Elzhi - The Preface

Længe har der været snak i krogene om, hvem i hiphop verdenen idag, der er værdig, og har evnerne vel at mærke, til at tage over for afdøde J Dilla. Der er en god håndfuld potentielle kunstnere der har "det der ekstra", og selvom derhøjst sandsynligt aldrig vil blive udnævnt en officiel arvtager, så har vi vel hver for sig lov til at have vores favoritter.
Hvor Exile er øverst på min liste, peger størstedelen af 'folket' på Black Milk som manden, der har taget teten. - Hvilket også er komplet fair, for han ER en gudsbenået producer(/rapper). Hvis Exile mængede sig med en ligende protege af populære undergrunds mc'er, ville Black Milk nok kunne mærke konkurrencen, men ved at have sikret sig titlen som hoved-indflydelse på ALT Detroit hiphop, og en god del af alt det lytteværdige hiphop ude i dag, er det kun logisk at Black Milk har vundet "The New Dilla" mærkatet.
At slå hovedet sammen med Dillas ex-Slum Village makker Elzhi om et helt album, har kun forstærket dette.

Elzhi trådte først ind i gruppen i 2002, seks år efter Baatin, T3 og Dilla havde udgivet deres første album - han afløste faktisk Dilla, som på daværende tidspunkt gik efter en solokarriere. Slum Village har i længere tid gået lidt stille ved dørene, hvilket gav Elzhi tid til sidste år at udgive debutalbummet "The Preface" - et album der af mange blev anset som et af de absolut bedste dét år.

Elzhi er en interessant rapper. Han kan nogle ganske fantastiske ting, både hvad angår flow og stil, men også rim-skrivning. Hans tekstunivers er en del 'smartere' end de fleste andres. Han er tilsyneladene ret vild med konceptuelle sange, og albummet bugner af sange der er skrevet med en snilde langt over standarten. Fx på nummeret "Guessing Game", ender hver linje med et ord, hvis andenstavelse kan have flere betydninger, og som et spil skal man så forsøge at regne ud, hvilken slutning de forskellige ord vil få. Fx:

"This girl was peckin' my neck,
she knew this one-minute dude who used to bust in 1 sec...
...retary. It was a dude named Kev,
he went to chuch on a sunday and turned his back on the rev...
...olution. Bet, you caught on yet?
your dogs turnscaredy cat when they facin' the vet...
...enarian, cus' they not this sick.
I keep a chick lost for words so she hop all on my dick...
...tionary, I don't be givin' a fuck (...)
I had this girl in my bed,
and everytime she opened up her mouth she was givin' me head...
...aches"

På nummeret "Colors" anvender han farverelaterede betegnelser hele vejen igennem;

"Got them boys in blue with blackjacks locking the new youth,
they sell purples through blackberries with the bluetooth"

Bedst er det dog på den forrygende imponerende "D.E.M.O.N.S.":

"If I broke the word down in acronyms, while using part logic,
a demon could mean - Destroying Every Man Off Narcotics
drug epidemics, measure obsession needles - got
dealers earning money over night
deceitful elections, monitor our nations - while
Devil's Effected Music Out Now - on your stations
Dirty, Explicit, Material, Oozin' Negativity
Distortin' Eardrums Mentally Overwhelming Nonsense
Dysfunctional Educational Malfunctions Opressed Negroes
Death Equals Murder, Oxygen's Neglected
Drame, Extreme Mayham Ownin a Necklace
Diabetes Enters Many Obese Niggaz - so
Dreams Eventually Match Ordinary Nightmares
Department, Eviction, Management Office Notices
Dreadful, evolved missiles operatin nuclear"

Hele vejen igennem er det bogstaverne d, e, m, o og n der bruges i sætningskonstruktionerne, og ikke nok med at han faktisk KAN lave en sang på denne måde, så er der også et fremragende flow igennem. Så kan man næsten regne ud hvor overlegen han er når der "bare" rappes på normal vis. På nummeret "Motown 25" udviser han 'supreme skills' med med-Detroit'eren Royce Da 5'9. Nummeret anses af nogen som det nummer-1 bedste hiphop track udgivet i 2008 - uden tvivl en værdig kandidat til denne titel. Det er ren ild der bliver spyttet over Black Milks produktion, som næsten er ude for bogstavers rækkevidde at beskrive. Det er melodisk letflydende, på den rigtig tunge måde. Black Milk anvender i flere tilfælde nogle trommer som rammer afskyeligt hårdt, på fx "Motown 25" og især "Guessing Game" - hvor det nærmest gør fysisk ondt i mellemgulvet! Herligt!

Han kan dog også andet, og den anden ende af skalaen, med de mere nedtonede produktioner, er også i hans magt. Og selvom størstedelen af produktionerne er af den hårdtslående skuffe, har "The Preface" mange beat-variationer at byde på. "D.E.M.O.N.S." nummeret lyder meget henaf et af mine favorit Dilla beat, "High" - med 'indianer-sang' som bærende søjle. T3 fra Slum Village producerer og gæsterapper på det mesterlige "Save Ya".
Når det kommer til gæsteoptrædener, så har Elzhi inviteret mere eller mindre hele Detroit på besøg, og foruden førnævnte Royce Da 5'9, er både Guilty Simpson, Phat Kat, Fes Roc og Black Milk selv at finde på den lyriske side, alle med nogle solide bidrag.

"The Preface" er en mere end solid debut. Der er mange ekstremt store øjeblikke, og foruden en lille håndfuld halv-vandede numre, så er standarten kanon høj, med "Guessing Game" og "Motown 25" i føresæddet, med deres usandsynligt store replay value. Bravo!

5/6

Common Market - The Winter's End EP

Det var alligevel satans!! Uden nogen form for heads-up smider Common Market endnu en EP på gaden - fantastisk. Og ikke nok med at de lige, i skjul, ryster den ud af ærmet; banebrydende er den selvfølgelig også!

The Winter's End EP'en fungerer som begyndelsen til et nyt kapitel for Common Market (heraf åbningsnummerets titel "Nouveau Depart"), for selvom den på mange måder (kun umiddelbart) minder om en forlængelse af "Tobacco Road", så byder den på en lang vifte af nye udtryk, temabehandlinger og musikalske udfordringer.

Døden er hovedpersonen på EP'en - og selvom de musikalske vibes ikke just leder ens tanker dér hen, så er død og tab fællesnævnerne. På den suveræne førstesingel "Escaping Arkham" reflekterer RA Scion over de tanker der går igennem hovedet på en person med selvmordstanker. Jeg tror at 'Arkham' er en reference til det sindsyge hospital der optræder i DC Comics tegneserierne, så det er en metafor for at flygte fra sindsyge (I could be wrong..). I den tilhørende, meget smukt filmede musikvideo, finder vi duoen på, blandt andre steder, en kirkegård i New York, så også den visuelle stil er med til at skabe et stemningsfuldt helhedsbillede.
På EP'ens stærkeste nummer "Slow Sown Moses" inviterer RA Scion os ind i en intim samtale med en psykolig, som han er blevet henvist til for at snakke om hans fars død. RA er her mere cool og overlegent afdæmpet end før, og han udfordrer psykologen med snedige rim:

"It's possible there's not a proper answer to 'what's wrong' /
so what's wrong with me wanting to cut through the customs?"

RA Scion er generel i højeste gear på "Winter's End", og udover lidt mere soul'ed sang, som han faktisk gør ganske fortrinligt, er der ikke de store overraskelser i rap-delen, hvilket skal forstås fuldt ud positivt, for han er uden diskussion en af de bedste der er pt. Det samme kan siges om DJ Sabzi; han sammensætter igen nogle helt fantastiske produktioner. Forskellen fra tidlige udgivelser er dog denne gang, at det er komplet frit fra samples - det er altså Sabzi helt eget personlige udtryk, og der er tilmed (endelig!!) et instrumental nummer. Det har jeg virkelig ventet på, for Sabzis produktioner er så nuancerede at de sagtens kan klare sig på egen fod, og "The Picture of My DeLorean Grey" er intet mindre end mesterligt skruet sammen, med dens storladne trommeprogrammering og det skotsk-krigerriske harmonika spil. Lyder mærkeligt, ER fantastisk!

Selvom "Winter's End EP'en" er den korteste udgivelse fra Massline, med kun 5 numre (under et kvarters spilletid) så vil jeg stadig udnævne den som værende den mest vellykkede. For selvom døden som tidligere skrevet er hovedtemaet, så er lyset for enden af tunnellen mindst ligeså vigtig - deraf EP'ens titel. De lange og mørke vintre der hærger Seattle området, og de nordlige parter generelt, medfører enorme depressioner, der ofte har det med netop at resulterer i død. Men selv den lange vinter har en ende, og triumf venter på den anden side. Og det er denne metafor Common Market bygger på, at der altid vil være håb, selv i de sværeste tider.




"Winter's End" er endnu er triumf fra Massline, fra Seattle og fra Common Market/Blue Scholars bevægelsen. Fremragende EP

5/6

Jean Grae - The Orchestral Files

Skrevet af gæsteanmelder Jacques Le Grand

Der er meget snak om rappere, der får en smule mere opmærksomhed end deres musikalske evner gør dem fortjent til - og så er der den anden af skalaen, der består af dem, der, dedikeret og med en passion for musikken og kulturen, slider sig op i forsøget på at forbedre kvaliteten i mainstream rap. Et efter min mening særdeles kvalificeret medlem af sidstnævnte gruppe er den hårde no-bullshit "femc" Jean Grae.
Lad os allerede nu konstatere at det ikke vrimler med kvindelige rappere, og at de få der opnår kommercial succes sjældent er værd at investere i (Trina, Da Brat, Eve, Lil' Mama og Remy Ma for at nævne nogle få). På den anden side bør man ikke glemme typer som Lauren Hill, Jill Scott, MC Lyte, Missy Elliott og Neneh Cherry som faktisk kan et og andet når det kommer til stykket.
Jean Grae har som sagt aldrig opnået noget nær den anerkendelse hun i mine øjne burde få, for hun bringer hele pakken: dope beats, on-point og varierende flow og tekster, der vidner om stor kendskab til samfundet og forholdet mennesker imellem.
Hendes rigtige navn, Tsidi Ibrahim, afslører hendes sydafrikanske afstamning - hun går dog også ofte under navnet "What? What?" .. spørg mig ikke hvor det kommer fra. Hendes albumtitler er ganske kreative ("Attack of the Attacking Things", "The Bootleg of the Bootleg EP", og "Jeanius" for eksempel).
The Orchestral Files er en samling af spredte numre, der ikke har været udgivet på noget album som sådan. Måske af samme grund har den heller ikke opnået nogen klassikerstatus eller gjort sig synderlig bemærket, og det er en skam; ofte føles den slags album som et salgstrick, hvor man samler de numre, der ikke var gode nok til at komme på nogle af de "rigtige" albums, og det er måske også tilfædet her - det føles bare ikke på nogen måde sådan, for det er en temmelig solid samling, der bliver disket op med.
For mig ukendte producere leverer den soulede opbakning bag Jeans ubekymrede udforskning af det engelske sprogs finesser og udfaldet er en gedigen oplevelse, der forhåbentlig en gang for alle maner den evindelige og særdeles udmattende diskussion om hiphoppens endeligt i jorden. Hvis dette album virkelig repræsenterer et udsnit af hendes dårligste numre gennem hendes karriere, så kommer hun bare endnu tydeligere til at fremstå som legemliggørelsen af N.Y.C's tilbagevenden som hiphoppens mekka - og hvem er bedre til at symbolisere den tiltrængte strøm af nytænkning og forandring end en kvindelig rapper, hvis tekster ved første gennemlyt fortier al hvisken i krogene om en døende kultur på kollisionstur med den dårlige smag? Er Soulja Boy på førersædet i den konvoj af dødsbillister, der med overfladisk mainstream rap befolker radioen i dag, så påtager Jean Grae sig uden tøven rollen som den pligtopfyldende trafikant, der viser hvordan det skal, bør og kan gøres.

5/6

Kno Vs Hov (The White Album)

Inden Jay-Z udgav The Black Album i 2003, udgav han først, uofficielt, alle numrene acapella, så diverse DJ's rundt om i verden kunne lege lidt med materialet. Der er blevet lavet et utal af remixes, de fleste har dog ikke været noget at råbe hurra for. Det skal så i deres forsvar også siges, at The Black Album er lidt af en klassiker, så fair nok at de forsvinder i skyggen af det officielle album.
2 remix-udgivelser er dog nævneværdige. Alle kender DJ Dangermouses "The Grey Album" (læs her), der efter at blive ulovliggjort har vundet kultstatus. Det mindre kendte "Kno vs Hov" album er der til gengæld ikke mange der kender til, hvilket "er for dårligt" når man tænker på at det er producer-geni Kno fra Cunninlynguists der står bag.

