Blacastan - Blac Sabbath

"Yo, I'm blacker than the afro on Assata Shakur /
Blacker than the darkest corners in your project's corridor /
Black like the black keys on your piano /
Ill melody, I'm blacker than the weed niggas sellin', B..."

Historien om Connecticut rapperen Blacastan er enestående. I starten af 90'erne kom han som 16-årig ind og sidde for at sælge stoffer. Alt imens the golden age of hip hop farede forbi udenfor fængslets mure, sad Blac i sin celle og forsøgte at følge med i hiphoppens udvikling, ved at lytte til undergrundshiphop og opbygge sin egen stil ved at nærstudere mestrenes flows og teknikker. Da han kom ud igen, blev han imødekommet af en verden, hvor mainstream hiphop og kommercielle rappere havde taget over.
Blac Sabbath er Blacastans debut, og den viser tydeligt, at Blac blev personligt krænket af mødet med denne tvivlsomme afgren af hiphop. Hvor det til gengæld havde været oplagt for Blac at gå i kødet på pengefokuserede rappere, lader han blot hans overlegne, intakte golden era stil håne hele mainstream hiphopbølgens væsen.

"Drum machine yes, keyboard not /
And I ain't really sayin' keyboards ain't hot /
But nothing in my style is commercial or pop /
And the day I cross over is the day that I stop"

Blacastan er hvad man må kategorisere som et fortidslevn. Havde der været retfærdighed til i verden, havde han haft sin storhedstid i 90'erne. På en yderst mærkværdig måde kan man sige, at hans stil virker malplaceret i år 2010, fordi den er så uvant tro imod sine rødder, at man faktisk skal helt tilbage til dengang, hvor dem, der opfandt genren, praktiserede hiphop, for at finde et sidestykke. Da dette er 15-20 år siden, er det klart, at den nye generation af hiphop enthusiaster får svæere og svæere ved at følge med. Man kan jo egentlig ikke forvente af en teenager idag, der først er begyndt at høre hiphop efter årtusindeskiftet, at han skal kunne værdsætte kulturens pionere på lige fod med dem, der var med fra starten af.

Lad os tage mig som eksempel. Jeg er fra årgang '87. Min interesse for hiphop startede da jeg var en ca. 14 år gammel, altså i år 2001. Den eneste grund til at jeg har så sygeligt meget respekt for alle hiphoppens forfædre er, at jeg i løbet af årene har sat mig så godt ind i kulturen og historien, at jeg ved, at jeg aldrig vil kunne se fremad, uden først at have set tilbage og betalt de rette summer respekt til de kunstnere, der har banet vejen. Hvis ikke man som ungre hiphoplytter har fået sat tingene i perspektiv, så forstår jeg egentlig godt, hvorfor flertallet vælger at lytte til Drake fremfor at bumpe noget klassisk Gang Starr. - Gang Starr's lyd er bygget op omkring samples fra endnu ældre soulsange. Hvis du går ind på iTunes idag, så vil R&B/Soul afdelingen vise navne som Usher, Alicia Keys, Ne-Yo og Rihanna. Man kan ligeledes heller ikke forvente, at en 15-årig vil synes, at Otis Redding, James Brown eller Al Green er synderligt spændende. Det ville svare til, at jeg hev fat i en 15-årig World of Warcraft nørd og spurgte, om ikke han havde lyst til at prøve at spille Warcraft 2. Det synes jeg var et alle tiders spil, da jeg sad foran min 'ms dos' drevne compaq computer i '95 og fik firkantede øjne. Men de unge i dag ville kede sig ihjel fem gange, hvis de skulle bruge tid på et 2D spil med så tvivlsom grafik. Jeg håber i kan se min pointe, ellers er den her anmeldelse godt nok ved at blive lang!!

Sagens kerne er, at Blacastan med 110%'s sikkerhed vil få de gamle hiphop hovedet op af stolen af begejstring, men han vil ikke sælge nogle plader, for forbrugerne, ungdommen, har, desværre for dem, ikke en anelse om, hvad der i virkeligheden er godt for dem. De klikker sig ind og køber Flo Rida, Akon, Soulja Boy og 50 Cent i stedet. Blac Sabbath coveret siger det hele; Blacastan har samlet den tabte fakkel op, tændt flammen på ny, og påbegynder nu et nyt hiphop korstog.

"Crate Diggaz"

- Blacastan dyrker eastcoastlyden, med støvbelagte, samplestærke, tonstunge boom bap beats, og hans sublimt fortalte koncepthistorier, set fra det gustne gadehjørne, er ikke leveret med en lignende integritet og intensitet siden dengang hvor Kool G Rap, Big L og lignende ingeniører fødte stilen. Blac er så "real" og "raw" som det kan blive. Hans evner til at fortælle originale historier er storslået. På "The Dice Life" rapper han som en terning, der fortæller om gambling og gæld, og om hvor hurtigt det kan gå galt når der er penge på spil. På "The Life of A Tape" rapper han som et kasettebånd, der fortæller historien om dette tabte medie, med linjer som, "Since back in the days of N.W.A. / Parents been throwin' me away, the life of a tape". "How Can You Be So Sure" er en efterlivsberetning, hvor han som død ser tilbage på livet i gaderne. Og Der er mange eksempler på denne livagtigt malende og dybt nærgående måde at fortælle historier på, og ikke nok med, at ideerne er eminente, så besidder Blac evnerne til at få dem ud på den helt rigtige måde. På "Returning To Nam", er Blac ganske tæt på at nå R.A. the Rugged Mans ikoniserede vers på "Uncommon Valor". På "City to City" beretter han om livet som pusher, og man skal huske på, at intet her er fiktionelt,

"I was raised in this land where the savages reign /
Did a bit, came home and stayed away from the 'caine /
But got my young niggaz touching it /
New crib, blew a dutch in it /
Remember this could all be yours /
Wear gloves when you 're baggin', keep the dope out your pores /
Get a spot, please keep the double locks on your doors /
When they rush, this'll give you time to flush all the raw /
Experience'll teach a nigga, I did it before /
These are the words of a grimey nigga livin' the fall"

Der bliver endda tid til en kærlighedshistorie, som faktisk er et af pladens helt store højdepunkter. Men heller ikke her er det en dans på roser, for det handler i lige så høj grad om de problemer kærlighed kan medføre, fx når kærestens far er ved at blæse hovedet af en med en shotgun fordi man dater hende.

Tekstuniverset på Blac Sabbath er mageløst. Produktionerne ligeledes. Connecticut produceren Colembeyond står for størstedelen, og på trods af, at jeg aldrig har hørt om ham før, gør han et suverænt stykke arbejde. Statik Selektah, Blue Sky Black Death, Mr. Green, DJ Doom og Blacastan selv har en skæring hver, men det er Colembeyond, der lydmæssigt stjæler showet. Produktionerne slår så hårdt, at det føles som om højtalerne spytter knytnæver ud i fjæset på en, og de knitrende vinyler vendes så perfekt, at støvet der hvirvler rundt i lokalet med sikkerhed vil fremkalde reaktioner hos enhver allergiker.

"Diamond"

Men albummet er ikke helt uden kvaler. Det er for det første for langt. Pladen tæller 19 numre, og en 4-5 stykker skulle bestemt have været skåret fra. Det sker heldigvis kun sjældent, men Blacastan falder fra tid til anden i rapklicheer, som bare er hørt for mange gange før, og så er en lille håndfuld af produktionerne lidt ligegyldige.
Alt det gode ved Blac Sabbath overskygger dog de små fejl og mangler, og i sidste ende er Blacastans debut utroligt fed. Det er meget muligt at han kommer fra Hartford, der ligger 250 km fra NY, men han vil til hver en tid kunne mænge sig med de mest hårdkogte rappere fra Queens, Brooklyn og Harlem. Follow the torch!

Curren$y - Pilot Talk

New Orleans rapperen Curren$y er et unikt forbillede for hvordan flere rappers burde tænke. Han har som en af de eneste kunstnere i nyere tid valgt at skrotte en million dollar deal til fordel for at jagte hans sande ambition. Man må gå ud fra, at alle rappere sætter sig nogle mål når de igangsætter deres hiphop-eventyr, men i disse dage er det som om, at man har opnået mere når pengene strømmer ind på kontoen, end ved at forfølge sine egentlige drømme.

