Bosat i Seattle med norsk blod i årerne; John Overlie aka Grynch aka "The Ballard King" har igennem det sidste halve årti opnået status som lokal hiphop helt. Siden debuten My Second Wind i 2008 har han udgivet en håndfuld plader, og har arbejdet sammen med Seattle-kollegaer som The Physics, Sol, Blue Scholars og Macklemore. Han fik endda noget så sjældent som et viralt undergrunds-hiphop-hit med singlen "My Volvo" fra Chemistry 1.5 pladen, der ganske simpelt var en kærlighedserklæring til hans elskede køretøj. Nu hedder året 2012 og Grynch er ude med sin femte udgivelse, Perspective, og her er alt som det plejer: ikke overdrevet ambitiøst eller dybsindigt, men egentlig bare ganske veldrejet og fornøjeligt.
"I'm just tryna get perspective / Hop along the way and I ain't tryna switch directions / But where I'm at now, and where I'm gon' be / See, at the end of the day, it's all me"
Således lægger Grynch ud på pladens åbnende titelnummer, hvor han fortæller lidt om hans personlige status quo i hiphop-gamet, over en soul-melodisk Jake One skæring. Perspective er Grynch's forsøg på at levere solid hiphop og samtidig have det sjovt og nyde livet. Som hurtig dom kan man altså sige, at Perspective er komplet ufarlig og de fleste numre meget let fordøjelige. Dette behøves dog ikke at være en negativ ting. Ind imellem resulterer den "lette" formular i hiphop, der måske er lidt for sloppy, men andre gange er det fantastisk effektivt, og flere af numrene byder simpelthen på det pure guld.
I den kejtede ende af skalaen finder man et nummer som "So Far", der gæstes af en stærk Brother Ali, men som bærer et omkvæd, leveret af en ukendt sangfugl, der for det første ikke er i besiddelse af en synderligt karismatisk vokal, men som heller ikke formår at bidrage med noget catchy overhovedet. Resultatet er et besynderligt u-poppet forsøg på at lave et hiphop/pop nummer. Det samme kan siges om "In the Rain", der prydes af et lignende akavet omkvæd og en produktion, der mest af alt lyder som en lunken 80'er pop-sjæler.
Andre gange synes lyrikken at overtræde grænsen for, hvor banalt man kan skrive, som når Grynch rapper "It's a beautiful day in the neighborhood, I'm feeling good I'm feeling great just the way I should" på "Mister Rogers", lige efter "I'm Good", hvor Sol synger "Life is good, life is great". Man kunne tro der var en grænse for, hvor "good" og "great" noget kunne blive, men men men! - Én ting er, at det muligvis fremstår rimelig banalt, en anden ting er, at det er så afsindigt lækkert produceret, at det er fuldstændig lige meget! "I'm Good" er årets hidtil bedste happy-go-lucky nummer, og med en fa-bel-ag-tig produktion fra Budo og et omkvæd der siger: "It's 2012 like the Mayans say, there's no time so I grind 'till the sky's ablaze" så er der ingen tvivl om hvilket nummer jeg skal bumpe for fuld udblæsning den 20. og 21. december i år!
- For ved nærmere eftertanke, så består meget af den undergrundshiphop jeg lytter til af dybe og mere alvorlige tekster, og Grynch's Perspective mindede mig faktisk om, at det ikke alene er godt men decideret nødvendigt med et lille afbræk ind imellem, i form af let indtagelig hiphop, som man bare kan læne sig tilbage og smile bredt til. Denne form for hiphop er bredt repræsenteret på Perspective.
I kan garanteret godt regne ud hvad den gyngende, Jake One producerede "Too High" handler om, og "When I'm With You" og "No Price Tag" handler helt enkelt om vigtigheden ved kærlighed og genuin glæde, der som det eneste i vores materielle verden ikke har price tags vedhængt. Pladen rundes af med den noget nær genialt producerede "After Effect", der gæstes af førnævnte The Physics, hvor en slagkraftig basgang og skævt sammensatte trommer driver værket. Brillant afslutning.
Meget mere behøves vist ikke at siges. Perspective ligger som sagt i den lettere ende af hiphop-spektret, men Grynch byder stadig på en fin vekslen imellem sommerlune happy-anthems, melodiske hooks og gyngende, soul'ede beats. Alt i alt en ganske lækker lille sag.
I mine øjne har Killer Mike aldrig rigtig været mere end en Outkast-protegé, der kunne sørge for lidt råt sydstats-rap når det blev for eksperimenterende, skævt eller fjollet hos André og Big Boi. Hans Monster plade fra 2003 er den eneste af hans fem tidligere solo-udgivelser som jeg har hørt, og den kedede mig noget så grusomt, så jeg har aldrig rigtig haft den store interesse i ham som solo-artist og havde af samme årsag heller ikke sat mig for at investere i hans nyeste R.A.P. Music album. Men så begyndte anmeldelserne at rulle ind.
- En perfekt 10/10 hos Syffal, perfekt 5/5 hos både Potholes In My Blog og Sputnik Music, perfekt 4/4 hos Chicago Tribune og imponerende 9/10 hos Spin, 5½/6 hos Consequence of Sound og 8.6/10 hos Pitchfork Media. Dette er et godt eksempel på hvor stor en rolle anmeldelser kan spille, for uden at have hørt et eneste nummer susede jeg ind og bestilte et eksemplar af pladen, udelukkende på baggrund af andres begejstring (endda af en rapper, der i forvejen ikke sagde mig særlig meget). Lad mig bare spille med åbne kort: jeg er i løbet af de sidste tre uger blevet ufatteligt glad for Killer Mike, R.A.P. Music og hans raw-as-fuck, no-bullshit, straight-raw-rap tilgang til genren. Som han rapper på åbneren:
"Lurkin' in the club on turists muuh'fuckers / Welcome to Atlanta, up the jewelry muuh'fucker / These monkey niggas lookin' for some Luda and Jermaine / And all that nigga found was a Ruger and some pain / POW MOTHERFUCKER POW, come up off the chain / and POW MOHTERFUCKER POW, one off in the brain"
Man skal ikke mange sekunder ind i pladens indledende nummer med den meget passende titel "Big Beast" før man finder ud af, at det ikke er for sjov når han kalder sig Killer Mike. Han både er og lyder stor, agressiv og sulten. Som havde han ædt Big Pun til morgenmad, M.O.P. til frokost og Canibus til aftensmad. Som om dét ikke var nok har han slået sig sammen med den altid komplet vanvittige, totalt udsyrede El-P som har produceret hele pladen. Resultatet? Såmen bare en af de hårdeste plader i årevis og en potentiel milepæl, easy.
"I never really had a religious experience in a religious place. The closest I've ever come to seeing or feeling God is... listening to rap music. Rap music is my religious. Amen"
- "R.A.P. Music"
De før-citerede "POW MOTHERFUCKER POW"-linjer giver måske ikke et billede af Killer Mike som værende den dybeste eller mest opfindsomme rapper, men det er han faktisk. Endvidere er det tydeligt, at Killer Mike ikke følger hiphoppens status quo-regler, men kigger mindst 20 år tilbage i bakspejlet til en tid, hvor hiphop var rebelsk, larmende og leveret ud fra et samfundsrelevant og -aktuelt standpunkt. 'R.A.P.' -forkortelsen i pladens titel refererer ikke til den vanlige "Rhythm And Poetry", nææ, det er alt for fint og ufarligt. - Her står det for Rebellious African Peoples Music, for Killer Mike er her for at minde os om, at mange af de ting der i sin tid udklækkede fx N.W.A. og Public Enemy som rebeller imod systemet, stadig rumsterer i samfundet anno 2012.Umiddelbart kunne man tro, at et sådan album ikke appellerede det mindste til white boys som mig selv, men de ting som Killer Mike er sur over er i bund og grund ting, som alle burde være sure over, uanset "farve" eller "race". Samtidig er det ikke "bare" simpel "ayo fuck tha police nigga" -rap, det er "ayo fuck tha police nigga" -rap bakket op med solide facts og ekstremt velfortalte historier, krydret med uanede mængder troværdighed og en arrigskab og intensitet, som man ligeledes skal 20 års tid tilbage for at finde magen. "Reagan" er et glimrende eksempel på hvordan Killer Mike balancerer imellem det intellektuelle og den rå gade-nerve:
"We brag on havin' bread, but none of us are bakers / We all talk on havin' green but none of us own acres / If none of us own acres and none of us grow wheat / Then who will feed our people when our people need to eat / So it seems our people starve from a lack of understanding / 'Cause all we seem to give them is some ballin' and some dancin' / And some talk about our cars and imaginary mansions / We should be indicted for bullshit we insighting / Selling children death and pretending it's exciting"
På "JoJo's Chillin" viser Mike sin brillante sans for historiefortælling, da han beretter om JoJo, der nærmest ved et uheld kommer til at smugle weed med op på et fly, hvilket resulterer i, at han ved landing snyder sig ud i en rullestol imens en Stewardesse bliver bustet for besiddelse i stedet. Også på den storslåede, 4-delte "Don't Die" kaster han sig ud i malende historiefortælling over et beat, der ændrer sig for hvert vers, og som derfor giver sangen et filmisk progressivt feel, der vitterligt ikke lyder som noget man har hørt før.