Man kan dog meget hurtigt fornemme, at det ikke er et projekt der er lavet for at tjene penge. Ikke fordi at Kno eller Cunninlynguists er "money-makers" på den måde, men når man som dem ikke har så stor en fanbase, netop fordi man laver underground hiphop som det skal lyde (needless to say er der ikke nok tilhængere af denne bevægelse), så "spilder" man ikke de bedste produktioner på et album der er født til kun at blive lagt ud til download. En af de linjer i rap der har rørt mig mest, nogensinde, er på "What'll You Do?" fra APOS, når Deacon siger:

"For the love" is a hard reason to keep my life in suspension.

De tjener intet på det de laver, men de fortsætter med at lave det, fordi det er rigtigt. Alle burde tage ved lære. Anyways, pointen jeg forsøger at komme frem til er, at "Kno Vs Hov" albummet ikke er sammensat af de flotteste produktioner i Knos katalog. Der er et par perler iblandt, men generelt er det rimelig so-n'-so. De fleste numre retfærdiggøre ikke just den velkendte Cunninlynguist lyd, men på fx "What More Can I Say", som originalt er lidt af en banger, har Kno nedbarberet beatet til en guitarbårent og mere 'lækkert' end hæftigt nummer. Det Just Blaze producerede "Public Service Announcement", som jeg ville udnævne til albummets konge-banger ("99 Problems" tæller ikke!!) er blevet forvandlet til en ægte Kno-banger. Med ivrige strygere, og dybe trommespor, lidt á la "Lynguistics" - man fornemmer visse ligheder.
Knos mest fornemme bidrag udspiller sig i form af "Justify My Thug", som med sit nye Kno-beat gør sig mange gange bedre end DJ Quiks originale. Der er sat nyt omkvæd på, sunget af QN5's egen Nate Dogg, Deacon the Villan. - For nogle år tilbage sang Nate Dogg altid omkvæd på Aftermath kunstnere/affiliates' sange, og sådan fungerer Deacon også når det kommer til QN5 artister. Skal der bruges et sang-omkvæd, så er Deacon der (med mindre det er Tonedef som selv har stemmen til at klare det). Lytter man til bla "Mexico", "Georgia", "Where Will You Be", "Damnation", "The Light" og remixet af Lupe Fiascos "Superstar", så er Deacon 'all over', og thank god for that. Og nu kan man så tilføje "Justify My Thug" til listen over disse super-sange.

Uheldigvis er "Justify My Thug" lidt en ener når det kommer til de storladne numre på "Kno vs Hov", og det samlede indtryk er ikke det mest imponerende. Men når det nu engang er gratis, så se dog bare at få downloaded det album! I det mindste for førnævnte nummers skyld. Så kan vi glæde os til "Strange Journey Volume 1" i mellemtiden.

3/6

Klaes - Dedikeret

Den 21-årge vestjyske Klaes, udgiver efter at have flyttet til købstaden debutalbum, der mest af alt handler om en ung mands trivielle liv, hvor hiphoppen krydrer hverdagen med lidt glæde. Allerede i begyndelsen af albummet beretter han om, at han "har skrevet 15 sange i træk om hvor wack han er" - men der er heldigvis tydelige tegn på en overordenlig tyk selvironi, som viser sig at være fællesnævner hele albummet igennem. Han flower ubesværet rundt, og selvom man snildt kan sætte fingeren på det manglende lyriske indhold, så må man i det mindste give ham lidt 'cred' for stilen.
Man kan så begynde at diskuterer hvorvidt Klaes måske slipper for let igennem - er der ikke lidt for mange danske rappere i disse dage der lever lidt for højt på selvironi? - Rappere der inderst inde ikke rigtig har noget at berette om. Ikke noget i vejen for at fyre lidt sludder og sladder af, men Klaes minder for ofte om den generelle middelmådige danske rapper, der har behov for lidt mere end et enkelt album til at vise sit egentlige værd. Det er hverken slemt eller fantastisk, det er der bare.
De lyseste punkter der er at finde på albummet, er brugen af 'skøre' samples, som virker utroligt godt på det fleste sange. Taget fra, går jeg ud fra, gammel dansk-top ligende musik, byder producer Lars Da Fari på nogle rimelig originale produktioner, hvis flertal bæres op af swing-inspireret og ganske groovy instrumentaler. Det fungerer rigtig godt.
Men igen, desværre, efter den femte sang har brugt samme sample-idé er det ikke så fandens originalt mere, men numre som "Dedikeret", "Er Du Er Du Ikke" og "Album Ude Snart" fremstår stadig som ganske fornuftige hiphop tracks. Lytter man til "Trivielt Helvede" bæres ens tanker ummidelbart over på Immortal Techniques "Peruvian Cocaine" (beat mæssigt), hvilket må siges at være lidt af et kompliment. Desværre er der også her et dansk sample at finde, og i dette tilfælde er det slemt malplaceret.