Der kom hurtigt vind i Curren$y's sejl. I en ganske ung alder blev han signet til Master P's No Limit Records, hvorfra han udsendte to mixtapes. Derfra blev han signet til tidens hotteste og mest indtjenende selskab, Young Money Entertainment, hvorfra han udsendte en længere række mixtapes, der opbyggede en solid hype omkring ham. Da det endelig kom til hans debutplade, valgte han dog, til alles store overraskelse, at hoppe fra Young Money Entertainment, og udgive pladen via det lille nyopstartede selskab Amalgam Digital. Farvel major, goddag independant. Dette gav ham muligheden for at lave lige præcis den musik han brændte for, uden at skulle bekymre sig om Lil' Wayne og Birdman's ambitioner.
Da året slog 2010 skiftede han igen selskab, denne gang til Damon Dash's BluRoc Records, et underselskab til det netop genoplivede Roc-A-Fella Records, der havde været komplet inaktivt et helt år, indtil Jay-Z købte sig tilbage som president. Pilot Talk er dermed hans tredje udgivelse, men hans major label debut.

History lesson over! Tak til Danni T for at anbefale mig at checke denne plade ud. Han pitchede pladen som super fed hvis man "digger tight productions med en rapper, der hygger sig", og bedre kan skiven ikke beskrives. Skulle anmeldelsen koges ned til én linje, så ville denne sige alt om udgivelsen.
Curren$y hygger sig bestemt kosteligt. Det brænder totalt igennem, at han elsker at rappe. Energien er i top og indlevelse såvel som teknisk overlegenhed er spot on. Faktisk er han så overbevisende, at det tager et par gennemlytninger før det går op for en, at han substantielt set ikke har synderligt meget på hjerte. Det er bundærlige beretninger om hans liv, men da hans liv ret beset ikke handler om meget andet end hiphop, damer og weed pt, så er det naturligvis begrænset hvor dybt lyrikken stikker. Men som vi også var inde på hos Rick Ross, så er en snæver lyrisk spændvidde ikke ensbetydende med et ringe produkt. Slet ikke faktisk! - Curren$y har formået at skrue en samling tekster sammen, der rigtig nok cirkulerer om det samme emne, men som indiskutabelt også gør sig som formidabel underholdning og sprød rap, der ikke kræver det store af lytteren. Et par velvalgte gæsteoptrædender gør albummet til en yderligere fornøjelse. Devin the Dude leverer et sagde-han-lige-det-der, hysterisk morsomt vers på "Chilled Coughphee", Snoop Dogg passer perfekt ind på "Seat Change" og Mos Def og Jay Electronica velsigner "The Day", sidstnævnte med nogle fede linjer,

"Always call a spade a spade /
Be like Chuck D, never be like Flava Flav /
I pray this flow i dumb enough /
I pray my heart is Rev Run and DMC enough"

- Der er kort sagt dømt laid back hiphop, der i al sin enkelthed er super fedt at groove med til.

Pilot Talk's største force er dog produktionerne, der alle er leveret af Ski Beatz, med "Roasted" og "Prioritize" som undtagelse. Ski Beatz er primært kendt for hans musikalske bidrag til Jay-Z's klassiker Reasonable Doubt, samt hans langvarige arbejde med Camp-Lo. 2010 har været lidt af et comeback for Ski, der har rystet flere guldkorn af sig i løbet af året. Omkring årsskiftet udsendte han førstesinglen "Taxi" fra hans kommende 24 Hour Karate School, der stadig gør sig som et af årets fedeste numre, og "Yeah, But I Can Rhyme Though" from Homeboy Sandman's The Good Sun er intet mindre end en gudsbenådet banger. Magien er bestemt tilbage, og det er næsten samtlige produktioner på Pilot Talk krystalklare beviser på. Allerede på "Audio Dope II" bliver vi præsenteret for en mesterproducers kunnen. - Dyb bas med ualmindeligt tunge trommer, tilsat noget, der kunne lyde som et sample taget fra en kung fu film, og man har en forrygende banger. Lyt med...



- Den herligt opløftende og jazzindflydelsesrige "Breakfast" er endnu et højdepunkt på pladen, og den bluesguitar bårne "Skybourne" er ligeledes en sand perle.
Om det er et plus eller minus skal jeg ikke bedømme, men i mine øjne er Ski Beatz den helt store stjerne på Pilot Talk. Som skrevet før er Curren$y bestemt en underholdende rapper, men oppe imod Ski's mesterkompositioner, blegner han en smule. Heldigvis er det helhedsindtrykket der tæller, og dét er godt. Den ender nok ikke på top 10 2010, dertil er Curren$y's tekster en tand for mangelfulde, men jeg er ganske sikker på, at du ikke vil fortryde erhvervelsen af Pilot Talk.

Vinnie Paz - Season of the Assassin

Vinnie Paz er den mest arrige rapper nogensinde, punktum. Eminem er rå, Necro psykisk forvrænget og Cage mentalt forstyrret, men Vinnie Paz er den ubestridt bedste til at være godt og grundigt pissed off på mere eller mindre alt og alle omkring ham. Hele hans karriere er bygget op omkring had. Had imod samfundet, imod homoseksuelle, imod kvinder, imod kristne, imod dårlige rappere og imod dem, der ikke er på hans side. Jeg husker tydeligt min fascination af ham da jeg blev introduceret til Jedi Mind Tricks via Visions of Gandhi. Dengang var jeg yderst betaget af hans stil, ikke fordi jeg gik (eller går) ind for et miligram af hans værdier - lord knows I doesn't - men fordi det var noget komplet nyt for mig at opleve en kunstner gå så insisterende og overbevisende apeshit på en hel plade. Stoupes pompøse produktioner, der ikke den dag i dag er blevet matchet, gjorde naturligvis også deres for at fange min interesse, men jeg lyver ikke når jeg siger, at mig og mine kammerater kunne recitere samtlige vers på pladen. Jeg skrålede højlydt og ufortrødent med på linjer som "I'm being facetious, you should heed this, I'm the one who hammered the first nail in Jesus", selvom jeg nok ikke burde. Men der var ikke noget at gøre, vi forgudede Jedi Mind Tricks. Og jeg har fulgt dem igennem tykt og tyndt lige siden, og selvom de modsat vin er blevet dårligere med tiden, så vil de altid have en plads i mit hjerte. Med History of Violence ramte de et lavpunkt, der var tæt på at få mig til at hoppe fra, men så valgte de at holde pause for at forsøge på egen hånd i et stykke tid, hvilket gav fornyet energi til både Vinnie og Stoupe. Stoupe udsendte Dj albummet Decalogue, og har netop udgivet A Bright Cold Day med Liz Fullerton, under navnet Dutch. Paz derimod holdte stilen rå og samlede tropperne under Army of the Pharoahs flaget, og har pt udgivet tre yderst voldsomme og hårdtslående plader med dem. Men det er først nu, at han debuterer som solorapper, og det er tydeligt at se, at han har udnyttet samtlige kontakter og hevet i alle tråde muligt, for Season of the Assassin er infesteret med gæsterappere og forskellige producere, nogen af dem forvente, andre yderst overraskende.

"I feel reinvigorated, don't fuck with the boss /
I'd rather cut my own throat before suffering loss /
Anybody fucking with me get hung on the cross /
I have anger in me, don't make me summon the source"

Da Jedi Mind Tricks udgav undergrundsklassikeren Violent By Design i 2000 var der en hvis mening med galskaben. I al sin umiddelbare stupiditet og ekstreme brutalitet var albummet nemlig en ganske velformuleret kommentar til USA's tvivlsomme virke i Vietnam krigen, og hvordan velstillede unge mænd, som Vinnie Paz's far, vendte hjem som afstumpede maskiner. Den dystre og voldsomme stil blev et undergrundshit, og Jedi Mind Tricks har holdt stilen ved lige på de efterfølgende fire udgivelser, og som det fremstår i det ovenstående tekstuddrag, er Vinnie Paz stadig arrig og fyldt med vrede.

