Black Sheep - From the Black Pool of Genius

"...What I'm trying to say is, we live to obtain /
And never see what it is we give away /
Easy to say, Native Tongues' the reason you pray /
So we can put the world together, unity is the way /
Representing one nation, my people part of my pool /
Of every continent indeed the place where hip hop rules"

- Det legendariske hiphopkollektiv The Native Tongues, skyllede i slut 80, start 90'erne ind over den gangsterdominerede hiphopscene, med et opløftende budskab om sammenhold, fred og kærlighed, rappet over soul-samplede og jazzinspirerede produktioner. De mest fremtrædende grupper i kollektivet var De La Soul, A Tribe Called Quest og The Jungle Brothers, der alle anses som værende historisk vigtige grupper. Andre kernemedlemmer tæller Mos Def, Talib Kweli, Common, Queen Latifa, Truth Enola, Fu-Schnickens, Da Bushbabees og Queens duoen Black Sheep.

Black Sheep, der dengang bestod af Mista Lawnge og Dres, fik aldrig den opmærksomhed fra masserne, som de burde have haft. Deres debutalbum A Wolf In Sheep's Clothing bliver af mange anset som en af de største hiphop værker nogensinde skabt, men fordi - skyder jeg på - at De La Soul, ATCQ og Jungle Brothers blev så store og indflydelsesrige, stjal de også meget af opmærksomheden fra de mindre kendte grupper i Native Tongues kollektivet.

Jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig havde hørt om Black Sheep før jeg opdagede From the Black Pool of Genuis (FtBPoG), der udgives 20 år efter deres debut. Til gengæld kan jeg næsten garantere, at jeg vil dykke tilbage i Black Sheep kataloget når jeg har skamlyttet FtBPoG færdig, for hvis deres gamle materiale bare minder den mindste smule om dette, så er det så rigeligt værd at checke ud. 'Den sorte pool' er et af årets hidtil behageligste steder at befinde sig, så lad os hoppe i, og blive splashed with freshness:

"Splash (Intro)"

Jeg tror ikke, at der grundlæggende er sket de store ændringer hvad angår stil og indhold, men én markant forskel differentierer Black Sheep anno 2010 fra 90'ernes; Mista Lawnge har trådt fra, hvilket vil sige, at Dres alene figurerer under navnet. Dette er tydeligvis et ansvar som Dres tager til sig med største stolthed, og lige fra åbningsnummerets første sekunter står det lytteren klart, at FtBPoG er et album, der er skabt ud fra den positive hiphops grundsøjler, og som har til mission at viderføre The Native Tongues budskab om peace, love, unity and having fun.
Dette gør Dres næsten ubegribeligt godt. Hans flow er vanvittigt rutineret, og han har en evne til at leve sig ind i hans tekster, som kun få kan måle sig med. Tag fx storværket "Forever Luvlee", hvor Dres viser hvordan guddommelig hiphop skabes; ved eminent fremførte linjer og et urimelig groovy beat,




- "Forever Luvlee" repræsentere faktisk hele FtBPoG ganske godt, da lyrik og produktion gennemgående er på niveau med denne. Det kan være svært at tro - givet, at man synes den er ligeså fed som jeg - men for Dres kommer det som den største selvfølge, at hiphop da bare skal laves sådan. Det er 11 år siden han sidst var albumaktuel med Sure Shot Redemption, men FtBPoG lader til at være kokkereret ud fra samme opskrift som hans første: Nedbarberede produktioner, båret op af livlige basgange, støvede trommer, funky jazzelementer og et sublimt arsenal af vintage samples. Producernavne som Bean, P. Locke, Tough Junkie og Urban Soul Music Group får ikke just en klokke til at ringe hos undertegnede, men alle leverer fremragende beats. "Muy Bueno" og den Psycho Les producerede "Important Fact" - der umiddelbart lyder fed, men som hurtigt bliver for ensformig - er faktisk pladens to eneste minusser, resten består af mageløse kompositioner, fra de drømmende strygere på "Reason To Pray", den blues-tilbagelænede "Party Tonight" med Jean Grae, den xylophonboblende "Born To Che" til den minimale, vinylridsende "Power To the Pih-Poh" med Rhymefest. Musikalsk læner FtBPoG sig opad mesterværkstatuset.

Lyrisk befinder vi os ligeledes på et højt niveau. På Native Tongues reunion anthem'et "Birds of A Feahter", der gæstes af Q-Tip (ATCQ), Dave (De La Soul) og Mike Gee (Jungle Brothers), rapper Q-Tip; "... And D-R-E-S he amplifies fresh, actually he's gettin' better I have to do my best". Dette siger ikke så lidt, når det kommer fra Q-Tip, og rigtig nok må man give ham ret, for Dres er fyldt med lyriske guldkort. Tilbage i 90'erne brugte Black Sheep meget tid på at rappe om fest, piger, sjov og ballade, og selvom FtBPoG ikke er blottet for dette, virker Dres til at have mere på hjerte end før. "Power to the Pih-Poh" er et godt eksempel på, hvad Dres er i stand til:

"Now while they search for content, we spread the word through continents /
Without so much as consent, until out heart is content /
Analyzing what it is next to what it's meant to be /
It's hard to embrace the religion of the people set you free /
Enslaved and segregate me, now lack of educate me /
And it isn't for my safety 'cause you're teachin me to hate me /
Got hope brother Obama can relieve exasperation /
In a nation, that ignores my thoughts and aspirations"

- Man kan ærge sig over, at Dres ikke har været mere aktiv igennem årene. Havde han udgivet plader mere regelmæssigt tror jeg, at han på nuværende tidspunkt kunne have status som en af de største. Han rapper som en drøm, og hans omgangskreds tæller tydeligvis nogle af branchens mest oversete og undervurderede producere, for From the Black Pool of Genius byder på en af årest flotteste samling produktioner, der med sikkerhed vil plante pladen blandt årets bedste.