Common - Electric Circus

Det næste skridt Common tager i sin karriere er et vovet er af slagsen. I en tid hvor der i høj grad bliver eksperimenteret med musikken, udgiver Common et album, som på alle måder er højst interessant. "Electric Circus" udkommer nogenlunde samme tid som The Roots "Phrenology" og ikke mindst Outkasts "Speakerboxx/The Love Below", som jo nærmest er et eksperiment i sig selv. Common tager kampen op og udfordrer hip hoppens grænser, ved at blande noget nært alle genrer. Albummet fik en lunken modtagelse, og mange af de trofaste fans hoppede af vognen, for det var alligevel en anelse for mærkeligt. Selvom "Electric Circus" blev udgivet på MCA, ligesom "Like Water...." gjorde, oplevede Common et radikalt faldt i hans pladesalg. Folk havde håbet på en "Like Water..." 2, med bevidst, rålækker og let tilgængelig hip hop. - I stedet fik de et misk-mask af konfus genrerblanding, og dét var de ikke klar til. Erykah Badu, som var Commons kæreste på daværende tidspunkt, har hørt meget for det. De fleste mener at det var hendes skyld, pga det unægtelig faktum, at hun, udover at være en fremragende sangerinde, er og bliver en mærkværdig og yderst farvestrålende personlighed. André 3000 fra førnævnte Outkast har også været turen igennem med Erykah Badu, og man må indrømme, at uanset hvor musikalsk et geni man synes han er, så er han sgu ikke helt normal.
MEN! Folkens... Én ting er, at de fleste løb skrigende bort, fordi de havde håbet på noget helt andet. En anden ting er, at albummet rent faktisk er gennemført genialt. Nogle af de ord albummet fik med på vejen fra præstigefyldte magasiner da det udkom, var bla.

- "Pushing past the accepted boundaries of contemporary black pop"
- "a brilliant, visionary album"
- "breaking hip-hop rules with a freewheeling fearlessness"
- "favorite record of 2002"

Ikke ligefrem intetsigende ord. Og jeg synes personligt at hver sætning passer ganske godt. Det er nok ikke ligefrem min favorit album, men jeg må da indrømme, at det rangerer højt.

Det er produktionssiden der er hovedsagen i dette mysterium. Lyrisk set, og det skal jeg nok komme tilbage til, så er Common (selvfølgelig) oplagt og sprængfyldt med snedige rim og knivskarpe flows. Jeg tror det er forholdsvist ligemeget om det er heavy metal, techno eller syre-electronik man sætter Common indover, han er altid på fra første sekund. Det er i denne plades tilfælde også ganske heldigt, for musisk set blever Common sat på lidt af en prøve. J Dilla som brillerede på "Like Water For Chocolate" har en enkelt produktion med på "Electric Circus", og det er den værste han nogensinde har lavet. "Soul Power" er decideret irreterende. Til gengæld har Common fået fat i The Neptunes, som leverer en af deres bedste produktioner nogensinde, i form af førstesinglen "Come Close". Et helt fantastisk kærlighedsnummer med Mary J Blige, med min all-time favorit musikvideo tilhørende.



