Talib Kweli - Eardrum

Talib Kweli BK -MC !!!

Eardrum er et album, der for mit vedkomne krævede en hel del overbevisning før jeg ville købe det. Dengang jeg hørte det første udspil fra albummet, i form af nummeret "NY Weather Report", var jeg langt fra overbevist. Jeg har stor respekt for Talib Kweli. Alene hans samarbejde med Mos Def, i gruppen Blackstar, giver ham jo stjerne status, og "Reflection Eternal" med Hi-Tek bidrager også med en del anerkendelse. Kort sagt, kigger man tilbage, må man sige, at han har spillet en vigtig rolle, i hip hoppens udvikling, fra 1998 til hvor den er idag. Hvor og hvornår han fik sit kommercielle gennembrud kan diskuteres, personligt tror jeg det kom, da Kanye West inviterede ham til at gæsterappe på "Get 'Em High" fra 'Ye's "The College Dropout", der jo fik en enorm succes. Kwelis følgende album, "The Beautiful Struggle", var også fyldt med kommercielle hip hop personligheder, som The Neptunes, Kanye West, Just Blaze, Mary J Blige og John Legend. Conscious rap over kommercielle beats. Jeg er helt vild med The Beautiful Struggle. Numre som Broken Glass, Never Been In Love, Ghetto Show og ikke mindst Black Girl Pain, sad for mit vedkommende, lige i skuffen!
Med Eardrum tager han om muligt, skridtet videre mod kommercial rap, og salgs mæssigt er det hans største bedrift.
Men mange anmeldere er ikke helt tilfredse med Talib's nye stil. De mener alle sammen, at han er en af de bedste rimsmede vi har i dag, men de mener også, at han burde holde sig til de mindre kommercielle beats, fordi de passer ham bedre, og de giver mere plads til, at lytteren får hele det lyriske indhold med. Jeg synes hans valg af producere er ganske fornuftige. Kanye West, Just Blaze, Hi-Tak, Madlib, Pete Rock og Will.I.Am leverer sikre og sjælfulde produktioner, der backer Talib's lyrik perfekt op. Det med at lyrikken ikke "får plads nok", det synes jeg nu er noget værre pis at fyre af. "Everything Man", som åbner albummet, er et lyrisk mesterværk, og produktionen og næsten fór lækker, så hvorfor vælge et minimalt underground beat, når man kan fremtrylle numre som dette?
"Country Cousins", med UGK og Raheem Devaughn, er måske det mest kommercielle nummer på albummet, med dets sprøde R&B beat og ligetil fængende omkvæd. I Love it!
Pete Rock, som er en højt respekteret producer, primært hos old school hovederne, har bragt "Holy Moly" til livs, er det er et højst fornøjeligt track, med et friskt pust både lyrisk og musikalsk. "In The Mood" med Kanye West, er et cool, laidback, mellow nummer, som benytter sig af et sample fra "The Lonesome Mood" med The Friends of Distinction, som resulterer i det ultimative chillout nummer. Will.I.Am, som efterhånden producerer for alle store hip hop navne, der iblandt Snoop Dogg, The Game, NaS og Common, producerer albummets hiphop/pop-perle, der med garanti vil gå rent ind hos de fleste. Man kan let høre, at nummeret havde endt på Will.I.Am's egen "Songs About Girls", hvis ikke Talib havde fået fingrene i det. Oveni er musikvideoen til nummeret, en af de flotteste der er lavet i lang tid.

Norah Jones har en fremragende gæsteoptræden på "Soon the New Day". André 3000 fra Outkast havde fat i hende på "Take Off Your Cool" til hans The Love Below, og det var et næsten ulovligt godt nummer, så måske det er derfra Talib fik ideen til at invitere hende forbi? Ikke desto mindre er hun så dygtig, så uanset hvad, så har du en sand perle af et nummer, hvis hun medvirker, og "Soon the New Day" er bestemt ingen undtagelse. "Listen!" er et rimelig fedt nummer, men i min mening et underligt valg som første single. Det er, i forhold til albummets øvrige numre, ikke specielt ørevenligt for ikke-hiphop-lyttere. Det kan man til gengæld ikke sige om "The Nature", som nok er det nummer, der bedst viser hans kamp for at vinde flest fans som muligt. Det gør man i disse tider selvfølgelig ved at få Justin Timberlake med på omkvædet (og produktionen for den sags skyld). Og ligesom 50 Cent's "Ayo Technology", har "The Nature" nok trukket mange lyttere til, alene pga at der står "Justin Timberlake" som featurette.

Meget er sket siden Blackstar fra 1998. Lyden er fuldstændig ny, selvom de samme producerer stadig hænger ved. Salgstallene er steget markant, og Talib Kweli's eget lille imperium er vokset fra en boghandel i Brooklyn, til hans eget pladeselskab ved navn Blacksmith Records, hvor han som de sidste har signet Jean Grae og Strong Arm Steady. Jeg synes han gør det godt. Han har i høj grad udviklet sig, mange kan ikke lide det, men endnu flere elsker det tydeligvis. Personligt elsker jeg at se en kunstner udvikle sig og bevæge sig i nye retningen, samtid med at personen vedligeholder sine standpunkter og værdier. Den nye, mere kommercielle lyd Talib har fundet, klæder ham som et skræddersyet Armani sæt. Den eneste torn i siden jeg umiddelbart kan finde, er antallet af numre på albummet. Der er ganske simpelt for mange. Eardrum kunne sagtens have været foruden 4-5-6 numre. "Oh My Stars", "The Perfect Beat" og "Give 'Em Hell" skulle have været valgt fra, og numre som "More or Less" og "Say Something" løfter heller ikke ligefrem albummets standart.
Men, alt i alt må jeg sige, at det er et ganske solidt album, og jeg er sikker på, at Brooklyn rapperen stadig tørster efter kommerciel succes, og jeg tør næsten med sikkerhed garanterer, at han vil holde sin sti ren.

4.5/6