"Who the best muuhfucka in the streets that you never heard? /
The 45 seperates your head and it severes nerves"

Meget ved Season of the Assassin er yderst forudsigeligt. Som det ligeledes ofte er tilfældet hos Army of the Pharoahs, lader kvantitet til at vægte højere hos Paz end kvalitet. Se bare på hvor mange numre, der er på pladen. Meget få udgivelser kan bære 21 numre, og Season of the Assassin havde været en langt bedre plade, hvis 1/3 havde været skåret fra - indholdet holder ganske simpelt ikke til 1 time og 17 minutter. Produktionsmæssigt gættede jeg også rigtigt hvad angår to ting: for det første er Stoupe ingen steder at finde, og for det andet har Paz rekrutteret hele 19 forskellige beatsmede. Nogle af disse er velkendte ansigter hvad angår Jedi Mind Tricks relaterede projekter; DJ Kwestion, 4th Disciple, Da Beatminerz, DC the MIDI Alien og vores egen Sicknature er alle en fest del af holdet, men Paz har også allieret sig med nye producere som Lord Finesse, DJ Muggs og Madlib, som ikke ligefrem er folk man ville have forbundet med den stilart Paz repræsenterer. Dertil synes jeg også kun sjældent, at dette fungerer. De mest fremtrædende numre på pladen er dem, der ikke forsøger at være mere end de er, og som ganske simpelt bare fuldfører deres formål, som fx "Beautiful Love", der virkelig er en beautiful banger, der på alle måder klæder Paz. Samme kan siges om den storladne "Kill 'Em All", headbumperen "Role of Life" og den gustle klaverbårne "Nosebleed", der har en blændende R.A. the Rugged Man som gæst.



Det skal på retfærdig vis også siges, at Paz overrasker et par gange i løbet af pladen. Ikke nok med at han rapper side om side med blandt andre Paul Wall, Beanie Sigel, Freeway og The Clipse, så viser han os en blødere og mere personlige side af sig selv, ikke hørt magen siden "Into the Arms of Angels" fra AOTP debuten. På den vanvittigt flotte, MoSS producerede "Keep Movin On", viser han sin mesterlige evne til at fortælle historier , og på "Same Story (My Dedication)" maler han et smukt portræt af hans højt elskede stedfar, der døde af kræft.



- Desværre er Season of the Assassin alt for lang, forvirret og ufokuseret. Produktionerne er i mine øjne det største problem, da der er for mange ligegyldige og halvslatne beats iblandt. Én ting er, at han ikke vil bruge Stoupe, men der er mange andre fortrinlige producere derude, som jeg hellere så på creditlisten end mange af der nu engang er på. De tyske Snowgoons havde passet perfekt ind, og polske The Returners havde kunne besmykke pladen med lidt guld. Dette er dog ikke tilfældet, og størstedelen af skæringerne gør bare ikke nok for skille sig ud. Paz'es energi er som sædvanlig bemærkelsesværdig, og vær ikke i tvivl om, at der er materiale at finde på pladen, der bestemt ikke skuffer.

3.5/6

-

Rick Ross - Teflon Don

"Hej. Jeg hedder Jeppe. Jeg er 23 år, og jeg kan virkelig godt lide Rick Ross..."

Normalt har jeg et forholdsvist anstrengt forhold til rap om penge, biler, letpålædte damer og jeg-er-den-bedste-nogensinde attituder i større portioner, men når det kommer fra bamsefar Ross, ændres mit syn på materielt rap radikalt. Om det er hans afslappede karakter, høje humør, ekstremt flotte musikvideoer, hans medfølgende kongeproduktioner, eller om det er hans herlige udseende og egen holdning til dette, der gør, at jeg synes langt bedre om Ross end mange af hans lignende kollegaer ved jeg ikke, det eneste jeg ved er, at jeg bliver i alle tiders godt humør af at sætte en Rick Ross cd i anlægget og læne mig tilbage.

Dertil er hele Rick Ross'es baggrundshistorie en af de sjoveste i "gangster"-rappens historie. Han vil så gerne være en åhh så farlig, coke slingin' gangster rapper, men alt peger bare i en anden retning. William Leonard Roberts II er hans borgerlige navn, men for at få lidt mere street cred kaldte han sig Rick Ross, opkaldt efter narkobaronen "Freeway" Ricky Ross, der ummidelbart efter sagsøgte ham for ti millioner dollars, for at have taget hans navn. Yderligere kom det pludselig frem, efter at Rick Ross havde søsat sin karriere, der var bygget op omkring tekster, set fra en drug dealers perspektiv, at han var forhenværende correctional officer, og altså havde arbejdet som law enforcement, hvilket ikke just bliver set på som værende "gangsta"! Mangen en konkurrende rapper grinede højlydt af denne afslørede hemmelighed, og 50 Cent stod forrest i køen af rappere, der så en åbentlys mulighed for at smide et oplagt diss track i Rick Ross'es retning. Men det tog den godmodige Ross ikke så tungt, og på trods af kraftig modvind undervejs lader det til, at Rick Ross med Teflon Don er on top of the world.

Jeg synes som sagt, at Rick Ross er en meget likeable karakter, men jeg har ikke altid været lige glad for hans musik. Hans to første udgivelser, Port of Miami (2006) og Trilla (2008) sagde mig ikke det store, men med Deeper Than Rap fra sidste år, fik jeg pludselig øjnene op for hans storladne univers, hvor især "Usual Suspects" bragede igennem som en af årets største skæringer. Med hver udgivelser synes Rick Ross at være blevet mere bevidst omkring helheden i et album. Port of Miami og Trilla virkede begge som dårlige undskyldninger for at kunne udgive hans singler, men Deeper Than Rap og især Teflon Don er i højere grad bygget som hele albums. Der er stadig et godt stykke til det ultimative album, for selvom Teflon Don i min optik er Ross'es bedste til dato, er der stadig forfærdelige numre at finde derpå! "No. 1", "MC Hammer", "Blowin Money Fast (BMF)" og "All the Money in the World" er ikke to potter pis værd, men resten af albummet er faktisk yderst fremragende.

Tears of Joy feat. Cee-Lo Green

Som sædvanlig er Ross'es tematiske omfang lige så snævert som Dansk Folkepartis udlændingetolerance, men til gengæld er han omringet af branchens crème de la crème hvad angår producere og gæste features. Han har håndplukket er par suveræne produktioner fra J.U.S.T.I.C.E. League, hvis helt fantastiske signaturlyd nærmest er blevet synonym med Rick Ross. Lette strygere og synth over gyngende basgange og yderst velprogrammerede trommer, der fungerer som soundtrack til Ross'es mafiaeventyr. No I.D. sørger for mesterværket "Tears of Joy", der har en usammenligneligt god Cee-Lo Green på omkvædet. Sammen med Kanye West står No I.D. også får superskæringen "Live Fast, Die Young", der med sit melodiske omkvæd og perfekte sammensmeltning af talrige stemmesamples, der er klippet til uigenkendelighed, er en sand fornøjelse. Mr. West bidrager med et vers, der er fyldt til randen med klassiske Kanye linjer som "My outfits' so disrespectful, you can go ahead an' sneeze 'cause my presense blessed you". Rick Ross har også nogle gode linjer, især i sidste vers, hvor han rapper,

"Seems like we gettin' money for the wrong things /
Look around Maseratis for the whole team /
Look at Haiti, children dying 'round the clock nigga /
I'd send a hundred grand, but that's a decent watch nigga"

- Så er der selvfølgelig også "Free Mason", der har fået internettet til at gå amok i konspirationsteorier og hysterisk snak om illuminati, primært på grund af Jay-Z's vers, der efter sigende er et modsvar til beskyldninger om, at han skulle være medlem af Freemasonry bevægelsen, der på en-eller-anden måde er tilknyttet illuminati. Jeg ved ikke med jer, men jeg tror ikke to sekunder på noget af det, men hans vers er never the less fantastisk flot,

"He without sin shall cast the first stone /
So y'all look in the mirror, check your appereance /
Bitch, I said I was amazing /
Not that I'm a Mason /
It's amazing that I made it through the maze that I was in /
Lord forgive me I never would've made it without sin"

- Og med et rasende flot beat fra The Inkredibles og John Legend i baggrunden, har man et majestætisk nummer.