Udover disse numre og et enkelt Karriem Riggins produceret nummer, er det ?uestlove der står for pladens lydside. Og han er ligesom Common også en modig mand når det kommer til musik. Det er ikke kun hans hår, men også hans musikalske radius der måler en imponerende længde. Tag fx pladens centerpiece når det kommer til eksperimenterne, "Electric Wire Hustle Flower" med Sonny fra rockbanded P.O.D. En mærkværdig sang, der blander agressiv lyrik med et electro-beat og et råbende omkvæd.... jeg kan faktisk lide sangen.
Eller sangen "New Wave", hvis beat lyder næsten identisk med Battle musik fra de gamle Final Fantasy spil. Dem der har spillet dem vil vide, at det virkelig er en sær hip hop kombination! Og så med den engelsk/franske Sadier fra Stereolab på omkvædet. Virkelig twistet kombination, men jeg er vild med nummeret.
Og så er der det eksplosive "I Am Music" med Jill Scott, som virkelig holder liv i den gamle form for jazz-funk. Det er fremragende og yderst underholdende.
Pladens underligste nummer er i mine øjne Jimi Hendrix oden "Jimi Was A Rock Star" med Erykah Badu. For det første er det ren sang, intet rap. Det er ikke videre mærkeligt i sig selv, men det 8½ minut lange nummer munder ud i 4 minutters konstant råben og brølen over et manisk og næsten uudholdeligt beat. Se dét er underligt.
Men man skal heller ikke glemme, at det altså ikke er hele cd'en, der er brygget på electro-hiphop. Der er også numre, der holder den velkendte Common-stil ved lige. Så som den før nævnte "Come Close", men i høj grad også med storladene numre som "Between Me, You & Libaration" og "Heaven Somewhere". Disse to numre er skyld i, at "Electric Circus" er Commons dybeste og mest personlige album, til dato.
På "Between Me, You & Liberation", som er gæstet af Cee-Lo Green, hvilket er deres 3. samarbejde, beretter Common om seksuel udnyttelse af piger, og hvilke effekter det har på dem i deres videre liv. Samtidig konfronterer Common hans homofobi, som han gennem personlige erfaringer, har fået et anderledes forhold til. Homofobi er ikke just et typisk rap-emne, men Common gør det så godt, at nummeret står som hans ømmeste nogensinde.
På pladens absolutte perle, efter min mening, "Heaven Somewhere", fortæller Common sammen med 6 gæsteartister, som tæller ingen ringere end Omar, Cee-Lo, Bilal, Jill Scott, Mary J Blige, Erykah Badu og hans far "Pops", om hvad deres personlige billede af himlen er. Det er intet mindre end smukt. Med et minimalt beat, som udvikler sig til det mesterlige, får de alle lov til at tage sig god tid, og berette om deres opfattelse af, hvad "heaven" er. De er alle forførende at lytte til, men den mest rammende, som endda er den korteste, og faktisk faderen, som forklarer:

"Heaven
heaven is being pops
heaven is spending the day with your grandchildren
listenin' to they voices and they laughing and play
and then at the end of the day, we hug, we kiss, and slowly they walk away
and then suddenly, they turn and ruch back to me, and hug me round the knees
yeah, that's heaven to me"

- Så ufatteligt simpelt kan det gøres, så selv en 20-årig knøs som mig kan danne sig et billede af, hvor dejligt det må være. Så til dem af jer, der kan lide Common, som ikke har hørt "Heaven Somewhere"; shame on you!

Vi ER ude i en mystisk omgang musik, det er der ingen tvivl om. Og jeg kan for så vist godt forstå dem, der hoppede af vognen dengang pladen udkom. Jeg tror muligvis det kræver en forkærlighed til en lang række andre genrer, eller en blødende passion for Commons musik, for "Electric Circus" minder ikke om noget Common har udgivet hverken tidligere eller efterfølgende. Men er der noget jeg kan lide, så er det en kunstner der tør udforske nye og uafprøvede kroge. Resultatet er muligvis ikke fremragende, men det er i hvert fald med til at skabe en personlighed. Og kigger man tilbage på en kunstners karriere, og det viser sig at det ikke bare har været en dans på roser hele vejen igennem, så forstærker det på en ufoklarlig måde en forhold til den kunstner. Sådan har jeg det i hvert fald, så jeg er bare glad for, at albums som "Electric Circus" og "Can I Borrow A Dollar" (som jo heller ikke ligefrem var et mesterværk) står i Commons katalog. Og nå ja, "Electric Circus" er langt fra et dårligt album, det er høj standart, for et eksperimenterende hip hop projekt.

4/6