Killer Mike - R.A.P. Music

I mine øjne har Killer Mike aldrig rigtig været mere end en Outkast-protegé, der kunne sørge for lidt råt sydstats-rap når det blev for eksperimenterende, skævt eller fjollet hos André og Big Boi. Hans Monster plade fra 2003 er den eneste af hans fem tidligere solo-udgivelser som jeg har hørt, og den kedede mig noget så grusomt, så jeg har aldrig rigtig haft den store interesse i ham som solo-artist og havde af samme årsag heller ikke sat mig for at investere i hans nyeste R.A.P. Music album. Men så begyndte anmeldelserne at rulle ind.
- En perfekt 10/10 hos Syffal, perfekt 5/5 hos både Potholes In My Blog og Sputnik Music, perfekt 4/4 hos Chicago Tribune og imponerende 9/10 hos Spin, 5½/6 hos Consequence of Sound og 8.6/10 hos Pitchfork Media. Dette er et godt eksempel på hvor stor en rolle anmeldelser kan spille, for uden at have hørt et eneste nummer susede jeg ind og bestilte et eksemplar af pladen, udelukkende på baggrund af andres begejstring (endda af en rapper, der i forvejen ikke sagde mig særlig meget). Lad mig bare spille med åbne kort: jeg er i løbet af de sidste tre uger blevet ufatteligt glad for Killer Mike, R.A.P. Music og hans raw-as-fuck, no-bullshit, straight-raw-rap tilgang til genren. Som han rapper på åbneren:

"Lurkin' in the club on turists muuh'fuckers /
Welcome to Atlanta, up the jewelry muuh'fucker /
These monkey niggas lookin' for some Luda and Jermaine /
And all that nigga found was a Ruger and some pain /
POW MOTHERFUCKER POW, come up off the chain /
and POW MOHTERFUCKER POW, one off in the brain"

Man skal ikke mange sekunder ind i pladens indledende nummer med den meget passende titel "Big Beast" før man finder ud af, at det ikke er for sjov når han kalder sig Killer Mike. Han både er og lyder stor, agressiv og sulten. Som havde han ædt Big Pun til morgenmad, M.O.P. til frokost og Canibus til aftensmad. Som om dét ikke var nok har han slået sig sammen med den altid komplet vanvittige, totalt udsyrede El-P som har produceret hele pladen. Resultatet? Såmen bare en af de hårdeste plader i årevis og en potentiel milepæl, easy. 

"I never really had a religious experience in a religious place. The closest I've ever come to seeing or feeling God is... listening to rap music. Rap music is my religious. Amen" 
- "R.A.P. Music"

De før-citerede "POW MOTHERFUCKER POW"-linjer giver måske ikke et billede af Killer Mike som værende den dybeste eller mest opfindsomme rapper, men det er han faktisk. Endvidere er det tydeligt, at Killer Mike ikke følger hiphoppens status quo-regler, men kigger mindst 20 år tilbage i bakspejlet til en tid, hvor hiphop var rebelsk, larmende og leveret ud fra et samfundsrelevant og -aktuelt standpunkt. 'R.A.P.' -forkortelsen i pladens titel refererer ikke til den vanlige "Rhythm And Poetry", nææ, det er alt for fint og ufarligt. - Her står det for Rebellious African Peoples Music, for Killer Mike er her for at minde os om, at mange af de ting der i sin tid udklækkede fx N.W.A. og Public Enemy som rebeller imod systemet, stadig rumsterer i samfundet anno 2012.Umiddelbart kunne man tro, at et sådan album ikke appellerede det mindste til white boys som mig selv, men de ting som Killer Mike er sur over er i bund og grund ting, som alle burde være sure over, uanset "farve" eller "race". Samtidig er det ikke "bare" simpel "ayo fuck tha police nigga" -rap, det er "ayo fuck tha police nigga" -rap bakket op med solide facts og ekstremt velfortalte historier, krydret med uanede mængder troværdighed og en arrigskab og intensitet, som man ligeledes skal 20 års tid tilbage for at finde magen. "Reagan" er et glimrende eksempel på hvordan Killer Mike balancerer imellem det intellektuelle og den rå gade-nerve:

"We brag on havin' bread, but none of us are bakers /
We all talk on havin' green but none of us own acres /
If none of us own acres and none of us grow wheat /
Then who will feed our people when our people need to eat /
So it seems our people starve from a lack of understanding /
'Cause all we seem to give them is some ballin' and some dancin' /
And some talk about our cars and imaginary mansions /
We should be indicted for bullshit we insighting /
Selling children death and pretending it's exciting"