Killer Mike er dog heller ikke bleg for at "go ham" på R.A.P. Music, hvilket han gør bedre end de fleste. "This is John Gotti painting pictures like Dali, this is Basquiat with a passion like Pac" rapper han på "Untitled" og præsenterer dermed sig selv som en "kunstnerisk gangsterrapper", hvilket passer ganske perfekt. På "Go!" flænser han El-P's banger sønder og sammen på primitiveste vis: "Shit got damn. I go ham. I go off. The gun go blam. I go in, I go hard. I go stupid, oh my God. shamalamadumalama-shamalamadumalama, even when I ain't sayin' shit!". Simpelthen retarderet rap! Hvorfor? - Fordi fuck dig, derfor! - Det er lidt dén mentalitet man må finde sig i undervejs! Ikke mindst på en af mine personlige favoritter, "Butane (Champion's Anthem)", der bærer et af de hårdeste beats jeg nogensinde har hørt. El-P er intet mindre end sindssyg for at have produceret det nummer! Det samme kan siges om stort set resten af produktionerne på R.A.P. Music. Det flyver omkring med store trommer, ustoppelige hi-hats, buldrende basgange, høj, mørk og skærende synth og distortede computereffekter. De har uden tvivl sat sig for at bring the noise i bedste PE stil, men samtidig kan El-P noget med små fikse melodier, der gør de mastodontiske produktioner yderst vellydende, deres larmende natur til trods. Efter et dusin gennemlytninger kan jeg konstatere, at samtlige produktioner på skiven er fænomenale, men der er ingen tvivl om, at de kræver tid. Jeg kan sagtens forestille mig, at der vil være folk der synes, at beat'sne er decideret dårlige. Sådan er det nok med El-P, you either hate him or love him.
"This is jazz, this is funk, this is soul, this is gospel / This is sanctified sex, this is player pentecostal / This is church. Front. Pew. Amen. Pulpit / What my people need and the opposite of bullshit"
- "R.A.P. Music"
Alt i alt er R.A.P. Music et allerhelvedes velstøbt album! Det er skarptskåren rap, der gerne vil minde lytteren om slut 80'er/start 90'ernes nerve, samtidig med, at Killer Mike og El-P serverer et gyldent alternativ til en - i kølvandet på denne udgivelse - pt alt for tilbageholden, vag og modløs tilgang til hiphop. Killer Mike har gravet i fordums storhed, og med referencer til Wu-Tang, Slick Rick, Snoop Dogg, Eazy-E, MC Ren, 2Pac og Public Enemy har han taget alt det, der gjorde hiphoppen spændende og interessant for 20 år siden, og proppet det ind i El-P's små-tossede 2012-skabelon. Jeg tror at det kræver, at man er meget glad for meget forskelligt hiphop hvis man skal lære at holde af dette album, og det vil bestemt også være et plus at have et forhold til den hiphop som Killer Mike så ofte refererer til. På den anden side; jeg kom sent ind i hiphoppen og lyttede ikke til noget af det rap som Killer Mike forguder da det var nyt og spændende, og jeg fucking elsker det her album! Det eneste minus der er, er Bun B og T.I. featuren på åbningsnummeret, men på en-eller-anden sjov måde er deres optræden ikke "ødelæggende", for stillet op ved siden af de to får Killer Mike utrolig hurtigt statueret sig selv som et totalt monstrum når det kommer til rap.
Det er nok et album, der er født til at dele vandende, som det ofte er tilfældet når El-P er involveret. Hvorom alting er, så er min begejstring total! Uden sidestykke årets største overraskelse og årets hidtil stærkeste plade. Sagde jeg "milepæl" i starten? Det burde det helt sikkert og uden tvivl være, easy.
6/6
"Southern Fried"
(den slutter ved ca. 4:40, der "gemmer" sig ikke noget længere inde)
"Butane (Champion's Anthem)" feat. El-P
"YAAAH YAAAH YAAAH YAAAH"
"R.A.P. Music"
"Ghetto Gospel"
"I pray the lawd he hear me /
Praying when I'm in trouble I'm speaking in forked tongue /
I say I'm out the game but I'm flinching like George Jung /
I must be in the clutches of Satan, it's all warm /
My mama took me to the Root Lady to read my palm /
She puts beads on my neck saying they protecting me from harm /
"Claimed a culture that wasn't mine - the way of the american"
Jeg havde et vaskeægte hipster-moment for et par dage siden, I can't lie! Der var blevet slået en post op på RapSpot-boardet, hvor en bruger ville informere de andre brugere om "den her nye rapper" han lige havde opdaget, ved navn Macklemore. Han linkede til de obligatoriske "Otherside Remix" og "Wings" og sagde at folk "helt klart skulle checke ham ud". Der sad jeg og tænkte "jamen ham har jeg sgu da snakket om i evigheder! - Læser I ikke min blog?!". Som sagt ægte hipster-stil á lá "I was hyping Macklemore before it was cool"! På den anden side blev jeg næsten helt glad, for hvis det er lykkedes hiphop-interesserede, der synes Macklemore er fantastisk, at undvige min The Language of My World anmeldelse fra 2009, to track-reviews der er halvandet år gamle og et gratis mixtape hvor han var på, så må det betyde, at der stadig er mange "derude" der endnu ikke kender til min blog. Sådan vælger jeg i hvert fald at tolke det, og det er en god ting.
Endvidere synes jeg det er alletiders at se og høre rundt omrking, at Macklemore er ved at blive et halv-kendt navn herhjemme. Det som jeg dog synes er lidt ærgerligt er, at det hver gang er "Otherside" remixet og "Wings" der bliver snakket om. Ikke fordi de ikke er fænomenale - det er uden tvivl to mesterværker der er tale om - men i forhold til hvor meget fantastisk musik Macklemore har udgivet, så begrænser folk virkelig deres horisont ved kun at lytte til de to numre.
Som dette indlægs titel antyder, så ser jeg Macklemore som en af de absolut dygtigste og skarpeste rappere pt. Han mestrer alt fra det alvorlige og yderst tankevækkende - som det er tilfældet på bl.a. "Otherside" og "Wings", men samtidig kan han være ufattelig morsom og vittig (en side af ham han måske ikke får helt nok kredit for) og så er han bedre end nogen anden til at bruge sig selv som hovedperson i problematiske fortællinger. Der er ikke mange plader, der har formået at ryste mit følelsesregister i lige så høj grad som The Language of My World, - det er ganske simpelt utroligt hvordan Macklemore kan røre en som lytter, både på den ene, den anden og den tredje måde. Jeg vil derfor tage en lille håndfuld numre fra denne plade for enten at udvidde jeres kendskab til Macklemore eller minde jer om hvor vild han faktisk er. Enjoy.
