Common - Finding Forever

(Denne anmeldese blev oprindeligt postet som sidste del af min "The Life of Common" serie. Det vil sige, at hvis du vil have det fulde ud af anmeldelsen her, anbefales det, at du først læser de 6 Common-anmeldelser, der blev postet forud for denne. God fornøjelse)

Common og Kanye West fortsætter deres succesfulde samarbejde med Commons syvende og pt. sidste album, "Finding Forever". Efter enorme salgstal og bred anerkendelse, udover hip hop verdenen, med "Be", brygger de to Chicago genier en plade, der på mange måder minder om den forrige, og dog er der en tydelig forskel.
Efter J Dillas død fandt Common ud af, at hans bedste ven og største forbillede ville leve for evigt, igennem alt det legendariske musik han har stået for. Så på samme møde søger Common efter et sted i musikken, hvor han kan finde en plads for evigt, og på den måde udødeliggøre sig selv. Det vil sige, at endnu en gang står Common foran et projekt, med en mission i baghovedet. Jeg vil med det samme sige, at "Finding Forever" er Commons letteste udgivelse. Og lad mig forklarer ordet "let" i dette sammenhæng: De seks albums Common har udgivet før "Finding Forever", har alle ligget ganske langt fra hinanden. Nye producerer. Nye stile. Nye pladeselskaber. En masse faktorer har spillet ind, og resultatet har gang på gang været et friskt pust fra Common. Et nyt album i en ny retning, hver gang. Men ikke "Finding Forever". Med dette album formår Common at diske op med et strålende og utvivlsomt solidt produkt, men som sine forgængere bringer det intet nyt på bordet. Det hele er hørt før. Will.I.Am, Devo Springsteen, J Dilla (alle et enkelt track hver) og selvfølgelig Kanye West sørger for en fantastisk lydside. Om produktionerne er gode er indiskutabelt, for beatsne er alle formidable, måske med den lidt ensformige "Drivin' Me Wild" som undtagelse. Will.I.Am's "I Want You", som havde endt på hans "Songs About Girls" hvis ikke Common havde hugget det, er et minimalt men stadig yderst fængende beat, og selvom det lugter langt væk af "radio-hitsingle-hed", så er jeg helt vild med nummeret. Dilla's "So Far To Go" er et fortrinligt nummer, men det faktum at det var med på hans egen "The Shining" for omkring et år tilbage, er måske lidt sløjt.
Det rå og snigende alvorlige "Misunderstood", der er besmykket med et smukt Nina Simone sample, er (vist nok) debutnummeret fra den lovende producer Devo Springsteen, der eftersigende er Kanye's fætter. Nummeret er uden tvivl blandt pladens absolutte perler. Men, det bedste nummer kommer fra Kanye, som ganske simpelt altid leverer varen. Jeg har tænkt over, om den mand overhovedet kan fejle? - Efter at have hørt "Finding Forever" er svaret klart.
Det støvede og opløftende "Start The Show", som sparker pladen i gang, er et to-delt nummer, hvor den ene halvdel lyder helt identisk med noget RZA kunne have produceret til "36 Chambers" tilbage i start-halvfemserne. Med "The Game" tager Kanye en tilbage til den gyldne boom-bap tid, og selvfølgelig kigger DJ Premier forbi med altid-passende scratches. På "Forever Begins" hylder han J Dilla ved at lave en Dilla-ligende trommeprogramering, og så chopper han samplerne som kun Dilla ville have gjort det.
- Med andre ord skaber Kanye West en lang række lydtæpper, som alle fungerer overordenligt godt. Og Common leger selvfølgelig med. Men, jeg må blive nødt til at indrømme, at Commons præstation er en tvedelt fornøjelse i denne omgang. På den ene side spytter han linjer som...

"This is street ra-dio for unsung heroes, ridin in they regal, tryin to stay legal /
my daughter found nemo I found the new Primo"

- der alene hæver ham over et par tusind andre rapperes niveau. Men på den anden side lyder han til tider uinspireret og, ja, træt. Det smarte repetations-ordmønster han brugte på "The Light", tilbage på "Like Water For Chocolate", hvor han rappede "I never knew a lo-lo - lo, a love like this", det selv samme bruger han 3-4 gange på "Finding Forever", og det får det til at lyde som genbrug, og som om "han ikke rigtig gider".

På "I Want You" : "I been thinking 'bout, I been thinking 'bout, I been thinking 'bout you lately"
På "Misunderstood" : "She dancin, she dance, she dance for them"
På "Start The Show" : "Let, let, le-le-le-le let's go"

...og der er flere eksempler. Det faktum, at han optog hans rap samtidig med han indspillede "American Gangster" og "Smokin' Aces" ses. MEN! -Det er selvfølgelig ikke hele tiden. Der er altid lyriske perler at finde, i samtlige sange. For selvom Common er mindre effektiv end han plejer, så ligger han stadig på toppen. Vi snakker Common-dårlig, men generelt-superb. Kærligheden spiller en stor rolle i Commons tekstunivers. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med den lille flirt han har i gang med Alicia Keys, men fire af pladens numre handler om ren og skær love. Dette tema, som selvfølgelig altid er skønt, overskygger desværre lidt de seriøse emner, som Common ellers plejer at behandle på så fornem vis. Vi snakker klasse-numre som "I Used To Love H.E.R.", "Heaven Somewhere", "It's Your World" og "A Song For Assata". Numre der er så tunge og vigtige, så næsten kun Common kan håndterer dem. Sådan et nummer er ikke at finde på "Finding Forever". Det tætteste vi kommer er pladens ømmeste og mest storladene nummer, "Forever Begins". Produktionen er albummets bedste, og hele tanken om at blive foreviggjort i musikken bliver formidlet her, samtid med, at J Dilla bliver hyldet på flotteste vis. Stod det til mig, burde nummeret have været mindst syv minutter langt, for det virker på alle måder som "sådan et nummer". Desværre er det færdigt efter 3½, hvorefter "Pops" på vanlig vis træder ind. Så primært pga den manglende tid, formår "Finding Forever" ikke at byde på den ultimative musikalske storhed, som alle de forrige albums har kunnet.
Det være sagt, så er det jo ikke en nødvendighed, at Common's albums besidder sådan et nummer. Vi er nede i de små detaljer. Men for at finde fejl, så er det nu engang nødvendigt at grave dybt, for der er sgu' ikke meget at kunne sætte en finger på, når det kommer til Common.

Skal jeg opsummere "Finding Forever", så er det vi har med at gøre, en håndfuld seriøst gode beats, og nogle til tider fremragende lyriske præstationer, og andre gange lidt uinspirerende. Albummet er betydeligt solidt, men for Common er det alligevel en tilbagegang.
Når jeg sidder her og skriver dette, kommer jeg til at tænke på, at det nok er nødvendigt for Common at tage et skridt i en anden retning, som han plejer. Jeg kan et eller andet sted ikke selv forstå, hvordan jeg kan sige det, eftersom jeg elsker Kanye Wests musik, men jeg er sikker på, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt for Common at finde sammen med en enden producer. Det musik de to laver, var på "Be" guddommeligt, og på "Finding Forever" er det godt. Men "godt" er ikke nok for Common, og laver de to en tredje cd, så er jeg komplet sikker på, at den bliver dårligere end "Finding Forever". Derfor må Common søge nye retninger, og dermed nye inspirationskilder, og muligvis holde sig fra Hollywood. Jeg har da også hørt rygter om, at han er ved at finde sammen med No I.D igen, til hans 8. album.

"Finding Forever" er det album som alle de andre rappere drømmer om at kunne lave, men for Common skal der ske lidt mere. Det er den lyriske del der er min største torn i øjet. Men jeg kan alligevel ikke komme udenom, at albummet er af uset høj kvalitet, og på trods af den halvforvirrende smøre før, så får det

5.5/6




Victory Won

Så hvorfor er Common min yndlingsrapper? For at svare på spørgsmålet tilbage fra "pt. 1/7", så er mit valg baseret på flere forskellige årsager. Common har på mange måder påvirket mig og mit syn på hip hop. Hvis man går helt tilbage til "Can I Borrow A Dollar" og "Resurrection", så ser vi på to albums, der muligvis har været medskyldige i, at hip hoppen er kommet til vore dages tilstand. Så Common har haft, om man må, (musik)historisk betydning. Common har været en central figur i den "rigtige" hip hops udvikling. Noget som kun få folk kan prale af. Og når vi snakker om udvikling, så har min egen personlige udvikling indenfor stil og musik også Common at takke, delvis. Hans musik har virkelig "vist mig vejen", som man så storladent kan sige det. Ham og Gang Starr, og et par andre, har for alvor konverteret mig til den hæp-hopper jeg er i dag. Mange af hans numre har i mine øjne legendarisk status, og jeg synes at flere af hans albums, med "Be" i spidsen, er blandt de største bedrifter i musikbranchen.
Jeg kom tidligere ind på, at det kun er en kunstner, der kan se tilbage på en karriere fyldt med op- og nedture, sejre og tab, der for alvor har vundet rettighed til at blive kaldt en legende. Commons karriere er langt fra fejlfri, og gudske lov for det. I mine øjne er Common uden sammenligning den bedste rapper der har eksisteret, og det på trods af, at jeg kun har vurderet to af hans syv albums 6/6.
"Can I Borrow A Dollar" var en halvrodet omgang skrigelyrik over gode jazz-produktioner. Men ikke noget nært en klassiker. "Resurrection" står som en milepæl. "One Day It'll All Make Sense" var første skridt imod kommerciel rap, og det klædte ikke Common synderligt. Det så bedre ud da han slog hovederne sammen med The Soulquarians, som hjalp ham med at udgive "Like Water For Chocolate", som igen står som en milepæl indenfor hip hop historien. Udgivelsen efter, "Electric Circus", var en halvpsykedelisk oplevelse, der på trods af nogle komplet forbløffende numre ændrede Commons person fuldkommen. Folk troede de havde mistet ham, men med "Be" kom han hårdt tilbage, og skrev sig ind i hip hop historien for tredje gang. Og til sidst, hvor vi befinder os nu, har Common fundet evigheden med albummet "Finding Forever". For, hvis jeg skal spørge ud i verden, om Common har fundet et sted i musikken hvor han kan leve for evigt og aldrig blive glemt, har han fuldført den opgave? Hvis jeg selv skal svare på spørgsmålet, så vil jeg sige, at han allerede med "Resurrection" fandt dette sted. De efterfølgende fem udgivelser har alle været understregelser. Så hvis jeg skal svarer Common, som den ydmyge anmelder jeg er, så ja! - For altid er fundet...............

>tak fordi du læste med<

- JeppE

Common - Be

"I rap with the passion of Christ nigga cross me
I took it outta space and niggas thought they lost me"

Sådan offentliggør Common hans tilbagevenden til den kvalitetsbevidste og retningsbaserede hip hop, som alle kan forholde sig til. Han fortryder intet, og hævder med oprejst pande, at "that was me then, that was me at that time", men ved at sige "I took it outta space" ved han godt, et eller andet sted, at "Electric Circus" måske var en forbier. En kommerciel forbier, for vi må ikke glemme, at albummet faktisk var ganske himmelsk, på sin egen alternative måde. Anyways, for at få hans fans tilbage, laver han et kongetræk; han teamer up med den skudsikre Kanye West.
Egentlig kom første hint om en såkaldt tilbagevenden på Kanye Wests "The College Dropout", hvor Common rapper på "Get 'EM High":

" Y'all assumed I was doomed, out of tune, but I still feel the notes
The real nigga quotes"
(....)
" How could I ever let your words affect me, they say Hip-Hop is dead
I'm here to resurrect me"

-Og med de ord er Common tilbage, og undskyld mit sprog, men for fanden en tilbagevenden!
Som jeg tidligere har snakket om, så er der flere faser i Commons karriere. første fase var med "Can I Borrow A Dollar" og "Resurrection", hvor Common og No I.D skulle holde liv i soul/jazz-hiphop, i en kamp imod den altædende westcoast-gangster orienteret musikscene. Da de bestod prøven trådte Common ind i anden fase. I denne udgav han tre albums, som faktisk ikke havde noget tilfældes. Man oplevede en halv-falleret No I.D, en mesterlig Soulquarians udgivelse, og så en (generelt set) tvivlsom Soulquarians udgivelse. Nogle musikalsk turbulente år for Common, hvor han ikke helt vidste hvilken fod han skulle stå på. Efter et par års pause er han så tilbage, og har begynder tredje fase.
Der er flere ting der symboliserer 3. fase. For det første forlod Common MCA records for at blive signet til Kanye Wests "G.O.O.D. Music" (Getting Out Our Dreams). For det andet blev Common meget visuelt bevidst. Han fik en personlig stylist, som hjalp ham med at bringe et mere sofistikeret look til hans image, som før kun bestod af god musik (!). Som stylisten siger det; "this is the new look. This is the new improved Common". Så væk med hængerøvsbukser, for store T-shirts og crochet bukser, og ind med super stilet, "moderigtigt" tøj, som skulle fremstille ham som et sexsymbol og et visuelt forbillede.
Så Common var på alle måder klar til at tage næste skridt i hans karriere. Det bedste han endnu har taget, hvis det står til mig.

Meget kan man sige om Kanye West. Nogle (mange) mener han er enormt højrøvet og opfører sig som en forkælet møgunge. Og ja, hans ego udskriver til tider større checks end hans krop kan tage imod. Jeg kunne nævne de første 10 skandaløse optrædener og udtalelser som bakker hans negative personlighed op. Men, og igen, undskyld mit sprog, fuck det! Det vigtige er, at han er urørlig når det kommer til mixerpulten. Når det kommer til Kanyes Wests fortolkning af hip hop, så befinder man sig i en helt anden verden. Han er modig på den sikre måde. Kanye kunne aldrig "take it outta space" som ?uestlove gjorde, men han leger stadig meget og eksperimenter med alternative og opfindsomme ideer, som i 9 ud af 10 tilfælde resulterer i guddommelige mesterværker. I kan nok høre, at jeg har et svagt punkt for Hr. West, og jeg skal forsøge ikke at lade det skinne for meget igennem.
Kanye har været fan af Common i lang tid. Og med J Dilla som et af hans forbilleder, og No I.D som hans mentor, tror jeg også, at Kanye skulle bevise noget med "Be". Måske at han også var værdig som en del af "eliten". Hans produktioner er i hvert fald udført med en så kunstnerisk, nuanceret og enestående hånd, at man skulle tro, at det var hans afgørende eksamen. Jeg synes at Kanye er, uden sammenligning, disse dages mest musikalske hip hop producer. Og det skinner fuldkommen igennem ved første track, "Be". Faktisk tager Kanye og Common lidt røven på en. Førstegangslytteren vil måske frygte en "Electric Circus 2" når de lidt spacey keys rammer den akustiske bas. Men når så strygerne og trommer falder ind, så ved man bare at man sidder trygt i stolen. "Be" er musikhistoriens bedste intro. Efter denne opløftende start, tager Common en direkte ned til Chicagos golde gader, hvor han hædrer de gustne gadehjørner, med 3 rasende flot konstruerede vers. fx

" Corners leave souls opened & closed hoping for more
With nowhere to go rolling in droves
They shoot the wrong way cause they ain't knowing they goal
The streets ain't safe cause they ain't knowing he code
By the fours I was told either focus or fold
Got cousins with flows hope they open some doors
So we can cop clothes & roll in a Rolls"

Efter dette rå nummer, tager Common atter en op i de højere luftlag, med den ultra bløde "Go". En kærlighedssang, der symboliserer Commons passion for kærlighed, og alle de ord han kan sætte på den, og altid få et eminent nummer ud af det.
På nummeret "Faithful", som er blandt mine favorit numre, funderer Common over hvad han ville gøre, hvis gud var en kvinde. På hvilken måde ville han have hende? En eftertænksom tekst over et beat, der har "Kanye West" skrevet med store bogstaver. Den nedpitchede stemme, trommerne, og John Legends klaver. Og så er nummeret oven i købet besmykket med en John Legend/Bilal duet, bare for at sætte prikken over "i'et". Fantastisk.
Gennem pladen bliver man revet rundt, fra gadelyrik til kærligheds kvidr, fra "Real Peoples" uovertrufne jazz feel, til "Chi Citys" nådesløse tromle-trommer. Den får ikke for lidt, men alligevel forbliver man indenfor de virtuose rammer.
Common er i topform, og han er mere fængende end nogensinde før. Han fortsætter med at være en prominent rimsmed, og samtlige tracks emmer af en intelligent undertekst. Om det er hårdtslående punchline rap, som man ikke har hørt fra ham i lang tid, som på Chi City:

" A black figure, in the middle of chaos and gun fire
So many raps about rims, I'm surprised niggas ain't become tires
On the street you turn cold and then go "screech"
I tell em fuck em, like I do the police"

- eller om det er indsigtsfulde og substanstunge emner, som vi kender ham så godt for. Den Dilla producerede "It's Your World", som ikke alene udgør en af Dillas bedste værker, men som også fungerer som en af Commons mest udsøgte og smertelige fortællinger. Når han synger

" she got to like like minded niggaz, who liked crimes and figures
Doing white lines and liquor, see hard times had kicked her
In the ass, it used to be thicker
Life is fast, some choose to be quicker
I remember in high school she had a passion to sing
Now she see herself in a casket in dreams
These are the children of crack and rap, blacks done lack
Self-esteem, yo we forgot the dream"

-er der ikke et øje tørt. Det er ganske simpelt mesterligt udført.
Be bliver anset som værende Commons "sikreste" værk. Den blev rated "xxl" i magasinet med samme navn. Salgsmæssigt var Common oppe og ringe der hvor "Like Water For Chocolate" lå, og "Be" blev nomineret til 4 grammier. Common var tilbage på rette spor, stærkere end nogensinde før. Med hjælp fra Kanye West lykkedes det at udgive 2005's absolut bedste album.
Hip hop bliver ikke bedre, og for mig står "Be" som et lille mirakel.

