Danger Mouse - The Grey Album

Hvad Danger Mouse selv hentyder til som værende et "fritids-eksperiment", skabte i 2004 røre i det meste af musikbranchen, da han uden rettigheder smeltede et album sammen, som i dag bliver anset som en "kult klassiker".
Ordet "kult" er svært at difinere. 'Noget' kan være kult af mange grunde, men jeg fandt en god forklaring på wikipedia (om film godt nok, men den gør sig gældende om stort set alt indenfor kunstens univers):

"A cult film is a movie that attracts a devoted group of followers or obsessive fans, despite having failed on their initial releases. The term also describes films that have remained popular over a long period of time amongst a small group of followers. In many cases, cult films may have failed to achieve mainstream success on original release although this is definitely not always the case"

Denne forklaring rammer faktisk "The Grey Album" list fór præcist. Som de fleste jo sikkert ved, så havde Danger Mouse ikke rettighederne fra EMI til at sample Beatles sangene, så få timer efter pladen officielt ramte butikkerne, blev den taget tilbage. Meget få nåede at købe pladen, hvilket vil sige, at meget få world-wide har hørt musikken. Dem der HAR hørt pladen til gengæld, er hysterisk vilde med den, og hylder den for at være noget af det bedste mash-up, genre-remix nogensinde udgivet. Søger man efter albummet på amazon, vil man hurtigt erfare, at det ikke er til at købe der. Man kan ofte finde nogle billege eksemplarer på ebay, men min erfaring siger mig, at sælgere der ikke er til at stole på, og ved at scrolle ned af bare en side, vil man opdage op til 4-5 forskellige cd covers, hvilket bevidner om, at de fleste sælger brændte eksemplarer.

Sort på hvidt; "The Grey Album" er ikke tilgængeligt officielt, og af den grund har det modtaget kult-status.
Det er faktisk også først nu, at jeg får lagt øre til Danger Mouses brilliante collabo. Jeg er af den (økonomisk farlige) støbning, at jeg køber altid album'er; Jeg er hæftigt imod downloading. Af den grund har jeg naturligvis ikke kunne få fat i "The Grey Album", men da jeg fandt ud af, at min room-mate her på EFC havde albummet, blev jeg sageligt lykkelig - endelig kunne jeg høre albummet, uden at JEG var nødsaget til at stride imod mine egne moralske skrupler!!


Hvis vi kort retter blikker over på det tekniske, som alle højst sandsynligt også ved alt om, så er "The Grey Album" bygget op a a capella fra Jay-Z's "Black Album" og instrumentale fragmenter fra The Beatles' "White Album". Et "simpelt koncept", som desvæære ikke blev godkendt af den ene part. Jay-Z var selvfølgelig frisk på at få det udgivet, men EMI havde som sagt lidt sværere ved at udlevere deres materiale.
Hvis man, når man lytter albummet igennem, har i baghovedet, at alt musik er samplet fra "The White Album", så er det næsten urealistisk hvordan Danger Mouse har fået nogle af numrene frem. Når man fx hører "What More Can I Say", så kan man nemt høre at det er "While My Guitar Gently Weeps" samplet der bruges (som RZA også brugte til førstesinglen på "8 Diagrams"), men når "Dirt Off Your Shoulder", forklædt i et "Julia" sample, brager ud af højtalerne, er der ingen forbindelse til det rigtige nummer! Danger Mouse viser virkelig verdensklasse-sampling her, og kun ved hjælp af ét Beatles nummer, danner han rent faktisk et hiphop beat. - Og det er også her Jay-Z's a capella fungerer bedst. Man må være ærlig og sige, at Jay-Z's rap er bedre egnet til hiphop-beats end 60'er pop-rock. "Encore" for eksempel er et totalt flat beat, som ikke emmer af noget man kan relaterer til hiphop, og her virker det som om Beatles-samplingen går spildt. Ligeledes er "My 1st Song", som er et af "Black Albums" absolutte perler, en direkte pinlig oplevelse, idet de tre samples der bruges på ingen måde kan følge Jay-Z's flow, og rytmen og den musikalske timing kunne ikke være dårligere.
Andre gange genskaber Danger Mouse dog den samlede ånd perfekt. På "99 Problems", som originalt er båret op af et Rick Rubens jernhårde beat, har Danger Mouse samplet "Helter Skelter" som må siges at være en af The Beatles' hårdeste rocknumre, så på den måde holder Danger Mouse fornemt liv i musik-stilen.

Som konklusion vil jeg sige, at "The Grey Album" uden tvivl er en fed oplevelse. Sampling-kunsten tages til helt nye højder (eller rettere blev taget), og "eksperimentet" som Danger Mouse kastede sig ud i, er et af de mest interessante i længere tid. Når det så er sagt, så må man også være ærlig at indrømme, at der er mange numre hvor man efterlades med ingenting. Jeg tror ikke at mange andre kunne have lavet denne plade, men der er bare for mange ligegyldigheder, som hverken udmærker sig på den ene, anden eller tredje måde. At pladen er kult vil jeg gerne gå med til, men at hylde den som værende et mesterværk, det vil jeg mene er at skyde lige lovlig højt.

4/6