Dialekten - Spis Rester II

I 2005 rappede en af mine undergrundshelte, Geologic, fra Seattle-duoen Blue Scholars: "I heard a few heads say that hiphop is dead / No it's not! - it's just malnourished and underfed". Budskabet med disse linjer var - og er - at ja, hiphoppen er blevet allerhelvedes watered down og miserabel på rigtig mange områder, men død vil den aldrig være, for så længe der er liv i undergrunden har Frk. Hiphop det strålende.
     Chewbacca og Nota Bene i Dialekten (der, som de fleste nok ved på nuværende tidspunkt, er mine helt store undergrundshelte her i kongeriget) er af præcis samme holdning. På "Ingen Skød" rapper de:

"De sir' hiphop er død, vi sir' den bare har skiftet form /
For ingen så nogen der skød, og der' stadig rugged kids i gården"

- Med Spis Rester II kunne beviset svært være meget klarere: Hiphoppen har det fantastisk!

Op til nu har Dialekten været en gruppe som man "kun" kunne nyde i små bidder af gangen. Enkelte bidrag til diverse mixtapes her og der, og så naturligvis Ude Af Frekvens EP'en fra 2009, der trods sin lille 6-numres format forbliver en af de bedste danske rapudgivelser i mange år. Spis Rester II er altså første egentlige langspiller fra duoen, og så er den endda "bare" forløber for deres debutalbum Stiplede Linjer, der lander engang i sensommeren. At materialet på Spis Rester II skulle være "rester" er dog helt ubegribeligt, da bundniveauet er så svimlende højt at det burde give konkurrenter musikalsk højdeskræk fra første sekund.

"Det' rytmen i melodien, det dit fix midt i virvaret /
Et genuint high á lá heroin /
Det' en beduins oase midt i tørre tider /
Det' sabotage på industriens pyramider"

Chewbacca og Nota Bene åbner på Spis Rester II døren ind til et univers, der af kendere vil virke dejlig bekendt. Det er vanen tro den mørke, tunge, jazz'ede, intense og knivskarpe side af hiphoppen vi befinder os på. Dialekten leverer den lyd, som hiphoppen selv har savnet, helt uden at det virker søgt eller forceret. En blanding af ydmyg respekt for kulturen, mesterlige tekniske færdigheder og et ikke-eksisterende behov for at lufte frembrusende egoer, gør, at Dialekten har "dét dér" som jeg i flere år har forsøgt at sætte ord på. Når de rapper, lytter man ikke bare til ord, der rappes ind i en mikrofon i en boks. - Man lytter til to unikke karakterer, hvis indlevelse, sans for dramaturgi og livliggørelse af lyrik får det meste andet rap til at virke grinagtigt banalt. På "Faldet" rapper Nota Bene: "Det meget tæt på latterligt så let jeg har det", og det er næsten helt rart endelig at opleve lidt af den indebrændte stolthed se dagens lys, for her er endelig tale om MC'er, hvis skills faktisk er proportionelle med blær'en:

"Jeg har skrevet sange, tekstforfattet, blækklattet mig frem /
Forelsket i nattens skygger, var gemt når jeg battlede mine egne /
Men drengene festede og knaldede non' kraner /
Det' grunden til jeg render rundt med det her latterlige garb /
Min brandert lovede ikk' at klippe det før albummet er klart /
Så nu sidder jeg på lokum og pukler med bomben bars /
Mens resten af branchen drukner i tåbeligt bras /
Toaster jeg brød i morgenkåbe og koger lidt kaf' /
Og venter på de vågner, jeg håber det' snart /
For de numre de pumper virker dummere end pap /
Ren Carl Mar Møller på coke op i nummeren på Karen /
Så jeg slukker for radioen og finder guldklumperne frem"

Om det er skarpsleben battlerap, hverdagspoesi fra rendestenen eller historiefortællinger der langes over disken, så gør de det til UG med 'X'. På "Hvem" fortæller de historien om den manipulerende og magtliderlige Pia, der møder den forskruede Peter over nettet, og hele opbygningen af historien, baggrundspræsentationerne af de to karakterer og leveringen af klimakset bevidner ypperlig forståelse for tekstforfatning. "Luftalarm" og "Træk Stikket" er ligeledes strålende eksempler på selv samme.
     En stor del af tiden går med at dele ud af lyriske ørefigner over "sovsetunge beat" med "smilebåndet i mol", og det er en udsøgt fornøjelse at være tilskuer til deres gladiatoriske afklapsning af alt fra grime-rappere til håbløse MC'er. "Hva' Det Er" er en af mixtapets perler, hvor en ualmindeligt veloplagt Trepac gæsterapper over det potentielt tungeste beat jeg nogensinde har hørt i dansk rap, og Chewbacca vrisser: "I ristede uden tilbehør, bare pissetørre / Og spiller big dogs, mentalt er I på havenissestørrelse".

Produktionerne er generelt set mageløse! Der er det obligatoriske tordenbrag af et beat fra Davey i form af "På Mellemhånd", Lars Da Fari bidrager med lidt gyngende reggae på "Faldet", Nota Bene viser på "Løs Op", at også han er ganske ferm bag knapperne, og så har PsoriaKriz og Chewbacca smedet "Min Øl" sammen, der simpelthen er en led satan af en banger, der bliver revet godt og grundigt rundt af Lil' Søster kollektivet.
     Chewbacca har egenhændigt sat resten sammen, og selvom jeg var klar over at han var dygtig, overraskede han mig alligevel positivt. Mixtapet åbnes med den sublime "Grobund", hvor bølgende trommer og jazz-blæsere danner et pumpende men stadig melodisk tilbagelænet beat. "Bang'ne Soul" og "Mellem Himlen Og Jeg" er pragtfulde nakkebrækkere, og produktionen på "Røgringe #1 og #2" løber én koldt ned ad ryggen med klagende vokalsamples. Og så må den bombastiske "Ingen Skød" selvfølgelig ikke glemmes; et bragende pragtstykke hvor Chewbacca rapper:

"Men nu det' cool at tage afstand fra kulturen /
Fordi det blev fortyndet som saftevand til forbrugeren /
Så det' da klart at man fik lortet forpurret /
Som et fucking juletræ, kom la' os hænge bling på skulpturen /
Lige indtil den statue den smadrede /
Er det så bare et stort vacuum vi efterlader /
Ja noget gik itu og noget nyt opstod /
Vi tager de gamle murbrokker og bygger på'ed"

Pyha. Der er ikke synderligt meget negativt at sige om det her. Produktionerne på "Luftalarm", "Hvem" og "Timeout" går måske ikke lige så rent ind hos undertegnede som de resterende. Den potentielt største fare ved Spis Rester II er, at den stil der lægges for dagen er så ens hele vejen igennem, at man måske ender med at skippe flere tracks, - ikke fordi de er dårlige, men fordi de minder så meget om andre numre på mixtapet der er bedre. 
Men som i forhåbentlig har fået fornemmelsen af i løbet af anmeldelsen her, så er det all in all ganske storslået det vi har med at gøre her. Var man lidt mindre mærkelig end mig, kunne Spis Rester II sikkert godt forsvares til fuldt hus på karakterskalaen. Grunden til at jeg "venter" med topkarakteren er, at jeg vil være sikker på at I ved, at jeg motherfucking mener det den dag jeg giver et dansk rapalbum topkarakter. Måske kommer den dag med Stiplede Linjer?

5/6

- Jeppe Barslund