"Dedikeret" er fremstår mest som en omgang gennemsnitlig metervare hiphop. Der er fornuftige ideer og kreative indslag, uden tvivl, men som helhed er der bare ikke nok kød på til at løfte debuten op på et stadie, der er til at juble over.

3/6

Hocus Pocus - 73 Touches

At frankrig altid har været up-front hvad angår hip hop har aldrig været en hemmelighed. I Europa ville jeg udnævne Frankrig som hiphop hjemland. Det er i grunden sjovt, for det er meget få udenfor 'france' der forstår hvad der synges og rappes om, men på trods af disse forståelsesbesværligheder, lader det til at folk alligvel 'bumper' med. Jeg er bestemt en af dem - min cd samling tæller flere Iam albummer, Rhoff, Booba, Sinik og så min absolutte favoritgruppe Hocus Pocus.

Hocus Pocus flyder med på 'good-vibes' bølgen. Der er ikke noget gangsta eller påtaget cool-ness over gruppen, udover selvfølgelig den coolness der ligger i deres tilbagelånede stil, deres sublime flows og ordleg og deres falde-på-knæ-fantastiske beats.
Det forholder sig med Hocus Pocus som med enhver anden fransk kunstner, jeg fatter nada af hvad der rappes om! -Men alene pga nummeret "HipHop?" med amerikanske Procussions på gæstesiden, er man ikke i tvivl om hvad slags gruppe Hocus Pocus er.



- De er her for at sprede alle de positive budskaber, og mærkeligt nok har man netop den fornemmelse hele vejen igennem, på trods af at ordene kun giver et minimum mening.
Det franske sprog er som skræddersyet til finurlige flows, og dét alene gør Hocus Pocus til en fornøjelse - sammen med produktionerne selvfølgelig, som i "73 Touches"'s tilfælde er af så forrygende verdensklasse, at man faktisk ender med at være ligeglad med ikke at kunne forstå rap-delen.
Hocus Pocus har også været smarte; de bruger flittigt scratches fra engelsksprogede plader, og man støder ofte på engelsk sproget omkvæd og gæsterap, som fra blandt andet førnævnte Procussions. Dette gør, at man aldrig føler sig helt udenfor, der er altid genkendelige detaljer, og det er en kæmpe force.
Produktionerne er dog det ultimative es i ærmet, og bagmanden 20Syl må siges at være en af de mere fremtrædende producerer pt. Han producerede numrene "Amelie", "Half A Dream" og "Apathy" på Mr. J Medeiros' "Of Gods and Girls", og har man hørt det album kan man måske danne sig et indtryk af hvordan lyden på "73 Touches" flasker sig. Det er en god blanding af oldschool-ness, jazzy beats, acoustic rytmer og en generel følelse af godt gammeldags sprødt feel-good hiphop.

- Det hænder ofte, at man hører et album og synes alle sangene er fede, men efter lidt tid begynder man at kede sig over sangene, og så viser det sig, at de egentlig ikke var så fede alligvel. Jeg havde lidt den frygt da jeg købte "73 Touches": Da jeg hørte den igennem første gang var jeg helt oppe at flyve, men jeg valgte ikke at anmelde den med det samme, fordi jeg havde en bange anelse om, at den ville blive lidt vandet, og så ville den der 5.5-karakter jeg ville have tildelt den ikke være så troværdig. Men nu er der gået 1½ måned, og jeg hører den stadig på repeat. Derfor kan jeg ikke andet end at hylde de franske hiphop konger. Gør jeg selv en tjeneste at køb denne plade, og hold et godt øje med Hocus Pocus

5.5/6

Brother Ali - The Undisputed Truth

Hvad får man hvis man blander en myre og en albino? Svar: Noget af det pureste hiphop udgivet de seneste år.
Coktailen lyder måske umiddelbart mærkelig, men de indvolverede parter der er tale om er selvfølgelig Brother Ali og Atmospheres over-geni-producer Ant, og med det i hovedet, så er det ikke længere så mærkeligt, at albummet "The Undisputed Truth" er fyldt til brustepunktet med alt det som vi forbinder med kulturens mest stolte aspekter; beats rhymes and life.

