Common - Universal Mind Control

Endelig fik Chicago rapperen fri fra filmkarrieren, og fandt heldigvis med det samme tid til at give os endnu et album til samlingen. Et hæftigt debateret album, da det stilmæssigt virker skævt som et Common album. Rapperen, der år efter år har fungeret som en af de bedste og vigtigste socialbevidste rappere, hvis mesterlige evner gang på gang har mundet ud i plader, der med deres 'peace, love and unity' -budskaber har fungeret som milepæle på mange forskellige måder, for selvom der har løbet en tematisk rød tråd igennem samtlige udgivelser, så har lydsiden altid været forskellig fra cd til cd. Den eneste gang Common har lavet en slags "2'er" var med "Finding Forever", hvor han efter stor succes med Kanye West og albummet "Be", valgte at bruge præcis samme formular, og lave et album der mere mindede om en forlængelse af "Be" end et nyt Common-standpunkt.
Alene af den grund er jeg faktisk glad for, at Common har valgt at gå i en helt ny retning, for selvom et tredje Common/Kanye album med garanti ville have været fantastisk, så er det bare for anti-Common-agtigt ikke at prøve og turde. Der skal skabes noget nyt, og det må man, om det så er på godt eller ondt, sige er lykkedes.

Ottende album "Universal Mind Controls" bliver sammenlignet med "Electric Circus", hvilket er logisk nok, for lyden på kult-udgivelsen fra 2002 var så anderledes og sær, at folk ikke anede hvad de skulle synes, hvilket resulterede i, at de fleste endte med at vende ryggen til Common. Det præcist samme er sket som bivirkning af den nye udgivelse. Den nye future/electro-Neptunes lyd og feststemning som fællesnævner har givet folk himmelvendte øjne og spørgsmålstegn over hovedet. Hvad laver manden? Det har jo intet med Common at gøre!?

"I Created this music for the summer time, it's about feeling good... this is the type of music I felt was missing from my body of work"

- Sådan lyder "undskyldningen", og tjaa, hva kan man sige? Fair game!
Han er blevet en populær mand, filmbranchen har taget imod ham med åbne arme og en afrikansk amerikaner fra hans hjemby stillede op til president valg - med andre ord; han nyder vel bare livet, så hvorfor ikke fejre det med en party-plade.
Jeg vil gerne gå med til, at lyden er lidt sær på nogle numre, og man skal til tider sluge et par kameler mere end man muligvis lyster, da faktummet altså står fast; Universal Mind Control er den mindst Common'ede plade udgivet til date. Har man derimod som mig smag for kameler, så bliver "party-pladen" dog bedre og bedre for hver gennemlytning. Titelnummeret har jeg et svært forhold til, men mange af de andre numre er jeg gået fra at sukke over til at elske ganske højt. Da jeg fx hørte "Gladiator" første gang, kunne jeg ikke forstå hvordan sådan en omgang larm og støj var havnet på et Common album, men efter "det der antal gennemlytninger der nu skal til", fandt jeg ud af, at det jo i virkeligheden er gennemført melodisk og fedt. Samme gælder "Inhale" og "Everywhere"; forholdsvis ligegyldige numre der i sidste ende viser sig at være ganske fantastiske. Især Martina Topley Bird falder jeg pladask for hver gang. Hun har en af vore dages mest fantastiske stemmer, og selvom det ikke virker som om hun kan specielt meget med hendes forsigtige stemme, så kan hun lige præcis det der skal til for at skabe musikalske guldklumper.
Enkelte numre satte sig i modsætning til førnævnte fast med det samme. "Announcement" viser at Common stadig er oppe i det lyriske røde felt og Pharrell følger fortrinligt med. "Make My Day" er også en født klassiker. Den er som taget ud af gæstesangerens mesterlige "Cee Lo Green is the Soul Machine", og af alle numre på albummet er dette nok det, der bedst fanger sommer og fest stemningen. Og selvom lyrikken er mest henvendt på damer, så formår Common til tider at flette fornemme tekster ind alligevel;

"I'm thinking 'Damn damn', that's really cool because
Sometimes I wanna chill
sometimes the best things in life are not in your plans
you came to the sand and got more than a tan"

Revolutionerende poesi er det ikke, men når man taler feel-good plade er der stadig nogle mesterlige tekster. Hvis man har "Electric Circus" i baghovedet og lytter til "Everywhere", så er der altså rafineret tekstskrivning i sigte:

"You'll see in time your reason to shine /
when the stadium is dark MCs are defined /
Get ready, on your mark, put your feet on the line.
The race is on to space beyond /
you gon' get there by doing what you want.
Sometimes the most famous feel all alone /
so we drift to a place that we call our home /
I was known to be spaced out and outta my dome /
now I know, that's all I've known"

- Se det er stjerneklasses lyrik, og så dejligt livsbekræftende på samme tid. Fantastisk. Common er bestemt ikke forsvundet, han har bare gemt hans ægte skills list væk.
Og on that same not, så er der intet Common album uden politik, og det Mr. DJ producerede "Change" er en dedikation til Barrack Obama og politisk fremskridt i det hele taget, og selvom den faktisk virker malplaceret i forhold til resten af albummet, så gør det super lækre beat og den smukke hook, at nummeret stadig gør sig som et mesterværk iblandt festskæringerne.
Jeg må dog erkende, efter al denne ros, at der rent faktisk er numre på albummet, som decideret irreterer mig. "Sex 4 Sugar" er en komplet ligegyldighed, med det hysteriske beat, der bliver mere og mere uudholdeligt for hver gang man hører det. Kanye West som gæster "Punch Drunk Love" formår heller ikke at bringe noget nyt frem, og nummeret går næsten med det samme i glemslen. Har man skaffet sig 'UK Bonus Track' versionen af albummet vil man have fået "Punch Drunk Love" remixet med, der har et anderledes beat og en udskiftning fra Kanye til Pharrell - dette nummer er flere længder bedre end originalen.

Hvad der er specielt ved stort set alle Commons udgivelser er, at de alle har et forbløffende overall feel. Selvom det ikke er alle numre der er lige gode, så er albummet i overordnet forstand utroligt helstøbt.
Om "Universal Mind Control" kommer til at få samme effekt som "Electric Circus" fik, hvor folk 5 år senere opdage, at albummet var komplet genialt og langt forud for sin tid, tvivler jeg dog på. Til gengæld ser jeg det som et virkelig solidt album NU.
Jeg tror ikke der er mange andre end Berlingske Tidenes Thomas Søie Hansen der er enig med mig, men for mig står Commons 8. album til

5/6