The Remnant - Indian Summer

Hej venner. Jeg sidder i et lille dilemma. Ikke et alvorligt dilemma, egentlig mere et lidt "hyggeligt" et af slagsen. På den ene side er mit mål med bloggen her at præsentere jer for en masse ny musik, som I måske ikke ellers vil faldet over, på de andre internet-sider i blogs i frekventerer. På den anden side skal jeg på et tidspunkt også udgive et nyt Leftovers mixtape, hvorpå det ville være rart at have nogle overraskelser til jer - nogle esser i ærmet. Men hvad betyder det så? Betyder det, at der er god hiphop som jeg ikke skal anmelde her på bloggen, så jeg med sikkerhed har nogle fede overraskelser til jer, eller skal jeg anmelde alt hvad jeg falder over og "risikere", at Leftovers skiverne udelukkende består af musik I allerede kender? Jeg tror at min konklusion lyder, at Leftovers er et "sideprojekt" til bloggen og at hovedformålet må bestå.

- "Tænk hvis de ikke har hørt Beautiful Raw" tænkte jeg, "hold nu fucking fast for en sindsyg overraskelse de får!". Men jeg blev enig med mig selv om, at det at dele hele den plade med jer var vigtigere end at gemme ét nummer til mit eget projekt. Og heldigvis! - Jeg er helt klart af den forståelse, at de af jer, der har fået hørt Beautiful Raw er ganske glade for at have fundet den plade, og det er i sidste ende vigtigere end at jeg kan overraske med Leftovers, som jo i øvrigt ikke bliver mindre god af, at I kender det Qwel & Maker nummer jeg nu engang ender med at udvælge.

Sandheden er den, at jeg egentlig havde tænkt mig at gemme The Remnant til Leftovers som en usædvanligt stærk overraskelse, da jeg har på fornemmelsen, at det kun er ganske få af jer - hvis nogen overhovedet - der har kendskab til deres Indian Summer. Men den gode hiphop skal ud, så nu får I den selvfølgelig alligevel.

The Remnant har ikke eksisteret længe. Trioen udgav deres debut i 2005 og fulgte efter med PB&J i 2009. Rapperen Just John valgte at forlade gruppen under indspilningerne til sidstnævnte album, og The Remnant gik så småt i oplæsning. Og så alligevel ikke helt. De sidste to i gruppen, Adan og Tribe One, blev enige om, at de ikke var helt færdige med hiphoppen, så uden at vide om det skulle være til soloprojekter, til en ny gruppe eller til The Remnant, begyndte de at skrive igen, efter nogle år. De fik to beats fra deres gode ven Deacon fra Cunninlynguists, og da da havde indspildet og de to tracks var færdigstøbt, stod det klart for dem, at det ikke kunne være anderledes; det var starten til et nyt The Remnant projekt. Dét projekt er nu færdigt og har fået titlen Indian Summer.

Når man hører titlen Indian Summer får man måske den idé, at man sidder med et lunt og lækkert album fyldt med opløftende budskaber. Det er ikke tilfældet. Albummet hedder Indian Summer fordi Adan og Tribe One er fælles om at hade sommeren! De hader varmen, og især det, ikke at kunne komme af med den. De indiske somre er som bekendt blandt de varmeste og dermed værste, og det The Remnant vil sige med det er, at det her ikke er et "let" album at komme igennem. Som de selv siger: "This album wasn't easy to make". Det er personligt, hudløst ærligt, ofte alvorligt, til tider sort-seerisk og kun i brudstykker opløftende og i den glade ende af humørskalaen. Nu lyder det nok måske som om, at det her er mørke-sort, top-depressiv, barberblad-til-håndledet hiphop, men sådan er det slet ikke. Adan og Tribe One beretter om deres problemer og nedture med uhørt elegance og finesse, og det tyngende aspekt af deres musik kommer først og fremmest til udtryk i deres tekster, og ikke i deres stemmeføring, flows eller produktioner.

Pladen indledes med en kort instrumental intro, der langsomt forbereder lytteren på den tur han/hun skal igennem. Det sørgmodige guitarspil, der lyder som noget Ry Cooder kunne have komponeret, giver et klart og tydeligt praj om pladens generelle stemning.