På "JoJo's Chillin" viser Mike sin brillante sans for historiefortælling, da han beretter om JoJo, der nærmest ved et uheld kommer til at smugle weed med op på et fly, hvilket resulterer i, at han ved landing snyder sig ud i en rullestol imens en Stewardesse bliver bustet for besiddelse i stedet. Også på den storslåede, 4-delte "Don't Die" kaster han sig ud i malende historiefortælling over et beat, der ændrer sig for hvert vers, og som derfor giver sangen et filmisk progressivt feel, der vitterligt ikke lyder som noget man har hørt før.
Killer Mike er dog heller ikke bleg for at "go ham" på R.A.P. Music, hvilket han gør bedre end de fleste. "This is John Gotti painting pictures like Dali, this is Basquiat with a passion like Pac" rapper han på "Untitled" og præsenterer dermed sig selv som en "kunstnerisk gangsterrapper", hvilket passer ganske perfekt. På "Go!" flænser han El-P's banger sønder og sammen på primitiveste vis: "Shit got damn. I go ham. I go off. The gun go blam. I go in, I go hard. I go stupid, oh my God. shamalamadumalama-shamalamadumalama, even when I ain't sayin' shit!". Simpelthen retarderet rap! Hvorfor? - Fordi fuck dig, derfor! - Det er lidt dén mentalitet man må finde sig i undervejs! Ikke mindst på en af mine personlige favoritter, "Butane (Champion's Anthem)", der bærer et af de hårdeste beats jeg nogensinde har hørt. El-P er intet mindre end sindssyg for at have produceret det nummer! Det samme kan siges om stort set resten af produktionerne på R.A.P. Music. Det flyver omkring med store trommer, ustoppelige hi-hats, buldrende basgange, høj, mørk og skærende synth og distortede computereffekter. De har uden tvivl sat sig for at bring the noise i bedste PE stil, men samtidig kan El-P noget med små fikse melodier, der gør de mastodontiske produktioner yderst vellydende, deres larmende natur til trods. Efter et dusin gennemlytninger kan jeg konstatere, at samtlige produktioner på skiven er fænomenale, men der er ingen tvivl om, at de kræver tid. Jeg kan sagtens forestille mig, at der vil være folk der synes, at beat'sne er decideret dårlige. Sådan er det nok med El-P, you either hate him or love him.  

"This is jazz, this is funk, this is soul, this is gospel /
This is sanctified sex, this is player pentecostal /
This is church. Front. Pew. Amen. Pulpit /
What my people need and the opposite of bullshit"
- "R.A.P. Music"

Alt i alt er R.A.P. Music et allerhelvedes velstøbt album! Det er skarptskåren rap, der gerne vil minde lytteren om slut 80'er/start 90'ernes nerve, samtidig med, at Killer Mike og El-P serverer et gyldent alternativ til en - i kølvandet på denne udgivelse - pt alt for tilbageholden, vag og modløs tilgang til hiphop. Killer Mike har gravet i fordums storhed, og med referencer til Wu-Tang, Slick Rick, Snoop Dogg, Eazy-E, MC Ren, 2Pac og Public Enemy har han taget alt det, der gjorde hiphoppen spændende og interessant for 20 år siden, og proppet det ind i El-P's små-tossede 2012-skabelon. Jeg tror at det kræver, at man er meget glad for meget forskelligt hiphop hvis man skal lære at holde af dette album, og det vil bestemt også være et plus at have et forhold til den hiphop som Killer Mike så ofte refererer til. På den anden side; jeg kom sent ind i hiphoppen og lyttede ikke til noget af det rap som Killer Mike forguder da det var nyt og spændende, og jeg fucking elsker det her album! Det eneste minus der er, er Bun B og T.I. featuren på åbningsnummeret, men på en-eller-anden sjov måde er deres optræden ikke "ødelæggende", for stillet op ved siden af de to får Killer Mike utrolig hurtigt statueret sig selv som et totalt monstrum når det kommer til rap.
     Det er nok et album, der er født til at dele vandende, som det ofte er tilfældet når El-P er involveret. Hvorom alting er, så er min begejstring total! Uden sidestykke årets største overraskelse og årets hidtil stærkeste plade. Sagde jeg "milepæl" i starten? Det burde det helt sikkert og uden tvivl være, easy. 

 6/6

"Southern Fried"

 

(den slutter ved ca. 4:40, der "gemmer" sig ikke noget længere inde)

"Butane (Champion's Anthem)" feat. El-P

"YAAAH YAAAH YAAAH YAAAH"

"R.A.P. Music"

"Ghetto Gospel"

"I pray the lawd he hear me /

Praying when I'm in trouble I'm speaking in forked tongue /

I say I'm out the game but I'm flinching like George Jung /

I must be in the clutches of Satan, it's all warm /

My mama took me to the Root Lady to read my palm /

She puts beads on my neck saying they protecting me from harm /

But fuck this old witch, I went and got a gun"

Jeppe "POW MOTHERFUCKER POW" Barsund