Dangerdoom - The Mouse and the Mask

Den oplagte superduo Dangerdoom, der selvfølgelig består af DJ Danger Mouse og MF Doom, bidrog med et af 2005's bedste udgivelser, med deres fuldstændig vanvittige, skrupskøre og komplet geniale The Mouse and the Mask. DJ Danger Mouse er efterhånden ved at være en af nutidens mest roste og anerkendte producerer. Han navn dukkede for alvor op, da han i 2004 udgav The Grey Album, som er en sammensmeltning mellem The Beatles' "White Album" og Jay-Z's "Black Album". Han havde ikke fået lov af nogen af parterne til at lave dette album, så det blev trukket tilbage med det samme. Det skulle eftersigende være helt fantastisk, men jeg har ikke fået chancen til at høre det. Jeg ved dog, at man kan købe det over nettet for ca. 300$. Andet arbejde han har stået for, som har set dagens lys, tæller "St. Elsewhere" som han lavede med Cee-Lo Green, som mange anmeldere udnævnte til 2006's bedste. Gorillaz'es "Demon Days" er også fuldt produceret af Dangermouse. En personlig favorit, som ikke har fået helt så meget omtale, er albummet "Ghetto Pop Life" som han lavede med rapperen Jemini i 2003. Jep, man kan sige, at han har ikke lavet så meget endnu, men alt hvad han har rørt har fået stjerne status.
MF Doom derimod, laver også mesterværker på mesterværker, de rammer bare ikke så stort et publikum. Hvorfor? Fordi han er en forskruet fyr, der mere eller mindre bevidst går efter, at udgive ting ingen andre har lavet før. Han har udgivet en 10-11-12 albums, under forskellige kunstnernavne, bla. Viktor Vaughn, The Madvillain, Metal Fingers, MF Doom, og så tror jeg også, ret mig hvis jeg tager fejl, at det er ham der er bag Quasimodo. Jeg ved ikke specielt meget om hans værker. Jeg kender "Special Herbs 0-9" - samlingen, som primært er instrumentals, og så har jeg lige bestilt "MF Food" over nettet, så der kommer nok også en anmeldelse af den snart. Hvis man kort skal beskrive hans stil, så er det meget originale beats, og ofte skal man bruge en del tid på at vende sig til hans musik. Hans flow er urørligt, og hans rim er knivskarpe, og så har han en fed stemme, i hvert fald som MF Doom!

Med disse to personligheder i føresædet, er det noget nær en no-lose-situation. De er meget forskellige i deres måde at lave musik på, men det var kun et spørgsmål om tid, før de ville finde sammen. Det virkede så oplagt, på en lidt sær måde! Og ja, det kan vel ikke undre nogen, at resultatet er mageløst.
Dangerdoom tager "Inspired by the motionpicture...." til et helt nyt stadie. Musikken har intet med en film at gøre, det er nærmere omvendt. Det er hovedpersonerne fra Aque Teen Hunger Force der spiller en stor rolle i musikken. ATHF - som serien også kaldes, er en del af Cartoon Networks late night show "Adult Swim", og det må uden tvivl siges at være den mest obskure og twistede tegneserie der nogensinde er lavet. Det vil altså sige, at den passer perfekt til duoen! Hovedpersonerne i serien består af Master Shake, der er en milkshake, Frylock som er en bakke pomfritter, og Meatwad som er en kødbolle. Yup, it's that crazy, men serien vil jeg ikke komme nærmere ind på. ATHF fylder meget på coverartet, og der er nogle dialoger i slutningen af nogle af numrene, men rent musisk, syntes jeg ikke serien er specielt vigtig for albummets kvalitet. Men der er ingen tvivl om, at den har gjort sit, for at få Dangermouse of MF Doom til at sætte dette projekt igang.

Produktionerne er fejlfri hele vejen igennem, som man kunne have forventet. De er minimale, men samtidig nuancerede. Størstedelen af produktionerne minder om noget der kunne være udgivet for 15 år siden, men Dangermouses sikre touch gør, at de alligevel er up to date, og musikalsk foran. For eksempel er nummeret "Old School Rules", med en fremragende featurette af Talib Kweli, en storslået tribut til "dengang", med sin elegante start-90-vibe.
Åbningsnummeret "El Chuba Nibre", er et af de mere fornøjelige tracks. Bandeordene er censureret med et *biiip*, hvilket giver en virkelig morsom effekt, idet nummeret starter med et "*biiiiiip* yourself", inden beatet lander. The Mask, som Ghostface gæster er også helt gennemført. Beatet minder lidt om en 70'er politi serie jingle (!), og Ghost benytter lejligheden, og emnet, til at fastslå hans karakter skiften fra Ghostface Killah til Ghostface. Benzi box er uden tvivl en af pladens perler, og Cee-Lo kan tage en del af dén ære, idet han leverer et super fedt omkvæd, som kun Cee-Lo kan gøre det. Jeg kunne fortsætte med at skamrose numrene stortset hele vejen igennem, for det er virkelig svært at sætte en finger på noget. MF Doom er i topform, at mestrer de til tider indviklede beats til UG med X.

"The super flow with more jokes than Bazooka Joe, a mix between super fly snuka and a super hoe! // Chew a mc like El Chuba Nibre, digest the group and sell the poop on ebay"

Jeg vil egentlig ikke diske op med flere eksempler på hans kunnen og gøren, læs nogle lyrics på nettet og find ud af, at du vil få serveret punchlines og guldkorn i én lang strøm.
Som jeg nævnte tidligere med MF Doom, så er The Mouse and the Mask også et album man skal give lidt tid. I starten var jeg ikke sønderlig begejstret, men efter at have ejet albummet i snart 2 år, er det blevet en uundværlig del af min samling. Og tro det eller ej, det vokser stadig på mig. Det var først nu her, imens jeg skrev denne anmeldelse, at jeg fandt ud af, hvor super-duper-fucking-fantastisk "Crosshairs" i virkeligheden er. Når et album er i stand til at overraske dig, efter så lang tid, så ved du virkelig at det er everlasting.
hvis det stod til mig, så skulle ATHF-delen ikke være inkluderet. For mig giver det ingen mening, jeg kender ikke serien, og kan ikke rigtig bruge de underlige dialoger der nogengange dukker op, til noget overhovedet. Men man kan jo sige, at der nok ikke havde været et album uden serien.

5/6