Eminem - Recovery

Det var til alles store overraskelse da Eminem annoncerede, at Relapse var på vej. Han havde trukket sig tilbage, og chancen for at han ville lave en "Jay-Z" var ikke stor, men dér stod han pludselig, med et nyt album på trapperne. Forventningerne var høje, skuffelserne måske større. Albummet var påtaget, anstrengt og kom ikke fra hjertet, og selvom pladen fik et par yderst positive anmeldelser herhjemme, ærgede flertallet sig over udgivelsen. Nu er han ude med en ny skive igen, og på førstesinglen "I'm Not Afraid" kryber han til korset med linjerne,

"And to the fans /
I'll never let you down again, I'm back /
I promise to never go back on that promise /
In fact let's be honest, that last Relapse cd was ehh /
perhaps I ran them accents into the ground /
Relax, I ain't goin' back to that now"

Med en sådan selverkendelse kunne man håbe på, at Eminem var tilbage på rette spor som den mesterlige rapper han nu engang er, og Recovery er da flere gange bedre end forgængeren, men det er stadig ikke det helt store comeback som man kunne have håbet på.

"I'm alive again /
More alive than I have been, in my whole entire life"

Allerede ved første glimt af produktionsliste og gæsteoptrædener indser man hurtigt, at Eminem er ude i noget nyt her. Dr. Dre spiller for første gang i Eminems karriere en meget lille rolle med kun én produktion. Nyere og mere "hippe" navne som DJ Khalil, Boi 1da og Just Blaze er blevet hevet ind i studiet, samt en række nye, musikalske friske pust. Og selvom den første, umiddelbare reaktion på medvirken fra Pink, Rihanna og Boi 1da var skepsis, tager jeg alligevel hatten af for, at Eminem så bevidst forsøger at udforske nyt musikalsk terræn. Det store problem med Relapse var i mine øjne, at han prøvede at være den gamle, rå Slim Shady, man da han på ingen måde stod i samme situation som dengang, endte forsøget blot med at blive pinligt og, tjaa, åndsvagt. På Recovery forsøger han ikke at være noget eller nogen han ikke er, og dét krediterer jeg med det første plus i min bog.

Andet plus følger ganske hurtigt trop, da man hurtigt finder ud af, at hans jawdropping flow er tilbage i storform - langt hen ad vejen. På mange numre minder han lytteren om, hvorfor det var, at han i sin tid blev kaldt verdens bedste rapper. På numre som "Cold Wind Blows", "Talkin' 2 Myself", "Not Afraid" og "No Love" udviser han halsbrækkende flowgymnastik i verdensklasse. Men det er ham ikke en nødvendighed at bevise, at han kan flette kringlede sætninger sammen, det ved han, at vi på nuværende tidspunkt er klar over, - på flere numre, som fx "Going Through Changes", "25 To Life" og "Space Bound" - sidstnævnte er et af hans karrieres bedste skæringer - er indlevelsen i højsæddet, og historien får rigelig tid til at folde sig ud. Efter min mening har Eminem gennemgående ikke lydt stærkere siden The Eminem Show.

"Space Bound"

- Lydsiden er som sagt af en helt ny støbning, når det gælder Eminem. Hvor det plejer at være Dr. Dre's tunge beats eller hans egne dystre kompositioner, der præger den musikalske del, sørger nye kræfter nu for stadium hiphop, rockede indslag og omkvædsvenlige og melodiske skæringer. Og det fungerer fortrinligt. Emile Haynies bidrag lyder som taget ud af Kid CuDi's debutalbum, som han da også producerede store dele af. Jim Jonsins "Space Bound" er som skrevet tidligere en af pladens helt store perler, til dels takket være det fænomenale omkvæd fra Steve McEwan. Just Blaze har 3 beats med, to af dem lidt standart, men det tredje, "No Love", gennemført fantastisk. Da jeg genkendte "What Is Love" samplet grinede jeg ligeså højt som da han samplede MC Hammer's "Can't Touch This" til Jay-Z's "Kingdom Come" (jaja, teknisk set er det Rick James' "Superfreak" der samples, men det nummer var sjovt fordi Hammer havde brugt det). Og Canadiske Boi 1da, som Drake lynhurtigt har gjort til en efterspurgt producer, levere varen med en nedbarberet, hårdtslående superhero produktion, med hans fremstående signatur kicks og claps. Alex Da Kid medvirker med en stærk produktion, der har en fremragende Rihanna på omkvæddet.

Ikke alle numre fungerer dog lige godt. "On Fire" keder mig en smule, "W.T.P." er for ensformig, "So Bad" dør rimelig hurtigt hen, "Almost Famous" prøver for hårdt og pladen kunne snildt have været foruden det Havoc producerede bonusnummer "Untitled".

Men jeg skal stadig indrømme, at størstedelen af Recovery falder i min smag. Eminem er tilbage med heftig lyrik, ikonisk flot flow og beats i ryggen, der sætter ham i et nyt, men stadig formidabelt lys. Soundvenue udråber Recovery til hans svageste udgivelse til dato, men jeg må sig mig komplet uenig - jeg anbefaler på alle måder at man får fingrene i denne udgivelse.

"That boy's hot enough to melt hell, burn satan too /
fry his ass and put his ashes back with glue /
So you can hate him, he don't blame you /
Frankly he would too /
This game could ill afford to lose him, how 'bout you?"

4.5/6