Copywrite er en af de mest fremtrædende MCer på Columbus, Ohios hiphop-scene. I start/midt-90'erne var han med i det mere end ti mand store Opium Prodigy crew, og senere hen har han været del af Weatherman gruppen (som han skred fra grundet uenigheder med Cage) og (den selvudnævnte elite-gruppe) MegaHertz. God Save the King er hans fjerde soloalbum og rent faktisk min introduktion til ham som "album-kunstner" (jeg har hørt ham som feature enkelte steder).
"I was birthed one night to worship Christ /
Devil, my soul's not for sale, no purchase price /
I'm a rebel, a wordsmith, nice, my mom's angel sing /
Keep my baby in your prayers, please God save the king"
- "Post-Apocalyptic Request Box"
Lad det være sagt fra starten: Den stil der lægges án på God Save the King er ikke just min foretrukne. Der hersker en konstant aggressiv og seriøs undertone, og lydbilledet er drevet af mørk synth og semi-rockede guitarriffs det meste af vejen. For at skære det ud i pap, hvilken slags rapper Copywrite er, har han gjort "Swaggot Killaz" til førstesinglen, hvor han vrisser: "fuck all that rappedy-rap shit!" - så ved man ligesom hvor man har ham!
Copywrite er en ganske formidabel rapper, og med snart to årtiers erfaring i bagagen er det en teknisk stærk rapper man her er i selskab med. Dette kommer især til udtryk i hans måde et skabe en gennemgående, intens stemning på. God Save the King befinder sig på den mørke, rå side af hiphoppen, hvor der enten spyttes skarpe linjer uden dikkedarer eller fortælles historier, der med garanti vil få dit liv til at virke noget mindre "hårdt og uretfærdigt". En af pladens stærkeste skæringer, "J.O.Y.", åbnes med linjerne:
"I think my mom and dads death is the worst that could've happen to me as a man /
And the best thing that could've happen for reaching my fans"
- Her troede man lige, at man havde en opløftende sang - jævnfør titlen - men det viser sig, at det står for 'Jokes On You' og at den handler om ren forfærdelighed! Nummeret gæstes af en oplagt Torae og har Copywrites affilierede Jason Rose på omkvædet. Jason Rose spiller en stor rolle på albummet, da han synger omkvæd på- og har produceret en stor håndfuld sange. Mit forhold til ham er en smule ambivalent, for samtidig med, at han har håndværket i orden - især på et nummer som "Yo MTV Raps", så er det meget lidt hiphoppet det han bidrager med. De mange rockede elementer har i hvert fald været med til at slå mig en smule ud af kurs, det da i min optik ikke komplimenterer Copywrite synderlig godt. En anden ting der har gjort det svært for mig at holde af dette album, er produktionskvaliteten. Det lyder ganske simpelt som om, at det udgivende selskab, Man Bites Dog, ikke har spyttet nok penge i det her projekt til, at Copywrite har haft råd til de rigtig gode beats. Listen af leverandører ser ellers fantastisk ud. Navne som Bronze Nazareth, Stu Bangas, Khrysis, Vanderslice og RJD2 gjorde, at jeg købte albummet uden at have hørt andet end førstesinglen, men personligt synes jeg ikke der er et eneste af deres beats der for alvor fungerer. Meget af det lyder enormt "hiphop-typisk", og utrolig sjældent formår produktionerne at skille sig ud fra hinanden- !llmind's førnævnte "Swaggot Killaz" gynger heftigt derud af, og Poetic Beetz's "Talk With Jesus" er ganske simpelt episk, men ellers er der desværre langt imellem guldkornene. Egentlig en skam, for dårligdommen står ikke på Copywrites regning. - Han rapper hele pladen igennem som en drøm, og er man til mindre glædesspredende fortællinger er God Save the King et tag-selv-bord af olympiske dimensioner! Jeg hører nok bare til den gruppe, der ikke favoriserer et lyrisk indhold som det, der dominerer nærværende plade, og så finder mine hiphop-smagsløg bare ikke lydsiden her særlig spændende.
Der er en håndfuld stærke skæringer at finde på pladen, og med gedigne gæsteoptrædener fra Mac Lethal på "White Democrats" og Casual, Evidence og Roc Marciano på "Golden State (of Mind)" og der flere gode grunde til at investere i pladen. Set i bakspejlet ville jeg dog nok have foretrukket at købe dem enkeltvis, for som hel plade er God Save the King ikke ovenud tilfredsstillende.
2.5/6
"Swaggot Killaz" feat. Jaki Da Mota Mouth
"J.O.Y." feat. Torae & Jason Rose
"Talk With Jesus" / "Opium Prodigy" feat. Illogic
- Jeppe Barslund
1 kommentar:
Læste et par anmeldelser, der virkelig talte for denne skive, lige da den udkom. Overvejede at give den en chance, til trods for at jeg har et lidt ambivalent forhold til Copy. Med det sagt, var det kun liiige indtil jeg gav den et spin på Itunes! JESUS (meget apropos)!!! Det var godt nok skidt. Ingen tvivl om, at Copy kan leverer og er en dygtig MC, men som du selv siger Jeppe, så er det desværre bare ikke altid tilstrækkeligt... Udfra hvad jeg hørte der, virker det yderst passende med den karakter, du er nået op på. Ved godt, at man nogle gange bør give tingene en chance og lade dem vokse (ikke mindst før man bør udtale sig sagligt om dem), men det gav Copywrite mig simpelthen bare ikke lyst til her.
Send en kommentar