6/6

Common - Electric Circus

Det næste skridt Common tager i sin karriere er et vovet er af slagsen. I en tid hvor der i høj grad bliver eksperimenteret med musikken, udgiver Common et album, som på alle måder er højst interessant. "Electric Circus" udkommer nogenlunde samme tid som The Roots "Phrenology" og ikke mindst Outkasts "Speakerboxx/The Love Below", som jo nærmest er et eksperiment i sig selv. Common tager kampen op og udfordrer hip hoppens grænser, ved at blande noget nært alle genrer. Albummet fik en lunken modtagelse, og mange af de trofaste fans hoppede af vognen, for det var alligevel en anelse for mærkeligt. Selvom "Electric Circus" blev udgivet på MCA, ligesom "Like Water...." gjorde, oplevede Common et radikalt faldt i hans pladesalg. Folk havde håbet på en "Like Water..." 2, med bevidst, rålækker og let tilgængelig hip hop. - I stedet fik de et misk-mask af konfus genrerblanding, og dét var de ikke klar til. Erykah Badu, som var Commons kæreste på daværende tidspunkt, har hørt meget for det. De fleste mener at det var hendes skyld, pga det unægtelig faktum, at hun, udover at være en fremragende sangerinde, er og bliver en mærkværdig og yderst farvestrålende personlighed. André 3000 fra førnævnte Outkast har også været turen igennem med Erykah Badu, og man må indrømme, at uanset hvor musikalsk et geni man synes han er, så er han sgu ikke helt normal.
MEN! Folkens... Én ting er, at de fleste løb skrigende bort, fordi de havde håbet på noget helt andet. En anden ting er, at albummet rent faktisk er gennemført genialt. Nogle af de ord albummet fik med på vejen fra præstigefyldte magasiner da det udkom, var bla.

- "Pushing past the accepted boundaries of contemporary black pop"
- "a brilliant, visionary album"
- "breaking hip-hop rules with a freewheeling fearlessness"
- "favorite record of 2002"

Ikke ligefrem intetsigende ord. Og jeg synes personligt at hver sætning passer ganske godt. Det er nok ikke ligefrem min favorit album, men jeg må da indrømme, at det rangerer højt.

Det er produktionssiden der er hovedsagen i dette mysterium. Lyrisk set, og det skal jeg nok komme tilbage til, så er Common (selvfølgelig) oplagt og sprængfyldt med snedige rim og knivskarpe flows. Jeg tror det er forholdsvist ligemeget om det er heavy metal, techno eller syre-electronik man sætter Common indover, han er altid på fra første sekund. Det er i denne plades tilfælde også ganske heldigt, for musisk set blever Common sat på lidt af en prøve. J Dilla som brillerede på "Like Water For Chocolate" har en enkelt produktion med på "Electric Circus", og det er den værste han nogensinde har lavet. "Soul Power" er decideret irreterende. Til gengæld har Common fået fat i The Neptunes, som leverer en af deres bedste produktioner nogensinde, i form af førstesinglen "Come Close". Et helt fantastisk kærlighedsnummer med Mary J Blige, med min all-time favorit musikvideo tilhørende.



Udover disse numre og et enkelt Karriem Riggins produceret nummer, er det ?uestlove der står for pladens lydside. Og han er ligesom Common også en modig mand når det kommer til musik. Det er ikke kun hans hår, men også hans musikalske radius der måler en imponerende længde. Tag fx pladens centerpiece når det kommer til eksperimenterne, "Electric Wire Hustle Flower" med Sonny fra rockbanded P.O.D. En mærkværdig sang, der blander agressiv lyrik med et electro-beat og et råbende omkvæd.... jeg kan faktisk lide sangen.
Eller sangen "New Wave", hvis beat lyder næsten identisk med Battle musik fra de gamle Final Fantasy spil. Dem der har spillet dem vil vide, at det virkelig er en sær hip hop kombination! Og så med den engelsk/franske Sadier fra Stereolab på omkvædet. Virkelig twistet kombination, men jeg er vild med nummeret.
Og så er der det eksplosive "I Am Music" med Jill Scott, som virkelig holder liv i den gamle form for jazz-funk. Det er fremragende og yderst underholdende.
Pladens underligste nummer er i mine øjne Jimi Hendrix oden "Jimi Was A Rock Star" med Erykah Badu. For det første er det ren sang, intet rap. Det er ikke videre mærkeligt i sig selv, men det 8½ minut lange nummer munder ud i 4 minutters konstant råben og brølen over et manisk og næsten uudholdeligt beat. Se dét er underligt.
Men man skal heller ikke glemme, at det altså ikke er hele cd'en, der er brygget på electro-hiphop. Der er også numre, der holder den velkendte Common-stil ved lige. Så som den før nævnte "Come Close", men i høj grad også med storladene numre som "Between Me, You & Libaration" og "Heaven Somewhere". Disse to numre er skyld i, at "Electric Circus" er Commons dybeste og mest personlige album, til dato.
På "Between Me, You & Liberation", som er gæstet af Cee-Lo Green, hvilket er deres 3. samarbejde, beretter Common om seksuel udnyttelse af piger, og hvilke effekter det har på dem i deres videre liv. Samtidig konfronterer Common hans homofobi, som han gennem personlige erfaringer, har fået et anderledes forhold til. Homofobi er ikke just et typisk rap-emne, men Common gør det så godt, at nummeret står som hans ømmeste nogensinde.
På pladens absolutte perle, efter min mening, "Heaven Somewhere", fortæller Common sammen med 6 gæsteartister, som tæller ingen ringere end Omar, Cee-Lo, Bilal, Jill Scott, Mary J Blige, Erykah Badu og hans far "Pops", om hvad deres personlige billede af himlen er. Det er intet mindre end smukt. Med et minimalt beat, som udvikler sig til det mesterlige, får de alle lov til at tage sig god tid, og berette om deres opfattelse af, hvad "heaven" er. De er alle forførende at lytte til, men den mest rammende, som endda er den korteste, og faktisk faderen, som forklarer:

"Heaven
heaven is being pops
heaven is spending the day with your grandchildren
listenin' to they voices and they laughing and play
and then at the end of the day, we hug, we kiss, and slowly they walk away
and then suddenly, they turn and ruch back to me, and hug me round the knees
yeah, that's heaven to me"

- Så ufatteligt simpelt kan det gøres, så selv en 20-årig knøs som mig kan danne sig et billede af, hvor dejligt det må være. Så til dem af jer, der kan lide Common, som ikke har hørt "Heaven Somewhere"; shame on you!

Vi ER ude i en mystisk omgang musik, det er der ingen tvivl om. Og jeg kan for så vist godt forstå dem, der hoppede af vognen dengang pladen udkom. Jeg tror muligvis det kræver en forkærlighed til en lang række andre genrer, eller en blødende passion for Commons musik, for "Electric Circus" minder ikke om noget Common har udgivet hverken tidligere eller efterfølgende. Men er der noget jeg kan lide, så er det en kunstner der tør udforske nye og uafprøvede kroge. Resultatet er muligvis ikke fremragende, men det er i hvert fald med til at skabe en personlighed. Og kigger man tilbage på en kunstners karriere, og det viser sig at det ikke bare har været en dans på roser hele vejen igennem, så forstærker det på en ufoklarlig måde en forhold til den kunstner. Sådan har jeg det i hvert fald, så jeg er bare glad for, at albums som "Electric Circus" og "Can I Borrow A Dollar" (som jo heller ikke ligefrem var et mesterværk) står i Commons katalog. Og nå ja, "Electric Circus" er langt fra et dårligt album, det er høj standart, for et eksperimenterende hip hop projekt.