Rick Ross er ikke den bedste rapper, og bliver det aldrig, men han er ekstremt godt selskab, og selvom man kan sidde og hakke ned på hans tekster, der er lige så dybe som en flad tallerken, og nogle svage valg i beats her og der, så ser jeg mig nødsaget til at give ham point for at være den han er. Han hygger sig, lever livet og laver musik med dét som udgangspunkt, og det kan høres. Teflon Don er ikke det slags album, der ender på top 10 listerne, men det indeholder stadig tilstrækkeligt pragtfulde numre til, at den givne karakter ligger i den gode ende.

PackFM - I F*cking Hate Rappers

"We gotta hold someone accountable for this absurd amount of bull /
They tell me words are powerful but this is insurmountable /
So call me a hater, say I'm mad, it won't phase me /
'Cause the first step to changing things is getting people angry"

Det virker måske lidt cocky at have et bandeord i sin albumtitel, men ind imellem er der nogle ting, der bare må og skal siges som de er, ufiltreret og lige i fjæset. Mange mc'er har i arrigskab kommenteret på den nye, unge og dovne rap-generations krænkende fremgangsmåder og anstødende metoder, der praktisk talt har invaderet ethvert aspekt i nutidens hiphop. Men ingen har for alvor hævet stemmen til et niveau, hvor der for alvor er blevet hørt efter. Det vil undergrundshelten PackFM nu forsøge at gøre noget ved, med et album, der i højere grad end noget man før har hørt, langer ud efter generation "hip hop is dead".

Blot ved et enkelt øjekast på coveret - der i mine øjne er et af de fedeste i lang tid - har man en krystal klar idé om, hvad dette album handler om. De overpumpede, bling'ed out, mainstream gangstarappere står på scenen, og den zombificerede, hiphop-uvidende, ungdommelige skare jubler slavisk med. Men PackFM vender ryggen til det, som han selv ser som det rene blasfemi af den kultur, han selv elsker og lever for. Som han rapper på titelnummeret,

"So when you see that nigga me, recognize the history /
Ever since I hit the scene I've was deemed an entity /
Even did this for free dawg, do your research /
Hip hop changed my life, Dilla changed your t-shirt"

- Med denne attitude, dette cover og den tilhørende albumtitel, kunne man snildt tro, at I F*cking Hate Rappers var én lang, decideret negativ og gennemført mavesur omgang, men det er langt fra tilfældet. PackFM's portræt af nutidens fordummende rappere er overraskende intelligent og overordenlig komisk. Det hele starter med, at PackFM pludseligt bliver sms'et angående et show han skal spille på et suspekt spillested, arrangeret af en mindst ligeså suspekt promoter. Pack kan ikke huske at have lavet denne aftale, men på trods af et ufattelig elendigt lineup af opvarmere og det faktum, at han slet ikke ved hvor spillestedet ligger, begiver han sig alligevel ud i verden for at finde det. Dette tager ham igennem et par situationer - genialt udført i en række fænomenale skits - der giver nogle sublime billeder af nutidens hiphop standarter. Fx da dørmanden ikke vil lukke ham ind, fordi han ikke har "the Kanye look", eller da han udviser den ypperste disrespekt ved at spilde en drink på en af den andre rappers sneaks. Dette skit flyder overi nummeret "Tough Talk", hvor Poison Pen påtager sig rollen som den fornærmede, sneaks-bespildte support rapper, og det er i sandhed et stjerneøjeblik. Efter diverse konflikter og misforståelser ender Pack naturligvis på scenen, og med "Here We Go" viser han ikke bare historiens fiktive rappere, men også alle de ægte derude af slagsen derude, hvordan den skal skæres. Alle tiders klimaks.

På størstedelen af albummet forholder PackFM sig kritisk til omstændighederne, serveret på en jokende og livlig fason, men hen imod slutningen lyser det op, især med "I Fucking Like Everything" og den lyrisk mesterlige "Absolutely Positive" rundes albummet af med stor stil.
Og selvfølgelig lyder det også godt! Det er QN5 vi snakker om, kan de overhovedet fejle? Domingo, der oprindeligt skulle have produceret hele herligheden, disker op med nogle hårdtslående bangers, hvor især "Absolutely Positive", "Here We Go" og "Nasty" er prima eksempler på produktioner, der lader mc'en gøre lige præcis hvad han vil, og PackFM river dem sønder og sammen som gik verden under i morgen. Cunninlynguists' Kno bidrager med den storladne "Wanna Know", der har Deacon the Villain med på omkvædet, og det skulle ikke overraske nogen, at han gør det helt fantastisk. Fedt er det også at opleve selv samme Deacon producere, hvilket ikke just er noget han plejer at gøre. Han står for den super sprøde, opløftende, strygerbårne "I Fucking Like Everything". Bedst bliver det dog med titelnummeret, der er produceret er det musikalske geni, QN5 stifteren Tonedeff, der leverer et, beskrevet af ham selv, "wrath of god, kick you in the fucking mouth, beat your kid with a fucking spiked bat" -kinda beat, og tjaa, det er faktisk rimelig spot on beskrevet!




I F*cking Hate Rappers er en stor triumf. Det havde været nemt bare at svine den nye generation af rappere til igennem et helt album, men det er PackFM for klog til, så istedet bliver de udstillet med sarkasme, kløgt og humor, så ikke nok med at der med rette bliver langet ud efter den fortabte rap elite, så bliver der samtidig dyrket hip hop kerneværdier, og igennem hele albummet bliver der nikket anerkendende til hip hoppens founding fathers som fx Run DMC og Prince Paul. Tilsat flow, levering og indlevelse fra en af vores pt mest spændende og livlige mc'er, samt en samling produktioner, hvoraf kun et par af dem halter, og man har en yderst sprængfarlig cocktail af et album. I f*cking love I F*cking Hate Rappers!

Dutch - A Bright Cold Day

Da jeg så denne plade første gang, var min umiddelbare tanke; "hvem kalder dog sin gruppe for Dutch?!". - Et besynderligt navn, der ikke rigtig siger noget om, hvilken slags musik det er, og som, set fra kunstnernes side, må gøre det stort set umuligt at blive fundet via internettets søgemaskiner. Ikke desto mindre fandt jeg dem, ganske tilfældigt og imod alle odds, og det er jeg sørme glad for!

Under navnet Dutch finder vi Liz Fullerton; en herlig enspænder af en poetisk og vokalt ambitiøs sangerinde, hvis navn sikkert får de færrestes klokker til at ringe. Det gør hendes kompagnons derimod, det er nemlig ingen ringere end Stoupe the Enemy of Mankind - geniproduceren fra Jedi Mind Tricks. Og nu begynder det måske at give mening, for var det egentlig ikke Liz Fullerton, der lagde stemme til "Razorblade Salvation" fra Servants in Heaven, Kings in Hell? Og var det ikke selv samme sangerinde, der sang på "Death Messiah" fra History of Violence albummet? Selvfølgelig var det da det. Men Liz Fullerton indtjente ikke den store anerkendelse på baggrund af de to features. Hun var langt fra på hjemmebane da hun sang duet med evigt arrige Vinnie Paz, og Stoupe var på hans karrieres lavpunkt med History of Violence, så heller ikke produktioner lod til at yde hende retfærdighed. Hun var dog smart nok til at danne par på fuldtid med Stoupe, efter han er Vinnie besluttede sig for at tage en pause fra Jedi Mind Tricks. Ifølge Stoupe selv har han i over et årti haft en drøm om at udgive et album, der ville kunne vise andre sider af ham som producer. Optimalt set ville han lave et album, der samtidig med at beholde den samme rå nerve som man kender fra ham, ville kunne udforske nyt musikalsk terræn og tilføje mere end "bare" producer til resumeet. det skæbnesbestemte valg i Liz Fullerton kunne ikke være bedre.

Liz Fullerton er en unik type. En såkaldt "ener", der hverken kan sættes i bås, defineres som karakter eller puttes i en bestemt samfundsgruppe. Hun er født i Californien, men opvokset i Mexico, og i en forholdsvist ung alder forlod hun sikker grund med en vadsæk på ryggen, kun indeholdende en samling dybt personlige sange, og dragede ud i verden for at finde lykken. Det lyder meget eventyragtigt, men det er faktisk præcist hvad hun gjorde. Hun har rejst rundt i det meste af USA, med hovedvægt på den nordlige del, for at finde en, der kunne forstå hendes ambitioner og tale hendes sprog. Efter megen rejsen og vandren, vendte hun dog hjem til Santa Barbara, og det var sjovt nok der, efter at have været det meste af kontinentet rundt, at hun fandt "the one". En af hendes bekendte var venner med Stoupe, og denne tog hende med til LA for at se Jedi Mind Tricks spille. Liz havde hørt igennem den bekendte, at JMT gik og ledte efter en sangerinde, til at indspille et nummer (hvad der senere skulle vise sig at være "Razorblade Salvation"). Hun fandt Stoupe efter showet, gav ham en cd med tre af hendes numre på, at han behøvede efter sigende ikke at høre mere end 10 sekunder, før han var overbevist om, at hun ver den rette til jobbet. Resten af historien kender i.