På det efterfølgende nummer bydes man velkommen af følgende ord fra en samplet sang: "When you wish upon a star, makes no difference who you are. When you wish upon a star your dreams come true". Umiddelbart er der noget optimistisk Pinocchio-hygge over det, problemet er bare, at nummeret hedder "Dreams May Die" og handler om, hvordan ønsker ikke altid går i opfyldelse.
     Lyrikken herpå er fuldstændig mageløs. Adan beretter i andet vers om hvordan han som barn stod med sin bedstemor og stirrede på nattehimlen og drømte sig væk i stjernerne, og fandt sikkerhed i, at det hele nok skulle gå:

"Everything was how it's s'posed to be /
The sun spun aroun the earth and God in heaven openly spoke to me /
And hopes and dreams were one and the same /
And we both believed that nothing would change"

Men bedstemoren vil ikke fylde ham med falske forhåbninger om livet, og vælger at fortælle den rimelig kyniske sandhed:

"I almost didn't notice when she closed her eyes /
Looked down at the town in the ground where we stood /
And she spoke like she opened up an ocean that she holds inside /
I saw the light and found it was good /
She said the light from the star is so frightfully far /
That by the time it arrives to the sight where you are /
It's dead /
The source has expired /
There's no more warmth, no force and no fire /
And the more I stood by her the more it settled in gently /
But if a rose is still sweet then what's in the name?/
And the chorus and choir sang that heaven is empty /
..... And we both believed that nothing would change"

Den følelsesmæssige dybte Adan tryller frem her er ufattelig, og man bjergtages både af poesien og hans mesterlige tekstforståelse. "Dreams May Die" er uden tvivl et af årets stærkeste skæringer, hvis ikke dén stærkeste. Dette skyldes bestemt også produktionen. Alex Adiels har skabt en mesterskæring af de helt sjældne, der har en så sygelig detaljerigdom, at jeg nøsten ryster på hovedet med et grin hver gang jeg hører det. Det helt igennem magiske øjeblik kommer ved 03:32-mærket, hvor han knækker vokalsamplet fra mol til en dur-subdominant, som ændrer stemningen fuldstændig og sender kuldegysninger ned igennem hele kroppen. Det efterfølgende outro-stykke, hvor der scratches sideløbende med et harmonisk Enya-lydende vokalsample, løfter det hele op til nærmest latterlige højder.

"Dreams May Die" er ikke et let nummer at følge op på, men med den Deacon producerede "Summer Dog Dogs" lader det ikke til at være et problem for Adan og Tribe One. Efter min mening er det Deacon's flotteste produktion til dato. Trommerne sidder stramt, og de atmosfæriske baggrunds-detaljer han er i stand til at lave - blandt andet med sine egen vokal - resulterer i et fænomenalt beat. Samtidig brillerer de to rappere virkelig, og viser hvordan man som due tag-teamer med rim, flettet ind og ud af hinandens:

"In search of significance /
We don't always see the same things but we always try to work through the differences /
I stay up past my curfew to finish it /
With sweat on my forehead and dirt on my fingertips /
Life's not meant to resemble this /
Art does not immitate /
These bars of the prison break for those told to sit and wait /
The master-slave give and take /
Sinner, saint, soldier /
We owe so much to these chips on our shoulders  /
A blink and it's over /
Life is in the rear-view /
So here's to the few who steer to the clear blue /
We make numbers and numerals sound up-beat and musical /
It's fun when we do it thought it's more ugly than beautiful"

Stemninger ændres radikalt med næste nummer. Alex Adiels sidder igen bag knapperne på "Next 3 Miles", der indledes med et kækt guitarspil, en særdeles funky basgang og melodisk scratch. Her er vi mere over i de sommer-lune toner, og duoen allierer sig tilmed med sangeren JoJo Martin, der crooner på oldschool vis i omkvædet. Tribe One, der er en sand flow-mester, rapper:

"Let's leave without lookin' /
'Cause we don't need the crown, we can be complete without it /
We an see the scenic route /
And we can even reach a cloud as easily as breathing out /
'Cause we are now free to be the people we have dreamed about"

Trods jeg i min intro af pladen fik det hele til at lyde som en tung affære, så er det her et rendyrket feel-good nummer. Afrundende glider et lækkert guitarspil over i næste nummer "Before Us", der musikalt set består af nogenlunde samme elementer. Nummeret er hammer-lækkert, men nogen vil måske mene, at det lyder for meget som det forrige, og da beatet ikke er helt lige så godt sat sammen kan det virke overflødigt. Dykker man ned i teksten finder man dog et langt bedre nummer, da der er dømt - i hiphop-øjemed - ganske original storytelling. Det handler om en pige der skal giftes, og Adan påtager sig rollen som brudgommen imens Tribe One portrættere pigens ekskæreste, der forsøger at stoppe brylluppet. Måske lyder det lidt "fesent" når jeg forklarer det så simpelt, men det er vanvittig godt eksekveret, og gør nummeret ganske fantastisk.  

