Da jeg så denne plade første gang, var min umiddelbare tanke; "hvem kalder dog sin gruppe for Dutch?!". - Et besynderligt navn, der ikke rigtig siger noget om, hvilken slags musik det er, og som, set fra kunstnernes side, må gøre det stort set umuligt at blive fundet via internettets søgemaskiner. Ikke desto mindre fandt jeg dem, ganske tilfældigt og imod alle odds, og det er jeg sørme glad for!
Under navnet Dutch finder vi Liz Fullerton; en herlig enspænder af en poetisk og vokalt ambitiøs sangerinde, hvis navn sikkert får de færrestes klokker til at ringe. Det gør hendes kompagnons derimod, det er nemlig ingen ringere end Stoupe the Enemy of Mankind - geniproduceren fra Jedi Mind Tricks. Og nu begynder det måske at give mening, for var det egentlig ikke Liz Fullerton, der lagde stemme til "Razorblade Salvation" fra Servants in Heaven, Kings in Hell? Og var det ikke selv samme sangerinde, der sang på "Death Messiah" fra History of Violence albummet? Selvfølgelig var det da det. Men Liz Fullerton indtjente ikke den store anerkendelse på baggrund af de to features. Hun var langt fra på hjemmebane da hun sang duet med evigt arrige Vinnie Paz, og Stoupe var på hans karrieres lavpunkt med History of Violence, så heller ikke produktioner lod til at yde hende retfærdighed. Hun var dog smart nok til at danne par på fuldtid med Stoupe, efter han er Vinnie besluttede sig for at tage en pause fra Jedi Mind Tricks. Ifølge Stoupe selv har han i over et årti haft en drøm om at udgive et album, der ville kunne vise andre sider af ham som producer. Optimalt set ville han lave et album, der samtidig med at beholde den samme rå nerve som man kender fra ham, ville kunne udforske nyt musikalsk terræn og tilføje mere end "bare" producer til resumeet. det skæbnesbestemte valg i Liz Fullerton kunne ikke være bedre.
Liz Fullerton er en unik type. En såkaldt "ener", der hverken kan sættes i bås, defineres som karakter eller puttes i en bestemt samfundsgruppe. Hun er født i Californien, men opvokset i Mexico, og i en forholdsvist ung alder forlod hun sikker grund med en vadsæk på ryggen, kun indeholdende en samling dybt personlige sange, og dragede ud i verden for at finde lykken. Det lyder meget eventyragtigt, men det er faktisk præcist hvad hun gjorde. Hun har rejst rundt i det meste af USA, med hovedvægt på den nordlige del, for at finde en, der kunne forstå hendes ambitioner og tale hendes sprog. Efter megen rejsen og vandren, vendte hun dog hjem til Santa Barbara, og det var sjovt nok der, efter at have været det meste af kontinentet rundt, at hun fandt "the one". En af hendes bekendte var venner med Stoupe, og denne tog hende med til LA for at se Jedi Mind Tricks spille. Liz havde hørt igennem den bekendte, at JMT gik og ledte efter en sangerinde, til at indspille et nummer (hvad der senere skulle vise sig at være "Razorblade Salvation"). Hun fandt Stoupe efter showet, gav ham en cd med tre af hendes numre på, at han behøvede efter sigende ikke at høre mere end 10 sekunder, før han var overbevist om, at hun ver den rette til jobbet. Resten af historien kender i.
"I'm learning to open all the doors, just before it rains /
I'm learning to open all the windows... I'm ready to feel the rain"
2010 skriver vi nu, og det er endelig blevet Liz Fullertons tur til at brillere. Man kan undre sig over, hvordan det er lykkedes hende at rejse igennem hele USA, UDEN at blive opdaget! At hun kan krydse en 25-30 stater uden at møde en eneste, der har sagt "hov, den stemme der, den er sgu noget særligt". Stoupe undrede sig forståeligt nok også over, at en sangerinde af hendes kaliber var nødt til at komme krybende til ham.
Hun har en særegen evne til at hypnotisere lytteren med hendes suggestive, poetisk besynderlige, eftertænksomt snørklede og til tider direkte utolkelige sange. Hun besidder en stemme, der leder tankerne hen på et hav a sangerinder, fra Regina Spektor og Feist, til Amy Lee fra Evanescence og Ella Fitzgerald. Teknisk set er hun altså hamrende dygtig, og da hendes tekster og historier gør, at man aldrig rigtig ved hvor man har hende, danner der sig en herlig form for undren omkring hende. Men det er nu ikke det, der gør Dutch speciel, for unikke sangerinder er der masser af, flere af dem bedre end Liz Fullerton, - det er Stoupes akkompagnerende lydbilleder, der skiller A Bright Cold Day ud fra resten - på godt og ondt. På den positive side er det dejligt at se Stoupe prøve krafter med både country, folk og rock. Hans signaturgrundsøjler er ikke til at tage fejl af, og long time fans og kendere vil kunne nikke genkendende til hans brug af kolde strygere, dunkle synthlyde, dialog samples og spansk inspirererede instrumenter. Når Stoupe er god, er der kun få, der kan røre ham, men selvom produktionerne på A Bright Cold Day er vel skåret, så lyder de bare meget ens, og opbygningen er ofte uhyggeligt forudsigelig. Man hører fx "Just Before the Rain" igennem og tænker, "fremragende nummer", så hører man de efterfølgende "Pearls" og "2000 Leagues Under My Keyboard" og tænker ligeledes, "de var faktisk rigtig gode". Men allerede inde i "Warm Like the Wind" har man faktisk glemt forskellen på de tre foregående numre. For Stoupe er dette en helt ny stil, og hatten af for, at der er så meget, der lykkedes hen af vejen. Men indenfor denne nye genre er stilen meget begrænset, og i sidste ende er der faktisk kun en lille håndfuld af numrene, der for alvor skiller sig ud. En fænomenalt flot vokalpræstation i omkvæddet gør "Just Before the Rain" til en perle, og "Meaning of Unequipped" bliver især husket, da den musikalske del ikke består af mere end en guitar og en underspillet, mørk stryger. Det er momenter som dette, der ikke alene sætter Stoupe i det lys, han så længe har ledt efter, men som også samtidig retfærdiggøre Liz Fullertons tekniske kunnen, som en sublim sangerinde.
"Just Before the Rain"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar