(Denne anmeldelse har tidligere været første del af serien "The Life of Common", hvor alle hans plader til og med Finding Forever blev anmeldt)
Det kan være svært at vælge én favorit rapper. Der er mange fremragende personligheder i hip hop verdenen, og på hver deres måde, har mange opbygget et unikt billede, og med individuelle evner, flows og rim er der efterhånden mange rappere der har gået helt til at påvirke og berige folks liv. Er det Guru med hans gustne gadehjørne-rim? Er det NaS med hans udødelige flow? Eller er det Method Man med alle hans rap-strukturer? Der ER mange at vælge imellem, men jeg tror, efter megen overvejelse, at jeg har fundet min personligt vigtigste rapper. Lonnie Rashid Lynn, Jr. er hans borgerlige navn, men som kunstner kender vi ham som Common (Sense). Og hvorfor så Common? Ikke fordi jeg føler behov for at forsvare mit valg i Common, men jeg kan garanterer at i får besvarret alle jeres spørgsmål gennem de næste 7 indlæg, der både fungerer som en biografi, men også som anmeldelse til hans samlede værker.
Commons stil var smårodet tilbage I 1992, teknisk set havde han tydeligvis ikke fundet sig selv endnu. Hans flow er bogstavelig talt ustyrligt, at man skal have et skarpt øre hvis man skal have indholdet med. Forestil dig en ædru Ol’ Dirty Bastard; nogenlunde forståelig, men stadig med et småråbende og til tider usammenhængende flow, der ingenlunde følger beat’sne. Det skal selvfølgelig forstås med en Common-positivitet, men jeg vil stadig mene, at det er en smule forvirrende. Produktionerne er hovedsageligt leveret af Commons ven No I.D, som dengang gik under navnet Immenslope. Den musikalske side er ganske udmærket. Beatsne er meget typiske for start 90’erne, de er minimale, men gennemsyret af jazz og laid-back-ness og så er de rige på samples. ”Top Notch” var ordene der beskrev lydsiden da albummet udkom. - Jazzelementet er faktisk meget vigtigt, for ”Can I Borrow A Dollar?” havde mere eller mindre en mission: At bekæmpe den kommercielle gangsterrap, som på daværende tidspunkt stor-blomstrede og var ved at udslette alt i dens vej. Derfor var det ustyrlig vigtigt, at Common kom frem med hans jazz-rap, og holdt liv i flammen. Selvom der var en betydelig mængde ”vigtighed” i udgivelsen, var publikum, desværre for Common, slet ikke klar til den form for rap. Sofistikerede lyriske teknikker og intelligente rim samt stærkt politisk bevidsthed matchede ingenlunde ”moden” dengang, men Common vandt stadig en lille, hengiven, næsten kult fanskare. Muligvis skræmte linjer som…
“A weeby weeby wobble gobble gobble DO the turkey
Lord have mercy, mercy mercy me
You see I'm tryin to get the punani
but you just wanna rock me, ah-eh-eh, ah-eh-eh”
... de fleste væk, hvilket jeg egentlig godt kan forstå. Man skulle være tålmodig for at hænge fast ved Commons stil dengang. En ting må, eller rettere SKAL man dog tage hatten af for; Common var ikke bange for at bringe noget nyt på bordet, og han trodsede alle odds for at udgive et album, der virkelig stod som en ”ener” dengang. At det så ikke er synderligt fremragende er blot en detalje!
En anden ting ”Can I Borrow A Dollar” i høj grad opnåede, var for alvor at få Chicargo på rap-kortet, en gang for alle. Men personligt synes jeg nu at debutalbummet var mere sjældent end kønt.
3.5/6
5 kommentarer:
Hay Champ rigtig fed artikel vedr. Common glæder mig til resten, synes dog det er synd at der ikke bliver gået i dybden med J Dilla som på daværende tidspunkt gik under navnet (no id). Jeg mener ikke at man skal skrive stolpe op og ned om alle dem common har arbejdet med, men J dilla har meget stor indflydelse på commons musik,og defor fortjener han at bliv nænvnt meget mere end et par enkelte gange.
Buddy, du er helt galt på den. No.id. og J dilla er 2 forskellige producere.. J dilla eller Jay Dee som han hed dengang, arbejdede ogs først sammen ordenligt på Like Water For Chocolate, hvor han var en del af the soulqaurians sammen med questlove! (og så mange andre inklusiv common selv, erykah badu, mos def, talib, d'angelo, q-tip osv.)Jeg ku godt forestille mig Jeppe propper lidt mere for J dilla i de sidste 4 dele da det er der J dilla har haft størst indflydelse....
Men ja genial artikel, og godt valg af din ynglings mc. Min er også common. Indtil videre er jeg enig i karakterene, syntes dog godt one day kunne komme op på en 4.5 måske en dag 5! meeen smag og behag... Så du forresten common på vega i torsdags!! GLæder mig til resten.
Peace. D.
Hey you two!
Ja jeg så ham, og det var helt forrygende (savnede en "6th Sense", men ellers fejlfri).
Og ja, No I.D og Jay Dee er to ganske forskellige producere, og jeg kommer selvfølgelig ind på Dilla ved pt. 4, for dér er han rimelig vigtig.
Dilla er, som i selvf. ved død (R.I.P.) og No I.D skulle efter sigende komme ind i billedet igen med Commons 8. album "My Resurrection". Håber han har fået tid til at genfinde sin gamle kreativitet :D
Pt. 4 er på vej, håber i læser med
Go' Jul, -JeppE
ARGH flovt. sorry drenge..
intet at være flov over, tro mig, der er også nogle navne og grupper jeg har forvekslet og blandet sammen. Hvordan skal man kunne vide noget, man ikke har fået fortalt før? Ka' du følge mig?
Send en kommentar