Common - Finding Forever

(Denne anmeldese blev oprindeligt postet som sidste del af min "The Life of Common" serie. Det vil sige, at hvis du vil have det fulde ud af anmeldelsen her, anbefales det, at du først læser de 6 Common-anmeldelser, der blev postet forud for denne. God fornøjelse)

Common og Kanye West fortsætter deres succesfulde samarbejde med Commons syvende og pt. sidste album, "Finding Forever". Efter enorme salgstal og bred anerkendelse, udover hip hop verdenen, med "Be", brygger de to Chicago genier en plade, der på mange måder minder om den forrige, og dog er der en tydelig forskel.
Efter J Dillas død fandt Common ud af, at hans bedste ven og største forbillede ville leve for evigt, igennem alt det legendariske musik han har stået for. Så på samme møde søger Common efter et sted i musikken, hvor han kan finde en plads for evigt, og på den måde udødeliggøre sig selv. Det vil sige, at endnu en gang står Common foran et projekt, med en mission i baghovedet. Jeg vil med det samme sige, at "Finding Forever" er Commons letteste udgivelse. Og lad mig forklarer ordet "let" i dette sammenhæng: De seks albums Common har udgivet før "Finding Forever", har alle ligget ganske langt fra hinanden. Nye producerer. Nye stile. Nye pladeselskaber. En masse faktorer har spillet ind, og resultatet har gang på gang været et friskt pust fra Common. Et nyt album i en ny retning, hver gang. Men ikke "Finding Forever". Med dette album formår Common at diske op med et strålende og utvivlsomt solidt produkt, men som sine forgængere bringer det intet nyt på bordet. Det hele er hørt før. Will.I.Am, Devo Springsteen, J Dilla (alle et enkelt track hver) og selvfølgelig Kanye West sørger for en fantastisk lydside. Om produktionerne er gode er indiskutabelt, for beatsne er alle formidable, måske med den lidt ensformige "Drivin' Me Wild" som undtagelse. Will.I.Am's "I Want You", som havde endt på hans "Songs About Girls" hvis ikke Common havde hugget det, er et minimalt men stadig yderst fængende beat, og selvom det lugter langt væk af "radio-hitsingle-hed", så er jeg helt vild med nummeret. Dilla's "So Far To Go" er et fortrinligt nummer, men det faktum at det var med på hans egen "The Shining" for omkring et år tilbage, er måske lidt sløjt.
Det rå og snigende alvorlige "Misunderstood", der er besmykket med et smukt Nina Simone sample, er (vist nok) debutnummeret fra den lovende producer Devo Springsteen, der eftersigende er Kanye's fætter. Nummeret er uden tvivl blandt pladens absolutte perler. Men, det bedste nummer kommer fra Kanye, som ganske simpelt altid leverer varen. Jeg har tænkt over, om den mand overhovedet kan fejle? - Efter at have hørt "Finding Forever" er svaret klart.
Det støvede og opløftende "Start The Show", som sparker pladen i gang, er et to-delt nummer, hvor den ene halvdel lyder helt identisk med noget RZA kunne have produceret til "36 Chambers" tilbage i start-halvfemserne. Med "The Game" tager Kanye en tilbage til den gyldne boom-bap tid, og selvfølgelig kigger DJ Premier forbi med altid-passende scratches. På "Forever Begins" hylder han J Dilla ved at lave en Dilla-ligende trommeprogramering, og så chopper han samplerne som kun Dilla ville have gjort det.
- Med andre ord skaber Kanye West en lang række lydtæpper, som alle fungerer overordenligt godt. Og Common leger selvfølgelig med. Men, jeg må blive nødt til at indrømme, at Commons præstation er en tvedelt fornøjelse i denne omgang. På den ene side spytter han linjer som...

"This is street ra-dio for unsung heroes, ridin in they regal, tryin to stay legal /
my daughter found nemo I found the new Primo"

- der alene hæver ham over et par tusind andre rapperes niveau. Men på den anden side lyder han til tider uinspireret og, ja, træt. Det smarte repetations-ordmønster han brugte på "The Light", tilbage på "Like Water For Chocolate", hvor han rappede "I never knew a lo-lo - lo, a love like this", det selv samme bruger han 3-4 gange på "Finding Forever", og det får det til at lyde som genbrug, og som om "han ikke rigtig gider".

På "I Want You" : "I been thinking 'bout, I been thinking 'bout, I been thinking 'bout you lately"
På "Misunderstood" : "She dancin, she dance, she dance for them"
På "Start The Show" : "Let, let, le-le-le-le let's go"

