Tudsegammelt - Tudsegammelt

Jeg har virkelig set frem til denne udgivelse i lang tid, men ikke på baggrund af lutter begejstring! Der har været en form for mistroisk spænding involveret, for lad mig bare være ærlig: det er bestemt ikke alt det materiale Tudsegammelt har udgivet op til nu, der har imponeret mig lige meget. Deres debutnummer, "Til dem der ikk' kom med" fra Spytbakken 5, var en velproduceret og sjov lille sag, og gav helt afgjort god grund til at glæde sig til mere. "Det I har savnet" derimod var en langt mere ambivalent affære. Forrygende beat, men et "lå, lå-lå, lå lå lå lå lå lå" -omkvæd, der mest af alt mindede om et halvåndssvagt forsøg på at ramme et publikum, der ikke søgte den hiphop som Echo Out typisk er leverandør af, men skråle-hiphop som man kan bælle lunkne fadøl til. "Raplakbeatsblæs" var en lidt middelmådig sag i min optik, "Brun mandat" var "okay" og "På landet" havde lidt mere bid, men alt i alt var der ikke rigtig noget der formåede at ramme mig i det inderste hiphop-hjertekammer. Det gør de heldigvis på deres første, selvbetitlede langspiller.

"Tudsefamilien er one in a million /
Og sammen mindst lige så tight som en nykreeret brazilian /
Og gennemsyret af viljen til at ta' pladeantikvariat /
Og antiplagiat og blande det til kræs"

For de, der endnu ikke er blevet præsenteret for gruppen, består Tudsegammelt af rapperne Klaes og Leon MC, producer Lars Da Fari, Ejnar Videbæk på trommer og Rune Ølpik på kontrabas og tuba. Gruppens navn er et spil på deres kendetegnende lyd, da Lars Da Fari har samplet musikalske elementer der er, ja, tudsegamle. Her samples fra 20'erne og 30'ernes jazz og swing-era, så produktionernes røde tråd består af rustikke, organiske elementer med støvede piano-loops og diverse brass-blæsere i front. Ikke bare er det et alternativt og flabet modstykke til den eksisterende format for "ægte hiphop", det er også ekstremt kreativt, legesygt og måske vigtigst af alt: sygeligt effektivt og fantastisk velproduceret. Lars Da Fari var i forvejen en sublim beatsmed, men denne plade kanoniserer ham op blandt de pt. bedste overhovedet. Nogle af beat'sne lyder måske en smule for ens, som "1 skridt frem og 2 tilbage", "Haletudsen" og "Nul komma fem", men størstedelen står ganske unikt frem. Fra de halvrustne, støvede blæsere på åbningsnummeret "Ingen som Tudse" og scat-singing og laber klarinet på den fænomenale "Bedre tjent uden", til den fuldt ud rowdy "Det betyder ingenting" og min personlige favorit: den bombastiske, trompet-besmykkede "Græsenkemand", hvis melodi efterlader et uudsletteligt indtryk. Musikken alene giver et af de mest solide helhedsindtryk jeg længe har oplevet, og som konceptuelle elementer, resulterer jazz/swing-stilen i et helstøbt album af de sjældne.

"Vi' mer' end boom-bap, vi' en buldrende bas /
Vi' tuba og rap i et umage match /
Så ta' ikk' fejl af det sjuskede dress /
For vi skjuler en skat, det' tudsernes nat"

Indholdmæssigt bliver det til gengæld en smule mere vakkelvornt flere steder. Lad mig endelig slå fast, at både Klaes og Leon MC har legen med ord og flowet i deres magt, dér er ikke så meget negativt at sige, - det er selve indholdet der nager mig en smule. Sangen om at være blevet gammel, "Nul komma fem", virker alt for søgt når man tænker på, at de to leverandører trods alt kun er omkring de 30. "Selvfed"; om at være blevet fed og halvvammel, virker ligeledes nærmest hånlig da de herrer nok ikke vejer et kilo over de 85. På anti-krigssangen "Heltekvad", bliver det også en tand for hippie-pladderromantisk til min smag, da der rappes om, at krig og ødelæggelse skal stoppes med kærlighed og sammenhold. Det er måske lige nemt nok sluppet. Lidt som da de på "Brun mandat" brokkede sig over danske politikere med det givne alternativ at stemme på det ikke-eksisterende brune mandat.
     Teksterne er faktisk gennemgående rimelig banale; fire af de tolv numre handler om Tudsen selv, og når de rapper om mere betydningsfulde emner som børn på "Haletudsen", komplicerede forhold på "Bedre tjent uden" og om at flytte fra landet til storbyen på "På landet", så er humoren og komikken hele tiden primus motor, hvilket gør, at der ikke er noget af det, der virker særlig seriøst eller alvorligt overhovedet. Men lur mig om ikke det er bevidst?! Lad mig lige recitere en klassisk Freddie Foxxx linje:

"When you speak of who's the dopest MC I don't come up /
But when you speak of who's the livest MC I stay what up - wassup!!"

- Klaes og Leon MC er langt fra de dopeste MC'er i dansk rap, men meget muligt nogle af de absolut stærkeste live. Ganske passende virker Tudsegammelt som en gruppe, der har satset hele biksen på at være en glædesspredende livegruppe, som netop har de gode vibes og de opløftende toner som deres varemærke. Som de skråler på "Tudsen er live": "Og det' vores absolutte mærkesag at gi' et show fra hjertet af, og valuta for betalt entré - når Tudsen den er live!".
Jeg synes faktisk de overbevisende livenavne er en mangelvare i dansk rap. Der er mange hamrende dygtige rappere, men antallet af dem, der kan bakke deres evner i studiet op med et proportionelt fedt liveshow, er i heftigt undertal. - Her tager Tudsen en åbenlys førsteplads. Der er ingen tvivl om, at Tudsegammelt er dem i Echo Out stalden, der appellerer bredest, men jeg synes bestemt at de gør det med pålideligheden intakt. Der er mange omkvæd, der er skræddersyet til, at folk kan råbe med på dem, ord for ord, efter to gennemlytninger, hvilket i sig selv er pop'et, men på den anden side er det forfriskende at opleve nogen, der tør betræde elementer af hiphoppen, som plejer at være fy-fy. Det plejer f.eks. ligeledes at være et no-go at dyrke et image udadtil i dansk rap, men med sixpence, seler og forvaskede hvide skjorter og undertrøjer, gøres det jazz-snuskede og sprut-forhutlede image til en selvfølgelig del af musikken.
Nogen vil måske mene, at man ikke kan medregne en gruppes performance-evner og udseende i en pladeanmeldelse - det plejer jeg såmen selv at sige - men i dette tilfælde ville det simpelthen være at kritisere dem for deres eksistensgrundlag, hvilket ville være decideret dumt. Tudsegammelt laver ikke musik, som indbyder til nærlytning og eftertænksomhed som mange af deres labelmates, men derimod musik, der skal trykkes af på en scene foran et feststemt publikum. 

Det har været umådelig svært at sætte en karakter på denne plade, for normalt ville et lyrisk indhold som det, der pryder nærværende skive, ikke række længere end en 4'er i min bog, men det samlede indtryk er ganske simpelt så imponerende, energisk og smittende, at jeg kan se igennem fingre med det.

5/6

 - Jeppe Swing Barslund