"White Privilege"
Efter min mening en af de bedste tekster nogensinde skrevet og rappet af en hvid MC
"I see so many people lost, who really try to pretend /
But am I just another white boy who's caught on to the trend? /
When I take a step to the mic is hiphop closer to the end? /
'Cause when I go to shows the majority have white skin /
They marketed the windmill, the air flair and head spin /
And white rappers albums really get the most spins /
The face of hiphop has changed alot since Eminem /
And if he's taking away black artists profits I look just like him /
Claimed a culture that wasn't mine, the way of the american /
Hiphop is gentrified and where will all the people live /
It's like the central district, Beacon Hill to the south end /
Being pushed further away because of what white people did, now /
Where's my place in a music that's been taken by my race /
Cultural appropriated by the white face /
And we don't wanna admit that this is existing /
So scared to acknowledge the benefits of our white privilege /
'Cause it's human nature to wanna be part of something different /
Especially when your ancestors are european christians /
And most whites don't want to acknowledge that this is occurring /
'Cause we got the best deal; the music without the burden /
Of being black in a system that really wants you to rock /
'Cause all you need is a program and you can go and make hiphop /
And we hate the mainstream 'cause we're the ones that took it /
Now we listen to Aesop Rock and wears t-shirts that say Brooklyn /
But it's not about black and white right /
I mean good music is good music regardless of what you look like /
But when you don't give them props, isn't that selfish? /
That's like saying rock was actually started by Elvis /
So where does this leave me? /
I feel like I pay dues but I'll always be a white MC /
I give everything I have when I write a rhyme /
But that doesn't change the fact that this culture's not mine /
But I'm gonna be me so please be who you are /
This is something that's effortless and it shouldn't be hard /
I said I'm gonna be me, so please be who you are /
But we still owe 'em 40 acres now we've stolen their 16 bars"
Hiphop started off on a block that I've never been to
To counter-act a struggle that I've never even been through
If I think I understand just because I flow too
That means I'm not keeping it true, nope
Hiphop started off on a block that I've never been to
To counter-act a struggle that I've never even been through
If I think I understand just because I flow too
That means I'm not keeping it true, not keeping it true
"Now I don't rap about guns, so they lavel me "conscious" /
But I don't rap about guns 'cause I wasn't forced into the projects /
See I was put in the position where I could choose my options /
Blessed with the privilege that my parents could send me to college /
Now who's going to shows? The kids on the block starving /
Or the white people with dough that can relate to my content? /
Marketed the music now adapted to the lifestyle /
What happened to jazz and rock'n'roll is happening right now /
Where's my place in the music that's been taken by the media /
With white corporations controlling what they're feeding ya /
I brought up Aesop Rock but I'm not even dissing dude /
We love hiphop and what do you think the caucasians are listening to? /
And I speak freely when I write this /
If a black MC examined race - there goes half their fanbase, white kids /
And this is so true, and we didn't even have to fight the system /
We just went and picked up the microphone too /
And we got good at it, so we should be rapping /
But only supporting them is like burning Jimmy and buying Clapton /
Now Clapton's incredible, but no Jimmy no foundation /
So here comes history and the cultural appropriation /
White kids with do-rags trying to practice their accents /
From the suburbs to the upperclass mastering a language /
But hiphop is not just memorizing words /
It's rooted in authenticity, something you litterally can't learn /
But I'm gonna be me, so please be who you are /
This is something that's effortless and it shouldn't be hard /
I said I'm gonna be me, so please be who you are /
But as I'm blessed with the privilege, they're still left with the scars"
Hiphop started off on a block that I've never been to
To counter-act a struggle that I've never even been through
If I think I understand just because I flow too
That means I'm not keeping it true, nope
Hiphop started off on a block that I've never been to
To counter-act a struggle that I've never even been through
If I think I understand just because I flow too
That means I'm not keeping it true, not keeping it true
"Penis Song"
produceret af Macklemore selv. Producer-Macklemore har heller ikke fået nok kredit
Ladies and gentlemen
introducing, the penis song (oh no he didn't)
(honkey dick!)
This is my penis song
I wish that I had a bigger shlong
One that was quite a bit more thick and way more long
One of those porno King Kong dongs
Haha, check it out, yo, uh
"I was my dick was bigger, yep I can admit it /
I'm above average on inches but I want a damn double digits /
If I had a big ol' cock what would I do? /
I'd probably go to Florida and show it to Trina and screw /
Get buck naked and start streaking at my school /
And get arrested but at least the girls would be impressed with /
my third leg and, and then I'd go to a keg and /
Do a keg stand, get drunk and do the running man /
With no clothes on just to show off /
My dick's bigger than yours when mine is cold and soft /
Haha, oh yeah, I forgot, that's not really the cock that I have /
I went out and party-bagged 'em and quickly opened the package /
And it fit me like Kriss Kross's old-school starter jackets /
Trying to convince myself, like "size doesn't matter" /
Anyways I'd probably just put it on backwards 'cause I mean /
I know that God made us all different ans special /
But shit, did he really have to invent lopsided testicles?!"
I don't have them I just feel bad for, like, you know, the guys with like, you know their left one hangs like lower than the right one, kinda like a, kinda like a lazy eye, like on your, on your balls - I mean I don't know I just heard, and I feel bad
This is my penis song
I wish that I had a bigger shlong
One that was quite a bit more thick and way more long
Fellas if y'all feel me sing along
Yo ladies! (yeah?)
Ladies! (yeah?)
Do you want a guy with an average dick? (Hell no!)
Then......
..Wait, you don't?! (I don't want yo honkey dick!)
Okay that's cool, no, that's fine
"I promise, I'm so self conscious /
That's why you never see me skinny dippin' in August /
Always walkin' around with my hands in my pockets trying to pump blood into my guy Alfonso /
I mean goddamn, I don't think you girls understand /
I've had a complex since that song "Short Short Man" /
And even though girls have told me that I'm big /
When I watch a porno I feel like a little kid /
I mean, let's take Ron Jeremy /
Now if a girl sees him she'll compare him to me /
And every MC in hiphop has got a huge cock /
Or at least talks about it in every song that they drop /
I mean shit /
If I was really hung I'd make a whole album called Me and My Dick /
With interludes of all the girls that I'd been with /
And talk about my package and multiple orgasms /
'Cause all that I see is that size does matter /
We got Enzite, penis pumps, surgery to Viagra /
But when it all adds up you can't reallt change it /
I'm not a porno star, I just gotta face i"
You know, what can I do, nothing right
This song goes out to, like, all the, like, little bit above average dudes, to, like, the small dudes, medium dudes, but all you big guys, STOP"
This is my penis song
I wish that I had a bigger shlong
One that was quite a bit more thick and way more long
Fellas if y'all feel me sing along
"Fake ID"
Ligeledes produceret af Macklemore selv. Læg mærke til hvordan han går fra at mindes de gode dage med falsk ID til at stor-svine samtlige dørmænd på bedste skolegårds-manér, fordi han "kommer til" at minde sig selv om hvor surt det var at få sit falske ID konfiskeret. Det er simpelthen rent guld!
Ladies and gentlemen! My name is Macklemore, this is my music and it feels so damn good right about now. Check it I got a story, yo it goes a little something like...
"When I was 17 I was staying in NYC /
And my homie told me where I could get a fake ID /
"Ayo son, you better get that shit when you in NY" /
So I hopped on the subway and I gave it a try /
To me pleasant surprise, the ID looked fine /
5'9'', blue eyes, born in 1979 - that's right /
Nervous as hell I went to the store with my homie /
Came out and yelled "DAWG THEY SOLD ME 40!" /
You know that I was the man /
Buying liquor contraband with a fake ass hologram /
No more looking for bums, standing in the rain /
Stranded on Broadway and giving 'em all my change /
For the rest of the summer, man I was on fades /
17, had it made, getting drunk everyday /
Ay, I got treated a whole new way /
Because of a piece of plastic that proved I was of age"
You know what I'm saying, all of a sudden you get this little piece of plastic... and you're in the club! 17 like BWAA! Check it out, it's like this yo
"For the next three years I had so much fun / Getting drunk at hiphop clubs where you had to be 21 /
'Till one day I was walking and I saw a sign /
It said KRS-One, 21 up and live /
That's hella tight /
Ayo I heard he always ripped it /
So I hopped up in my civic and went out to bye a ticket /
When I got to the doors the bouncers checken ID's /
Looks at mine and he's like "Nah, we don't take these" /
I tried to reach and grab my shit back /
But that motherfucker was tougher than Shaq, on crack /
I should have punched him but I would've reached his kneecap /
And that probably wouldn't have hurt him very much /
He kept laughing and smiling and he called me a dumb shit /
And if I would've let myself I would have cried in public /
Oh no, I'm like "give it back bro" /
But no, my ID was jacked by the caucasion Deebo"
Haha, I'm laughing right now, but at the time, it really was not funny..... and it still not very funny....
Fucker!
"BITCH why you gotta take my ID?! /
Why do I gotta be 21 to drink a long island icetea? /
I hate bouncers with their bald heads /
And ten foot tall legs and shirts that they outgrew when they were like 10 /
Get 'em! /
Your mother is dumb for having you /
You're a bouncer because you have a small dick and as a kid everyone laughed at you /
Get 'em! /
You're too big and you never seemed to listen /
You look injected with that shit they give to KFC chickens /
Get 'em! /
I don't like ya, at all, I despise you /
If I was tall I would fight you /
If I was a dog I'd bite you /
Every single day you make people cry /
And your job is to go an' ruin teenagers lives /
Okay, I'm going too far, bouncers aren't all bad /
I'm sure they make great husbands and really strong dads /
But hopefully you've learned a lesson from me /
Never take a MCs fake ID /
Yep, I said never take a MCs fake ID /
You can be buff and tough it don't matter to me /
'Cause you're gonna get burned if you step to MCs"
"As Soon As I Wake Up" feat. Step Cousins
Den sidste sang jeg vil spille for jer (!!) er måske ikke lige så lyrisk skarp som de tre forgående, men "As Soon As I Wake Up" var den første sang jeg hørte med Macklemore; den, der tilbage i 08/09 fik mig hooked på ham, og nok stadig min favorit sang med ham den dag i dag. Samtidig byder den indledende dialog virkelig på words to live by, om man er "artist" eller ej - inspiration når det er stærkest.
