Rick Ross - Teflon Don

"Hej. Jeg hedder Jeppe. Jeg er 23 år, og jeg kan virkelig godt lide Rick Ross..."

Normalt har jeg et forholdsvist anstrengt forhold til rap om penge, biler, letpålædte damer og jeg-er-den-bedste-nogensinde attituder i større portioner, men når det kommer fra bamsefar Ross, ændres mit syn på materielt rap radikalt. Om det er hans afslappede karakter, høje humør, ekstremt flotte musikvideoer, hans medfølgende kongeproduktioner, eller om det er hans herlige udseende og egen holdning til dette, der gør, at jeg synes langt bedre om Ross end mange af hans lignende kollegaer ved jeg ikke, det eneste jeg ved er, at jeg bliver i alle tiders godt humør af at sætte en Rick Ross cd i anlægget og læne mig tilbage.

Dertil er hele Rick Ross'es baggrundshistorie en af de sjoveste i "gangster"-rappens historie. Han vil så gerne være en åhh så farlig, coke slingin' gangster rapper, men alt peger bare i en anden retning. William Leonard Roberts II er hans borgerlige navn, men for at få lidt mere street cred kaldte han sig Rick Ross, opkaldt efter narkobaronen "Freeway" Ricky Ross, der ummidelbart efter sagsøgte ham for ti millioner dollars, for at have taget hans navn. Yderligere kom det pludselig frem, efter at Rick Ross havde søsat sin karriere, der var bygget op omkring tekster, set fra en drug dealers perspektiv, at han var forhenværende correctional officer, og altså havde arbejdet som law enforcement, hvilket ikke just bliver set på som værende "gangsta"! Mangen en konkurrende rapper grinede højlydt af denne afslørede hemmelighed, og 50 Cent stod forrest i køen af rappere, der så en åbentlys mulighed for at smide et oplagt diss track i Rick Ross'es retning. Men det tog den godmodige Ross ikke så tungt, og på trods af kraftig modvind undervejs lader det til, at Rick Ross med Teflon Don er on top of the world.

Jeg synes som sagt, at Rick Ross er en meget likeable karakter, men jeg har ikke altid været lige glad for hans musik. Hans to første udgivelser, Port of Miami (2006) og Trilla (2008) sagde mig ikke det store, men med Deeper Than Rap fra sidste år, fik jeg pludselig øjnene op for hans storladne univers, hvor især "Usual Suspects" bragede igennem som en af årets største skæringer. Med hver udgivelser synes Rick Ross at være blevet mere bevidst omkring helheden i et album. Port of Miami og Trilla virkede begge som dårlige undskyldninger for at kunne udgive hans singler, men Deeper Than Rap og især Teflon Don er i højere grad bygget som hele albums. Der er stadig et godt stykke til det ultimative album, for selvom Teflon Don i min optik er Ross'es bedste til dato, er der stadig forfærdelige numre at finde derpå! "No. 1", "MC Hammer", "Blowin Money Fast (BMF)" og "All the Money in the World" er ikke to potter pis værd, men resten af albummet er faktisk yderst fremragende.

Tears of Joy feat. Cee-Lo Green

Som sædvanlig er Ross'es tematiske omfang lige så snævert som Dansk Folkepartis udlændingetolerance, men til gengæld er han omringet af branchens crème de la crème hvad angår producere og gæste features. Han har håndplukket er par suveræne produktioner fra J.U.S.T.I.C.E. League, hvis helt fantastiske signaturlyd nærmest er blevet synonym med Rick Ross. Lette strygere og synth over gyngende basgange og yderst velprogrammerede trommer, der fungerer som soundtrack til Ross'es mafiaeventyr. No I.D. sørger for mesterværket "Tears of Joy", der har en usammenligneligt god Cee-Lo Green på omkvædet. Sammen med Kanye West står No I.D. også får superskæringen "Live Fast, Die Young", der med sit melodiske omkvæd og perfekte sammensmeltning af talrige stemmesamples, der er klippet til uigenkendelighed, er en sand fornøjelse. Mr. West bidrager med et vers, der er fyldt til randen med klassiske Kanye linjer som "My outfits' so disrespectful, you can go ahead an' sneeze 'cause my presense blessed you". Rick Ross har også nogle gode linjer, især i sidste vers, hvor han rapper,

"Seems like we gettin' money for the wrong things /
Look around Maseratis for the whole team /
Look at Haiti, children dying 'round the clock nigga /
I'd send a hundred grand, but that's a decent watch nigga"

- Så er der selvfølgelig også "Free Mason", der har fået internettet til at gå amok i konspirationsteorier og hysterisk snak om illuminati, primært på grund af Jay-Z's vers, der efter sigende er et modsvar til beskyldninger om, at han skulle være medlem af Freemasonry bevægelsen, der på en-eller-anden måde er tilknyttet illuminati. Jeg ved ikke med jer, men jeg tror ikke to sekunder på noget af det, men hans vers er never the less fantastisk flot,

"He without sin shall cast the first stone /
So y'all look in the mirror, check your appereance /
Bitch, I said I was amazing /
Not that I'm a Mason /
It's amazing that I made it through the maze that I was in /
Lord forgive me I never would've made it without sin"

- Og med et rasende flot beat fra The Inkredibles og John Legend i baggrunden, har man et majestætisk nummer.

Rick Ross er ikke den bedste rapper, og bliver det aldrig, men han er ekstremt godt selskab, og selvom man kan sidde og hakke ned på hans tekster, der er lige så dybe som en flad tallerken, og nogle svage valg i beats her og der, så ser jeg mig nødsaget til at give ham point for at være den han er. Han hygger sig, lever livet og laver musik med dét som udgangspunkt, og det kan høres. Teflon Don er ikke det slags album, der ender på top 10 listerne, men det indeholder stadig tilstrækkeligt pragtfulde numre til, at den givne karakter ligger i den gode ende.