4/6

Common - Like Water For Chocolate

(Denne anmeldelse fungerer som direkte forlængelse af One Day It'll All Make Sense -anmeldelsen, da de i sin tid blev postet som en del af serien The Life of Common)

En betydelig ting gavnede ”One Day It’ll All Make Sense” dog; den fik Common ud i musikverdenen som en anerkendt kunstner, og der skulle ikke gå lang tid før folk var ude efter ham. Mos Def og Talib Kweli inviterede ham til at rappe på det fremragende ”Respiration” fra Black Star. The Roots lånte Common til deres ”Things Fall Apart” og næsten vigtigst var Common at finde på ”Soundbombing Vol. 2” på det legendariske High Tek producerede ”1-9-9-9” sammen med Sadat X. Så Commons navn dukkede pludselig op alle de rigtige steder, og det resulterede i at MCA signede ham i ’99. Commons første major records deal.

Sideløbende med Commons karriere, som vi har læst indtil nu, blomstrede en anden, ekstremt vigtig person op. James Dewitt Yancey (J Dilla) voksede op i Detroit, hvor han startede med at producerer i en tidlig alder. Selv dengang var han kendt for at kreere en atypisk trommeprogramering som mange fandt underlig, men andre fandt himmelsk.

Med J Dilla fra Detroit og Common fra Chicargo (begge byer ligger i Nordøst Amerikas Great Lakes Region) voksede der hurtigt en god kemi mellem de to kunstnere. Og ikke bare en professionel kemi, men også et meget nært venskab, som i musikhistorien i dag må betragtes som et af de stærkeste. J Dilla blev fast producer i super-producer-gruppen The Soulquarians, som Common også senere blev medlem af. Første gang J Dilla og Commons perfekte samarbejde viste sig for alvor, var med Commons fjerde album, som Dilla næsten har produceret fuldt ud.

Med No I.D totalt ude af billedet, og i stedet ?uestlove og J Dilla i førersædet var Common klar med hans fjerde album, der med stærk PR opbakning fra hans nye record label MCA, skabte den største hype og salgssucces i Commons karriere. Men alt opmærksomheden kom ikke kun af en fremragende reklamation fra pladeselskabet, kvalitetsmæssigt overgik Common sig selv med flere længder, og gennem hele albummet viser han hvilket bæst han i virkeligheden er, og han gør det på den mest forførende måde, for både mikrofonarbejde og produktion står klarere end nogensinde før.
Common boltrer sig i sit gamle lyriske og temastiske nabolag. Samfundsbevidst rap er stadig Commons stærkeste force, men på ”Like Water...” udøver han det med en aldrig før set personalisering. På nummeret ”Time Travelin’ (A Tribute To Fela)” lægger Common op til debat omkring nogle af det moderne samfunds dårlige sider, og samtidig viser han sin respekt til Fela Kuti, som både var en vigtig person indenfor Afrobeat Music, men som også var en vigtig person i kampen for menneskerettigheder. På samme måde hædrer han Assata Shakur, som udgjorde en stærk personlighed i The Black Panthers, på nummeret ”A Song For Assata”. Så man kan sige, at han på en lidt utraditionel måde, går meget personligt og direkte ind på folk, hvilket til tider bliver helt rørende.
På fortælleplanet begynder Common også at fokuserer på kærlighed. Et emne som han har et svagt punkt for, og som han berører mere og mere fra hver cd han udgiver. Men der skal da heller ikke være tvivl om, at han mestrer ”kærligheden” til det ypperste. Som på den grammy-nominerede ”The Light”:

” It's important, we communicate
and tune the fate of this union, to the right pitch
I never call you my bitch or even my boo
There's so much in a name and so much more in you
Few understand the union of woman and man
And sex and a tingle is where they assume that it land
But that's fly by night for you and the sky I write
For in these cold Chi night's moon, you my light
If heaven had a height, you would be that tall
Ghetto to coffee shop, through you I see that all”

- Common formår på en eller anden måde at bygge nyskabende og inspirerende rim på stort set alle sange. Og det er for alvor på ”Like Water...” at den Common jeg er blevet så vild med, viser sit rigtige ansigt, for jeg bliver imponeret gang på gang. På det mesterlige DJ Premier producerede ”The 6th Sense”:

” I'd be lying if I said I didn't want millions
More than money saved, I wanna save children
Dealing with alcoholism and afrocentricity
A complex man drawn off of simplicity”
(….)
“I start thinking, how many souls hip hop has affected
how many dead folks this art resurrected
how many nations, this culture connected
who am I, to judge ones perspective?”

Jeg ved ikke om det er Commons skyld, men selv den kongeligt ustyrlige producer Primo disker op med et af hans bedste beats til dato (og han har lidt af et bagkatalog). Common har det med at få det bedste frem i folk.

Der er egentlig ikke så meget mere at sige. Common gør et forbløffende godt stykke arbejde på mikrofonen. Hans, på daværende tidspunkt, bedste tekster er at finde på denne plade.
Produktionesmæssigt er det hip hop i topklasse. Man kan på ingen måde sammenligne No I.D og Dilla, men alligevel så er det nogenlunde de samme ord der beskriver deres beats. For ligesom No I.D, så er det i høj grad jazz og funk der driver Dillas værker. Der er bare lige en fanden-i-voldsk trommeprogramering til forskel. Lyt bare til pladens første nummer, ”Time Travvelin’”, de trommer er helt ustyrlige, og mønsteret kan ikke sammenlignes med noget man har hørt før (andet end Dillas forrige værker). Hvis man kan være forelsket i nogle trommer, så har ”Time Travellin’” og mig en date.

For ikke at lave en længere smører ud af det, så kan jeg ganske simpelt sige, at produktionerne er fejlfri. De er alle af uhørt høj klasse. Så hvad får man når man krydser Dilla og ?uestloves magi med Commons forførende og rålækre lyrik? You guessed it

5.5/6

Common - One Day It'll All Make Sense

Common og No I.D fortsætter jagten på at udbrede deres form for hip hop i verden, og i 1997 udgav Common albummet ”One Day It’ll All Make Sense”. Dette album var starten på den anden fase af Commons karriere. Første fase, som jeg vælger at kalde det, var kendetegnet af Commons mission. Missionen for at holde liv i den alternative jazz-hiphop. Den mission bestod han egenhændigt, med hans gritty rhymes og støvede jazz-produktioner. I 1997 rykkede han videre til andet stadie. Alternativ-boheme-hiphop var hen af slut-halvfemserne blevet en hel bevægelse, som blev ført an af bla. Common, og det faktum, at den før omtalte ”mission” ikke længere er gældende, ses tydeligt i den ”nye” Common.

En ting der viser hans opgradering i hip hop verdenen, er alle de features der er at finde på ”One Day....”. De tæller blandt andre De La Soul, The Roots, Q-Tip, Cee-Lo Green, Canibus, Erykah Badu og Lauren Hill.

En anden ting der påvirkede Common utrolig meget op til udgivelsen af ”One Day...”, var nyheden om, at han skulle være far. Det kom lidt som et chok for Common, men samtidig som den absolut største lykke. Han blev meget ansvarsfuld, og tanken om at skulle til at være far og danne familie, tiltalte ham uventet godt. Hans kommende datter inspirerede ham til at skrive albummets første single ”Retrospect For Life”. Hele familielivs-tanken har tydeligvis gjort Common en smule kuldret, og bevares, det er da fuldt forståeligt, og ser man på album coveret og billederne i bookletten, er der massevis af familiebilleder fra Commons egen barndom.

Desværre synes jeg, på trods af, at mange anser ”One Day...” som værende en klassiker, at det er No I.D’s kedeligste værker. Hans produktioner mangler simpelthen kant, og den udsøgte og sagte skønhed som prægede beatsne på ”Resurrection” lader til at være gået i glemmekassen. Der er selvfølgelig enkelte mesterlige numre på albummet, som fx ”Invocation”, der, på trods af sin korte længde, står som et af de bedste Common numre til dato. Men generelt synes jeg produktionerne er en smule snoldede. De er tydeligvis skabt fra samme gryde, og numre som ”Restrospect For Life”, ”G.O.D. (Gaining Ones Definition)” og ”All Night Long”, der alle skulle være ”storladene” numre, lyder forfærdeligt ens i mine ører. Som enkelte tracks fungerer de ganske udmærket, men alle sammen på en cd er bare ikke i orden. Det er virkelig ærgerligt, for Common ><>duoen var så forbandet lovende, men det går her sløjt for sig.

