Common og No I.D fortsætter jagten på at udbrede deres form for hip hop i verden, og i 1997 udgav Common albummet ”One Day It’ll All Make Sense”. Dette album var starten på den anden fase af Commons karriere. Første fase, som jeg vælger at kalde det, var kendetegnet af Commons mission. Missionen for at holde liv i den alternative jazz-hiphop. Den mission bestod han egenhændigt, med hans gritty rhymes og støvede jazz-produktioner. I 1997 rykkede han videre til andet stadie. Alternativ-boheme-hiphop var hen af slut-halvfemserne blevet en hel bevægelse, som blev ført an af bla. Common, og det faktum, at den før omtalte ”mission” ikke længere er gældende, ses tydeligt i den ”nye” Common.
En ting der viser hans opgradering i hip hop verdenen, er alle de features der er at finde på ”One Day....”. De tæller blandt andre De La Soul, The Roots, Q-Tip, Cee-Lo Green, Canibus, Erykah Badu og Lauren Hill.
En anden ting der påvirkede Common utrolig meget op til udgivelsen af ”One Day...”, var nyheden om, at han skulle være far. Det kom lidt som et chok for Common, men samtidig som den absolut største lykke. Han blev meget ansvarsfuld, og tanken om at skulle til at være far og danne familie, tiltalte ham uventet godt. Hans kommende datter inspirerede ham til at skrive albummets første single ”Retrospect For Life”. Hele familielivs-tanken har tydeligvis gjort Common en smule kuldret, og bevares, det er da fuldt forståeligt, og ser man på album coveret og billederne i bookletten, er der massevis af familiebilleder fra Commons egen barndom.
Desværre synes jeg, på trods af, at mange anser ”One Day...” som værende en klassiker, at det er No I.D’s kedeligste værker. Hans produktioner mangler simpelthen kant, og den udsøgte og sagte skønhed som prægede beatsne på ”Resurrection” lader til at være gået i glemmekassen. Der er selvfølgelig enkelte mesterlige numre på albummet, som fx ”Invocation”, der, på trods af sin korte længde, står som et af de bedste Common numre til dato. Men generelt synes jeg produktionerne er en smule snoldede. De er tydeligvis skabt fra samme gryde, og numre som ”Restrospect For Life”, ”G.O.D. (Gaining Ones Definition)” og ”All Night Long”, der alle skulle være ”storladene” numre, lyder forfærdeligt ens i mine ører. Som enkelte tracks fungerer de ganske udmærket, men alle sammen på en cd er bare ikke i orden. Det er virkelig ærgerligt, for Common ><>duoen var så forbandet lovende, men det går her sløjt for sig.
Common derimod udmærker sig stadig som den evigt imponerende rimsmed, der stadig holder gløden når det kommer til flow, ordspil og eminente rim. Hver sang har vigtige budskaber, og man kan let høre, at den før nævnte ansvarlighed skinner igennem. Han er meget bevidst, og der bliver disket op med nogle halv-tunge emner. Det jeg måske savner en smule er den tidlige joviale tilgang han havde. Han var aldrig sen til at liste nogle sjove sammenligninger og punchlines ind i hans tekster, også selvom de var seriøse. Det er der ikke meget af mere. Linjer som…
“Redeemin the ancients with ace this rhyme jargon
I feel Mexican, hip hop is my garden
Don't give a fuck where you chartin, certain shit I can't honor
It ain't that you sellin, it's your karma”
...kan i høj grad trække på smilebåndet. Derfor spørger jeg mig selv om, hvorfor mon han ikke har gjort mere plads til denne humor? Det er dén Common jeg foretrækker, og det er den Common der mindst viser sig på rapperens tredje udgivelse.
En udgivelse som viger langt fra sine forgængere, og faktisk også langt fra de efterfølgende. Af alle Commons udgivelser, virker ”One Day...” for mig som den mest uoriginale og standart prægede. Det er ikke decideret dårligt, men for en enestående rapper som Common, er det her ikke tilstrækkeligt inciterende eller udtryksfuldt, i forhold til hvad man ved han kan.
4/6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar