mandag den 18. februar 2008

Busta Rhymes - The Big Bang


That's right homies. Nu er det endelig blevet tid til nye friske anmeldelser. Ventetiden har været lang og utålmodigheden uudholdelig, men frygt ej kære læser, skrivemaskinen har kølet ned og er nu klar til at skrive igen.

Den første anmeldelse bliver af et album som jeg længe har villet anmelde, nemlig Busta Rhymes' "The Big Bang".
Jeg kunne skrive meget om Busta Rhymes, idet han efterhånden er en utrolig habil rapper med mange år på bagen, men for at være ærlig så har jeg ikke fulgt med i hans karrierer. Jeg har hans opsamlingsalbum, og der er mange super fede sange på, men jeg har aldrig følt det store behov for at købe et Busta Rhymes album. Lige indtil jeg hørte han skiftede til Aftermath.
Der sker ofte magiske ting når folk bliver lukket ind i varmen hos Dr. Dre, og "The Big Bang"-resultatet er efter min mening en af de bedste og mest differentielle udgivelser man har set fra den lejr i lang tid. Den udkommer forholdsvist kort tid efter The Games' "The Documentary", som også havde Busta Rhymes med på, ja måske pladens bedste nummer, "Like Father Like Son". Selvom der til tider er ligelovligt meget 50 cent indenover pladen, syne jeg generelt at "The Documentary" er en fremragende plade, fyldt med banging westcoast beats, ornli' meget gangsta' attitude og noget gangske fortinligt lyrik, ikke verdensklasse, men når det nu er fra den ende af kontinentet, må man sige at det er bedre end så meget andet.
The Game og Busta Rhymes er dog ikke lige sådan at sammenligne, men skal jeg vælge side, da er jeg nok mere til Busta end Game, idet Busta Rhymes har lidt flere farver på paletten end den gode Game har. Ser man på gæstelisterne kan man se, at Game holder sig til "de sædvanlige"; G-Unit drengene, Eminem, Nate Dogg og de sikre beatsmede som bla. Just Blaze, Kanye West, Scott Storch og Timbaland. Ser man derimod på Busta Rhymes' valg af medmusikere ser man interessante folk som bla. Stevie Wonder, Rick James, Q-Tip og J Dilla. Busta Rhymes har dog også et større bagkatalog og han startede jo mere eller mindre som fuldtids "featured" artist inden han smed sit debutalbum på gaden, så der er ingen tvivl om, at han har mange forbindelser i miljøet. Dejligt at se de bliver brugt.

Men, "The Big Bang" er ikke ren højkaliber kvalitet. Det sjove er jo nemlig, at reflekterende sange over dybe og uvant velproducerede beats blandes med "de der sange man frygter han har med", clubbanger'ne. For selvom Busta brillerer lyrisk på numre som "Been Through the Storm" (i øvrigt med en blændende Stevie Wonder, man bare elske den mand!), "You Can't Hold the Torch" og "Legend of the Fall Offs", bare for at nævne nogle, så er de trivielle money-making numre også at finde. Missy Elliot medvirker skamfuldt i den, dog rimelig cool producerede hvis man er til det, "How We Do iT Over Here". Og alle har vel hørt den røvhamrende irreterende anden single "I Love My B****" med Kelis og Will.I.Am, man kan undre sig over hvorfor sådan et nummer er med.
Heldigvis er lyspunkterne i flertal, og de er simpelthen så stærke, at de mere eller mindre overskygger de små numre som man havde ønsket ikke var med.

Pladen starter ud med en af de stærkeste Dre bangere jeg nogensinde har hørt! Nummeret understreger ligesom, at nu er det Aftermath, det er Dre og det er en ny superfed lyd. Deraf linjerne

"I'm like Shaq, franchise player got traded to the number one team in the league //
See I ain't on J Records I'm on Dre Records AFTERMATH Bitch!"