Common derimod udmærker sig stadig som den evigt imponerende rimsmed, der stadig holder gløden når det kommer til flow, ordspil og eminente rim. Hver sang har vigtige budskaber, og man kan let høre, at den før nævnte ansvarlighed skinner igennem. Han er meget bevidst, og der bliver disket op med nogle halv-tunge emner. Det jeg måske savner en smule er den tidlige joviale tilgang han havde. Han var aldrig sen til at liste nogle sjove sammenligninger og punchlines ind i hans tekster, også selvom de var seriøse. Det er der ikke meget af mere. Linjer som…

“Redeemin the ancients with ace this rhyme jargon
I feel Mexican, hip hop is my garden
Don't give a fuck where you chartin, certain shit I can't honor
It ain't that you sellin, it's your karma”

...kan i høj grad trække på smilebåndet. Derfor spørger jeg mig selv om, hvorfor mon han ikke har gjort mere plads til denne humor? Det er dén Common jeg foretrækker, og det er den Common der mindst viser sig på rapperens tredje udgivelse.

En udgivelse som viger langt fra sine forgængere, og faktisk også langt fra de efterfølgende. Af alle Commons udgivelser, virker ”One Day...” for mig som den mest uoriginale og standart prægede. Det er ikke decideret dårligt, men for en enestående rapper som Common, er det her ikke tilstrækkeligt inciterende eller udtryksfuldt, i forhold til hvad man ved han kan.

4/6

Common - Resurrection

Efter at have skabt sig et navn og et image, var Common klar til at springe ud som kvalitets-bevidst rapper, og en af musikhistoriens mest imponerende forbedringer kom i form af Commons andet album "Resurrection". Fra hans hysteriske rap-mynster på ”Can I Borrow A Dollar”, fik Common virkelig slebet kanterne, og da "Resurrection" udkom i 1994, fik folk for alvor øjnene op for hans talent.

No I.D står igen for de fleste af produktionerne. Udover Ynot’s 2 beats, har No I.D leveret hele lydsiden, og selv han har finkæmmet mixerpulten, og disker op med værker, som dedikerede fans kalder hans ”til dato bedste”, og jeg modargumenterer ikke. Da jeg for første gang satte cd’en i anlægget og skruede helt op, og ”Resurrection” beatet begyndte at køre, faldt jeg ind i en total ekstase. Opskriften er den samme fra ”Can I Borrow A Dollar”; rigelig mændger jazz, en god portion laid-backness, og så er produktionerne krydret forsigtigt med det minimale touch, der gør at beatet aldrig stjæler billedet, men i stedet bakker Common op på fornemmeste vis. Produktionerne er blandt mine favoritter når det gælder midt-halvfemser hip hop. Et uovertruffent arbejde af No I.D.

På den lyriske side er Common i storform, og de drilske, humoristiske, udfordrene og dybt intellektuelle rim satte en standart for hvordan rap kan udføres, og Common selv blev, på grund af de mangfoldige vers hele albummet igennem, anset som en af de tungeste rappere indenfor bevidst rap, og jeg vil mene, at hans status som ”legende” allerede startede her.
Med nummeret ”Thisisme” forklarer han sin personlige udvikling siden ”Can I Borrow A Dollar”, bla. Med linjerne

“Talkin “Take It EZ”, and they was like He ain't hardcore!
But hardcore is far more than bats and gats
It stems back to the roots of being true
It's gonna get me Me, you just get you You
What I look like, talkin about some shit I ain't do?”

Common berører også flere emner på “Resurrection”, og han er ikke bleg for at tage konfrontationer op. De fleste kender efterhånden nummeret ”I Used To Love H.E.R.”, hvor han bruger en kvinde som metafor for hip hoppen. Sangen handler i bund og grund om, hvordan hip hoppen gradvist er blevet til en kommerciel ting, som er nem at tjene penge på. Især west-coast gangster stilen fik et par slag over fingrene, hvilket mundede ud i en beef imellem Common og Icecube. ”Used to love her, jaloux ’cause I fucked her” – sådan lød Ice Cubes svar. Beefen varede et godt stykke tid, men havde dog ingen vinder, for efter Tupac og Biggie blev dræbt, kom de to rappere på venskabelige højder igen, takket være den fælles ven Louis Farrakhan.

Men nummeret ”I Used To Love H.E.R.” bragte Common mere end en bøf. De gennemført geniale lyriske referencer, der gennemsyrede sangen, vandt Common mange fans, og kritikerne var vilde med ham. Hans fanbase, der før bestod af en lille kult mængde, voksede betydeligt, og Common blev større end blot Chicago, han blev set som en af undergrundens bedste. Og hvordan kan man være imod det, når manden opfinder enestående linjer som disse, på nummeret ”Book of Life”

“They say become a doctor, but I don't have the patients/patience
Adjacent to that situation
I want an occupation that I'm into
'Cause yet if I begin to
Live to my potential
I went to School for fourteen years and my best teacher was experience”

En legende er født, og med sig, et album, der den dag idag bliver betegnet som en ægte ”classic”.

5.5/6

Common - Can I Borrow A Dollar?

(Denne anmeldelse har tidligere været første del af serien "The Life of Common", hvor alle hans plader til og med Finding Forever blev anmeldt)

Det kan være svært at vælge én favorit rapper. Der er mange fremragende personligheder i hip hop verdenen, og på hver deres måde, har mange opbygget et unikt billede, og med individuelle evner, flows og rim er der efterhånden mange rappere der har gået helt til at påvirke og berige folks liv. Er det Guru med hans gustne gadehjørne-rim? Er det NaS med hans udødelige flow? Eller er det Method Man med alle hans rap-strukturer? Der ER mange at vælge imellem, men jeg tror, efter megen overvejelse, at jeg har fundet min personligt vigtigste rapper. Lonnie Rashid Lynn, Jr. er hans borgerlige navn, men som kunstner kender vi ham som Common (Sense). Og hvorfor så Common? Ikke fordi jeg føler behov for at forsvare mit valg i Common, men jeg kan garanterer at i får besvarret alle jeres spørgsmål gennem de næste 7 indlæg, der både fungerer som en biografi, men også som anmeldelse til hans samlede værker.

- Jeg tror ikke der er nogen der er uvidende om Commons geografiske rødder, men for en sikkerhedsskyld, så er Common fra Chicargo. Der voksede han op med sin mor. Hans forældre blev skilt da han var seks år, og selvom faderen flyttede til Colorado, forblev han aktiv i Commons liv. Han er at finde på stort set alle Commons album under det meget sigende navn ”Pops”.

Da Common gik i high School, dannede han rap trioen C.D.R., som åbnede for prominente navne som NWA og Big Daddy Kane, men dette hjalp på daværende tidspunkt ikke på berømtheden. Inderlig vigtig var gruppen heller ikke for Common. Han forlod den da han begyndte at læse ”business administration” på Florida University. Derfra læste han videre på Louisiane State University, men her slutter det velkendte ”normale” liv for Common. Han droppede ud for at forfølge en rap karriere. Gennem en ven fik Common mulighed for at sende en demo ind til The Source, og her fik han en åbenbaring, da han vandt The Source’s ”Unsigned Hype” konkurrence. Kort tid efter fik Relativity Records fat i Common og signede ham. Derfra udsendte Common hans første Single ”Take It EZ” i 1992, og debutalbummet ”Can I Borrow A Dollar?” fulgte efter.

Commons stil var smårodet tilbage I 1992, teknisk set havde han tydeligvis ikke fundet sig selv endnu. Hans flow er bogstavelig talt ustyrligt, at man skal have et skarpt øre hvis man skal have indholdet med. Forestil dig en ædru Ol’ Dirty Bastard; nogenlunde forståelig, men stadig med et småråbende og til tider usammenhængende flow, der ingenlunde følger beat’sne. Det skal selvfølgelig forstås med en Common-positivitet, men jeg vil stadig mene, at det er en smule forvirrende. Produktionerne er hovedsageligt leveret af Commons ven No I.D, som dengang gik under navnet Immenslope. Den musikalske side er ganske udmærket. Beatsne er meget typiske for start 90’erne, de er minimale, men gennemsyret af jazz og laid-back-ness og så er de rige på samples. ”Top Notch” var ordene der beskrev lydsiden da albummet udkom. - Jazzelementet er faktisk meget vigtigt, for ”Can I Borrow A Dollar?” havde mere eller mindre en mission: At bekæmpe den kommercielle gangsterrap, som på daværende tidspunkt stor-blomstrede og var ved at udslette alt i dens vej. Derfor var det ustyrlig vigtigt, at Common kom frem med hans jazz-rap, og holdt liv i flammen. Selvom der var en betydelig mængde ”vigtighed” i udgivelsen, var publikum, desværre for Common, slet ikke klar til den form for rap. Sofistikerede lyriske teknikker og intelligente rim samt stærkt politisk bevidsthed matchede ingenlunde ”moden” dengang, men Common vandt stadig en lille, hengiven, næsten kult fanskare. Muligvis skræmte linjer som…

“A weeby weeby wobble gobble gobble DO the turkey
Lord have mercy, mercy mercy me
You see I'm tryin to get the punani
but you just wanna rock me, ah-eh-eh, ah-eh-eh”

... de fleste væk, hvilket jeg egentlig godt kan forstå. Man skulle være tålmodig for at hænge fast ved Commons stil dengang. En ting må, eller rettere SKAL man dog tage hatten af for; Common var ikke bange for at bringe noget nyt på bordet, og han trodsede alle odds for at udgive et album, der virkelig stod som en ”ener” dengang. At det så ikke er synderligt fremragende er blot en detalje!

En anden ting ”Can I Borrow A Dollar” i høj grad opnåede, var for alvor at få Chicargo på rap-kortet, en gang for alle. Men personligt synes jeg nu at debutalbummet var mere sjældent end kønt.

3.5/6

The Streets - A Grand Don't Come For Free

Da den halvlade engelske lemmedasker Mike Skinner aka The Streets udgav debutalbummet "Original Pirate Material" i 2002, vendte han den engelske musikscene totalt på hovedet. Sangene om de udsigtsløse hverdagsscenarier, som Mike selv, sammen med millioner af andre lever, gjorde at han blev talerør for den britiske middelklasse ungdom. Den enestående debut gjorde Mike Skinner til mangemillionær, og man kunne have frygtet, at de mange penge ville forandre hans musik, men Mike er blandt de få der fortsætter komplet upåvirket på samme plan. Jeg vil faktisk gå helt til at sige, at historierne på "A Grand Don't Come For Free" er yderligere banale end på "Original Pirate Material". "A Grand..." er et koncept album, og som titlen hentyder til, er hovedhistorien ganske simpelt, at Mike mister de her 1000 pund, og så handler resten af historierne mere eller mindre om de konsekvenser hans hverdag får pga af de manglende penge. Herligt simpelt, så alle kan følge med.
På åbneren, "It Was Supposed To Be So Easy", maler Mike Skinner et fuldstændig fantastisk billede, af en normalt dødkedelig situation. En helt almindelig dag, hvor han skal afleverer en DVD film, hæve penge, ringe til sin mor og til sidst finde hans 1000 pund inden han skal mødes med nogle andre senere på dagen. Gennem sangen formår han at fucke samtlige opgaver op, og den endelige konklusion er, at han bare burde have blevet i sengen! Og hele albummets problem starter her;

"I had to get the savings and hurry.
But where was the money? I Know I left them on the side, next to the tele.
This is not even funny...
I left 'em in the living room, ready to pick up as soon, as I pass through on the way out to the rendevouz...
So the shoebox full of money, just disappering from me, is not what I call funny.
A grand don't come for free."

- Det skulle have været så nemt, men ligesom alle os andre imperfekte civiliserede individer, kan selv de mest simple situationer virke uoverskuelige og umulige at gennemfører. Det er det som er så fandens charmerende ved hans sange; man kan virkelig føle med ham, og nikke genkendende til hans situationer. Allerede for første nummer er man klar over, at The Streets er tilbage, helt nede på gadeplan, hvis ikke længere nede.
På "Could Well Be In", som er et virkelig stille og smooth nummer, beretter Skinner om hans date med en pige fra hans vens arbejde. Undervejs fortæller pigen, at hendes venner er det vigtigste for hende, og hvordan troskab til de selv samme betyder alt for hende. Dér er Mike ikke helt enig, for han er sikker på at det må være en af hans venner der har stjålet de 1000 pund der lå på tv bordet, så hvordan ved man om man kan stole på sine venner? Det er er rålækker sang, på sin egen tålmodige og stille måde. Og det underdanige omkvæd fortæller, at hvis en pige leger med hendes hår under en samtale, så er det er godt tegn.
På "Not Addicted" fortælles igen en almindelig hverdagssituation på yderst charmerende måde. Hele sangen handler om, hvor heldig Mike var, ikke at spille penge på, at hans fodboldhold ville vinde. Han var sikker i sin sag, og det var hans mening at spille, men han nåede det ikke. Han ånder lettet op efter hans hold taber 5-0. Hvad jeg kunne kortfatte til 3 linjer bruger Skinner en hel sang på at fortælle om, men det er alligevel mesterligt udført.
På "Blinded By The Lights" befinder Mike Skinner sig i en club, hvor han utålmodigt venter på hans ven fra før Dan og Simone, som man må gå ud fra er pigen han var på date med. Han er i forvejen fuld, og han begynder at indtage de piller han har smuglet ind. Utålmodigheden bliver værre, og af den grund synes Mike ikke at han kan mærke stofferne, så to piller bliver til tre, som bliver til fire og fem.... Da Dan og Simone endelig ankommer er Mike så fucked up at han hverken kan gøre fra eller til, og det faktum at de to venner står og kysser synes ikke at røre Mike, "Cause I'm fucked, and I don't Care....". - "Blinded By The Light" er uden tvivl et af albummets absolutte højdepunkter. Beatet er enestående, og hele sangen har et unikt feel over sig, der både er frustrerende og sexet. En sand perle.
På "I Wouldn't Have It Any Other Way" sidder Skinner i en sofa og ser fjernsyn mens han ryger fed og tænker på alle de ting han burde foretage sig. That's About It! Hver bar igennem hele sangen slutter med "I'm just watching tv and that....". Komplet dovenskab over et lækkert R&B beat. Det er det som er så fandens sjovt. Beatet er forbløffende lækkert, og omkvædet, sunget af hans kamerat Leo The Lion, som har en inderligt sprød R&B stemme, går sjovt nok perfekt i hånd med Mikes maksimalt lade tekster.
Okay, nok med eksemplerne. Essensen af det hele er, at det udelukkende er hverdags scenarier, som stort set alle kan genkede, der bliver vendt i Mikes univers. Et univers der ligger uendelig langt fra alt det andet gangster rap der er så meget af i dag. Dagligdagens tankevækkende og yderst underholdende registreringer, det er hvad Mike Skinner tekster byder på.

Musikalsk er det sket en del siden "Original Pirate Material". Det er stadig hiphop-electro der driver værket, men inspirationskilderne er mange, og der bliver inddraget flere elementer fra mange genrer. R&B, rock, garage, grunge og raggae. Det sjove er, at produktionerne ingenlunde er ens. De har faktisk ikke meget tilfældes, men man er aldrig i tvivl om, hvor man befinder sig. Førstesinglen, "Fit But You Know It" er baseret på et rent rockbeat, og som skrevet før, så er "Wouldn't Have It Any Other Way" en lækkert soul produktion. De fleste numre er dog gennemsyret af det samme koncept, som består af minimale electro 2-step hiphop produktioner. Nogle mener at det med tilnærmelse ikke rigtig er "musik". Og dér er jeg faktisk en smule enig. Meget af lyrikken er ikke rap, men snarere spoken word-lyrik. Og produktionerne sørger for tilsvarende baggrundsmusik.

Det eneste nummer der skiller sig ud er det tårervældende "Dry Your Eyes", som i mine øjne ikke har så meget med resten af pladen at gøre. Ingen tvivl om at det er et fantastisk nummer, og guitarspillet er eminent. Ydermere er sangen nok den som jeg nemmest kan nikke genkendende af. Nej, måske ikke nikke, snarere ryste på hovedet. For jeg tænker, >hold da kæft, han har jo fuldstændig ret<. For linjerne.....

" Dry your eyes mate
I know it's hard to take but her mind has been made up
There's plenty more fish in the sea
Dry your eyes mate
I know you want to make her see how much this pain hurts
But you've got to walk away now
It's over"

....er linjer som de fleste af os kan genkende. Og uanset hvor mange kærlighedssorger man har, så er linjerne "There's plenty more fish inthe sea" de mest rammende. Kun få kan rent faktisk tænke sådan i situationen, men det er jo koldt og rigtigt. Jeg kan kun beundrer en der kan formulerer så stærke følelse i så enkelte linjer.
Pladen er fremragende, og klimakset i hele historien er hylende morsomt. På nummeret "Empty Cans" har Mike mere eller mindre opgivet at opklarer pengeproblemet. Han har bestilt en "cableguy" til at reparerer hans ødelagte fjernsyn (som også har gået ham på hele albummet igennem). Og her sker det

"So we both tried to get the back off and work out if there was any more screws to get out, or if we left any in.
And when he looked down the back of the TV, his eyes just froze,
Before he rammed his hand in saying, >no shit<.
He's looking at me absolutely speechless, he can't quite believe what hes trying to pull out the slip.
I get up wondering what he's smiling about, he's shaking his head at this point,
With the biggest of grins;
I look down the back of the TV and thats where it was, in all its glory -
my thousand quid"

Så hele det ultra menneskerlige billede Mike har dannet hele albummet igennem bliver endegyldigt understreget, idet hans 1000 pund bare "havde gemt sig".
"A Grand Don't Come For Free" er en udsøgt fornøjelse. Om det egentlig er hip hop kan diskuteres, for det er ligeså meget electro (og en del andre genrer). "Original Pirate Material" var hip hop, men det er her den største udvikling er at finde. Albummet kan varmt anbefales til alle der kan lide gode og velfortalte historier som man kan relaterer til. Det hele tilsat en god portion humor.

