikke er nogen logisk fordeling imellem medlemmer og antal vers. Hvor "Da Mystery of Chessboxin'" er et rent tour-de-force af fortrinlige vers fra mere eller mindre alle medlemmer, er GZA alene om nummeret "Clan In Da Front". Det er altid fantastisk at se en gruppe, hvor egoerne ikke er for store, hvor resten af holdet bare synes det er 'dope' når deres homie brænder igennem alene. Der er der mange grupper der kunne have lært meget af.


Heldigvis kan Wu-Tang også andet end at fremstå som kung-fu galninge uden noget på hjerte, for på '36 Chambers' finder vi også stille klassikere som "Can It Be All So Simple" og "C.R.E.A.M.", hvor sidstnævntes linjer "Cash rules everything around me - Cream get the money, dolla dolla bill ya'll" senere hen er blevet hiphop-bibel. Ved nærmere eftertanke kan faktisk sige det samme om størstedelen af albummets skæringer, igen takket være RZAs himmelske produktioner og de mange forskellige rap-stilarter der bliver udøvet igennem albummet. Dette er en anden af albummets absolutte forcer; Selvom de mange rappere er nogenlunde på samme niveau, så behersker de alle en ganske unik stil, der kendetegnet dem en for en. Hvis vi tager ordet unik til dets bogstaveligste forstand, så er Ol' Dirty Bastard den mest fremtrædende, for hvis man kombinerer shaolin kampsport med hiphop, så er Ol' Dirty mesteren af 'the drunken style'. - Uden tvivl den skøreste og mest vanvittige rapper der har eksisteret, og med hans skrigen, hosten, bøvsende og gennemført fordrukne stil tvivler jeg på at han vil blive matchet af nogen anden. Om 36 chambers nogensinde vil blive matchet er også et godt spørgsmål. Alle har en række favorit albums, og 36 chambers ligger trygt på min sammen med blandt andre "Moment of Truth", "The College Dropout" og "Below the Heavens" - og man vil jo sammenligne sine favorit skiver, men indenfor den specifikke stil og genrer, der er jeg ret sikker på, at Enter the Wu-Tang (36 Chambers) vil blive ved med at være en urørlig genistreg, og den vil altid være solidt placeret på toppen. WU-TANG, WU-TANG!!

6/6