Pusha T - My Name Is My Name

Pusha T's rap-karriere er bygget op omkring hans fortid som dope-hustler. Det er en ultra kort introduktion af ham, men den er stadig ganske rammende. Han har altid været totalt urokkelig i sit tekstunivers; alle dage har det handlet om salg af stoffer og livet som dope-dealer. De ydre, "pyntende" aspekter af rap-livet har aldrig haft den store betydning, - troværdigheden og ægtheden overfor universet har altid været primus motor. Sammen med storebroderen Malice har Pusha T, som Clipse, udgivet fantastisk hiphop hvor det netop ikke handlede om hvor meget man kunne rappe om, men hvordan man kunne forholde sig nuanceret og malerisk til dope-dealer universet. Hell Hath No Fury blev duoens kronværk.

Da Pusha T begyndte at blive gode venner med Kanye West og hænge ud med G.O.O.D. Music rapperne, blev der vendt godt og grundigt op og ned på det hele. Stil, mode og dresscodes blev en del af dagsordenen, og stort opsatte musikvideoer, koncerter og events blev ansigtet udadtil. Pusha T sværger til sit vante tekstunivers, men der er ikke længere meget omkring ham, der legitimerer hans tilgang til rap, og nu, med udgivelsen af sit debutalbum, er det næsten umuligt at bjerge sig vej igennem facade, lir, budgetter og andet dække, og se på ham med samme seriøsitet.

"This is my time, this is my hour /
This is my pain, this is my name, this is my power"

Sådan indledes pladen, og med disse ord, der overbringes med den overlegende snerten man kender så godt fra Pusha, lover det hele godt. Ordene ender dog - for mit vedkommende - med at love noget, som pladen på ingen måde kan holde. På "Hold On" rapper Pusha T linjerne, der for mig får korhuset til at falde sammen. Han rapper:

"I sold more dope than I sold records /
You niggas sold records never sold dope /
So I ain't hearin' none of that street shit /
'Cause in my mind you motherfuckers sold soap"

Jovist; linjerne, ordene og leveringen er der, det er alt omkring dem - og med det mener jeg størstedelen af My Name Is My Name - der gør dem ugyldige. Det er tydeligt, at han ønsker at optegne en 'realness'- skillelinje imellem sig selv og alle de andre sæbe-sælgende forfalskere, men som jeg ser det, er det ikke nok blot at sige det, han må vise det. Det er 'Show - don't tell' -princippet vi skal have fat i her. Den 'realness' han mener at besidde i så rigelige mængder at alle andre blegner i sammenligning må manifestere sig musikken - hvordan skulle vi ellers kunne tro på hans ord? Desværre bruger han størstedelen af My Name Is My Name på at fortælle om sin realness; glædeligt taler han varmt og insisterende om den, men kun momentvis viser han den, og det dræber for mig hele ideen med det univers han så gerne vil bygge op. Numre som den uudholdelige "Sweet Serenade", "Suicide" med sit fæle tyggegummi-bobbel-beat, den virkelig bløde "40 Acres" med enhver tandlæges drøm af en sukkersødt omkvæd og "Let Me Love You" med sit gabende kedelige beat og motherfucking Kelly Rowland (!!!) på et komplet uanseeligt omkvæd, modarbejder Pusha T's image så voldsomt, at stilen ender med at rette Pusha T ind til at ligne sine uheldige labelmates Big Sean og 2Chainz, på trods af, at han er utallige niveauer over dem, rent rap-mæssigt.
     Speaking of which - både Big Sean og 2Chainz gæster "Who Am I" og leverer noget af det dårligst skrevne rap jeg nogensinde har hørt. 2Chainz rapper: "Entrepreneur, strip club connoisseur / hot fudge sundae, pour it on you hallelujah / pour it on you hallelujah, pour it on you hallelujah", imens Big Sean rent faktisk får overbevist mig om, at han er dén dårligste rapper der findes:

"Bitch, I'm feelin' like a grown ass lil' boy, nigga na na na na na /
Bitch, I'm feelin' like a grown ass lil' boy, 'cause I still love to get pampered" 

Og nu tænker du måske, at det er lidt "unfair" at jeg fremhæver Big Seans linjer, når det nu er et Pusha T album vi har med at gøre, men hvis han har kunne leve som hustler med alle de valg, beslutninger og konsekvenser det uden tvivl indbefatter, så må han også finde sig i, at jeg holder ham personligt ansvarlig for sine valg af gæster. Der er en stor sandsynlighed for, at det er Kanye West der har truffet den beslutning for at circkle-jerke sin egen G.O.O.D. Music inderkreds, men det taler heller ikke just Pusha T's sag.

Og så er vi lidt tilbage hvor vi startede: nemlig at der sker ting og sager på My Name Is My Name, der - uanset hvis skyld det er - ganske simpelt bare er ødelæggende for helheden.
     På (den ellers ganske fremragende) "King Push" er der åbenlyse diss-linjer rettet imod Drake i andet vers, men flere numre længere inde på albummet er som stjålet fra en Drake-plade, så det diss fungerer ikke rigtig. Endvidere rapper han på samme nummer, at han er "...More BMF than Billboard"; altså mere appellerende for gaderne og dens hustlere end Billboard og dens hit-lister. Ironisk nok ligger han i skrivende stund som nummer fire på selv samme liste. Pladens helt store brøler ligger i, at Rick Ross gæster "Hold On", hvor "you niggas sold records never sold dope" -linjerne var fra. - Rick Ross, altså manden, der nærmest har gjort en karriere ud af at lege hustler. Hvordan var der ingen i tilblivelsesprocessen, der rejste sig op og sagde "hør, er det ikke lidt fjollet at have Rick Ross med på lige det er nummer?". Ross' vers er endda udmærket, det virker nærmest bare som en hån imod ham at have ham med, når nu Pusha T lægger sådan ud.

Men ret skal være ret, - der er ting der fungerer på My Name Is My Name. Pusha T leverer et utroligt første vers på "40 Acres" og et solidt afsluttende vers på "Sweet Serenade". På "Numbers On the Boards" fungerer ALT! Kanye West tager lidt råben fra et gammelt Bunny Sigles nummer og looper et lille fragment af A. King & J. Mattheus' "Pots 'n' pans" og skaber et af årets ledeste beats ud fra lidt skramlen. Sjovt som ingen rigtig kan tage sig sammen og indrømme at manden er genial. Det er tilsyneladende stadig sjovere at kalde ham idiot af alle mulige andre irrelevante grunde. Den Nottz-producerede "Nosetalgia" fungerer (naturligvis) også fortrinligt. Har får man minimalisme serveret i sin reneste form, og Pusha T leverer (bogstavelig talt) varen. Det samme gør Kendrick Lamar, og det er lige ved at blive pinligt når han træder ind på Pusha T's lyriske ejendom og finder MNIMN's mest interessante vinkel på dope-rappen:

"He said: "well nigga, then show me how it all makes sense" /
Go figure, motherfucker, every verse is a brick /
Your son dope, nigga"

I sidste ende ærger jeg mig dog over, at der er så lidt Pusha T til stede og så meget G.O.O.D. Music. Havde de beholdt "Numbers On the Boards" og "Nosetalgia" stilen havde de siddet med et potentielt mesterværk imellem deres hænder, men som My Name Is My Name ser ud nu, og der alt for meget skidt og kanel blandet sammen med Pusha T's 'dope', og han har derfor svært ved at overbevise mig som lytter og køber om, at hans vare er god. Der er ganske simpelt for meget, der taler imod ham.

3/6

- Jeppe Barslund