Jean Grae - The Orchestral Files

Skrevet af gæsteanmelder Jacques Le Grand

Der er meget snak om rappere, der får en smule mere opmærksomhed end deres musikalske evner gør dem fortjent til - og så er der den anden af skalaen, der består af dem, der, dedikeret og med en passion for musikken og kulturen, slider sig op i forsøget på at forbedre kvaliteten i mainstream rap. Et efter min mening særdeles kvalificeret medlem af sidstnævnte gruppe er den hårde no-bullshit "femc" Jean Grae.
Lad os allerede nu konstatere at det ikke vrimler med kvindelige rappere, og at de få der opnår kommercial succes sjældent er værd at investere i (Trina, Da Brat, Eve, Lil' Mama og Remy Ma for at nævne nogle få). På den anden side bør man ikke glemme typer som Lauren Hill, Jill Scott, MC Lyte, Missy Elliott og Neneh Cherry som faktisk kan et og andet når det kommer til stykket.
Jean Grae har som sagt aldrig opnået noget nær den anerkendelse hun i mine øjne burde få, for hun bringer hele pakken: dope beats, on-point og varierende flow og tekster, der vidner om stor kendskab til samfundet og forholdet mennesker imellem.
Hendes rigtige navn, Tsidi Ibrahim, afslører hendes sydafrikanske afstamning - hun går dog også ofte under navnet "What? What?" .. spørg mig ikke hvor det kommer fra. Hendes albumtitler er ganske kreative ("Attack of the Attacking Things", "The Bootleg of the Bootleg EP", og "Jeanius" for eksempel).
The Orchestral Files er en samling af spredte numre, der ikke har været udgivet på noget album som sådan. Måske af samme grund har den heller ikke opnået nogen klassikerstatus eller gjort sig synderlig bemærket, og det er en skam; ofte føles den slags album som et salgstrick, hvor man samler de numre, der ikke var gode nok til at komme på nogle af de "rigtige" albums, og det er måske også tilfædet her - det føles bare ikke på nogen måde sådan, for det er en temmelig solid samling, der bliver disket op med.
For mig ukendte producere leverer den soulede opbakning bag Jeans ubekymrede udforskning af det engelske sprogs finesser og udfaldet er en gedigen oplevelse, der forhåbentlig en gang for alle maner den evindelige og særdeles udmattende diskussion om hiphoppens endeligt i jorden. Hvis dette album virkelig repræsenterer et udsnit af hendes dårligste numre gennem hendes karriere, så kommer hun bare endnu tydeligere til at fremstå som legemliggørelsen af N.Y.C's tilbagevenden som hiphoppens mekka - og hvem er bedre til at symbolisere den tiltrængte strøm af nytænkning og forandring end en kvindelig rapper, hvis tekster ved første gennemlyt fortier al hvisken i krogene om en døende kultur på kollisionstur med den dårlige smag? Er Soulja Boy på førersædet i den konvoj af dødsbillister, der med overfladisk mainstream rap befolker radioen i dag, så påtager Jean Grae sig uden tøven rollen som den pligtopfyldende trafikant, der viser hvordan det skal, bør og kan gøres.

5/6