Blacastan - Blac Sabbath

"Yo, I'm blacker than the afro on Assata Shakur /
Blacker than the darkest corners in your project's corridor /
Black like the black keys on your piano /
Ill melody, I'm blacker than the weed niggas sellin', B..."

Historien om Connecticut rapperen Blacastan er enestående. I starten af 90'erne kom han som 16-årig ind og sidde for at sælge stoffer. Alt imens the golden age of hip hop farede forbi udenfor fængslets mure, sad Blac i sin celle og forsøgte at følge med i hiphoppens udvikling, ved at lytte til undergrundshiphop og opbygge sin egen stil ved at nærstudere mestrenes flows og teknikker. Da han kom ud igen, blev han imødekommet af en verden, hvor mainstream hiphop og kommercielle rappere havde taget over.
Blac Sabbath er Blacastans debut, og den viser tydeligt, at Blac blev personligt krænket af mødet med denne tvivlsomme afgren af hiphop. Hvor det til gengæld havde været oplagt for Blac at gå i kødet på pengefokuserede rappere, lader han blot hans overlegne, intakte golden era stil håne hele mainstream hiphopbølgens væsen.

"Drum machine yes, keyboard not /
And I ain't really sayin' keyboards ain't hot /
But nothing in my style is commercial or pop /
And the day I cross over is the day that I stop"

Blacastan er hvad man må kategorisere som et fortidslevn. Havde der været retfærdighed til i verden, havde han haft sin storhedstid i 90'erne. På en yderst mærkværdig måde kan man sige, at hans stil virker malplaceret i år 2010, fordi den er så uvant tro imod sine rødder, at man faktisk skal helt tilbage til dengang, hvor dem, der opfandt genren, praktiserede hiphop, for at finde et sidestykke. Da dette er 15-20 år siden, er det klart, at den nye generation af hiphop enthusiaster får svæere og svæere ved at følge med. Man kan jo egentlig ikke forvente af en teenager idag, der først er begyndt at høre hiphop efter årtusindeskiftet, at han skal kunne værdsætte kulturens pionere på lige fod med dem, der var med fra starten af.

Lad os tage mig som eksempel. Jeg er fra årgang '87. Min interesse for hiphop startede da jeg var en ca. 14 år gammel, altså i år 2001. Den eneste grund til at jeg har så sygeligt meget respekt for alle hiphoppens forfædre er, at jeg i løbet af årene har sat mig så godt ind i kulturen og historien, at jeg ved, at jeg aldrig vil kunne se fremad, uden først at have set tilbage og betalt de rette summer respekt til de kunstnere, der har banet vejen. Hvis ikke man som ungre hiphoplytter har fået sat tingene i perspektiv, så forstår jeg egentlig godt, hvorfor flertallet vælger at lytte til Drake fremfor at bumpe noget klassisk Gang Starr. - Gang Starr's lyd er bygget op omkring samples fra endnu ældre soulsange. Hvis du går ind på iTunes idag, så vil R&B/Soul afdelingen vise navne som Usher, Alicia Keys, Ne-Yo og Rihanna. Man kan ligeledes heller ikke forvente, at en 15-årig vil synes, at Otis Redding, James Brown eller Al Green er synderligt spændende. Det ville svare til, at jeg hev fat i en 15-årig World of Warcraft nørd og spurgte, om ikke han havde lyst til at prøve at spille Warcraft 2. Det synes jeg var et alle tiders spil, da jeg sad foran min 'ms dos' drevne compaq computer i '95 og fik firkantede øjne. Men de unge i dag ville kede sig ihjel fem gange, hvis de skulle bruge tid på et 2D spil med så tvivlsom grafik. Jeg håber i kan se min pointe, ellers er den her anmeldelse godt nok ved at blive lang!!