"I'm learning to open all the doors, just before it rains /
I'm learning to open all the windows... I'm ready to feel the rain"

2010 skriver vi nu, og det er endelig blevet Liz Fullertons tur til at brillere. Man kan undre sig over, hvordan det er lykkedes hende at rejse igennem hele USA, UDEN at blive opdaget! At hun kan krydse en 25-30 stater uden at møde en eneste, der har sagt "hov, den stemme der, den er sgu noget særligt". Stoupe undrede sig forståeligt nok også over, at en sangerinde af hendes kaliber var nødt til at komme krybende til ham.
Hun har en særegen evne til at hypnotisere lytteren med hendes suggestive, poetisk besynderlige, eftertænksomt snørklede og til tider direkte utolkelige sange. Hun besidder en stemme, der leder tankerne hen på et hav a sangerinder, fra Regina Spektor og Feist, til Amy Lee fra Evanescence og Ella Fitzgerald. Teknisk set er hun altså hamrende dygtig, og da hendes tekster og historier gør, at man aldrig rigtig ved hvor man har hende, danner der sig en herlig form for undren omkring hende. Men det er nu ikke det, der gør Dutch speciel, for unikke sangerinder er der masser af, flere af dem bedre end Liz Fullerton, - det er Stoupes akkompagnerende lydbilleder, der skiller A Bright Cold Day ud fra resten - på godt og ondt. På den positive side er det dejligt at se Stoupe prøve krafter med både country, folk og rock. Hans signaturgrundsøjler er ikke til at tage fejl af, og long time fans og kendere vil kunne nikke genkendende til hans brug af kolde strygere, dunkle synthlyde, dialog samples og spansk inspirererede instrumenter. Når Stoupe er god, er der kun få, der kan røre ham, men selvom produktionerne på A Bright Cold Day er vel skåret, så lyder de bare meget ens, og opbygningen er ofte uhyggeligt forudsigelig. Man hører fx "Just Before the Rain" igennem og tænker, "fremragende nummer", så hører man de efterfølgende "Pearls" og "2000 Leagues Under My Keyboard" og tænker ligeledes, "de var faktisk rigtig gode". Men allerede inde i "Warm Like the Wind" har man faktisk glemt forskellen på de tre foregående numre. For Stoupe er dette en helt ny stil, og hatten af for, at der er så meget, der lykkedes hen af vejen. Men indenfor denne nye genre er stilen meget begrænset, og i sidste ende er der faktisk kun en lille håndfuld af numrene, der for alvor skiller sig ud. En fænomenalt flot vokalpræstation i omkvæddet gør "Just Before the Rain" til en perle, og "Meaning of Unequipped" bliver især husket, da den musikalske del ikke består af mere end en guitar og en underspillet, mørk stryger. Det er momenter som dette, der ikke alene sætter Stoupe i det lys, han så længe har ledt efter, men som også samtidig retfærdiggøre Liz Fullertons tekniske kunnen, som en sublim sangerinde.

"Just Before the Rain"

Janelle Monáe - The ArchAndroid (Suites ll & lll)

"...And most importantly, if the ArchAndroid does exist...
can she truly save us?"

Hold nu helt fast! Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte! Det som Janelle Monáe har skabt her, er uden tvivl det mest virtuose, excentriske, originale og flotteste jeg har hørt i meget, meget lang tid. Hun bliver kaldt det kvindelige sidestykke til André 3000, og selvom det rigtig nok er det tætteste vi kommer til en sammenligning, så vil jeg påstå, at ikke engang han kan måle sig med Monáe. Spørgsmålet er om der er nogen der kan det?

Okay, inden det bliver for højtragende, så lad os gå tilbage og starte med begyndelsen.

24-årige Janelle Monáe Robinson er født og opvokset i Kansas City. Hun flyttede til New York for at forfølge hendes drøm at optræde på broadway, men endte med at skrotte skuespillet til fordel for musikken. Hun flyttede derefter til Atlanta, hvor hun mødte Outkast's Big Boi, hvilket resulterede i to gæstefeatures på Idlewild albummet, og to på Big Boi's Got Purp? Vol. 2 kompilation. Derefter udsendte hun sin første EP, Metropolis: Suite I (The Chase), som oprindeligt skulle have været den første ud af fire EP udgivelser. Metropolis EP'en var et fabelagtigt samsurium af soul, funk, jazz og broadway inspirerede arrangementer. Den fortalte historien om den kvindelig droide, Cindi Mayweather, der lever i byen Metropolis i år 2719, og som risikerer at blive "sendt til skrot" ved at forelske sig i mennesket Anthony Greendown (oftest refereret til som Sir Greendown). Der blev både hentet lidt fra Blade Runner og fra Fritz Langs film Metropolis, hvis movieposter tydeligvis har inspireret forsiden til The ArchAndroid.

The ArchAndroid er en direkte fortsættelse af historien om Cindi Mayweather. Historien i sig selv er noget kringlet og abstrakt, og jeg tror ikke at man skal bruge for mange krafter på at decifrere fortællingen. Det er noget med, at den rebelske androide Cindi Mayweather er skabt ud fra DNA, stjålet fra Janelle Monáe, og hendes mission er at befrie folket i Metropilis fra The Great Devide, et hemmeligt selskab, der undertrykker frihed og kærlighed. Det fantastiske ved det hele er, at det hverken er tid eller sted, der er betydningsfuldt. Om det foregår i år 2719 eller 2010 er historien ligegyldig, og om det hele finder sted i Metropolis, Atlanta, eller København for den sags skyld, er ét fedt. Temaerne er nemlig så universelle, at det ingen forskel gør. Og så stor en del af pladen spiller hele den her futuristiske beretning heller ikke. Hvis man bare satte cd'en i anlægget og lod den spille igennem, ville man højst sandsynligt slet ikke opfatte, at der var denne surealistiske røde tråd af en fortælling. Det bidrager blot til lidt ekstra dybde, og hvis man har tendens til at blive lidt nørdet, som mig, så er der mange timers underholdning i at forsøge at kæde det hele sammen.

Når Janelle Monáe er i føresædet, så er det nu engang musikkens væsen der er i centrum, og hvad man kan udsætte dette for. - I Monáes tilfælde er dette ikke småting! The Archandroid er delt op i to dele, Suite II og III, der hver repræsenterer en særlig tilgang til musikken. Den første del af pladen består af forholdsvist ligetil, soul'ed og funky pop-skæringer, tydeligt inspireret af legendariske kunstnere som Michael Jackson, Prince, Stevie Wonder og James Brown. Det er faktisk intet mindre end utroligt så tæt producerholdet, der består af Nate "Rocket" Wonder, Chuck Lightning og Monáe selv, er på at ramme den lækre, gamle motown stil. "21st centure motown" bør man nok kalde det, da det hele er lavet med et yderst groovy, moderne touch. Det er svært at fremhæve enkelte numre, for de er alle fænomenale med stort "F", men man kan nok ikke komme uden om "Locked Inside", der lyder som en genial krydsning imellem Songs in the Key of Life og Off the Wall. - Trommerne lyder endda umiskendeligt meget som dem fra "Rock With You". Intet mindre end en sublim første halvdel, med ubegribeligt lækre skæringer, der både gør sig som et fortrinligt sommer soundtrack, men som samtidig nok skal sætte gang i enhver fest.