Fed start! Jeg kan huske da jeg købte cd'en. Dengang havde jeg stadig min discman, hvilket gjorde at jeg kunne høre mit nyindkøbte album på vejen hjem, og jeg var ikke gået mere end 15 skridt da klaveret satte ind i "Get You Some", da tænkte jeg "Awww Hell Naww!". Der var jeg glad.
2006's ultimative New York anthem kom i form af "Now York S***", med Swizz Beatz og DJ Scratch. Et utrolig simplet og dog rigtig fedt nummer, med en storslået produktion. Den der tunge bass der hænger i luften er for fed! Og et sikkert move at tage Swizzie med, for hvis der er en person i hip hop verdenen lige nu der for alvor har New Yorkerne med sig, så er det Swizz Beatz.
Sha Money XL disker op med hans karrieres største bedrift, for "Been Through the Storm" er ikke produceret af Dr. Dre. Næ, Sha Money XL der ellers, for mit vedkomne, er mest kendt for nogle lidt middelmådige småligegyldige produktioner, velsigner albummet med en af de absolutte perler. Og Busta formår at retfærdigøre beatet med lyrik af høj klasse. Busta er sjældent set så skarp, og med Stevie Wonder på omkvædet, og en intet mindre end fantastisk outro, kan det bare ikke gå galt. stor stor klasse.
J Dilla holder også kvaliteten oppe med hans "Can't Hold the Torch", hvor Busta og Q-Tip rapper frem og tilbage om hvor pengefokuseret hip hoppen er blevet. Ikke noget nyt der sådan set, det bliver bare lidt bedre af at blive rappet over et Dilla beat.
Jellyroll har produceret "I'll Do It All" som bliver gæstet af Latoiya Williams. Jellyroll er en på mange måder atypisk producer når det kommer til Aftermath artister, og hans beat skiller sig også en del ud fra resten af albummet, men alligevel er "I'll Do It All" et af mine favorit numre, delvist pga. det ustyrligt perfekte, og komplet lalleglade fløjteloop som beatet er bygget op omkring. Det er ganske simpelt genialt.

P
ladens afslutning, som jeg ser som den ultimate "grand finale", er det alt, alt, alt for dystre "Legend of the Fall Offs". Det er ganske simpelt som et hårrejsende mareridt oversat til lydspor. Dre beatet, som jeg ser som værende et af hans allerbedste, er sammensat af spadestik i jord, som en der graver en grav. Det sammensat med hjertebanken og cikader i baggrunden, så ved man hvad scenariet er. Beate er selvfølgelig alt andet end tilfældigt valgt til sangen, for det handler om hvad der sker for wack rappers, når deres karriere er begravet. Det eneste rigtige instrument der anvendes er Dre's varemærke, klaveret. Der bruges til gengæld så dybe toner, at jeg tror Dre har fået specielt designet et klaver med 5 ekstra tangenter i venstre ende af klaveret. Jeg anede ikke at et klaver kunne ramme hårdt. De obligatoriske begravelses violiner, som går helt ned i underbevidstheden på en, færdiggør værket, som er det stærkeste jeg mindes at have hørt i min tid som hip hop tilhænger.

" Alone in the mirror, you look at yourself and you smile
Disregarding the fact your running's been done for a while
Refuse to acknowledge the truth like the mind of a child
Continue frontin, like it's nothin while you live in denial"


Alt i alt er "The Big Bang" et fremragende album. Det er faktisk kun "I Love My B****" der er dårligt, ellers er alle numre af virkelig høj standart. Det lejrbålsinspirerede Timbaland nummer "Get Down" er af nyskabende støbning. "Don't Get Carried Away" er en sand tour de force med en NaS i topform over et løbsk Dre beat. Det Erick Sermon producerede "Goldmine", med en oplagt Raekwon er også et mindre mesterværk, "Cocaina" (lidt samme formular). Førstesinglen "Touch It" ved jeg stadig ikke helt hvad jeg skal syntes om. Club beatet bliver en smule enerverende jo længere ind i nummeret man kommer. Remixet hjælper lidt på det, især det hvor de alle er med, bla. Papoose, Mary J Blige og Rah Digga. Men helt stort bliver det aldrig.
Jeg synes det er Busta Rhymes bedste album, og det kan Dre godt tage en del af skylden for. Busta er en habil rapper, men de beats han har fået at lege med på hans tidligere albums har været mere eller mindre elendige. "Been Through the Storm" alene er bedre end hele "It Ain't Safe No More" albummet. klart et af 2006's bedste hip hop udgivelser.

5/6

4 kommentarer:

Ecco Leader sagde ...

Hey,
Dejligt at se en anmeldelse igen, var ved at blive ret utålmodig, men sådan er det jo når man er review junkie. Havde egentlig i tankerne at droppe en anmeldelse til dig Atmosphere's Lucy Ford LP, så det kan være den lige pludselig ender i din indbakke. Jeg synes du skal tjekke noget mere Busta materiale ud

ecco leader sagde ...

For faktisk, så er the Big Bang ikke helt som jeg havde håbet det ville være. Det mangler lidt af den vildskab som de gamle albums havde (It aint safe no more er en miserabel undtagelse). When disaster strikes er min personlige favorit, men tjek det ud for guds skyld

Anonym sagde ...

Dejligt endelig at se nole nye reviews! Dwet har jeg ventet på ! Dt er helt klart et højdepunkt i busta's karrier, for de sidste par albums har ikke været helt i top! Mit fave album må være E.L.E med busta ! Gimme Some Mo isig selv er jo alt for fedt!!

D.

Wigga sagde ...

Rigtig god anmeldelse.
Dog undrer det mig at du slet ikke nævner tracket "They're Out To Get Me", som er min personlige favorit på skiven. Men sådan er vi jo så forskellige... heldigvis :)

Keep up the good work

Peace