Efterfølgende har vi "Withering Heights: The Difference Between U and I", som bærer Deacon's andet beat. I min optik når det ikke "Summer Dog Days" -beatet til sokkeholderne, men det er heller ikke meningen. Det er langt mere nedtonet og stilfærdigt, og når man lytter til teksterne forstår man hvorfor; det skal tjene som akkompagnerende musik til rappen og ikke være et "selvstændigt" beat. Vi har nemlig med tekstskrivning at gøre, som kun få kan hamle op med. Adan's vers taler sin egen sag:

"I love you, let's start there
Strip the art bare, that's my heart there
Let me in part share, how we got here
Far from the spark flare
Please be all ears
Earth /
My place of birth /
Born to be the lone roamer of the universe /
And I was just a human flirt, drew from dirt /
Delivered from the womb to nurse /
Dodging Cupid's curse until I saw you in that tunic skirt /
Venus de Milo /
My breathtaking eyeful /
I began to cat-and-mouse chase: Felix, Fievel /
The pursuit pays off, I make my pitch clean and steady /
Not ready to make to bite the dust so please be my queen: Freddie /
Mercury /
The years then passed by hurriedly /
Blissful dates, wedding, first home, child and nursery /
Our rock of love became tertiary urgently /
Cause you were rushed to the hospital, sheer heart attack, surgery /
Jupiter /
What am I to do if you ain't here /
Our daughter needs her mother here to root for her /
The nuclear family can't see you go the route of Pluto  /
I want to love you just the way you are, you know: Bruno
Mars /
Pseudo stars can't replace your presence /
My Aurora Borealis is bedridden under incandescent lights /
Ventilators, and EKG machines /
Visiting hours don't apply to those of us with wedding rings /
Saturn, Uranus, Neptune, Galaxy /
Emory Crawford, long angioplasty /
The lump in my throat, that clump in your artery /
The prospect of going on without you is hard for me /
And this is my real life withering heights /
And I'm praying to Christ to the tune of "Give Me The Night," /
So you might greet the sun tomorrow when the curtain's drawn /
Cause morning without you is a dwindle dawn /
So please hold on and stay strong /
Just hold on"

På det efterfølgende interlude "The Art of Trapping Dragons", holder Adan og Tribe One en lille pause og lader istedet spoken word kunstneren Quez træde til og fremsige et digt. Normalt begår jeg mig ikke i spoken word genren og ved egentlig ikke så meget om den, men Quez's digt her har virkelig imponeret mig. Han taler om, at man som lytter skal være varsom med at lade sig besnære af alt hvad man hører. Som han siger, findes der "... silver-tongue poets, who stand behind podiums and breathe fire. Not all of them intend to shed light". Et fremragende digt, der fungerer som et funktionelt og fremadrettet interlude på Indian Summer. Det i sig selv er jo nærmest en sjælden ting.

Det gennemgående og tydelig flow, der præget albummet og kæder sangene sammen som perler på en snor, kommer igen til udtryk ved næste nummer, "Mark My Words", der handler om det, Quez lige har snakket om: ordets magt. Det handler om hvad man kan med ord, hvor store ting mennesker kan opnå med ord og sætninger. Begge rappere ligger fantastisk på det jazz-melodiske beat, men især Tribe One tager kegler med sit flow, der imponerer gang på gang:

"In the beginning was the word, and the word was good /
To a person that heard it, it was pure and perfect /
For as long as that version stood /
And it certainly would have endured /
If it weren't for the villainous curse that turned it and perverted /
Spreadin' the curse like a serpents hood /
Until we learn to put our senses into sentences /
To reinvent the premise and then bend it with the penmanship /
And send the essense on to our descendants, so the legend lives /
My presence isn't endless, but in a sense the Remnant is"

"Cloud 9", der følger efter, ligger i den lidt mere banale ende hvad angår indholdet, men oven på så mange fremragende historier, koncepter og ideer, som man er blevet præsenteret for indtil nu, er det egentlig helt okay. På dette tidspunkt har man måske i virkeligheden brug for et nummer, hvor man bare kan rappe med på omkvædet uden at skulle forholde sig til de helt store emner. Jou1es både producerer og gæster med et vers, og slipper godt fra begge. Her er bestemt ikke noget at brokke sig over.