To really be a creator, you must ask yourself: "In the stillist moment of your night, if it were truly denied you to create, would you die?". And if your answer is "yes": you have no choice, that IS your choice. Because there's no euphoria in a different place for an artist. That's where you are; that's what you do. That's it and it's not an easy life, but that's your life
As soon as I wake up, I'm gonna change my ways
'Cause the music's my savior, no one can take my pain
Except for this paper, the page it flows like rain
As soon as I wake up, I'm gonna change my ways
"Instead of staying the same /
Because I see better days ahead of me /
I paint them on the page /
Then I save them for the rainy ones /
When anger and the anguish want to hang around /
I say 'em out loud and complain to them /
I figure I'm made to live and haven't gone that far /
But I made it here, so if there is a God I give thanks to him /
Then I take a pen and make amends again /
The only way I know to repent /
I know somebody listenin'"
"Dear God I'm so thankful for you keeping my plate full /
The struggles, heartache, pain, the progress and the breakthrough /
Every single track has made who I am to this day /
Prove this page is the only way to paint you /
But lately, it's like my soul feels coutnerfeit /
Scared to pick up the pen to see what the hell might come out of it /
So God grant me the serenity without giving me the christianing /
Because all I ever needed was a beat and people listenin'"
Step Cousins
As soon as I wake up, I'm gonna change my ways
'Cause the music's my savior, no one can take my pain
Except for this paper, the page it flows like rain
As soon as I wake up, I'm gonna change my ways
"Instead of rotting away and plotting my grave, hiding in a bottomless shame /
I found a way to fight my way out and see the light of day /
And proud to say I took the safe route but there's a price to pay /
They like to keep my name in they mouth and tell lies on me /
What you see is what you get, truth in the flesh homie /
You can do the rest, I'm through with trying to prove myself to you /
I'll see you when you wake up, hope the feeling is mutual"
"Now for artists and musicians you see the target's to list /
To the heart inscripts with no margins, no limit /
To make to pain, strengths, sun rays a part of the picture /
And can bathe in every shade and take it farther and vivid /
They're going to say what they say /
Abrasion the vision and whatever the dj plays, they mark and they gimmick /
But I've got a path to follow and along with the distance /
I realize I'm already awake, I'm just startin' to live it"
My language
As soon as I wake up, I'm gonna change my ways
'Cause the music's my savior, no one can take my pain
Except for this paper, the page it flows like rain
As soon as I wake up, I'm gonna change my ways
Nu har I fået fire "startere", resten må I selv finde. Jeg har det i hvert fald selv sådan med musik, at en del af glæden ligger i selve opdagelsen af "det nye", så selvom jeg sagtens kunne poste samtlige Macklemore sange her for jer, så synes jeg at I selv skal gå på opdagelse i hans katalog - hvis I da blev fanget af det I har hørt her. Mange af jer kender med garanti det hele, men for dem, der endnu ikke har bevæget sig hele vejen ind i Macklemore-land, så ser hans katalog sådan her ud:
Professor Macklemore - Open Your Eyes (mixtape)(2000)
Macklemore - The Language of My World (2005)
Macklemore - The Unplanned Mixtape (2009)
Macklemore & Ryan Lewis - The Vs. EP (2009)
Macklemore & Ryan Lewis - The Vs. Redux EP (2010)
- Som en sidste bemærkning: Skal man på Roskilde Festival i år, så husk endelig at fange Macklemore & Ryan Lewis' første koncert i Danmark. De skulle efter sigende være forrygende live. Not to be missed!
Jeg har virkelig set frem til denne udgivelse i lang tid, men ikke på baggrund af lutter begejstring! Der har været en form for mistroisk spænding involveret, for lad mig bare være ærlig: det er bestemt ikke alt det materiale Tudsegammelt har udgivet op til nu, der har imponeret mig lige meget. Deres debutnummer, "Til dem der ikk' kom med" fra Spytbakken 5, var en velproduceret og sjov lille sag, og gav helt afgjort god grund til at glæde sig til mere. "Det I har savnet" derimod var en langt mere ambivalent affære. Forrygende beat, men et "lå, lå-lå, lå lå lå lå lå lå" -omkvæd, der mest af alt mindede om et halvåndssvagt forsøg på at ramme et publikum, der ikke søgte den hiphop som Echo Out typisk er leverandør af, men skråle-hiphop som man kan bælle lunkne fadøl til. "Raplakbeatsblæs" var en lidt middelmådig sag i min optik, "Brun mandat" var "okay" og "På landet" havde lidt mere bid, men alt i alt var der ikke rigtig noget der formåede at ramme mig i det inderste hiphop-hjertekammer. Det gør de heldigvis på deres første, selvbetitlede langspiller.
"Tudsefamilien er one in a million / Og sammen mindst lige så tight som en nykreeret brazilian / Og gennemsyret af viljen til at ta' pladeantikvariat / Og antiplagiat og blande det til kræs"
For de, der endnu ikke er blevet præsenteret for gruppen, består Tudsegammelt af rapperne Klaes og Leon MC, producer Lars Da Fari, Ejnar Videbæk på trommer og Rune Ølpik på kontrabas og tuba. Gruppens navn er et spil på deres kendetegnende lyd, da Lars Da Fari har samplet musikalske elementer der er, ja, tudsegamle. Her samples fra 20'erne og 30'ernes jazz og swing-era, så produktionernes røde tråd består af rustikke, organiske elementer med støvede piano-loops og diverse brass-blæsere i front. Ikke bare er det et alternativt og flabet modstykke til den eksisterende format for "ægte hiphop", det er også ekstremt kreativt, legesygt og måske vigtigst af alt: sygeligt effektivt og fantastisk velproduceret. Lars Da Fari var i forvejen en sublim beatsmed, men denne plade kanoniserer ham op blandt de pt. bedste overhovedet. Nogle af beat'sne lyder måske en smule for ens, som "1 skridt frem og 2 tilbage", "Haletudsen" og "Nul komma fem", men størstedelen står ganske unikt frem. Fra de halvrustne, støvede blæsere på åbningsnummeret "Ingen som Tudse" og scat-singing og laber klarinet på den fænomenale "Bedre tjent uden", til den fuldt ud rowdy "Det betyder ingenting" og min personlige favorit: den bombastiske, trompet-besmykkede "Græsenkemand", hvis melodi efterlader et uudsletteligt indtryk. Musikken alene giver et af de mest solide helhedsindtryk jeg længe har oplevet, og som konceptuelle elementer, resulterer jazz/swing-stilen i et helstøbt album af de sjældne.
"Vi' mer' end boom-bap, vi' en buldrende bas / Vi' tuba og rap i et umage match / Så ta' ikk' fejl af det sjuskede dress / For vi skjuler en skat, det' tudsernes nat"
Indholdmæssigt bliver det til gengæld en smule mere vakkelvornt flere steder. Lad mig endelig slå fast, at både Klaes og Leon MC har legen med ord og flowet i deres magt, dér er ikke så meget negativt at sige, - det er selve indholdet der nager mig en smule. Sangen om at være blevet gammel, "Nul komma fem", virker alt for søgt når man tænker på, at de to leverandører trods alt kun er omkring de 30. "Selvfed"; om at være blevet fed og halvvammel, virker ligeledes nærmest hånlig da de herrer nok ikke vejer et kilo over de 85. På anti-krigssangen "Heltekvad", bliver det også en tand for hippie-pladderromantisk til min smag, da der rappes om, at krig og ødelæggelse skal stoppes med kærlighed og sammenhold. Det er måske lige nemt nok sluppet. Lidt som da de på "Brun mandat" brokkede sig over danske politikere med det givne alternativ at stemme på det ikke-eksisterende brune mandat.
Teksterne er faktisk gennemgående rimelig banale; fire af de tolv numre handler om Tudsen selv, og når de rapper om mere betydningsfulde emner som børn på "Haletudsen", komplicerede forhold på "Bedre tjent uden" og om at flytte fra landet til storbyen på "På landet", så er humoren og komikken hele tiden primus motor, hvilket gør, at der ikke er noget af det, der virker særlig seriøst eller alvorligt overhovedet. Men lur mig om ikke det er bevidst?! Lad mig lige recitere en klassisk Freddie Foxxx linje:
"When you speak of who's the dopest MC I don't come up / But when you speak of who's the livest MC I stay what up - wassup!!"
