tirsdag den 5. juni 2012

Sene - Brooklyknight


Brooklyn rapperen Sene er et af de mest spændende nyere bekendtskaber på den amerikanske hiphop scene. Med en utrolig produktivitet og en virkelyst der ligger i aldrig at udgive et projekt der lyder som det forrige, har Sene gjort sig bemærket med en række yderst solide udgivelser i løbet af de sidste par år. Den Blu-producerede solodebut ADayLate&ADollarShort (læs her) var fremragende, og recess EP'en, som han udgav sammen med TheClubhouse under navnet recess, var ligeledes helt fantastisk. Derimellem er der endda blevet plads til flere mixtapes og andre sideprojekter. Nu er Sene klar med sin anden solo-langspiller, som har fået titlen Brooklyknight.

Det, der først rammer én ved denne New York rapper er, at han slet ikke lyder som en New York rapper. Lyden er en skæv og melodisk blanding af vestkystens Exile og Detroits J Dilla, og lyrisk set er der lige præcis 0% crime eller drug-rap at finde på Brooklyknight. Her serveres nedtonede, laid-back, organisk-inspirerede beats, der blander en jazzclubs live-stemning med samples og effekter, der kun kan komme fra en computer. Man sidder med den fornemmelse, at Sene står bag alle de andre frembrusende New York rappere - der kæmper febrilsk for at skille sig ud fra de andre - og faktisk nyder at være helt sin egen. Sene forsøger ikke at følge normer eller passe ind i specifikke formater; han gør hvad han har lyst til, og det er en sublim force, ikke mindst fordi han er rasende dygtig til stort set alt! Tag fx pladens afsluttende nummer, den noget nært mirakuløse "Music Man", hvorpå han både rapper og synger fantastisk og producerer det melodisk og atmosfæriske beat. Sene står også selv for produktionen på en af pladens absolutte perler; "Backboards" med Blu, hvor han sampler vintage strygere og parrer dem med slæbende, næsten militante trommer. Sene og Blu har altid været et godt mash, da deres stil og levering minder en del om hinanden. Ja,det er vel at underdrive. Nogen synes rent faktisk at Sene lyder meget som Blu, at Blu blev krediteret for Sene's vers på "Piranhas" fra 9th Wonder's Wonder Years fra sidste år. En kende pinligt? Jeg ejer albummet i fysisk format, og der står simpelthen "featuring Blu" bag på. Akavet. Men det var en sidenote.
    
     Også på "Backboards" leverer Sene et blændende omkvæd. Sene er en af de sangere, der ikke besidder en fænomenal vokal, men som udnytter det han har til nær perfektion. Her er "Footprints" endnu et godt eksempel, hvor Sene, sammen med Britain Parker, synger et ufattelig sprødt og underspillet omkvæd. "It's Been Said" ligeledes (ja, men kan blive ved!), fuldendt med et lækkert pianoloop og gyngende trommer. På "Holyday" læner Sene sig endda op af det semi-poppede med en - tør man sige det - Fergie-lydende sangerinde på omkvædet. Men i og med at det ikke er Fergie men Denita Odigie forbliver integriteten intakt. Sidst må den Dr. Illingsworth-producerede (som står bag halvdelen af beat'sne) "Time!" også nævnes, med sin minimale trommeprogrammering og flerlags-vokalsamples i baggrunden.

Ikke alle numre på Brooklyknight tager sig lige godt ud, men det er på besynderlig vis som om, at dette har været meningen. På trods af, at der ikke er nogle decideret dårlige numre at finde, så synes det tydeligt, at det ikke har været intentionen at skabe et storværk her. Sene rapper og synger meget om, at han gennemgår en lang soulsearching-proces hvor han smager lidt på livet og forsøger at finde sig selv. Han forklarer på et tidspunkt at navnet Sene er et spil på "seen" (at se), fordi hans ambition er at se verden, udvide sin livsoplysning og leve i nu'et. Brooklyknight er derfor "blot" endnu et skridt på vejen. Hvor denne vej fører hen er ikke til at vide. Jeg er helt klart af den overbevisning, at Sene tilhører dem der mener, at det ikke er destinationen men rejsen dertil, der er det vigtige, og så længe han bliver ved med at drysse kvalitetsudgivelser som denne af sig undervejs, så må han for min skyld gerne rejse for evigt!

4.5/6

"Backboards" feat. Blu


"Footprints" feat. Britain Parker


"It's Been Said" feat. Jay Jennings


- Jeppe Barslund

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Hey Jeppe.

Fed hjemmeside du linker til der. Godt udvalg!

Nu vi er ved New York; Kunne du ikke smide en anmeldelse af Diabolics "Liar & Thief"?

Kunne godt tænke mig at høre hvad du synes om den;) (Hvis du har lyst)
:)

JeppE sagde ...

Uhh, UGHH er klart min foretrukne plade-pusher. Av for den lede hvor jeg har lagt mange kroner der! Men man får meget for det og de er hurtige til at sende skidtet :)

Du er ikke den første der anbefaler mig at give L&T en lytter, så det vil jeg da måske gøre. Sandheden er, at jeg slet ikke har hørt den!

/J