Vinnie Paz er den mest arrige rapper nogensinde, punktum. Eminem er rå, Necro psykisk forvrænget og Cage mentalt forstyrret, men Vinnie Paz er den ubestridt bedste til at være godt og grundigt pissed off på mere eller mindre alt og alle omkring ham. Hele hans karriere er bygget op omkring had. Had imod samfundet, imod homoseksuelle, imod kvinder, imod kristne, imod dårlige rappere og imod dem, der ikke er på hans side. Jeg husker tydeligt min fascination af ham da jeg blev introduceret til Jedi Mind Tricks via Visions of Gandhi. Dengang var jeg yderst betaget af hans stil, ikke fordi jeg gik (eller går) ind for et miligram af hans værdier - lord knows I doesn't - men fordi det var noget komplet nyt for mig at opleve en kunstner gå så insisterende og overbevisende apeshit på en hel plade. Stoupes pompøse produktioner, der ikke den dag i dag er blevet matchet, gjorde naturligvis også deres for at fange min interesse, men jeg lyver ikke når jeg siger, at mig og mine kammerater kunne recitere samtlige vers på pladen. Jeg skrålede højlydt og ufortrødent med på linjer som "I'm being facetious, you should heed this, I'm the one who hammered the first nail in Jesus", selvom jeg nok ikke burde. Men der var ikke noget at gøre, vi forgudede Jedi Mind Tricks. Og jeg har fulgt dem igennem tykt og tyndt lige siden, og selvom de modsat vin er blevet dårligere med tiden, så vil de altid have en plads i mit hjerte. Med History of Violence ramte de et lavpunkt, der var tæt på at få mig til at hoppe fra, men så valgte de at holde pause for at forsøge på egen hånd i et stykke tid, hvilket gav fornyet energi til både Vinnie og Stoupe. Stoupe udsendte Dj albummet Decalogue, og har netop udgivet A Bright Cold Day med Liz Fullerton, under navnet Dutch. Paz derimod holdte stilen rå og samlede tropperne under Army of the Pharoahs flaget, og har pt udgivet tre yderst voldsomme og hårdtslående plader med dem. Men det er først nu, at han debuterer som solorapper, og det er tydeligt at se, at han har udnyttet samtlige kontakter og hevet i alle tråde muligt, for Season of the Assassin er infesteret med gæsterappere og forskellige producere, nogen af dem forvente, andre yderst overraskende.
"I feel reinvigorated, don't fuck with the boss /
I'd rather cut my own throat before suffering loss /
Anybody fucking with me get hung on the cross /
I have anger in me, don't make me summon the source"
Da Jedi Mind Tricks udgav undergrundsklassikeren Violent By Design i 2000 var der en hvis mening med galskaben. I al sin umiddelbare stupiditet og ekstreme brutalitet var albummet nemlig en ganske velformuleret kommentar til USA's tvivlsomme virke i Vietnam krigen, og hvordan velstillede unge mænd, som Vinnie Paz's far, vendte hjem som afstumpede maskiner. Den dystre og voldsomme stil blev et undergrundshit, og Jedi Mind Tricks har holdt stilen ved lige på de efterfølgende fire udgivelser, og som det fremstår i det ovenstående tekstuddrag, er Vinnie Paz stadig arrig og fyldt med vrede.
"Who the best muuhfucka in the streets that you never heard? /
The 45 seperates your head and it severes nerves"
Meget ved Season of the Assassin er yderst forudsigeligt. Som det ligeledes ofte er tilfældet hos Army of the Pharoahs, lader kvantitet til at vægte højere hos Paz end kvalitet. Se bare på hvor mange numre, der er på pladen. Meget få udgivelser kan bære 21 numre, og Season of the Assassin havde været en langt bedre plade, hvis 1/3 havde været skåret fra - indholdet holder ganske simpelt ikke til 1 time og 17 minutter. Produktionsmæssigt gættede jeg også rigtigt hvad angår to ting: for det første er Stoupe ingen steder at finde, og for det andet har Paz rekrutteret hele 19 forskellige beatsmede. Nogle af disse er velkendte ansigter hvad angår Jedi Mind Tricks relaterede projekter; DJ Kwestion, 4th Disciple, Da Beatminerz, DC the MIDI Alien og vores egen Sicknature er alle en fest del af holdet, men Paz har også allieret sig med nye producere som Lord Finesse, DJ Muggs og Madlib, som ikke ligefrem er folk man ville have forbundet med den stilart Paz repræsenterer. Dertil synes jeg også kun sjældent, at dette fungerer. De mest fremtrædende numre på pladen er dem, der ikke forsøger at være mere end de er, og som ganske simpelt bare fuldfører deres formål, som fx "Beautiful Love", der virkelig er en beautiful banger, der på alle måder klæder Paz. Samme kan siges om den storladne "Kill 'Em All", headbumperen "Role of Life" og den gustle klaverbårne "Nosebleed", der har en blændende R.A. the Rugged Man som gæst.
Det skal på retfærdig vis også siges, at Paz overrasker et par gange i løbet af pladen. Ikke nok med at han rapper side om side med blandt andre Paul Wall, Beanie Sigel, Freeway og The Clipse, så viser han os en blødere og mere personlige side af sig selv, ikke hørt magen siden "Into the Arms of Angels" fra AOTP debuten. På den vanvittigt flotte, MoSS producerede "Keep Movin On", viser han sin mesterlige evne til at fortælle historier , og på "Same Story (My Dedication)" maler han et smukt portræt af hans højt elskede stedfar, der døde af kræft.
- Desværre er Season of the Assassin alt for lang, forvirret og ufokuseret. Produktionerne er i mine øjne det største problem, da der er for mange ligegyldige og halvslatne beats iblandt. Én ting er, at han ikke vil bruge Stoupe, men der er mange andre fortrinlige producere derude, som jeg hellere så på creditlisten end mange af der nu engang er på. De tyske Snowgoons havde passet perfekt ind, og polske The Returners havde kunne besmykke pladen med lidt guld. Dette er dog ikke tilfældet, og størstedelen af skæringerne gør bare ikke nok for skille sig ud. Paz'es energi er som sædvanlig bemærkelsesværdig, og vær ikke i tvivl om, at der er materiale at finde på pladen, der bestemt ikke skuffer.
3.5/6
-
-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar