Kanye West - 808s & Heartbreak

Ja ja, jeg ved det - det tog ALT for lang tid før '808s' kom op! Det skyldes, at jeg et eller andet sted godt vidste, da det udkom, at det ville tage en del tid før at albummet virkelig sev ind. De første mange numre jeg hørte skuffede mig, og hele ideen om sang hele vejen igennem med auto-tune skræmte mig lidt. Kunne min helt, helten over dem alle, rent faktisk skuffe?
Min oprindelig plan var faktisk at holde en stor såkaldt "listening session" på min skole. Jeg tænke, at nu hvor jeg går på filmhøjskolen, og har let adgang til et stort audiens, hvorfor så ikke sætte albummet på og lade folk lytte til det, for så derefter at skrive lidt ned og fortælle mig hvad de synes om det. - Det gik meget hurtigt op for mig, at det ganske simpelt ikke ville være fair, for en gennemlytning er bare ikke nok. Så det endte med, at jeg tænkte for mig selv, at den får et par uger, og så bedømmer jeg selv.
Nu sidder jeg så et par uger efter og skriver disse ord ind, og hold da helt op hvor er mit syn på '808s' ændret meget på de uger! Jeg troede ikke på at det kunne lade sig gøre, jeg håbede, men havde svært ved at tro - at jeg faktisk kunne komme til at holde af albummet, men igen-igen, så bliver jeg nødt til at hengive mig fuldt ud til Kanyes nyeste bedrifter, for selvom det selvsagt ikke har meget med hiphop eller noget andet kanye-isk at gøre, så nærmer vi os stadig storhed, med hans nyeopfundne pop-art plade - Et nyt kapitel i Hr. Wests karriere, og hvis det stod til ham selv; et nyt kapitel i musikkens historie.

Var man som mig en af de heldige, som fik oplevet Kanye West live på Roskilde Festivalen 2006, så kunne man allerede der ane de første, om man må, 'hints', til den ændring Kanyes udtryk har taget. Jeg husker tydeligt da han hengav A-Traks mixerpult og de flere hundrede af speakere der var sat op til at vise publikum, hvad han hørte som ung, hvilket musik han voksede op med. Det bød blandt andet på en hel del 80'er klassikere, deriblandt en af mine personlige favoritter, A-Ha's "Take On Me".
Den egentlige grund til at Kanye West har taget et så drastigt skridt i en komplet anden retning er, at han er kørt træt i hiphop generelt. Han har udtalt, at lyrikken i dagens hiphop ikke er værd at lytte til. Der er ikke nogen der kan skrive tekster, som fanger ens opmærksomhed på samme måde som de plejede at gøre. Han har sagt, at selv hans yndlingsrapper Lil' Waynes tekster er for ligegyldige til at han kan huske dem. I dag hører man bare hiphop for at høre det, intet andet. Det er 'cool nok' og alt det der, men i grunden ikke interessant eller relevant nok til, at man gider at have et forhold til det. Derfor går han tilbage i tiden, og laver musik med tekster, som folk kan huske og synge med på, ligesom dengang i 80'ernes pop, og rocken hvis man går endnu længere tilbage. Han sagde på et pressemøde i Singapore, at det er meget få tekster i rap-genren han kan huske, men hvis man tager nogle gamle Johnny Cash eller Guns N Roses sange, så kan han dem fra ende til anden i hovedet, og det er præcist det som han vil opnå på 808s & Heartbreak. Han sagde endvidere på samme pressemøde, at han udemærket var klar over hvilket vovet træk det var, for ikke alle ville kunne forstå og føle det samme. Dem der voksede op og lyttede til det musik som han selv gjorde, de ville kunne forstå hans nye stil, de fleste andre vidste han godt at han højst sandsynligt ville miste, og se det synes jeg fandme er sejt! Det kræver både vilje og mod at foretage sådan en ofring. Det mærkelige er, at det allerførste musik jeg nogensinde hørte, var 80'er pop. Dengang jeg var en lille knægt og fik mit første stereo anlæg, da var det første album jeg fik foræret af min far, en dobbelt cd med "best of 80'es pop music". Og jeg ved godt det nok lyder lidt suck-up, bare at sige "whatever he say" - men jeg føler virkelig, at jeg er en af dem som Kanye omtaler som værende forstående, for når jeg lytter til fx "Paranoid", så genkender jeg let den 80'er pop som jeg elskede så højt som lille.
Det er højst sandsynligt der at vandene sprædes. 808s er virkelig en love/hate plade, og man kan se på modtagelsen, at meningerne er mange og forundringen stor.
Jeg tilhører uden tvivl den gruppe der glædes over, at der er en der tør og ikke mindst kan, for det tror jeg ikke der er mange andre end Kanye der er i stand til, at afprøve noget så nyt, og stadig få det til at lyde så aller-helvedes fedt! For selvom der er mange nye genrer og udtryk forbundet med album nummer fire, så er man på intet tidspunkt i tvivl om hvem der står bag - Kanyes autograf står malet ud over samtlige tracks.

En lille formel forklaring, som højst sandsynlig er unødvendig da alle på nuværende tidspunkt med garanti har forstået den noget spøjse titel. "Heartbreak" delen skyldes moderens død og kærestens slåen op. Skimter man kort numrenes titler, finder man hurtigt at albummet som noget nyrt primært er drevet af sorg; "Heartless", "Paranoid", "Bad News" og "Coldest Story". Det går også meget hurtigt op for en, at det tekstmæssigt er Ye's mest personlige og mest følelsesladte præstation til dato.
"808s" delen af titlen er lidt sjovere, for er man lidt nørd og ved lidt om den velkendte trommemaskine, så ved man også at den stort set slet ikke er brugt på albummet. Det er hovedsageligt 809'eren der er anvendt, men som han selv har udtalt, så lød 808s federe!

Ser vi kort på tekstuniverset, så er der nogle eminente tekster at finde undervejs. Allerede på "Welcome To Heartbreak" bliver vi præsenteret for dybt alvorlige og (ikke så positivt) livsreflekterende linjer:

"My friend shows me pictures of his kids /
and all I could show him was pictures of my cribs.
He said his daughter got a brand new report cart /
and all I got was a brand new sports car."

Helt glad er han ikke over sin situation, hvor han indser, at det måske er på tide at tage livet seriøst. Jeg tror, at han efter bruddet med kæresten har kigget tilbage i bakspejlet og indset, at han måske har værdsat de forkerte ting. Det lyder som om han har dårlig smag i munden over nogle af de aspekter i hans liv han har taget for gode. På afslutningsnummeret "Pinocchio Story", som lyrisk er noget af de bedste han har præsteret til dato, fortsætter han:

"It's funny Pinocchio lied and that's what kept him from it /
I tell the truth and I keep running.
It's like I'm looking for something out there trying to find something /
I turn on the TV and see me and see nothing"

Det er selvransagelse når det er mest smertefuldt - men samtidig gør han også en kunst ud af ærligheden. Det virker ikke som om at han har noget at skjule, han lægger alle kort på bordet, måske i et forsøg på at rette op på de fejl han har begået (?).

Den dårlige stemning er heldigvis ikke vedvarende hele albummet igennem. På numre som "Paranoid", hvis titel snildt kunne lægge op til endnu en dyster bid af Kanyes liv - er der dømt fest! Om det helt er formålet med sangen er jeg ikke klar over, men nummeret emmer af så meget energi, og der bliver fyret helt op for de klassiske 80'er elementer, der traditionen tro resulterer i en fremragende pop-komposition. Det samme gælder "RoboCop", der, selvom teksten stadig ikke helt giver mening, er en ren fornøjelse med dens brug af 80'er basgang blandet med livlige strygere og eksplosioner. Mesterværk.
Storheden lurer også rundt om hjørnet når Young Jeezy og Lil' Wayne kigger forbi på henholdsvis "Amazing" og "See You In My Nightmares", hvor der i begge tilfælde er dømt 'sang', der som nævnt tidligere har til formål at blive husket (hvilket er gjort efter 2-3 gennemlytnigner!) og gensunget gang på gang. Oprigtigt fremragende bliver det på sidstnævnte, hvor en gennemført synth-produktion bærer Weezy og West, der har hinanden som favorit rapper (/sanger), igennem et af albummets perler. Når man kommer op omkring de 10 gennemspilninger, så vil man også begynde at lægge mærke til hvor meget der er arbejdet med de små detaljeret. Læg fx mærke til hvor meget der er liflet med Waynes robot-anden-stemme i starten af sangen. Det er sådan nogle små lækre bonuser der gør mig helt glad!
Jeg vil gerne indrømme, at de tre første singler ikke rammer helt så præcist som nogle af førnævnte skæringer. "Heartless", "Coldest Story" og "Love Lockdown" fungerer fint som pop-melodier, men Kanyes touch er gemt en anelse for meget væk i mine øjne. Samme gælder "Street Lights" og "Bad News" som på samme måde havde været bedre klædt med et lille twist. Der er dog ingen numre der bliver skippet i processen. Pladen som helhed har en ganske fantastisk replay value. Og utroligt nok, for det var min største frygt, bliver man aldrig rigtig træt af brugen af auto-tune. Det lyder jo i grunden ret godt, og der er numre hvor den næsten ikke bliver brugt, som fx "RoboCop" hvor den kun svagt skimtes. Og det der med at det er uoriginalt, fordi T-Pain tilsyneladende har patent på auto-tune, det gider jeg slet ikke at høre på! West bruger den mindst lige så godt, ja bedre velsagtens, og rygter går jo på, at Kanye og T-Pain indførte et vådemål om, hvorvidt Kanye kunne lave en hel plade med auto-tune, så det er ikke fordi at T-Pain ligefrem har noget imod det. Der er for mange regler og 'regulations' i hip hop verdenen. Man hører for ofte folk sige "ej det der kan han sgu da ikke". - Selvfølgelig kan han det, og endnu engang bøjer jeg mig i støvet for, at det er Kanye der gør det. Han har med "808s & Heartbreak" med rette udråbt sig selv til vor tids største pop idol.

5/6