...og der er flere eksempler. Det faktum, at han optog hans rap samtidig med han indspillede "American Gangster" og "Smokin' Aces" ses. MEN! -Det er selvfølgelig ikke hele tiden. Der er altid lyriske perler at finde, i samtlige sange. For selvom Common er mindre effektiv end han plejer, så ligger han stadig på toppen. Vi snakker Common-dårlig, men generelt-superb. Kærligheden spiller en stor rolle i Commons tekstunivers. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med den lille flirt han har i gang med Alicia Keys, men fire af pladens numre handler om ren og skær love. Dette tema, som selvfølgelig altid er skønt, overskygger desværre lidt de seriøse emner, som Common ellers plejer at behandle på så fornem vis. Vi snakker klasse-numre som "I Used To Love H.E.R.", "Heaven Somewhere", "It's Your World" og "A Song For Assata". Numre der er så tunge og vigtige, så næsten kun Common kan håndterer dem. Sådan et nummer er ikke at finde på "Finding Forever". Det tætteste vi kommer er pladens ømmeste og mest storladene nummer, "Forever Begins". Produktionen er albummets bedste, og hele tanken om at blive foreviggjort i musikken bliver formidlet her, samtid med, at J Dilla bliver hyldet på flotteste vis. Stod det til mig, burde nummeret have været mindst syv minutter langt, for det virker på alle måder som "sådan et nummer". Desværre er det færdigt efter 3½, hvorefter "Pops" på vanlig vis træder ind. Så primært pga den manglende tid, formår "Finding Forever" ikke at byde på den ultimative musikalske storhed, som alle de forrige albums har kunnet.
Det være sagt, så er det jo ikke en nødvendighed, at Common's albums besidder sådan et nummer. Vi er nede i de små detaljer. Men for at finde fejl, så er det nu engang nødvendigt at grave dybt, for der er sgu' ikke meget at kunne sætte en finger på, når det kommer til Common.

Skal jeg opsummere "Finding Forever", så er det vi har med at gøre, en håndfuld seriøst gode beats, og nogle til tider fremragende lyriske præstationer, og andre gange lidt uinspirerende. Albummet er betydeligt solidt, men for Common er det alligevel en tilbagegang.
Når jeg sidder her og skriver dette, kommer jeg til at tænke på, at det nok er nødvendigt for Common at tage et skridt i en anden retning, som han plejer. Jeg kan et eller andet sted ikke selv forstå, hvordan jeg kan sige det, eftersom jeg elsker Kanye Wests musik, men jeg er sikker på, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt for Common at finde sammen med en enden producer. Det musik de to laver, var på "Be" guddommeligt, og på "Finding Forever" er det godt. Men "godt" er ikke nok for Common, og laver de to en tredje cd, så er jeg komplet sikker på, at den bliver dårligere end "Finding Forever". Derfor må Common søge nye retninger, og dermed nye inspirationskilder, og muligvis holde sig fra Hollywood. Jeg har da også hørt rygter om, at han er ved at finde sammen med No I.D igen, til hans 8. album.

"Finding Forever" er det album som alle de andre rappere drømmer om at kunne lave, men for Common skal der ske lidt mere. Det er den lyriske del der er min største torn i øjet. Men jeg kan alligevel ikke komme udenom, at albummet er af uset høj kvalitet, og på trods af den halvforvirrende smøre før, så får det

5.5/6




Victory Won

Så hvorfor er Common min yndlingsrapper? For at svare på spørgsmålet tilbage fra "pt. 1/7", så er mit valg baseret på flere forskellige årsager. Common har på mange måder påvirket mig og mit syn på hip hop. Hvis man går helt tilbage til "Can I Borrow A Dollar" og "Resurrection", så ser vi på to albums, der muligvis har været medskyldige i, at hip hoppen er kommet til vore dages tilstand. Så Common har haft, om man må, (musik)historisk betydning. Common har været en central figur i den "rigtige" hip hops udvikling. Noget som kun få folk kan prale af. Og når vi snakker om udvikling, så har min egen personlige udvikling indenfor stil og musik også Common at takke, delvis. Hans musik har virkelig "vist mig vejen", som man så storladent kan sige det. Ham og Gang Starr, og et par andre, har for alvor konverteret mig til den hæp-hopper jeg er i dag. Mange af hans numre har i mine øjne legendarisk status, og jeg synes at flere af hans albums, med "Be" i spidsen, er blandt de største bedrifter i musikbranchen.
Jeg kom tidligere ind på, at det kun er en kunstner, der kan se tilbage på en karriere fyldt med op- og nedture, sejre og tab, der for alvor har vundet rettighed til at blive kaldt en legende. Commons karriere er langt fra fejlfri, og gudske lov for det. I mine øjne er Common uden sammenligning den bedste rapper der har eksisteret, og det på trods af, at jeg kun har vurderet to af hans syv albums 6/6.
"Can I Borrow A Dollar" var en halvrodet omgang skrigelyrik over gode jazz-produktioner. Men ikke noget nært en klassiker. "Resurrection" står som en milepæl. "One Day It'll All Make Sense" var første skridt imod kommerciel rap, og det klædte ikke Common synderligt. Det så bedre ud da han slog hovederne sammen med The Soulquarians, som hjalp ham med at udgive "Like Water For Chocolate", som igen står som en milepæl indenfor hip hop historien. Udgivelsen efter, "Electric Circus", var en halvpsykedelisk oplevelse, der på trods af nogle komplet forbløffende numre ændrede Commons person fuldkommen. Folk troede de havde mistet ham, men med "Be" kom han hårdt tilbage, og skrev sig ind i hip hop historien for tredje gang. Og til sidst, hvor vi befinder os nu, har Common fundet evigheden med albummet "Finding Forever". For, hvis jeg skal spørge ud i verden, om Common har fundet et sted i musikken hvor han kan leve for evigt og aldrig blive glemt, har han fuldført den opgave? Hvis jeg selv skal svare på spørgsmålet, så vil jeg sige, at han allerede med "Resurrection" fandt dette sted. De efterfølgende fem udgivelser har alle været understregelser. Så hvis jeg skal svarer Common, som den ydmyge anmelder jeg er, så ja! - For altid er fundet...............

>tak fordi du læste med<

- JeppE