- Klaes og Leon MC er langt fra de dopeste MC'er i dansk rap, men meget muligt nogle af de absolut stærkeste live. Ganske passende virker Tudsegammelt som en gruppe, der har satset hele biksen på at være en glædesspredende livegruppe, som netop har de gode vibes og de opløftende toner som deres varemærke. Som de skråler på "Tudsen er live": "Og det' vores absolutte mærkesag at gi' et show fra hjertet af, og valuta for betalt entré - når Tudsen den er live!".
Jeg synes faktisk de overbevisende livenavne er en mangelvare i dansk rap. Der er mange hamrende dygtige rappere, men antallet af dem, der kan bakke deres evner i studiet op med et proportionelt fedt liveshow, er i heftigt undertal. - Her tager Tudsen en åbenlys førsteplads. Der er ingen tvivl om, at Tudsegammelt er dem i Echo Out stalden, der appellerer bredest, men jeg synes bestemt at de gør det med pålideligheden intakt. Der er mange omkvæd, der er skræddersyet til, at folk kan råbe med på dem, ord for ord, efter to gennemlytninger, hvilket i sig selv er pop'et, men på den anden side er det forfriskende at opleve nogen, der tør betræde elementer af hiphoppen, som plejer at være fy-fy. Det plejer f.eks. ligeledes at være et no-go at dyrke et image udadtil i dansk rap, men med sixpence, seler og forvaskede hvide skjorter og undertrøjer, gøres det jazz-snuskede og sprut-forhutlede image til en selvfølgelig del af musikken.
Nogen vil måske mene, at man ikke kan medregne en gruppes performance-evner og udseende i en pladeanmeldelse - det plejer jeg såmen selv at sige - men i dette tilfælde ville det simpelthen være at kritisere dem for deres eksistensgrundlag, hvilket ville være decideret dumt. Tudsegammelt laver ikke musik, som indbyder til nærlytning og eftertænksomhed som mange af deres labelmates, men derimod musik, der skal trykkes af på en scene foran et feststemt publikum.
Det har været umådelig svært at sætte en karakter på denne plade, for normalt ville et lyrisk indhold som det, der pryder nærværende skive, ikke række længere end en 4'er i min bog, men det samlede indtryk er ganske simpelt så imponerende, energisk og smittende, at jeg kan se igennem fingre med det.
"Matter of fact I got a habit, that due to my habitat /
I'm pretty good at rappin' raps about makin' clappers clap"
Celph Titled & Buckwilds Nineteen Ninety Now fra 2010 var en intet mindre end genial udgivelse, hvor Buckwilds 90'er-beats havde fået et lille facelift og Celph Titled rappede røven ud af bukserne til folk tabte kæben. Et lille mesterværk, der ledte tankerne tilbage på en 15-20 år gammel hiphop, samtidig med at den fejede de fleste andre 2010-udgivelser af banen (læs anmeldelse her). Celph og Buck havde tilsyneladende så meget materiale til overs, at de sidste år besluttede sig for at udgive EP'en Nineteen Ninety More, der ganske beset består af en håndfuld numre, som blev sorteret fra Nineteen Ninety Now.
"Will Celph Titled sell out any show? / Will Lil' Wayne look like Whoopi Goldberg when he's old? / Hell yeah!!"
Kender man Celph Titled ved man, at det udelukkende handler om "bitches, guns, punchlines and humor". - Det har det alle dage gjort, og det gør det stadig på Nineteen Ninety More.Man smækker altså ikke en Celph Titled plade på anlægget for at få noget at tænke over, men for at få sig et godt grin og blive imponeret af hans tekniske færdigheder. Og dét gør man! Det er meget få der kan udkonkurrere Celph i overlegenhed og flow-beherskelse, - han er ganske simpelt en af stormestrene. Ifølge ham selv spytter han så skaprt, at "... hard rappers that pose in 'tims get turned to the Olsen twins"! Samtidig er han vanvittigt opfindsom og kløgtig når det kommer til punchlines, metaforer og sammenligninger. Jeg tog flere gange mig selv i at måtte rewinde for lige at se, om han virkelig sagde "det der!?". Fx på åbningsnummeret "While You Slept", hvor han rapper: "My style's a neglected kid: never aparant/a parent". Helt genialt. Samtidig kan han slynge punchlines over disken, som ganske bogstaveligt kan få én til at grine, som når han fx rapper:
"You said you had your own clothing line / But that was just a wire strung up in your backyard for your clothes to dry"
eller:
"You like buttcheeks tight, it ain't hard to tell / You been through more manholes than Donnatello and Raphael!"
Celph Titled er sindsygt underholdende. Heldigvis er produktionerne også on point, igen. Der er ikke meget rest-beats over produktionerne her. Der er måske ikke nogle beats på NNM, der får mig helt lige så meget op at køre som fx "The Deal Maker", "There Will Be Blood" og "Swashbuckling" fra forgængeren, men mindre kan bestemt også gøre det. Den nedtonede "Nothin' To Say" bærer et helt fantastisk beat, der i min optik er længder bedre end flere at beat'sne på NNN. Resten af listen består af gedigne bangers, fuldendt med gyngende trommer og savtakkede basgange, der virkelig lægger op til den aggressive battlerap, som Celph så glædeligt praktiserer. Ligesom Celph's klassiske "Primo's Four Course Meal", hvor Celph spyttede 64 barer over fire forskellige Primo beats, rapper han her over fire Buckwild beats på "Buck's Four Course Meal", bl.a. Artifacts "C'mon Wit Da Git Down" remix og Buchwackas "Caught Up in the Game" - good stuff. Der er gode gæstespots fra bl.a. Laws, Outerspace og hele D.I.T.C. crewet på "There Will Be Blood" remixet, men det er Celph selv der tager kegler på samtlige numre. Som bonus får man samtlige instrumentaler fra både Nineteen Ninety Now og Nineteen Ninety More med, og selvom jeg uhyre sjældent plejer at lytte til instrumentaler, så fungerer mange af produktionerne fra NNN faktisk fortrinligt i instrumental form. Det siger vist lidt om hvor suveræn en producer Buckwild er.
Kunne man lide Nineteen Ninety Now er NNM ganske simpelt en must have. Var man ikke til forgængeren er der ikke noget nyt at komme efter her.
Støttede man sidste år Mr. J. Medeiros i hans indiegogo-kampagne og bidrog økonomisk til tilblivelsen af hans Saudade album, var en af bonus'erne - givet at man bidrog med "nok" - at man ville få en bunke eksklusive numre med oven i hatten. Jeg støttede med "nok" og fik fire sublime bonustracks med, hver af dem nærmest bedre end noget af det, der var at finde på Saudade. Jeg ville faktisk have haft et af numrene med på LEFTOVERS2011, men da jeg ikke kunne beslutte mig for hvilket, blev det aldrig til noget! Nu har Mr. J. Medeiros smidt Pale Blue Dot EP'en ud, og sør'me om det ikke er disse fire, forhenværende eksklusive numre, der udgør tracklisten, sammen med titelnummeret og et remix af samme.
Mr. J. Medeiros har altid været en spændende kunstner, der har udviklet- og ikke mindst udfordret sig selv i løbet af sin karriere. Han startede ud med forholdsvis "traditionel" hiphop sammen med The Procussions, med stærk lyrik med aktuelle emner i fokus. Da han debuterede med den fænomenale Of Gods And Girl (anmeldt her) overførte han erfaring fra tonsvis af frivilligt arbejde for humanitære organisationer - deriblandt hans egen IAmConstance kampagne - til musikken, og der er ingen tvivl om, at pladen var en af 2007s ultimativt stærkeste. Den efterfølgende Friends Enemies Apples Apples gik ikke lige så rent ind overhovedet, ej heller den tilhørende Broken Glass EP, men det var til at se igennem fingre med, for sideløbende hyggede han sig med franske Hocus Pocus og har således været at finde på alle deres udgivelser.
Sidste års Saudade viste Mr. J. fra en helt ny side. Han havde startet sit eget selskab, De Medeiros, og dannede sammen med Stro the 89th Key og Luke Atencio producer-teamet "The Stare" som søgte at ramme en bevidst alternativ, eksperimenterende, organisk-rock'et hiphop lyd. Meget mærkelig og svær at hitte ud af, men egentlig også ganske interessant.
Nærværende Pale Blue Dot EP er dog meget mere mig. Det er langt fra "traditionel" hiphop man får serveret, men den alternative og småskæve tilgang er her sygeligt gennemført, simpelthen.
"Now I was born on an island Floating in the cosmos With a couple of children Who like to call it home Just a sailing rock Yeah a pale blue dot Where they say we ain't changed alot Since out days in Rome So take me out Past these satellites and things To where the only light we know shines the globe Yeah take me out to a spaceman's glance And give me one last chance to pray for home"
Således lyder omkvædet på titelnummeret, og som EP'ens cover ligeledes viser, så er den "blege, blå prik" der refereres til, vor kære Moder Jord, og Mr. J. er trukket i rumdragten for at give os lyttere et billede af verdens status quo, set oppe fra.Mr. J. Medeiros er ikke en nem kunstner at knække. Hans lyrik oser af ufattelig intelligent poesi, der stikker langt dybere end rap. Man skal måske forestille sig Shakespeare som rapper før man har en idé om hvordan Mr. J's univers tager sig ud. Det er bestemt ikke nemt at forstå og jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg havde forstået det hele. Men det som Mr. J. kan er at skrive tekster som fremstår ufatteligt smukke, selvom man måske ikke forstår linjernes egentlige betydning. Det er vel i virkeligheden det egentlige formål med poesi? Tag fx "These Hands" hvor Mr. J. rapper:
"Remind me summerday of the times my eyes peeked / On a love that was worth mine / Over the earthes crimes / When my first cry searched for it's worth / Our birth reversed / And saw my mother for the first time"
Jeg kan kun prøve at forsøge at forstå hvilken mening han har lagt i disse linjer, men samtidig rammer det mig. Mr. J. er nærmest et studie i lyrik, og falder snakken på hvad man kan udrette med ord, så må han nævnes. EP'ens lettest forståelige øjeblik er når canadiske Shad kigger forbi på det elektronisk-inspirerede 20Syl remix af "Pale Blue Dot", men også her anvendes politiske- og populærkulturs-referencer i en sådan grad, at man direkte tvinges til at spidse ører.
Ganske genialt er den ofte svære lyrik akkompagneret af lettilgængelige beats, der glædeligt gør brug af hamrende effektive omkvæd. Igen er det "The Stare"-trioen der har produceret, og de har været ualmindeligt kreative. Tag bare "Old Man Perez", der er bygget op af stryger- og vokalarrangementer, med lidt piano hen imod slutninge. Ingen trommer eller bas overhovedet. Jeg mindes ikke at have hørt et hiphop-beat uden trommer eller bas siden den akustiske version af 2Pac's "Thugz Mansion". Fremragende. Også ved valget af gæster viser Mr. J. hvor divergerende en kunstner han er. Han har alliere sig med den britiske folk/pop-rock sanger fra Nigel Bird Trio på "These Hands", Jonathan Korsyzk på den festlige, ekstremt opløftende, Maroon 5-lydende "What of Love" og den amerikanske cover-gruppe Animal House som producerne bag det gåsehudsfremkaldende flotte remix af "These Hands". For slet ikke at glemme Giannina Ashe's underspillede og yderst behagelige vokal på titelnummeret. Alt dette udspiller sig endda på kun seks numre. Kvalitet over kvantitet folkens. Pale Blue Dot er helt afgjort en af de stærkeste EP'er der er udgivet i længere tid, og for den nette pris á 4$ vil jeg mene, at det vil være uansvarligt ikke at gøre sig selv den tjeneste! Tag cyklen istedet for at købe busbillet næste gang, så er EP'en her gratis!
Her på falderebet vil jeg lige indskyde, at det er en grower af de helt store vi her har med at gøre, så lad jer ikke spise af med en halv gennemlytning. Tag jer god tid. Det har både I og Mr. J. fortjent. Det her er kunst.
Det er i sandhed ikke nemt at være Lupe Fiasco! Hans sidste udgivelse, Lasers, var nok en kommerciel succes, men en skandale i Lupe's trofaste fans øjne, og nok egentlig også i hans egne. Meget tyder på at han udmærket var klar over, at han skulle have fat i den gamle Lupe efter hans radiovenlige og ærgeligt dumped down tredje udspil. - Men hvad gør man så for at overbevise sine gamle fans om, at man er kommet tilbage på rette hiphop-spor? Men tyer til en af alle tiders mest ikoniserede hiphop-numre; Pete Rock & CL Smooth's "They Reminisce Over You (T.R.O.Y.)", og låner det klassiske beat for at vise, at han igen er hiphop og at han igen holder det ægte. Og hvad er så resultatet? Et oprigtigt surt twitter tweet fra Pete Rock selv, der hvæsede:"TROY should be left alone. Feel so violated, the beat is next to my heart and was made outta anguish and pain. When it's like that it should not be touched by no one". Men der er noget her, der lugter sjovt.
- Først og fremmest burde man måske lige minde Pete Rock om, at han selv lånte beatet i tidernes morgen. Han samplede saxofon og basgang fra et Jefferson Airplane cover af Tom Scott. Mon Jefferson Airplane følte sig "violated" da Tom Scott indspillede et cover af deres "Today"? Garanteret ikke. Mon Tom Scott følte sig "violated" da Pete Rock samplede hans saxophon? Sikkert ikke. Men jeg skal da lige love for, at Pete Rock følte sig "violated" over B-Sides & Simonsayz remake af "T.R.O.Y." på Lupe Fiasco's nye "Around My Way (Freedom Ain't Free)" fra hans kommende Food & Liquor II: The Great American Rap Album.
- "I'm not flattered @ all. Dat shit is wack, and the producer should be ashamed of his fucking self" fortsatte Pete Rock på twitter. Det jeg ikke helt forstår er, hvorfor Pete Rock overhovedet føler sig berettiget - som tredje "led" i beatets oprinden - til at fare i flint over "lånet" af saxofon-samplet, som i øvrigt ikke er direkte samplet på "Around My Way" men genindspillet af studiemusikere. Hans argument for at ingen andre burde røre dét sample er, at beatet står ham så nær og at der er så mange følelser involveret. Men hvor har han så været alle de andre gange der er lavet remakes? Hvor var han da Mann udgav det straight-up-and-down-wack-ass'e "Reminisce"? Hvor var han da Madlib samplede introen til Percee P's "Last of the Greats"? Selv Lupe Fiasco har rappet over et "T.R.O.Y."-remake før, da DJ Greg Street udgav "Dope Boyz Remixet", men dengang følte Pete Rock sjovt nok ikke behov for at blande sig. Lupe Fiasco er i det mindste en fantastisk kunstner og uden tvivl en af de mest begavede lyrikere på denne side af årtusindeskiftet. Måske er det bare nemt at score lidt opmærksomhed ved at ride med på "kom, lad os hade Lupe Fiasco, det er sjovt" -bølgen?
Endvidere. - Hvis lyrikken (som handler om tabet af Heavy D & The Boyz's Troy "Trouble T" Dixon) er så dyb, personlig og emotionel, hvorfor har CL Smooth så ikke reageret de utallige gange der er lånt fra- eller refereret til sangen, af bl.a. Gang Starr, Kanye West, Mos Def, Common, De La Soul og Nas? To ord: "homage" og "respekt". - Hvad er der overhovedet at blive sur over? Ens kronværk bliver hyldet gang på gang af dem, der skal føre arven videre. Man burde være stolt over at se ens musik påvirke generation efter generation. Dét synes jeg måske at den gode Pete Rock burde tage til overvejelse. Hvilket han måske allerede har gjort. Han udsendte for nyligt en pressemeddelelse hvor han afsluttende skriver: "I had no intentions of hurting Lupe's career. That's not me. I'm known for building up not breaking down careers". - Siger manden der lige har kaldt "dat shit wack" og sagt, at producerne skulle "fucking skamme sig". En kiks og et glas mælk kan gøre underværker.
Som sidebemærkning vil jeg da lige sige, at synes jeg at Lupe's remake holder. Beatet er stadig stramt med saxofonen i fokus og så viser Lupe igen-igen hvor forunderligt dygtig en rapper han kan være. Det er unægteligt rimelig vanvittigt så meget han får sagt imellem linjerne. Han kan som ingen anden få ti ord til at fremstå som tusinde.
Men hvad synes I om det hele? Er "Around My Way" respektløs for at sample "T.R.O.Y." eller overdriver Pete Rock? Skal man lade de gamle klassikere være i respekt? Jeg gad godt at høre hvad I synes om det hele.
Jefferson Airplane - "Today" (1967)
Tom Scott - "Today" cover (1967)
sample @ 01:38
Pete Rock & CL Smooth - "They Reminisce Over You (T.R.O.Y.)" (1992)
Lupe Fiasco - "Around My Way (Freedom Ain't Free)" (2012)
"First off say peace to Pine Ridge /
Shame at all the damage that the white man wine did / Ghost Dance, Trail of Tears, 5 million beer a year /
And all that other crime did /
More peace to the teachers of blind kids /
To rebels in small cells keeping their mind big /
Say everything's hostile /
Suicide bombers and prosperity gospels, emaciated models /
With cocaine and blood pouring out their nostrils, they got to /
Just to stay awake on the catwalk of life where everybody watch you /
Straight hair, high heels and a handbag /
Crucifixes, racism and a land grab /
Katrina, FEMA trailers, human body sandbags /
A peace sign and a pants sag /
A money toss cause a 9 stripper mad dash /
A Friend request following a hash tag /
Now everybody want it like a last laugh /
A Michael Jackson jacket or a Daft mask /
Purple Jordans or the mixed girl in your math class /
Stable is when the Ba'ath had Baghdad /
But corporate jets really had to have that gas bad /
War and they hope they all fall from the ratatat /
'Cause that's just more dinosaur for the Cadillac"
Live from the other side what you see
A bunch of nonsense on my TV
Heaven on earth is what I need
But I feel I'm in hell every time I breathe
Reporting live from the other side what you hear
A bunch of nonsense all in my ear
Rich man, poor man, we all gotta pay
'Cause freedom ain't free, especially 'round my way
"And we marvel at the state of Ottoman / Then turn around and treat Ghana like a garbage can /
America's a big motherfucking garbageman /
If you ain't know, you're part and parcel of the problem /
You say no you ain't and I say yes you is /
Soon as you find out what planned obsolescence is /
You say no you didn't and I say yes they did /
The definition of unneceessary-ness /
Manifested /
Say that we should protest just to get arrested /
That goes against all my hustling ethics /
A bunch of jail niggas say it's highly ineffective /
Depart from Martin, connect on Malcolm X tip /
Insert Baldwin to similar the seperate /
To me, the truth is more fulfilling than a meth hit /
Or finding really fast internet to have some sex with /
It's all one song short of a set list /
Couple croissants shy of a continental breakfast /
Or blowing out your birthday candles just to make a death wish /
So absurd, word to Chief Bone Necklace /
Down at the Lakota Sioux Casino /
A whole culture boiled down to giving you pokeno /
I go as left as a heart in the chest /
Cause the Horn of Africa is now starving to death"
Live from the other side what you see
A bunch of nonsense on my TV
Heaven on earth is what I need
But I feel I'm in hell every time I breathe
Reporting live from the other side what you hear
A bunch of nonsense all in my ear
Rich man, poor man, we all gotta pay
'Cause freedom ain't free, especially 'round my way
"An all white Los Angeles, the dream of Mr. Chandler /
Hope and pray they take Columbus day up off the calendar /
South Central an example of God's gifts /
So shout to all the mothers raising babies in SPA 6 /
The projects of Oakland city, Detroit ghost towns /
Monopolies on poverty where D-boy coke bound / It's parts of Manila like the video for "Thriller" /
But the US embassy is reminiscent of a villa /
If poverty is chocolate and privilege vanilla /
Then what's the flavor of the Sunday preacher's pedophilia? /
Cash rules everything around these niggas /
As classrooms everywhere around me wither /
Hither you can be Mr. Burns or Mr. Smithers /
The tyrant or the slave but nowhere in the middle /
Of the extremes of America's dream /
Freud fighting Neo, Freddy Krueger refereeing, now..."
Live from the other side what you see
A bunch of nonsense on my TV
Heaven on earth is what I need
But I feel I'm in hell every time I breathe
Reporting live from the other side what you hear
A bunch of nonsense all in my ear
Rich man, poor man, we all gotta pay
'Cause freedom ain't free, especially 'round my way
Ham der
holder alle andre nede, kald mig askeskyen”
På sin fjerde langspiller
lægger Pede B hårdt ud med det, der i sin tid skabte fundament for hans
karriere: skarpsleben battlerap. Den tre-dobbelte Fight Night champion åbner
ballet med – som Celph Titled ville sige det – ”64 bars like it ain’t nuttin’”! Skal jeg dog være helt ærlig gjorde
”Indledningen” mig faktisk en smule nervøs, for det er netop battlerappen der
har været skyld i, at jeg aldrig er blevet den store Pede B fan. En smule
paradoksalt vil nogen måske mene. Jeg finder simpelthen det totale overdrev af
metaforer og simileer uopfindsomt og trættende. ”…Som en brosten”, ”…ligesom
israelere”, ”…ligesom plastikpistoler”,
”…som en mikroovn”, ”…ligesom hvide duer”, ”…ligesom tosserne fra swagtalk”, ”…som en sulten hund”. Hele tiden ”som”
og ”ligesom” samt metaforer alle vegne. Heldigvis byder Over Askeskyen på en meget mere historiefortællende og funderende
Pede B end battlerappende, hvilket gør den til hans hidtil mest interessante
skive i min optik.
At Pede B’s bedst fortalte
historier og mest tankevækkende beretninger ser dagens lys så langt inde i
karrieren siger en hel del om, at Pede B har udviklet sig undervejs og løbende er
blevet klogere på livet, og ikke løb tør for patroner med de første par plader.
Dette er en sejr i sig selv. Dertil har det virkelig givet pote at alliere sig
med DJ Noize, der har velsignet den musikalske del med en stærk rød tråd i form
af solide beats tilsat en herlig masse ”danskhed”. Det der forstås ved ”danskhed”
er, at Noize bl.a. har samplet ”Sommer” og ”Da Solen Kom” fra Stig Kreutzfeldt
og Steen Toft Andersen og ”Redegørelse” fra Jan Irhøj (hvilket glædede mig at
erfare, da jeg har kendt Jan hele mit liv), og med speak fra både Joan Ørting
og Hans Otto Bisgaard samt scratch-brudstykker fra Per V, er der bare noget
”dansk” over nærværende plade. Over
Askeskyen har måske endda potentialet til at blive en af de første
folkekære rapplader?
Dette skyldes bestemt også
det faktum, at Pede B har proppet sine tekster med mere substans end forrige
udgivelser. ”Intet At Miste” er en personlig favorit, hvor melodisk beat og
blændende omkvæd danner rammer for Pede B’s retrospektive tanker:
”Somme tider higer jeg efter at komme tilbage /
Til den gang det eneste jeg så frem til var dommedag /
Helt kynisk set er ansvar en forhindring /
Og det, ikke at have noget at miste er en
livsforsikring /
Hvis’ det rigtigt at de ting du ejer, ejer dig /
Må de ting du står til ansvar for belejre dig /
Kæmpede i årevis for noget at være stolt af /
Bare for at få lyst til at smide det væk, det virker
åndssvagt /
Er nået noget af det jeg satte mig for /
Men er stadig ikk’ tilfreds så hvor plat er jeg så? /
Og egentlig lyder det som noget pis at sige /
Men først når du ikk’ har noget at tabe er du rigtig
fri /
Men jeg vil ikk’ tilbage, uanset om jeg ender i
nederlag /
Prøver at holde hovedet oppe hver eneste dag /
Forvirret og frustreret før jeg gik i børnesko /
Sejt at sige man ikk’ gir’ en fuck, men det gør jeg
jo”
Det er dén Pede B jeg vil
høre, og heldigvis er der mange numre, der følger ovennævntes kvalitet, som ”Så
Længe Det Varer”, ”Brænder Op”, ”Ikk Ung Mer” og ”Hun Vil Ha”. Sidstnævnte
alene bærer en så fantastisk produktion, at man må imponeres over Noize. Han har flippet samme sample som D-Sisive
gjorde mig forelsket i på hans ”Morning In Barcelona”. Brillant!
De mange
storytelling-tracks gør endvidere, at de enkelte battlerap numre der er,
fremstår bedre. Jeg er ikke meget for beatet på ”Isbjørn”, men Pede B spytter
unægtelig nogle spidse rim:
”Endnu en ung skallet københavner åbner ballet /
På en forbandet scene, der ikk’ ligefrem og
underbemandet /
Dem der sir’ rappers fra Fight Night ikk’ dur til noget
andet /
Ka’ få nogle cementsko på og se om de ka’ gå på vandet
/
Falske messiasser får den lige i tornekransen /
Dem der ikk’ fatter man ska’ kæmpe sig op i
lortebranchen /
Det tar’ modet fra dem de ikk’ kan snuppe rulletrappen
/
Kræver sved og tårer plus hovedparten af blodbanken”
Over Askeskyen
er dog langt fra perfekt. Især på produktionssiden bliver det lidt for hurtigt
lidt for lige gyldigt. Både ”Indledningen”, ”De Berømte Minutter”, ”Fodspor”
(på trods af en stærk tekst), ”Isbjørn”, ”Kunstnernavnet”, ”Singleliv” og
”Nedtælling” daler i interesse efter den første håndfuld gennemlytninger, og
enkelte af disse viser Pede B fra sin mere banale side. Det, og så – igen – det
evige forbrug af metaforer og sammenligninger, gør, at det ellers stærke indtryk
som skivens bedre halvdel efterlader, afbalanceres af rap, der ret beset bare
er en smule kedeligt.
Brooklyn rapperen Sene er et af de mest spændende nyere bekendtskaber på den amerikanske hiphop scene. Med en utrolig produktivitet og en virkelyst der ligger i aldrig at udgive et projekt der lyder som det forrige, har Sene gjort sig bemærket med en række yderst solide udgivelser i løbet af de sidste par år. Den Blu-producerede solodebut ADayLate&ADollarShort (læs her) var fremragende, og recess EP'en, som han udgav sammen med TheClubhouse under navnet recess, var ligeledes helt fantastisk. Derimellem er der endda blevet plads til flere mixtapes og andre sideprojekter. Nu er Sene klar med sin anden solo-langspiller, som har fået titlen Brooklyknight.
Det, der først rammer én ved denne New York rapper er, at han slet ikke lyder som en New York rapper. Lyden er en skæv og melodisk blanding af vestkystens Exile og Detroits J Dilla, og lyrisk set er der lige præcis 0% crime eller drug-rap at finde på Brooklyknight. Her serveres nedtonede, laid-back, organisk-inspirerede beats, der blander en jazzclubs live-stemning med samples og effekter, der kun kan komme fra en computer. Man sidder med den fornemmelse, at Sene står bag alle de andre frembrusende New York rappere - der kæmper febrilsk for at skille sig ud fra de andre - og faktisk nyder at være helt sin egen. Sene forsøger ikke at følge normer eller passe ind i specifikke formater; han gør hvad han har lyst til, og det er en sublim force, ikke mindst fordi han er rasende dygtig til stort set alt! Tag fx pladens afsluttende nummer, den noget nært mirakuløse "Music Man", hvorpå han både rapper og synger fantastisk og producerer det melodisk og atmosfæriske beat. Sene står også selv for produktionen på en af pladens absolutte perler; "Backboards" med Blu, hvor han sampler vintage strygere og parrer dem med slæbende, næsten militante trommer. Sene og Blu har altid været et godt mash, da deres stil og levering minder en del om hinanden. Ja,det er vel at underdrive. Nogen synes rent faktisk at Sene lyder så meget som Blu, at Blu blev krediteret for Sene's vers på "Piranhas" fra 9th Wonder's Wonder Years fra sidste år. En kende pinligt? Jeg ejer albummet i fysisk format, og der står simpelthen "featuring Blu" bag på. Akavet. Men det var en sidenote.
Også på "Backboards" leverer Sene et blændende omkvæd. Sene er en af de sangere, der ikke besidder en fænomenal vokal, men som udnytter det han har til nær perfektion. Her er "Footprints" endnu et godt eksempel, hvor Sene, sammen med Britain Parker, synger et ufattelig sprødt og underspillet omkvæd. "It's Been Said" ligeledes (ja, men kan blive ved!), fuldendt med et lækkert pianoloop og gyngende trommer. På "Holyday" læner Sene sig endda op af det semi-poppede med en - tør man sige det - Fergie-lydende sangerinde på omkvædet. Men i og med at det ikke er Fergie men Denita Odigie forbliver integriteten intakt. Sidst må den Dr. Illingsworth-producerede (som står bag halvdelen af beat'sne) "Time!" også nævnes, med sin minimale trommeprogrammering og flerlags-vokalsamples i baggrunden.
Ikke alle numre på Brooklyknight tager sig lige godt ud, men det er på besynderlig vis som om, at dette har været meningen. På trods af, at der ikke er nogle decideret dårlige numre at finde, så synes det tydeligt, at det ikke har været intentionen at skabe et storværk her. Sene rapper og synger meget om, at han gennemgår en lang soulsearching-proces hvor han smager lidt på livet og forsøger at finde sig selv. Han forklarer på et tidspunkt at navnet Sene er et spil på "seen" (at se), fordi hans ambition er at se verden, udvide sin livsoplysning og leve i nu'et. Brooklyknight er derfor "blot" endnu et skridt på vejen. Hvor denne vej fører hen er ikke til at vide. Jeg er helt klart af den overbevisning, at Sene tilhører dem der mener, at det ikke er destinationen men rejsen dertil, der er det vigtige, og så længe han bliver ved med at drysse kvalitetsudgivelser som denne af sig undervejs, så må han for min skyld gerne rejse for evigt!
Copywrite er en af de mest fremtrædende MCer på Columbus, Ohios hiphop-scene. I start/midt-90'erne var han med i det mere end ti mand store Opium Prodigy crew, og senere hen har han været del af Weatherman gruppen (som han skred fra grundet uenigheder med Cage) og (den selvudnævnte elite-gruppe) MegaHertz. God Save the King er hans fjerde soloalbum og rent faktisk min introduktion til ham som "album-kunstner" (jeg har hørt ham som feature enkelte steder).
"I was birthed one night to worship Christ / Devil, my soul's not for sale, no purchase price / I'm a rebel, a wordsmith, nice, my mom's angel sing / Keep my baby in your prayers, please God save the king" - "Post-Apocalyptic Request Box"
Lad det være sagt fra starten: Den stil der lægges án på God Save the King er ikke just min foretrukne. Der hersker en konstant aggressiv og seriøs undertone, og lydbilledet er drevet af mørk synth og semi-rockede guitarriffs det meste af vejen. For at skære det ud i pap, hvilken slags rapper Copywrite er, har han gjort "Swaggot Killaz" til førstesinglen, hvor han vrisser: "fuck all that rappedy-rap shit!" - så ved man ligesom hvor man har ham!
Copywrite er en ganske formidabel rapper, og med snart to årtiers erfaring i bagagen er det en teknisk stærk rapper man her er i selskab med. Dette kommer især til udtryk i hans måde et skabe en gennemgående, intens stemning på. God Save the King befinder sig på den mørke, rå side af hiphoppen, hvor der enten spyttes skarpe linjer uden dikkedarer eller fortælles historier, der med garanti vil få dit liv til at virke noget mindre "hårdt og uretfærdigt". En af pladens stærkeste skæringer, "J.O.Y.", åbnes med linjerne:
"I think my mom and dads death is the worst that could've happen to me as a man / And the best thing that could've happen for reaching my fans"
- Her troede man lige, at man havde en opløftende sang - jævnfør titlen - men det viser sig, at det står for 'Jokes On You' og at den handler om ren forfærdelighed! Nummeret gæstes af en oplagt Torae og har Copywrites affilierede Jason Rose på omkvædet. Jason Rose spiller en stor rolle på albummet, da han synger omkvæd på- og har produceret en stor håndfuld sange. Mit forhold til ham er en smule ambivalent, for samtidig med, at han har håndværket i orden - især på et nummer som "Yo MTV Raps", så er det meget lidt hiphoppet det han bidrager med. De mange rockede elementer har i hvert fald været med til at slå mig en smule ud af kurs, det da i min optik ikke komplimenterer Copywrite synderlig godt. En anden ting der har gjort det svært for mig at holde af dette album, er produktionskvaliteten. Det lyder ganske simpelt som om, at det udgivende selskab, Man Bites Dog, ikke har spyttet nok penge i det her projekt til, at Copywrite har haft råd til de rigtig gode beats. Listen af leverandører ser ellers fantastisk ud. Navne som Bronze Nazareth, Stu Bangas, Khrysis, Vanderslice og RJD2 gjorde, at jeg købte albummet uden at have hørt andet end førstesinglen, men personligt synes jeg ikke der er et eneste af deres beats der for alvor fungerer. Meget af det lyder enormt "hiphop-typisk", og utrolig sjældent formår produktionerne at skille sig ud fra hinanden- !llmind's førnævnte "Swaggot Killaz" gynger heftigt derud af, og Poetic Beetz's "Talk With Jesus" er ganske simpelt episk, men ellers er der desværre langt imellem guldkornene. Egentlig en skam, for dårligdommen står ikke på Copywrites regning. - Han rapper hele pladen igennem som en drøm, og er man til mindre glædesspredende fortællinger er God Save the King et tag-selv-bord af olympiske dimensioner! Jeg hører nok bare til den gruppe, der ikke favoriserer et lyrisk indhold som det, der dominerer nærværende plade, og så finder mine hiphop-smagsløg bare ikke lydsiden her særlig spændende.
Der er en håndfuld stærke skæringer at finde på pladen, og med gedigne gæsteoptrædener fra Mac Lethal på "White Democrats" og Casual, Evidence og Roc Marciano på "Golden State (of Mind)" og der flere gode grunde til at investere i pladen. Set i bakspejlet ville jeg dog nok have foretrukket at købe dem enkeltvis, for som hel plade er God Save the King ikke ovenud tilfredsstillende.
