Big Boi - Sir Lucious Left Foot... The Son of Chico Dusty

Outkast har altid været en af mine favorit hiphop grupper. De er ikke helt ligesom alle de andre, og deres katalog tæller talrige mesterlige, skelsættende udgivelser, der næsten hver gang har ændret hiphoppens ansigt, og listen af kongenumre vil ingen ende tage.
Da deres seperate udgivelse Speakerboxxx/The Love Below udkom, gik snakken hurtigt på, om de mon var ved at gå fra hinanden. Senere kom Idlewild, der ligeledes primært bestod af solonumre. Havde de mistet kemien? Da tracklisten til Sir Lucious... blev gjort officiel, og folk kunne se at André 3000 ikke var at finde på listen, var man næsten sikker på, at der ikke længere var noget der hed "Outkast". Dertil kan jeg da på beroligende vis fortælle, at de har ambitiøse planer om at vende stærkt tilbage som Outkast, efter at have udgivet deres soloalbums.

Første ude er Big Boi; manden, der altid har stået lidt i skyggen af André 3000. De passer perfekt sammen, men efter Dre slog op med Erykah Badu og begyndte at flippe ud og eksperimentere med genrer, stilarter, outfits og meget andet, har han altid stjålet showet. Det er blevet populært at sige, at Dre er en af verdens bedste rappere, på trods af, at de faktisk er ganske tæt på at være komplet jævnbyrdige. Jeg var en af de få, der syntes at Speakerboxxx var en federe plade end The Love Below, og måske skyldes det, at jeg af og til holder med underdog'en, men Big Boi har nu altid haft en stor plads i mit hjerte.

"My daddy told me it was mine for the taking /
A true gift from God, the stars aligned when they made me /
Him and Rena's baby, their first born son /
I'm Antwan Andre Patton - the only one"

Outkast har altid været synonym for godt selskab, og det samme gør sig gældende for Big Boi når han er på egen hånd. Man kan altid høre, at manden har en fest når han laver musik, og det smitter af. Faktisk er hele pladen én stor fest. Der er næsten ikke nogle stille numre, og der bliver fyret godt op for den velkendte southern crunky funk. Producere som Organized Noize (der har været med siden Southernplayalistic...), Lil' John (der faktisk gør det virkelig godt her!), Scott Storch (hvis beat er det bedste fra hans side i mange år), Mr. DJ og Salaam Remi bidrager til lydsiden, og ikke to beats lyder ens, selvom de tydelig cirkler omkring den samme grundformular. Førstesinglen "Shutterbugg" er pladens højdepunkt, med "Turns Me On", "Be still" og "Follow Us" lige bag sig.



Til gengæld må jeg erkendte, at der for mit vedkommende er flere svage end stærke skæringer på pladen. Sidste håndfuld numre ligger langt under Big Boi's standart, den wanna-be storladne "General Patton" fungerer slet, slet ikke, og den André 3000 producerede "You Ain't No DJ" tager overraskende præmien som pladens værste nummer.
Big Boi er stadig en vanvittigt dygtig rapper, og det er fuldt ud hans fortjeneste, at man i sidste ende husker pladen for dens lyspunkter. Han har virkelig en særegen evne til at skrue suveræne linjer sammen, og hans brug og leg med ord er ganske enestående. Igen må jeg dog indrømme, at min opmærksomhed ikke så ofte er rettet på hvad han siger, men i langt højere grad hvordan han siger det. Substantielt set vover Big Boi sig ikke synderligt langt ud, og det lader gennemgående til, at han foretrækker at soppe fremfor at svømme derud hvor det bliver farligt. Dette resulterer i en noget flad fornemmelse, lyrisk set, og det er måske her man godt kunne gå hen og savne André Three Stacks til at spice showet lidt op hans alternative touch.

Som long time Outkast og Big Boi fan, er jeg en smule skuffet. Der er gode numre at finde på pladen, jovist, men selv det bedste nummer kan ikke måle sig med det, som Outkast plejer at kunne levere. Jeg tror, at André 3000's soloalbum bliver bedre, og så kunne jeg forestille mig, at næste Outkast album bliver fabelagtigt. Sir Lucious Left Foot... The Son of Chico Dusty er desværre ikke meget bedre end det gennemsnitlige hip hop album.