5/6

Jurassic 5 - Power In Numbers

ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

De seks gutter fra Jurassic 5 er i absolut topform på dette album! Kombinationen af DJ Nu-Mark og DJ Cut Chemist som musiske magikere i baggrunden og Akil, Chali 2na, Zaakir og Marc 7 som evigt energiske rappere resulterer i sprudlende feel-good hiphop med rødder i det old school. Det er tidløst og det fungerer.

Gruppen har i stigende grad skabt sig et navn som en række artister, der fusionerer simple beats med en let genkendelig oldschool-lyd med simple, positive tekster. Gruppen blev dannet af medlemmer fra to andre crews, Rebels of Rhythm og Unity Committee tilbage i ’93. Der er altså tale om nogle gutter, der har været aktive på hiphop scenen i et godt stykke tid efterhånden. De første fire år tilbragte de på at dyrke den rå uforsødede hiphop på de lokale klubber i L.A., hvor de skabte sig et navn i undergrunden efter adskillige sejrrige battles. I ’98 udsendte de så deres første rigtige album, med den snedige titel "Jurassic 5 LP". Efter "Quality Control" fulgte så deres tredje album i 2003, som fik en fantastisk modtagelse: "Power In Numbers". Som man kan fornemme på titlen, så gør de næsten en dyd ud af at være så stor en gruppe, som de nu engang er. Det er ikke helt almindeligt inden for amerikansk hiphop med så stor en gruppe – men de klarer det ikke desto mindre helt udmærket. Som et stigende antal amerikanske rappere er størstedelen af Jurassic 5 muslimer, hvilket dog ikke skinner tydeligt igennem på "Power In Numbers". I 2000, mens de turnerede, faldt tourbussens chauffeur i søvn bag rattet, hvilket resulterede i en mindre ulykke. Samtlige medlemmer havde åbenbart en stærk nærdødsoplevelse, som gjorde, at de blev mere praktiserende troende. Om det er herfra al den livsglæde og smittende gode humør stammer fra, er ren spekulation. Men selv efter at have gennemhørt numre som ”Freedom”, ”If You Only Knew”, ”High Fidelity” og ”Hey” et utal af gange fungerer de stadig lige godt. Især den Public Enemy-inspirerede ”What’s Golden” går lige ind og det er vist ikke meget ved siden af at kalde den en klassiker. Som når Marc 7 slår sig løs:

“Melancholy mundane so I tame the hot flame
Big rings, fat chains, and y'all quest for the same
No name, use fame, strictly new to the thang
We stay true to the game and never bring it to shame”

Det er enkelt, men det er leveret med en så uskyldig, næsten påtaget naiv indstilling til omverdenen, at det virker efter hensigten. Fire rappere kan dog ikke være lige gode alle sammen, og det medlem, der uden tvivl står mest i forgrunden næsten hele pladen igennem er Chali 2na. Undertegnede var så heldig at skaffe sig adgang til Jurassic 5-koncerten i november sidste år, hvor det blev om muligt endnu mere tydeligt at Chali 2na er den karismatiske bamsefar, der giver den hele armen hver gang. Han er cirka lige så høj som resten af gruppen tilsammen – og jeg ville ikke blive overrasket hvis nogen fortalte mig, at hans dybe stemme begynder et sted nede i knæene og arbejder sig op for så at brage ud over masserne. Der er ingen nåde når Chali 2na overtager mic’en, på trods af at han lyrisk ikke skiller sig betydeligt ud fra de andre medlemmer af gruppen. Men levering er som bekendt en vigtig del af det, og det er bestemt ham, der også når det kommer til flow outshiner de andre. Et nummer, hvor han overhovedet ikke er til at undgå, er det Nelly Furtado-assisterede ”Thin Line”, hvor han lægger ud med ordene:

"Yo this is a lesson in friendship, the depths of a kinship
What women and men begin with, and then slip
my pen drips, as I scribble my thoughts on thin strips
of emotion, a fraction, seduction, attraction
erruption of passion
Currupts if a lasted friendship's involved
but love to cross the line
byt that's why we build these walls"

Samtlige numre har det feel af live instrumenter og ægte hiphop, der binder albummet sammen og gør den til et helstøbt værk. Oven i det understøtter gruppens forskellige medlemmer hinanden på bedste vis, idet de ofte afslutter hinandens sætninger eller rimer videre på samme lyd eller idé. Det gør også, at man får fornemmelsen af, at de er en samlet gruppe og ikke fire tilfældige rappere på et album.

På trods af at Jurassic 5 nu er gået fra hinanden, giver "Power In Numbers" grund til at håbe på, at de inden længe vender tilbage igen…

5/6

Buckwild - Diggin' In The Crates

- Goddag og velkommen kære læser. Vi sidder i disse dage på redaktionen og har urimeligt travlt med en særlig anmeldelse, som jeg enerådig har bestemt, at vi skal gøre noget meget særligt ud af. Derfor vil der de næste par dage ikke komme de mest dybdegående anmeldelser. I skal selvfølgelig ikke snydes, men da vi trods alt kun er mennesker, bliver anmeldelserne forholdsvist kortfattede. Men tro det eller ej, det kan faktisk også være meget rart med et kort og klart budskab ind i mellem. Den første er


Buckwilds "Diggin' In The Crates ( Rare Studio Masters: 1993 - 1997)". Den nu legendariske New York producer startede sin karriere, da han mødte Lord Finesse tilbage omkring 1990. Buckwild blev indviet i Finesses' supercrew D.I.T.C., hvor bla. Diamond D, Fat Joe og Big L også var med. Projekt der for alvor første Buckwild frem i lyset var O.C.'s klassiker "Word....Life", som Buckwild producerede størstedelen af. Året efter producerede han for eminente folk som AZ, Kool G Rap og Mic Geronimo, siden er det kan gået op af bakke, og til dato har han produceret for alle New York rappere med respekt for sig selv, og mange flere...

"Diggin' In The Crates" er ikke et debutalbum eller et selvstændigt Buckwild-album i dén forstand. Det er en opsamling af sjældne værker og remix fra 90'erne, og på samme tid er det én stor fed omgang "blær"! For damn hvor er der mange mesterlige features. Da Buckwild jo ikke er mc er det selvsagt at der er mange features, "logic 101", men det er ikke hvem-som-helst han har teamet op med. For at nævne nogle få; NaS, KRS-One, Organized Konfision, Guru, Brand Nubian, Rakim, Q-Tip og Busta Rhymes, og det var virkelig "nogle få". Samtlige produktioner dufter herligt af den gode gamle, støvede, New Yorker 90'er lyd, så er man til albums fra start-til-midt halvfemserne, så SKAL man have dette album. Personligt er jeg faktisk ikke meget til oldschool hip hop, som i læste/kan læse i "K.M.D."-anmeldelsen, er der ikke meget hip hop fra dengang der formår at gøre det store indtryk hos mig. Men jeg må alligevel indrømme at jeg er ret vild med "Diggin' In The Crates". Der er nogle herlige klassikere iblandt, som aldrig har været udgivet på cd før, mine favoritter tæller Artifacts "C'mon Wit Da Git Down Remix", Lord Finesse's "Hip 2 Da Game", Ill Biskets "A Better Day", Reservoir Dogs' "Back To Berth", Organized Konfusions' "Bring It On Remix" (med Pharoahe Monch's muligvis mest vanvittige vers), O.C.'s "Love Child" og et fuldstændig fantastisk remix af NaS' "Life's A Bitch".
Der er ikke så meget mere at sige. Dobbelt cd med i alt 39 numre af superb kvalitet fra de gyldne 90'eren. Digger man "Illmatic", "Funky Technician", "Step In The Arena", "Mr. Hood" og albums i den dur, så kan det virkelig kun gå for langsomt med at få bestilt "Diggin' In The Crates". Den SKAL stå i enhver oldschool hip hop fans samling. Husk på, at denne karakter er givet af en anmelder, der normalt IKKE kan lide oldschool hip hop