Sagens kerne er, at Blacastan med 110%'s sikkerhed vil få de gamle hiphop hovedet op af stolen af begejstring, men han vil ikke sælge nogle plader, for forbrugerne, ungdommen, har, desværre for dem, ikke en anelse om, hvad der i virkeligheden er godt for dem. De klikker sig ind og køber Flo Rida, Akon, Soulja Boy og 50 Cent i stedet. Blac Sabbath coveret siger det hele; Blacastan har samlet den tabte fakkel op, tændt flammen på ny, og påbegynder nu et nyt hiphop korstog.

"Crate Diggaz"

- Blacastan dyrker eastcoastlyden, med støvbelagte, samplestærke, tonstunge boom bap beats, og hans sublimt fortalte koncepthistorier, set fra det gustne gadehjørne, er ikke leveret med en lignende integritet og intensitet siden dengang hvor Kool G Rap, Big L og lignende ingeniører fødte stilen. Blac er så "real" og "raw" som det kan blive. Hans evner til at fortælle originale historier er storslået. På "The Dice Life" rapper han som en terning, der fortæller om gambling og gæld, og om hvor hurtigt det kan gå galt når der er penge på spil. På "The Life of A Tape" rapper han som et kasettebånd, der fortæller historien om dette tabte medie, med linjer som, "Since back in the days of N.W.A. / Parents been throwin' me away, the life of a tape". "How Can You Be So Sure" er en efterlivsberetning, hvor han som død ser tilbage på livet i gaderne. Og Der er mange eksempler på denne livagtigt malende og dybt nærgående måde at fortælle historier på, og ikke nok med, at ideerne er eminente, så besidder Blac evnerne til at få dem ud på den helt rigtige måde. På "Returning To Nam", er Blac ganske tæt på at nå R.A. the Rugged Mans ikoniserede vers på "Uncommon Valor". På "City to City" beretter han om livet som pusher, og man skal huske på, at intet her er fiktionelt,

"I was raised in this land where the savages reign /
Did a bit, came home and stayed away from the 'caine /
But got my young niggaz touching it /
New crib, blew a dutch in it /
Remember this could all be yours /
Wear gloves when you 're baggin', keep the dope out your pores /
Get a spot, please keep the double locks on your doors /
When they rush, this'll give you time to flush all the raw /
Experience'll teach a nigga, I did it before /
These are the words of a grimey nigga livin' the fall"

Der bliver endda tid til en kærlighedshistorie, som faktisk er et af pladens helt store højdepunkter. Men heller ikke her er det en dans på roser, for det handler i lige så høj grad om de problemer kærlighed kan medføre, fx når kærestens far er ved at blæse hovedet af en med en shotgun fordi man dater hende.

Tekstuniverset på Blac Sabbath er mageløst. Produktionerne ligeledes. Connecticut produceren Colembeyond står for størstedelen, og på trods af, at jeg aldrig har hørt om ham før, gør han et suverænt stykke arbejde. Statik Selektah, Blue Sky Black Death, Mr. Green, DJ Doom og Blacastan selv har en skæring hver, men det er Colembeyond, der lydmæssigt stjæler showet. Produktionerne slår så hårdt, at det føles som om højtalerne spytter knytnæver ud i fjæset på en, og de knitrende vinyler vendes så perfekt, at støvet der hvirvler rundt i lokalet med sikkerhed vil fremkalde reaktioner hos enhver allergiker.

"Diamond"

Men albummet er ikke helt uden kvaler. Det er for det første for langt. Pladen tæller 19 numre, og en 4-5 stykker skulle bestemt have været skåret fra. Det sker heldigvis kun sjældent, men Blacastan falder fra tid til anden i rapklicheer, som bare er hørt for mange gange før, og så er en lille håndfuld af produktionerne lidt ligegyldige.
Alt det gode ved Blac Sabbath overskygger dog de små fejl og mangler, og i sidste ende er Blacastans debut utroligt fed. Det er meget muligt at han kommer fra Hartford, der ligger 250 km fra NY, men han vil til hver en tid kunne mænge sig med de mest hårdkogte rappere fra Queens, Brooklyn og Harlem. Follow the torch!