Anden halvdel, Suite III, er en helt anden oplevelse! Her går der psykedelisk, genre-redifinerende musical i den - i stor stil vel at mærke. Det er samme hold musikanter, der sidder bag knapperne, men arrangementerne er mere krævende og eksperimenterende, og viger i høj grad bort fra de popformularer som første del var bygget op omkring. Samtidig optræder Cindi Mayweather mere direkte på Suite III, fx på den betagende, folk-inspirerede "57821", med linjer som,

"Cold in the cell, lost and shivering /
Gunshots in hallways unknown /
On the fifth floor, past the blue door /
Sat a chained 57821 /
Sir Greendown told his dear Cindi /
Fight like Archilles in Troy /
"I will show you the ways that I love you /
I saved you so you'd save the world
Cause you're the only one"

Det er groft sagt den klassisk kærlighedshistorie vi er ude i. Af ren og skær kærlighed redder Sir Greendown Cindi (der har patient nummer 57821) fra "droide destruktion", ved at bryde ind i Palace of the Dogs, der er en føderal fasilitet i Metropolis, der holder de lærde, de tilbageværende genier og selvstændigt tænkene godtfolk spærret inde, - og løslade hende fra hendes fangenskab - og højst sandsynlig lide grusomme konsekvenser derved, - for hun er "the only one", og kun hun kan redde folket i Metropolis. Mon ikke hun på en-eller-anden-vis befrier ham i den kommende Suite IV? Igen, hvis man bruger nok tid, kan man næsten blive lige så fanget i Janelle Monáes Metropolis univers, som i Lupe Fiascos beretning om Michael Young, og det siger vist ikke så lidt!

Tilbage til den musikalske del, der virkelig emmer af kollosalt veludført, kommende klassiker materiale. De næsten uretfærdigt flotte inputs vil ingen ende tage. Fra det lyriske pragtstykke "Neon Valley Street" - der kaster et respektfuld nik i Lauren Hills retning, til den på alle måder, og ikke mindst følelsesmæssigt store "57821", hvis vokalarrangement er i en klasse for sig, - over til den næsten ni minutter lange, episke "BaBopBye Ya". Vigtigst af alle må jeg fremhæve "Say You'll Go", der er så inderligt fantastisk, at det skrevne ord ikke yder tilstrækkelig retfærdighed. Man sidder konstant med en klump i halsen, og hvis ikke klumpen er blevet til lyksagelig gråd undervejs, så skal jeg da nok lige love for at slutstykket får hårene på armen til at rejse sig og tårerne til at står i kø for at vælte ud, når Claude Debussy's historiske mesterkomposition "Claire De Lune" pludselig bliver smidt oveni. Stort, stort mesterværk.

Om det egentlig er gået op for mig, hvor stort et værk The ArchAndroid er, ved jeg faktisk ikke. Jeg har ikke hørt pladen igennem endnu, uden at falde over et hav af nye detaljer, i vokal og produktion såvel som i historien om Cindi Mayweather. Jeg bliver i støt stigende grad mere og mere imponeret over, hvor meget sublimt musik, der er komprimeret ned i de her 18 numre. En YouTube bruger har formuleret en kommentar til en af Monáes videoer, som jeg ikke kunne være mere enig i, han skriver:

"Yep. Don't have to worry about my generation anymore because she's the beacon of hope that real music listeners have been waiting for."

Og mere præcist kan det vel ikke siges. Vores forældre, givet at i max er +/- ca. ti år ældre eller yngre end jeg - er vokset op til udødelige, musikalske milepæle som Thriller, Dark Side of the Moon, Hotel California og Songs in the Key of Life, for at nævne et par stykker. Men vil VI som voksne kunne fortælle vores børn, at vi voksede op til et lignende album, med så stor en historisk signifikans? Man kunne måske argumentere for, at Eminem har haft lignende inflydelse på musikindustrien, men jeg vil aldrig se på fx The Marshall Mathers LP som en lige så "stor" udgivelse som de førnævnte. Jeg synes ofte man hører folk sige, at "they just don't make music like they used to", men The ArchAndroid har i mine øjne alt hvad der skal til for, om 20-30 år, at blive set tilbage på som en af vores generations største musikalske bedrifter. Og dette er endda blot hendes debutalbum, hvor langt mon hun kan tage den? The ArchAndroid er i hvert fald et godt første skridt på en vej, der med tiden kan føre hende til ypperste, for evigt ikoniserende stjernestatus.

B.o.B. Presents: The Adventures of Bobby Ray

Hvis Drake er kongen af selv-hypede kunstnere, så må B.o.B. være prinsen. Ligesom Drake har han virkelig forstået hvor mægtigt internettet er, når det kommer til promotion. Han har lagt fire gratis mixtape ud i løbet af tre år, og har samtidig udgivet to EP'er. XXL magazine udråbte ham til en af "The 10 Freshmen" sammen med blandt andre Blu, og folk som Eminem og T.I. er stået frem og sagt, at han er et af hiphoppens største håb.

Og jeg forstår sådan set godt, hvorfor han er blevet så stor, så hurtigt. Han er jo faktisk enormt dygtig. Han skriver, producerer, rapper, synger og spiller flere instrumenter til perfektion, så der er ikke noget at sige til, at denne one man army har stormet frem i så stor stil. Desværre lader det ikke til, at B.o.B. selv ved, hvad han egentlig har mest lyst til at kalde sig. Sanger? Rapper? Pop artist? Eftersom jeg anmelder pladen her på bloggen må man umiddelbart antage, at det er en Hip Hop/Rap plade, men det er det på ingen måde. Det her er pop. Og nej, lad os ikke kaste os ud i "hvornår er det pop og hvornår er det hiphop" -diskussionen, for den plejer at være meget lang. - Ja, han har et fedt flow, der uden tvivl kvalificerer ham som rapper. Ja, produktionerne er rimelig hiphop'ede. Men hele skarbelonen som dette projekt er bygget op om er pop. Rødglødende, pengeindbringende, omkvæd-som-teenagepigerne-kan-synge-med-på-venlig radio pop. Er man til dét, så har man her et sprødt album!

Regner man derimod med, at man skal til at sætte årets hiphop album på, så vil skuffelserne oversvømme en. The Adventures of Bobby Ray åbnes med "Don't Let Me Fall", der ligesåvel kunne have været en Cheryl Cole eller Leona Lewis hitsingle. Efterfølgende kommer radiohittet "Nothin' On You" med Bruno Mars, der blandt andet var manden bag Flo Rida's "Right Round". Der er ikke meget hiphop over gæstelisten generelt. Weezer's Rivers Cuomo er med på "Magic", Paramore's Hayley Williams synger omkvæd på "Airplanes", og Ricco Barrino, der er bror til Fantasia, vinderen af American Idol, hjælper til på "5th Dimension". De største momenter er når real hip hop is in the house, - når Lupe Fiasco kigger forbi på en ellers kedelig "Past My Shades" og når Eminem gør rent bord på "Airplanes Pt. ll". Stort bliver det også når Janelle Monáe udlåner hendes skønne vokal på "The Kids", der dog mest af alt lyder som en folkeskolesang.

Det helt store problem med The Adventures of Bobby Ray er, at det er én stor facade. Det hele er pakket godt og grundigt ind i mainstream produktioner og radiovenlige omkvæd, for hvis man river facaden af, dykker ned i næste lag og går på opdagelse i detaljerne, så vil man finde ud af, at der absolut intet er at finde. Det er skræmmende så lidt B.o.B. har at sige. Tag fx et nummer som "Bet I"; fedt beat, og B.o.B. og T.I. flower rimelig fedt. Men hold on a minute, så checker man lige hvad de rent faktisk siger;

"When I come to the port this is my sport /
B dot O-B so bet I'm gone /
Bet I'm on a brand new plane /
Bet I'm in a whole different zone /
I ain't really from this place, so I'm up all night long /
Really up in outerspace, really ain't got no home /
Really I'm a saint, bet I'm blown /
Bet I'm thrown, up to the sky over the ocean so I fly /
Where ever I'm going when I fly bet I'm focused /
If it's fire, bet I roll it /
Matter fact... you can bet I bust"

What?! Han siger jo intet! Det er faktisk komisk så dårligt skrevet det er. Og tro mig når jeg siger, at dette ikke er det eneste eksempel. De grinagtigt fjollede vers er strøet ud over hele pladen. Når så teksterne faktisk giver mening, så er de skrevet som var målgruppen børn. Tag fx "Lovelier Than You"; en charmerende melodi, hvis tekst ikke kunne være mere lallende sukkersød. Og det samme gør sig gældende for "Don't Let Me Fall", "I'll Be In the Sky", "Magic" og "Fame".