4.5/6

Cunninlynguists - Dirty Acres

Det kunne kun gå for langsomt med at komme ned i Blackout og købe Cunninlynguist's nye album "Dirty Acres". Efter jeg anmeldte "A Piece of Strange" har jeg næsten ikke lyttet til andet, og albummet og vokset voldsomt på mig, selvom jeg altid har syntes det var et vidunder. Så i kan nok forstå at det var med tårnhøje forventninger at jeg tog imod gruppens fjerde album. Og førstehåndsindtrykket? En smule rodet... Jeg er sikker på at jeg vil komme til at elske albummet med tiden, men som start, efter at have hørt det igennem et par gange, og jeg ikke sønderlig oppe at køre, som jeg havde troet/håbet. Selvom Kno stadig er fandens meget dygtigere end de fleste andre producere, så er de største tilbageskridt at finde hos produktionerne. Nogle numre holder stadig den fantastiske, originale musikalske indgang til hip hoppen ved lige, som "Wonderful", "Gun", "Georgia", "Mexico" og "Dirty Acres". Men hvor "A Piece of Strange" var besmykket med monumentale numre som "The Gates", "What'll You Do" og "Caved In" (to name a few!!), der kan "Dirty Acres"-albummet desværre ikke følge helt med. Der mangler simpelthen de der "WOW!"-fornemmelser, som sparker albummet et niveau højere op end "bare hip hop". Men nu skal jeg også huske at være fair. Det er ikke rimeligt for NOGET album at blive sammenlignet med "A Piece of Strange", for hvis Cunninlynguists var i stand til at overgå det, så ville det være så ulækkert godt, at folk ville begynde at kaste frugt efter dem.
En ting jeg til gengæld ser som en fremragende forbedring er, at Deacon (og delvist Natti) synger mere i omkvædene, for de synger kraft'ædeme godt! Ja... undskyld, men jeg tilhører den gruppe af folk, der elsker sang i hip hop musikken, så længe det ikke er whatever-bitch-that's-hot-now der synger. Deacon har ikke kun en lækker rap-stemme, når han synger gør han det på samme vis dragende godt, lidt á lá Pharoahe Monch.
Kno er også at finde på mikrofonen lidt oftere end på "A Piece of Strange", hvor han underdanigt nøjedes med et enkelt vers. Jeg så personligt at han droppede den verbale del fuldkommen. Ikke fordi han er en dårlig rapper, men fordi han kunne have koncentreret sig om at finpudse produktionerne. Den tid der er gået tabt in the booth, kunne have taget livet af de småtrivielle trommer der udgør beatet i enkelte numre, som fx "Valley of Death" og "K.K.K.Y.". Men slap bare af, nu er "enerverende" langt fra det ord der bedst beskriver produktionerne, for det gennemsnitlige beat er stadig betydeligt inspirerende, og stadig med det skabende touch. Jeg må igen vende tilbage til "Wonderful", som raser af en inciterende musikalsk intellekt. Og "Mexico", der er sammensat af liveinstrumenter, ligesom "The Light" på "APOS" (også gæstet af Club Dub). Mesterligt, intet mindre. Og guitaren, som musikalsk element, spiller mindst en lige så stort rolle på "Dirty Acres" som den gjorde på "APOS", hvilket er en virkelig positiv ting. "The Park (Fresh Air)", "Summer's Gone" og især "Gun" får alle et levende og personligt præg af de forskellige former for guitarspil som Kno besidder.
Alt i alt er produktionen i top, men "i top" skuffer stadig når det handler om Cunninlynguists. talkin' 'bout standarts!
Lyrisk set er Deacon og Natti veloplagte og on point som de altid har været. Jeg kunne egentlig bare kopiere passagen fra "APOS" hvor lyrikken er beskrevet, for det er i bund og grund det samme, hvilket er en virkelig positiv ting. Det er vigtigt og aktuelt, og hvis emnet handler om piger, så smører de tykt på og formår alligevel at gøre det dybt fascinerende, som når Deacon rapper:

"I was gone off her features soon as I seen mamacita
Her tongue playing with the straw in her margarita
Puckering lips showing me she got the jaws to eat a
Dick Cheney told me watch my heart and not her features"

... se dét er smart, og fandens humoristisk samtidig. Men, ligesom sidst synes jeg rapperene er bedst når det handler om deres problemer. Deres struggle. For det er stadig nemt at høre at de har oplevet tingene first hand, og når først ærligheden bliver krænget ud på smerteligste vis, så er der ikke et øje tørt

"Are you gon' listen?
It seems the only sense you got is vision
And since we've shed our senses now the census steady slippin
And since we stopped our youth from praying senselessness is livid
And the rich don't really give a fuck cause they don't gotta live it
I see hard living everyday, you never pay to visit
To ya'll the hoods a museum, in truth we judt exhibits"

Og behøver jeg at sige, at leveringen er sylespids?
Der er ingen tvivl om, at "Dirty Acres" er et fremragende album. Det semi-negativt indtryk skyldes blot denne anmelders fordømte forventninger. Forventninger er ofte noget skidt når det handler om hip hop udgivelser, men jeg kan stadig ikke abstraherer fra håbet om en "A Piece of Strange 2", som dette album ikke formår at opnå.

4/6

Zion I - Deep Water Slang V2.0

ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

Jeg har efterhånden vænnet mig til, at man ikke skal sætte forventningerne efter sin ”average hiphop” når man sætter Zion I på anlægget; den dynamiske duo formår at stimulere ens opfattelse af hiphop og giver anledning til spekulation omkring hvor selv samme genre er på vej hen. Især det sidste er relevant med hensyn til Zion I, for det er ikke til at komme udenom at deres lyd er meget futuristisk og ikke umiddelbart minder om noget, som jeg har hørt tidligere. I hvert fald ikke på samme kvalitetsniveau.

Gruppen består af producer Amp Live og rapperen Zion, som førhen kaldte sig Zumbi (?). De har været i gamet et godt stykke tid efterhånden, men har ikke opnået den opmærksomhed, som de fortjener. De kommer fra Californien, men det er ikke typisk west-coast hiphop på nogen måde. "Deep Water Slang V2.0" er deres andet album, og det var først med tredje album, at de rigtig gjorde sig bemærkede på den nationale scene. Historien bag at albummet hedder V2.0 er, at de oprindelig lavede en første version på et pladeselskab, som gik nedenom og hjem lige inden de skulle udgive det – og så tilhører rettighederne på en eller anden langt ude måde stadig det gamle selskab, så de var nødt til at blive signet til et nyt og lave en ny version.. ærgerligt. Og så alligevel ikke, for det der kom ud af det er på mange måder nyskabende og innovativ hiphop, der skubber genrens soniske grænser. Allerede fra begyndelsen bliver man taget i hånden og ført ind i deres unikke univers med ”Jahmbo”, der vidner om noget stort. Det store udebliver dog til en vis grad, for albummet er en blandet fornøjelse; det er overordnet godt, men der er få rigtige perler at fremhæve. Det betyder til gengæld, at der ikke er noget decideret dårligt heller, men er bare ikke nok til at vise til fulde det potentiale, som gruppen har. For der skal ikke være tvivl om, at de er geniale på deres egen måde: numre som ”Bird’s Eye View” og ”Temperature” er i mine øjne mesterværker! De bedste numre på "Deep Water Slang V2.0" er nok ”The Drill”, ”Warrior’s Dance”, ”Cheeba Cheeba” og ”Sorry”. Førstnævnte blev albummets ”hit”, hvis man kan tale om det på den måde – det var i hvert fald førstesinglen, og der blev endda lavet en video til den:

Albummet har en god blanding af bangere og mere tilbagetrukne beats, og det er uden tvivl Amp Live, der driver værket. Zion er en udmærket og let genkendelig rapper med sin specielle stemme, men teksterne hæver sig sjældent over:

“Always was a weird one, never fitted in
It's such a damn shame in the rap game mayne
Freaking you need to envy to hear the beat
Letterspeak don't mean shit in the street without heat”

Han kan til tider fokusere på mere samfundsorienterede emner og viser faktisk, at han bestemt har det i sig til at skrive langt bedre tekster, end det oftest ender med. Og det er jo ærgerligt, at han ikke tager sig lidt mere sammen.. for hvis man lytter bare lidt efter, så siger han egentlig sjældent noget af betydning. Det lyder fedt, men det holder ikke i længden..

I ”Sorry” viser Zion sin evne til at skrive mere introspektive tekster med en undergrundsversion af Akons ”Sorry (Blame It On Me)”, hvor han, båret af Amp Lives næsten meditative baggrundstoner leverer en følelsesladet og uhøjtidelig præstation. Det er en skam, at vi ikke ser mere til denne side af Zion og at han er den primære grund til, at "Deep Water Slang V2.0" aldrig når de højder, som den ellers kunne have gjort.

4/6