onsdag den 3. oktober 2007

Pharoahe Monch - Internal Affairs


Ex-Organized Konfusion medlem Pharoahe Monch udgav solodebut albummet Internal Affairs i 1999 under Rawkus Records. Og på trods af, at det solgte 200.000 eksemplarer den første uge, og førstesinglen "Simon Says" nåede langt op på billboards top 200 liste, havde Pharoahe Monch overset en enkelt detalje, der viste sig at have fatale følger for hans karriere.
Alle ved, at det er umuligt at skaffe Internal Affairs idag, men der er ikke så mange der ved hvorfor. Der er til gengæld mange teorier om, hvorfor et af nutidens vigtigste hip hop albums blev sat ud af produktion. Lad mig forklare. Det er nemlig en meget dum lille ting der er skyld i det hele. På førstesinglen "Simon Says", som Pharoahe Monch selv har produceret, er der anvendt et sample fra den gamle Godzilla film, Monch "glemte" bare lige at skaffe rettighederne til det, og det blev så dyrt for Rawkus Records, at produktionen af Internal Affairs blev sat fuldstændig ud. too damn bad. Ikke engang Blackout, som normalt kan skaffe alt, kan få fat i det, derfor synes jeg det er rimelig cool, at jeg er i besiddelse af et originalt Internal Affairs album. Og nej, det er ikke kun fordi det er sjældent og jeg har det, at jeg synes det er så fucking gudedope, det er virkelig et af de mest sindsyge albums der nogensinde er udgivet.

Once upon a time....


Jeg vil sige, at Pharoahe Monch har taget ikke bare et skridt, men et kraftspring videre, fra hvor Organized Konfusion slap. Lyden er en hel del mere rå og uncut, men samtidig jazzy og groovy, og det er som skræddersyet til Monch.
Den DJ Scratch producerede "Intro" er så uforudsigelig, disharmonerende og "ustruktureret" at det er helt fantasisk, men Pharoahe Monch's urørlige flow, som er en blanding af de bedste rim nogensinde rappet, og melodiøs sang, retter mirakuløst op på det hele.
Efterfølgende finder man den næsten fór skumle "Behind Closed Doors", som musikalsk tager én til et helt nyt dunkelt sted, i en labyrint af mørke gyder. "Queens" er en lettere, mere elegant produktion, der fortæller historien om Donovan, blot én af Queens områdets ofre, der må se sig besejret af det hårde miljø. Og her udstråler Pharoahe Monch mageløs lyrik;

"That night, rockin Nikes, eatin Mike'n'Ikes // Slapboxin with a dyke on a bike too small

Thinkin, >>This time, next year, mom'll be able to..<<> Shit from across the streets, niggaz approach slow. - Well get the metal out, too late, the guns flash //
In the melee they wet him like Reggae Sunsplash. Sun dashed with the quickness, back into the ride, with a smile on his face, the picture of pride"

Denne blanding af overlegen fortællerteknik og en fandens lækker produktion, har resulteret i et af mine all-time favorit hip hop numre. Det halvpervaterede, men helvedes brilliante "Rape" er næst i rækken, og også på dette nummer viser Monch kreativitet og originalitet i både lyrik og produktion. Pornografi-inspireret rap om hiphopindustrien rappes over et tilbagelænet jazzy beat.
"Never waste time, I give the verse rabies // Cum on the chorus, tell the hook to swallow my babies"
Den ikoniserede, stilsættende og legendariske "Simon Says" har ikke brug for ord, for du kender den allerede. "The Ass" er "scoresangen" der handler om at håndterer kvinder i sengen, og den er ganske fornøjlig, især med linjen
"my Dick Rules Everything Around Me D.R.E.A.M. - get the ass."
Mange fandt det i sin tid uacceptabelt at placerer kærlighedssangen lige efter "The Ass" på tracklisten, ikke desto mindre er den sprøde kærlighedserklæring "The Light" næst. Et virkelig fedt track med en mere ukompliceret Pharoahe Monch, der giver sangen sin rette dosis love over et stille og tilbagelænet beat, der minder en smule om Immortal Techniques "You Never Know". Formidabbelt. Men så skal jeg ellers lige love for, at freden bliver brudt! "God Send" sønderriver din bass fuldkommen, når Monch teamer op med hans gamle kollega Prince Poetry. Et mega-hårdt beat med nogle futuristiske dommedags rim af højeste kalliber, 'kæft det' godt!
Næstsidst på pladen finder vi kronjuvelen "The Truth". Beatet som er produceret af Diamond, er et af de bedste der nogensinde er sat sammen. Det har et helt unikt, universelt og gennemført musikalskt feel, og når så både Common og Talib Kweli er på besøg, så kan det på ingen mulig måde gå galt. Skulle jeg lave en top 10 liste over bedste hip hop tracks, ville "The Truth" være inkluderet.

"Truth brings light, light refracts off the mirror, visions of yourself and error could never be clearer // The truth is that you ugly, not on the outside but in the inside, on the outside you frontin you lovely // the discovery of these things and all are well-hidden, but when you're in denial of self, it is forbidden, that's the truth"

Sidste nummer er faktisk "bare" et remix af "Simon Says", med et shitload af eminente gæsterappere, deriblandt Method Man, Redman og Busta Rhymes.
Busta Rhymes er også at finde på "The Next Shit", som er en mærkværdig banger. Mærkværdig på den ultra fede måde, som man aldrig rigtig har hørt andre steder før. Det samme kan man sige om "Official", "Hell" og "Right Here". Alle har de noget helt specielt over sig, og det er ren nydelse at rykke hovedet med til dem.
Det eneste uoriginale nummer er det Alchamist producerede "No Mercy" med M.O.P., men lyden passer stadig ganske godt til det samlede billede. Behøver jeg at sige, at Lil' Fame og Billy Danze blegner FULD-kommen ved siden af Pharoahe?
Internal Affairs er et fuldkomment album. Jeg ærger mig fandens meger over at man ikke kan få det længere (man kan selvfølgelig købe det enkelte steder over nettet, men det er ikke billigt), for jeg synes sgu at folk har fortjent at høre det, og jeg synes Pharoahe Monch har fortjent at blive hørt. Han er uden tvivl industriens bedste rimsmed, og samtidig den mest overhørte. Med hans nye album "Desire" sikrer han sig nok den opmærksomhed han skulle have fået fra Internal Affairs, men der er alligevel gået 8 år, hvor han mere eller mindre har måttet leve i skyggen af en smuldret karriere.
Efter min mening er Internal Affairs et album man bare ikke gå glip af. Om man så skal købe det brugt for 450 kr,- (jævnfær anmelderen), så er det det hele værd. Karaktermæssigt er jeg ikke ét sekund i tvivl

5.5/6

1 kommentar:

Jacob sagde ...

Sad lige og stenede dine anmeldelser igennem.
Jeg købte albummet da det kom ud, og blev pænt hurtigt træt af det!
Rawkus var jeg ellers ret vild med dengang, nu er det mere Def Jux, og stort set alt hvad Madlib rører ved, jeg flipper

Det virker som om det fortjener en ekstra lytter!

Ellers er det tiders gaveide til en samler...