Jeg har aldrig været den store fan af B.o.B, og jeg er ikke en af dem, der har fulgt ham siden første mixtape, og ventet utålmodigt på debuten. Jeg havde derfor ingen forventninger til The Adventures of Bobby Ray, og er derfor ikke skuffet. Jo, måske skuffet over at have spenderet 150 kroner på så ligegyldig og overfladisk en hip-pop plade. Uden tøven en af årets kedeligste plader. Maybe next time Bobby...

Big Boi - Sir Lucious Left Foot... The Son of Chico Dusty

Outkast har altid været en af mine favorit hiphop grupper. De er ikke helt ligesom alle de andre, og deres katalog tæller talrige mesterlige, skelsættende udgivelser, der næsten hver gang har ændret hiphoppens ansigt, og listen af kongenumre vil ingen ende tage.
Da deres seperate udgivelse Speakerboxxx/The Love Below udkom, gik snakken hurtigt på, om de mon var ved at gå fra hinanden. Senere kom Idlewild, der ligeledes primært bestod af solonumre. Havde de mistet kemien? Da tracklisten til Sir Lucious... blev gjort officiel, og folk kunne se at André 3000 ikke var at finde på listen, var man næsten sikker på, at der ikke længere var noget der hed "Outkast". Dertil kan jeg da på beroligende vis fortælle, at de har ambitiøse planer om at vende stærkt tilbage som Outkast, efter at have udgivet deres soloalbums.

Første ude er Big Boi; manden, der altid har stået lidt i skyggen af André 3000. De passer perfekt sammen, men efter Dre slog op med Erykah Badu og begyndte at flippe ud og eksperimentere med genrer, stilarter, outfits og meget andet, har han altid stjålet showet. Det er blevet populært at sige, at Dre er en af verdens bedste rappere, på trods af, at de faktisk er ganske tæt på at være komplet jævnbyrdige. Jeg var en af de få, der syntes at Speakerboxxx var en federe plade end The Love Below, og måske skyldes det, at jeg af og til holder med underdog'en, men Big Boi har nu altid haft en stor plads i mit hjerte.

"My daddy told me it was mine for the taking /
A true gift from God, the stars aligned when they made me /
Him and Rena's baby, their first born son /
I'm Antwan Andre Patton - the only one"

Outkast har altid været synonym for godt selskab, og det samme gør sig gældende for Big Boi når han er på egen hånd. Man kan altid høre, at manden har en fest når han laver musik, og det smitter af. Faktisk er hele pladen én stor fest. Der er næsten ikke nogle stille numre, og der bliver fyret godt op for den velkendte southern crunky funk. Producere som Organized Noize (der har været med siden Southernplayalistic...), Lil' John (der faktisk gør det virkelig godt her!), Scott Storch (hvis beat er det bedste fra hans side i mange år), Mr. DJ og Salaam Remi bidrager til lydsiden, og ikke to beats lyder ens, selvom de tydelig cirkler omkring den samme grundformular. Førstesinglen "Shutterbugg" er pladens højdepunkt, med "Turns Me On", "Be still" og "Follow Us" lige bag sig.



Til gengæld må jeg erkendte, at der for mit vedkommende er flere svage end stærke skæringer på pladen. Sidste håndfuld numre ligger langt under Big Boi's standart, den wanna-be storladne "General Patton" fungerer slet, slet ikke, og den André 3000 producerede "You Ain't No DJ" tager overraskende præmien som pladens værste nummer.
Big Boi er stadig en vanvittigt dygtig rapper, og det er fuldt ud hans fortjeneste, at man i sidste ende husker pladen for dens lyspunkter. Han har virkelig en særegen evne til at skrue suveræne linjer sammen, og hans brug og leg med ord er ganske enestående. Igen må jeg dog indrømme, at min opmærksomhed ikke så ofte er rettet på hvad han siger, men i langt højere grad hvordan han siger det. Substantielt set vover Big Boi sig ikke synderligt langt ud, og det lader gennemgående til, at han foretrækker at soppe fremfor at svømme derud hvor det bliver farligt. Dette resulterer i en noget flad fornemmelse, lyrisk set, og det er måske her man godt kunne gå hen og savne André Three Stacks til at spice showet lidt op hans alternative touch.

Som long time Outkast og Big Boi fan, er jeg en smule skuffet. Der er gode numre at finde på pladen, jovist, men selv det bedste nummer kan ikke måle sig med det, som Outkast plejer at kunne levere. Jeg tror, at André 3000's soloalbum bliver bedre, og så kunne jeg forestille mig, at næste Outkast album bliver fabelagtigt. Sir Lucious Left Foot... The Son of Chico Dusty er desværre ikke meget bedre end det gennemsnitlige hip hop album.

Homeboy Sandman - The Good Sun

"Let me slow it down, I'm just startin' up /
They say dump it down, I tell 'em smarten up"

I 2008 blev han udråbt til "Best Hip Hop Act 2008" og vandt End of the Week's "Strongest New Artist" pris. Han er hurtigt blevet alles nye yndlings undergrundsrapper, og lovprisninger fra fans, kritikere og kollegaer har væltet ind. Men hvor mange af jer kender ham? Det er sikkert ikke mange, der er nemlig ikke meget plads til de små stjerner i disse dage, hvor tunge drenge som Drake, Em, Ross, Weezy, Jay og Ye konstant kæmper om førstepladsen. Det er derfor dejligt befriende at falde over en kunstner som Queens rapperen Homeboy Sandman, der helt udenom overambitiøs hype og storladne budgetter, udsender en skive som The Good Sun, alene for the love of hip hop. Sandman dyrker den gamle skoles dyder; det handler om indhold, levering og indlevelse, og kun få aktuelle mc'er kan nå ham på disse fronter. Han får det til at lyde legende let når han slynger sine melodiske og malende rim ud, men man er dog aldrig i tvivl om, at det kræver evner, tilsvarende de største rapveteraners, at udrette hvad Sandman gør. Tilsæt en sublim samling produktioner fra et hold mindre kendte, men mesterlige leverandører, og man har noget nær den ultimative hiphop pakke. Substantiel, velproduceret, gennemført sprød hiphop med hjertet på rette sted. Homeboy Sandman sælger måske ikke en million plader, but he can rhyme though!

"Sand, you're buggin not getting on Twitter /
Think of all the fans who'd love to monitor /
Your each and every move, maybe you should consider /
The web traffic you lose for tryin' to have dinner /
Without an interruption every second, I doubt /
You'll mind the extra attention when your record is out /
Don't you figure you're reluctance to travel the regular route /
Could leave you left out? /
Nah, 'cause I can rhyme though"

5/6
Jeg fik mig en god snak med Homeboy Sandman, da jeg tilfældigvis
mødte ham i Fat Beats Records, da jeg var i Los Angeles for nyligt.
Super cool fyr, med begge fødder solidt plantet på jorden.



- Støt god hiphop! Køb The Good Sun -
via iTunes eller på
www.imusic.dk

-

Drake - Thank Me Later

"Money just changed everything /
I wonder how life without them would go /
From the concrete who knew that a flower would grow? /
Lookin' down from the top and it's crowded below /
My fifteen minutes startet an hour ago"

Hvis der en kunstner, der for alvor har forstået konceptet i at hype sig selv via mixtapes, så er det Drake. Han har egenhændigt redefineret mixtapets væsen. Alt imens andre rappers har udgivet mixtapes for at udgive lidt musik og vedligeholde fans'nes interessen, har Drake udgivet mixtapes, der er større, bedre og uendeligt mere ambitiøse end de flestes officielle udgivelser. Drake har alene med sine mixtapes ligget nummer et stort set alle steder, vundet 6 priser, arbejdet sammen med musikindustriens pt største navne; KanYe, Eminem, Jay-Z, Lil' Wayne, Trey Songz og Timbaland, - samt tourneret verden rundt som hovednavn - uden et eneste officielt album. Hans EP So Far Gone, som inkluderede 5 numre fra mixtapet af samme navn, samt to nye, var det femte bedst sælgende rap album i 2009, på trods af, at det blot var en EP.
Alle de største stod derfor, forståeligt nok - set med pengebrillerne på - i kø for at få ham over på deres hold, og det endte med at Lil' Wayne og Birdman fik ham signet til Young Money Records. Der er ikke noget at sige til, at Drake er, hvis dén mest, så i hvert fald en af de mest hypede rappers nogensinde.