Lydsiden er på en hvilken Atmosphere udgivelse - fan-fucking-tastisk! Hvem end der sagde at Ant var guds gave til hip hoppen og, i mine øjne, musikverdenen generelt - så havde han i allerhøjeste grad ret, for det er kort beskrevet små mirakler manden spytter ud. Musikalsk vis er han på højde med Kno i hans "A Piece of Strange" -dage. Man sidder nærmest og klapper over hvor fornøjelige og veldrejede produktioner er. Ant kan indrage alle former for instrumenter, genrer og stilarter i hip hoppen, hvilket resulterer i et utroligt varieret album, der bla byder på reggae-hiphop ("The Truth", "Freedom Ain't Free"), rock-hop ("Whatcha Got"), blues ("Uncle Sam Goddamn") og selvfølgelig de mange ærke-hiphoppede skæringer, der lugter langt væk af komplet mesterlig kunnen og gøren.

Ant som person ville højst sandsynligt ikke mænge sig med hvem som helst. Selvom Atmosphere bevægelsen er underground på et mainstream plan, så er han stadig en heavyhitter pt, så det er ikke alle der får fornøjelsen af at være under hans behandling. Ikke tilfældigt at Brother Ali er endt som samarbejdspartner med Ant, for han er på samme højde med Slug; politisk og poetisk leveret med de mest forrygende flows. Brother Ali er en stjernelyriker, og enkelte numre på albummet står frem som lyriske milepæle i vores hiphop univers. Og hvor er det dejligt at høre en kunstner der er så ærlig, oprigtig og sandfærdig som Ali. Man kommer meget tæt ind på ham, og det bliver ofte meget smerteligt, på en smuk måde, som fx på "Faheem", der er en sang til hans søn:

"I just pray you don't remember us sleeping on the floor /
and me cleaning mousedroppings out of your toys.
It took alot of hard work for us to get where we at /
and young man we ain't quittin' at that.
Just know it hurts me to death when I leave and go tourin' /
i'm scared that it might make you feel unimportant.
But our bond is so strong that the moment I get off /
we seem to pick right back up where we left off.
I try to say that I do it for you /
but in my heart I know that's not entirely true.
So if I ever come home and feel that I've hurt us as friends /
I swear to god that I'll never tour again."

...Stolthed er aldrig blevet præsenteret bedre.
Og sådan er Ali mere eller mindre hele vejen igennem. Der er ikke så meget at sige, "The Undisputed Truth" er ubenægteligt en must-buy.
- Hvis du, læser, på noget tidspunkt har troet på mig som anmelder, og købt et album ud fra en af mine anmeldelser, så vil jeg sige, at "The Undisputed Truth" er et af de albums, som du uden tvivl vil være lykkelig over endelig at få købt. Skulle du dog stadig være i tvivl på nuværende tidspunkt, så lyt til de 3 sange nedenunder, og så se at få købt det album!!

"Take Me Home"




"Uncle Sam Goddamn"




"Pedigree"







5.5/6

Vakili & Mezian - Når Alt Kommer Til Alt EP

"Andre fyrer med skud, jeg valger at rap' /
ved der størst magt i det bly som ender på skrift"

Vakili har i de sidste par år været en meget fremtrædende personlighed i den danske hiphop undergrund. Han udgav EP'en "Vakilisme" i 2006, som blev startskuddet for samarbejdet med den yderst melodiske hiphopproducer Mezian. Senere har dét par optrådt som en anden Timberland/Timberlake hjælpende hånd på AndyOps "Nærmest Perfekt", og som sidste færdigskrevne kapitel gjorde Vakili sig som fakkelbære for Ghetto Gourmet kollektivet. Nu er han, eller 'de' bør man vel nok sige, så klar med EP nummer 2, som på trods af at den første var ganske god, er et stort skridt fremad - i den helt rigtige retning.

"Når Alt Kommer Til Alt" indeholder alt hvad en EP kan! - Der er punchline åbningstracket, der er det personligt dybe, det politiske, kærlighedssangen og det reflekterende nummer der sætter spørgsmålstegn ved mennesket og alle vores fejl og mangler. Fem numre og fem statements, pakket ind i dybt musikalske og nuancerede produktioner.