"Empty Nests" er Adan og Tribe One's coming of age fortællinger om hvorfor og hvordan de søsatte deres livseventyr, og hvorhen det har ført dem hidtil. "My father was the first black student in his highschool / I couldn't fill those shoes even if I tried to" rapper Tribe One, og man fornemmer hans dilemma; på den ene side har han meget at leve op til, og på den anden side er han sikker på, at undergrunds-musikken er hans kald:

"All I know is holding mics in front of crowds /
If I was meant for something different I would have done it by now /
The Remnant is a chosen few /
And this is what I left home and set out on my own to do /
And every stage and every step inside a vocal booth /
And every time I touched a microphone I told the truth /
Can it still be recreation if it's work? /
People stressin' out about the memorisation of a verse /
To address the descecration of the purity /
But never question if it's the destination or the journey"

Jou1es har igen produceret, og har skabt et atmosfærisk, nedtonet og moody track, hvor en kængselsfuld blues guitar fører án og rammer teksternes væsen perfekt. Micah Dalton synger omkvædet, som hverken er godt eller skidt; måske bare et lidt ligegyldigt sted i midten. Stadig et fedt nummer.

"Call It Quits" er pladens sidste reelle nummer og handler til dels om den tendens vi mennesker kan have til at give op hvis udfordringerne bliver for uoverkommelige, og dels hvor uengagerede vi er, når der faktisk er folk der har brug for vores hjælp. Det handler selvfølgelig også om ikke at give op og give den alt hvad man har for at nå i mål. Altså en god blanding a motivational rap, en lille løftet pegefinger og et skulderklap til de, der har klaret sig igennem prøvelser og modgang. Tribe One rapper:

"I never said that we never cope with demons /
'Cause if you never question your beliefs, you don't believe them /
If this wasn't how it's'posed to go, I know the feelin' /
But a wisely chosen spoken word is potent healin' /
We hit the stage and behave in accordance /
'Cause a labor of love won't always pay for out morgage /
Everybody wants to make a name and a fortune /
What a shame fame ain't the same as importance"

Adan tager over i andet vers:

"New Orleans' misfortune gathered the attention of americans /
Third world problems pale in comparison /
Abject, poverty, riots and food crisis /
And natural disasters determined to leave them lifeless /
As poor black bodies were being removed from the rubble /
I was distracted, me and my girl were having trouble"

Atter engang står Alex Adiels produktionen, og gør det igen-igen-igen fortrinligt. Trommerne er store og sidder stramt, og et koldt og melodisk piano-loop giver dem tilpas modspil. Det er hamrende flot, men har også noget foruroligende over sig, hvilket ikke kunne passe bedre med det, de vil sige med nummeret.  

Afsluttende har vi konklusionen, der ret beset bare samler op hvor den slentrende Ry Cooder guitar startede i begyndelsen. Nu er Indian Summer -turen slut, og lytteren afklimatiseres til de vemodige toner.

Nu blev den her anmeldelse virkelig lang, og hvis du stadig læser med, har du næppe brug for, at jeg opsummere det hele i en længere smøre. Indian Summer er et sublimt album, og havde det ikke været fordi Qwel & Maker havde begået et storværk med Beautiful Raw, havde Tribe One og Adan taget årets førsteplads med denne magtdemonstration. Både flow-teknik, storytelling, originalitet og tekster er ikke bare af øverste skuffe eller lige i skabet, - det er helt oppe ovenpå skabet, sammen med den kagedåse, der kun er forbeholdt de allerbedste. Nå ja, så er lydsiden - primært leveret af Alex Adiels og Deacon the Villain - tilmed fabelagtig. Det er svært at ønske sig meget mere af et hiphop-album anno 2013. Jeg har hørt det non-stop siden juni og klapper stadig af begejstring.

Tak fordi du læste med.

5.5/6

- Jeppe Barslund