"I could teach you how to speak my language, Rosetta Stone /
I swear this life is like the sweetest thing I've ever known /
'Bout to go Thriller Mike Jackson on these niggas /
All I need's a fucking red jacket with some zippers /
Super good smiddoke, a package of the swishers /
I did it overnight, it couldn't happen any quicker /
Y'all know them? Well fuck it, me either /
But point the biggest skeptic out, I'll make him a believer"

Men hvordan skal ens debutplade lyde, når ens mixtapes alene har gjort en så stor? "Succesful" var gigantisk, "Best I Ever Had" enorm, "Forever" episk, og den mindre kendte, Nottz producerede "One More Time" var fænomenal (dét nummer er der måske ikke så mange, der kender, men det er uden sammenligning mit favorit Drake nummer til dato - hør HER). Desværre vælger Drake at gå den lidt for sikre vej. Der bliver ikke taget de store chancer, og i forhold til hvad han kan, er størstedelen af Thank Me Later ærgerligt kønsløst og forsigtigt. Singlerne er velvalgte, for "Over" har den saft og kraft et Drake nummer SKAL have, og "Find Your Love" har Kanye West skrevet all over, hvilket gør det til et sikkert hit. Men derfra er der langt imellem højdepunkterne.
Dårligt bliver det på intet tidspunkt. Drake er en habil rapper og dygtig sanger, men de medfølgende produktioner er mestendels, ja lad os bare være ærlige, hamrende kedelige. Drakes landsmænd Boi 1da og Noah "40" Shebib står for størstedelen af produktionerne, og for sidstnævnte halter det seriøst. "Fireworks" og "Light Up" fungerer fint, men generelt set lyder hans beats fuldkommen ens, og de resterende fire skæringer er gabende kedelige. Francis & The Lights (who?) bidrager med en produktion, der svært kunne være mere ligegyldig. Swizz Beatz har spæddet til med "Fancy", der meget hurtigt bliver kedelig. Tilbage står vi altså med ét fedt og ét gennemsnitligt Kanye beat, et sublimt Boi 1da beat, to fine Noah Shebib beats og et middelmådigt Timbaland beat. Det er bare ikke godt nok. Drake ville kunne pege på hvilken som helst producer og vriste det bedste beat ud af ham, men istedet vælger han en samling anonyme og flade produktioner, der trækker meget ned i helhedsbilledet.

Jeg har svært ved at forstå, hvordan en kunstner kan udgive så meget fed musik så tidligt i sin karriere, og skabe en så imponere hype omkring sin debutplade, og så, imod alle odds, udgive så kedelig en plade? Drake er en fed rapper, og han besidder en super sprød sangstemme, men det er desværre ikke nok, når man vælger at sætte dem sammen med så forsigtige og modløse produktioner.

Eminem - Recovery

Det var til alles store overraskelse da Eminem annoncerede, at Relapse var på vej. Han havde trukket sig tilbage, og chancen for at han ville lave en "Jay-Z" var ikke stor, men dér stod han pludselig, med et nyt album på trapperne. Forventningerne var høje, skuffelserne måske større. Albummet var påtaget, anstrengt og kom ikke fra hjertet, og selvom pladen fik et par yderst positive anmeldelser herhjemme, ærgede flertallet sig over udgivelsen. Nu er han ude med en ny skive igen, og på førstesinglen "I'm Not Afraid" kryber han til korset med linjerne,

"And to the fans /
I'll never let you down again, I'm back /
I promise to never go back on that promise /
In fact let's be honest, that last Relapse cd was ehh /
perhaps I ran them accents into the ground /
Relax, I ain't goin' back to that now"

Med en sådan selverkendelse kunne man håbe på, at Eminem var tilbage på rette spor som den mesterlige rapper han nu engang er, og Recovery er da flere gange bedre end forgængeren, men det er stadig ikke det helt store comeback som man kunne have håbet på.

"I'm alive again /
More alive than I have been, in my whole entire life"

Allerede ved første glimt af produktionsliste og gæsteoptrædener indser man hurtigt, at Eminem er ude i noget nyt her. Dr. Dre spiller for første gang i Eminems karriere en meget lille rolle med kun én produktion. Nyere og mere "hippe" navne som DJ Khalil, Boi 1da og Just Blaze er blevet hevet ind i studiet, samt en række nye, musikalske friske pust. Og selvom den første, umiddelbare reaktion på medvirken fra Pink, Rihanna og Boi 1da var skepsis, tager jeg alligevel hatten af for, at Eminem så bevidst forsøger at udforske nyt musikalsk terræn. Det store problem med Relapse var i mine øjne, at han prøvede at være den gamle, rå Slim Shady, man da han på ingen måde stod i samme situation som dengang, endte forsøget blot med at blive pinligt og, tjaa, åndsvagt. På Recovery forsøger han ikke at være noget eller nogen han ikke er, og dét krediterer jeg med det første plus i min bog.

Andet plus følger ganske hurtigt trop, da man hurtigt finder ud af, at hans jawdropping flow er tilbage i storform - langt hen ad vejen. På mange numre minder han lytteren om, hvorfor det var, at han i sin tid blev kaldt verdens bedste rapper. På numre som "Cold Wind Blows", "Talkin' 2 Myself", "Not Afraid" og "No Love" udviser han halsbrækkende flowgymnastik i verdensklasse. Men det er ham ikke en nødvendighed at bevise, at han kan flette kringlede sætninger sammen, det ved han, at vi på nuværende tidspunkt er klar over, - på flere numre, som fx "Going Through Changes", "25 To Life" og "Space Bound" - sidstnævnte er et af hans karrieres bedste skæringer - er indlevelsen i højsæddet, og historien får rigelig tid til at folde sig ud. Efter min mening har Eminem gennemgående ikke lydt stærkere siden The Eminem Show.

"Space Bound"

- Lydsiden er som sagt af en helt ny støbning, når det gælder Eminem. Hvor det plejer at være Dr. Dre's tunge beats eller hans egne dystre kompositioner, der præger den musikalske del, sørger nye kræfter nu for stadium hiphop, rockede indslag og omkvædsvenlige og melodiske skæringer. Og det fungerer fortrinligt. Emile Haynies bidrag lyder som taget ud af Kid CuDi's debutalbum, som han da også producerede store dele af. Jim Jonsins "Space Bound" er som skrevet tidligere en af pladens helt store perler, til dels takket være det fænomenale omkvæd fra Steve McEwan. Just Blaze har 3 beats med, to af dem lidt standart, men det tredje, "No Love", gennemført fantastisk. Da jeg genkendte "What Is Love" samplet grinede jeg ligeså højt som da han samplede MC Hammer's "Can't Touch This" til Jay-Z's "Kingdom Come" (jaja, teknisk set er det Rick James' "Superfreak" der samples, men det nummer var sjovt fordi Hammer havde brugt det). Og Canadiske Boi 1da, som Drake lynhurtigt har gjort til en efterspurgt producer, levere varen med en nedbarberet, hårdtslående superhero produktion, med hans fremstående signatur kicks og claps. Alex Da Kid medvirker med en stærk produktion, der har en fremragende Rihanna på omkvæddet.

Ikke alle numre fungerer dog lige godt. "On Fire" keder mig en smule, "W.T.P." er for ensformig, "So Bad" dør rimelig hurtigt hen, "Almost Famous" prøver for hårdt og pladen kunne snildt have været foruden det Havoc producerede bonusnummer "Untitled".

Men jeg skal stadig indrømme, at størstedelen af Recovery falder i min smag. Eminem er tilbage med heftig lyrik, ikonisk flot flow og beats i ryggen, der sætter ham i et nyt, men stadig formidabelt lys. Soundvenue udråber Recovery til hans svageste udgivelse til dato, men jeg må sig mig komplet uenig - jeg anbefaler på alle måder at man får fingrene i denne udgivelse.

"That boy's hot enough to melt hell, burn satan too /
fry his ass and put his ashes back with glue /
So you can hate him, he don't blame you /
Frankly he would too /
This game could ill afford to lose him, how 'bout you?"

4.5/6