Vakilis mål med denne EP er at afvende folk med en fordom som mange desværre besidder; nemlig, at de 'skal høre på en indvandrer sige noget klogt' - og istedet få folk til at indse, at man sagtens kan få serveret dybe og reflekterende tekster, også selvom leverandøren ikke er din sædvanlige dansker. Det er på måder så dejligt bekræftende, og det modbeviser så ufatteligt mange negative udsagn og standarter, som man beklageligvis bliver fodret med alt for ofte.
Lytter man fx til titelnummeret "Når alt kommer til alt" vil man hurtigt finde ud af, at Vakili har meget mere at sige på den poetiske front, end de fleste andre rappere i danmark;

"Ude og drikke sig fulde når der er tomt i deres indre /
som aldrig vil i seng af frygt for at se deres drømme splintre.
For vi kan gå i det dyreste tøj og skjule at vi er nøgne /
formulere vendinger der kan skjule vores løgne /
men når alt kommer til alt ved slutningen af et døgn /
kan vi ikke gemme os for os selv når vi lukker vores øjne "

Lyrisk set ser det i hvert fald lyst ud for Vakili, der lader til at mestre både R'et og P'et i "RAP" til det fuldkomne. På lydsiden tegner det ligeledes godt. Mezian har samlet en håndfuld fremragende beats, der akkurat som den lyriske del, er delt op i 5 statements der er kreeret med samme feel som den tilhørende tekst. Yderst flot komponeret, og det hele ramler sammen i det mesterlige titelnummer, der gøre Mezian absolut rødglødende som producer.

"Problemet" med EP'er helt generelt tilgengæld er, at de jo ikke er et album! Man kan ikke helt bedømme dem ud fra album standarten. Men jeg vil sige, at som optakt til en kommende fuldlængdes debut, så er "Når Alt Kommer Til Alt" en sublim apetizer. Måske Vakili har taget ved lære af Atmospheres geniale reklamekampagne, hvor de udgav fire EP'er før "When Life Gives You Lemons..." ramte os. Hvis Vakili gør noget henad det sammen, så tør jeg godt garantere, at vi bliver ramt af lidt af en bombe!!

4.5/6

Common - Universal Mind Control

Endelig fik Chicago rapperen fri fra filmkarrieren, og fandt heldigvis med det samme tid til at give os endnu et album til samlingen. Et hæftigt debateret album, da det stilmæssigt virker skævt som et Common album. Rapperen, der år efter år har fungeret som en af de bedste og vigtigste socialbevidste rappere, hvis mesterlige evner gang på gang har mundet ud i plader, der med deres 'peace, love and unity' -budskaber har fungeret som milepæle på mange forskellige måder, for selvom der har løbet en tematisk rød tråd igennem samtlige udgivelser, så har lydsiden altid været forskellig fra cd til cd. Den eneste gang Common har lavet en slags "2'er" var med "Finding Forever", hvor han efter stor succes med Kanye West og albummet "Be", valgte at bruge præcis samme formular, og lave et album der mere mindede om en forlængelse af "Be" end et nyt Common-standpunkt.
Alene af den grund er jeg faktisk glad for, at Common har valgt at gå i en helt ny retning, for selvom et tredje Common/Kanye album med garanti ville have været fantastisk, så er det bare for anti-Common-agtigt ikke at prøve og turde. Der skal skabes noget nyt, og det må man, om det så er på godt eller ondt, sige er lykkedes.

Ottende album "Universal Mind Controls" bliver sammenlignet med "Electric Circus", hvilket er logisk nok, for lyden på kult-udgivelsen fra 2002 var så anderledes og sær, at folk ikke anede hvad de skulle synes, hvilket resulterede i, at de fleste endte med at vende ryggen til Common. Det præcist samme er sket som bivirkning af den nye udgivelse. Den nye future/electro-Neptunes lyd og feststemning som fællesnævner har givet folk himmelvendte øjne og spørgsmålstegn over hovedet. Hvad laver manden? Det har jo intet med Common at gøre!?

"I Created this music for the summer time, it's about feeling good... this is the type of music I felt was missing from my body of work"

- Sådan lyder "undskyldningen", og tjaa, hva kan man sige? Fair game!
Han er blevet en populær mand, filmbranchen har taget imod ham med åbne arme og en afrikansk amerikaner fra hans hjemby stillede op til president valg - med andre ord; han nyder vel bare livet, så hvorfor ikke fejre det med en party-plade.
Jeg vil gerne gå med til, at lyden er lidt sær på nogle numre, og man skal til tider sluge et par kameler mere end man muligvis lyster, da faktummet altså står fast; Universal Mind Control er den mindst Common'ede plade udgivet til date. Har man derimod som mig smag for kameler, så bliver "party-pladen" dog bedre og bedre for hver gennemlytning. Titelnummeret har jeg et svært forhold til, men mange af de andre numre er jeg gået fra at sukke over til at elske ganske højt. Da jeg fx hørte "Gladiator" første gang, kunne jeg ikke forstå hvordan sådan en omgang larm og støj var havnet på et Common album, men efter "det der antal gennemlytninger der nu skal til", fandt jeg ud af, at det jo i virkeligheden er gennemført melodisk og fedt. Samme gælder "Inhale" og "Everywhere"; forholdsvis ligegyldige numre der i sidste ende viser sig at være ganske fantastiske. Især Martina Topley Bird falder jeg pladask for hver gang. Hun har en af vore dages mest fantastiske stemmer, og selvom det ikke virker som om hun kan specielt meget med hendes forsigtige stemme, så kan hun lige præcis det der skal til for at skabe musikalske guldklumper.
Enkelte numre satte sig i modsætning til førnævnte fast med det samme. "Announcement" viser at Common stadig er oppe i det lyriske røde felt og Pharrell følger fortrinligt med. "Make My Day" er også en født klassiker. Den er som taget ud af gæstesangerens mesterlige "Cee Lo Green is the Soul Machine", og af alle numre på albummet er dette nok det, der bedst fanger sommer og fest stemningen. Og selvom lyrikken er mest henvendt på damer, så formår Common til tider at flette fornemme tekster ind alligevel;

"I'm thinking 'Damn damn', that's really cool because
Sometimes I wanna chill
sometimes the best things in life are not in your plans
you came to the sand and got more than a tan"

Revolutionerende poesi er det ikke, men når man taler feel-good plade er der stadig nogle mesterlige tekster. Hvis man har "Electric Circus" i baghovedet og lytter til "Everywhere", så er der altså rafineret tekstskrivning i sigte:

"You'll see in time your reason to shine /
when the stadium is dark MCs are defined /
Get ready, on your mark, put your feet on the line.
The race is on to space beyond /
you gon' get there by doing what you want.
Sometimes the most famous feel all alone /
so we drift to a place that we call our home /
I was known to be spaced out and outta my dome /
now I know, that's all I've known"

- Se det er stjerneklasses lyrik, og så dejligt livsbekræftende på samme tid. Fantastisk. Common er bestemt ikke forsvundet, han har bare gemt hans ægte skills list væk.
Og on that same not, så er der intet Common album uden politik, og det Mr. DJ producerede "Change" er en dedikation til Barrack Obama og politisk fremskridt i det hele taget, og selvom den faktisk virker malplaceret i forhold til resten af albummet, så gør det super lækre beat og den smukke hook, at nummeret stadig gør sig som et mesterværk iblandt festskæringerne.
Jeg må dog erkende, efter al denne ros, at der rent faktisk er numre på albummet, som decideret irreterer mig. "Sex 4 Sugar" er en komplet ligegyldighed, med det hysteriske beat, der bliver mere og mere uudholdeligt for hver gang man hører det. Kanye West som gæster "Punch Drunk Love" formår heller ikke at bringe noget nyt frem, og nummeret går næsten med det samme i glemslen. Har man skaffet sig 'UK Bonus Track' versionen af albummet vil man have fået "Punch Drunk Love" remixet med, der har et anderledes beat og en udskiftning fra Kanye til Pharrell - dette nummer er flere længder bedre end originalen.

Hvad der er specielt ved stort set alle Commons udgivelser er, at de alle har et forbløffende overall feel. Selvom det ikke er alle numre der er lige gode, så er albummet i overordnet forstand utroligt helstøbt.
Om "Universal Mind Control" kommer til at få samme effekt som "Electric Circus" fik, hvor folk 5 år senere opdage, at albummet var komplet genialt og langt forud for sin tid, tvivler jeg dog på. Til gengæld ser jeg det som et virkelig solidt album NU.
Jeg tror ikke der er mange andre end Berlingske Tidenes Thomas Søie Hansen der er enig med mig, men for mig står Commons 8. album til

5/6