The Procussions er en - set i hiphop historik - lidt sær gruppe. De har været med siden slutningen af 90'erne, men trods deres leveringsdygtighed er de aldrig rigtig blevet beskrevet som en gruppe af bærende signifikans. Det som folk synes at vide om dem er primært, at det er dem der rapper på engelsk på Hocus Pocus pladerne og at de var de første til at blive signet, da Rawkus Records genopstod. Skal jeg selv være helt ærlig tror jeg ikke, at jeg er i stand til at nævne en eneste titel på en sang de har lavet, udover "Miss January", hvis mindeværdighed, ud over det lune beat, nok skal tilskrives Talib Kweli's gæstevers.
Det var først i 2007 da Mr. J. Medeiros og Stro valgte at lægge Procussions-projektet på hylden og fokusere på solokarriere, at min opmærksomhed for alvor blev fanget, navnlig med Mr. J's udgivelse af Of Gods and Girls, som er og bliver en fabelagtig plade. De to arbejdede ihærdigt med forskellige projektet og indgik i mere eksperimenterende faser, hvor alternative musikalske udtryk blev afprøvet - noget de højst sandsynligt følte, at de ikke havde friheden til som Procussions. Især på 2011's Saudade, som de producerede sammen, så man helt nye sider af dem. Ubestridt kønt var det måske ikke, men alt den kreative dagdrømmeri og den uspolerede eksperimenteren har så afgjort båret frugt.
I 2012 gendannede Mr. J og Stro The Procussions og lancerede en Indiegogo-kampagne for at financiere tilblivelsen af deres tredje fuldlængdesalbum The Procussions, - en kampagne, der næsten indtjente det dobbelte af det ønskede beløb. Med den kolossale blåstempling i ryggen, gik Mr. J. og Stro igang med at udforme det, der nu er blevet det ubestridte kronværk for Procussions. Det kunne derfor ikke passe mere perfekt, at albummet er blevet opkaldt efter dem selv, da det lige præcis er denne lyd de har brugt de sidste seks år på at arbejde sig hen imod.
"Cheese on top of that mouse trap, but we ain't no clown rats /
We built this city on sound tracks /
And drive the locomotives around that /
Promoters and town reps, claim to have a stake in it all, yet /
They only place a stake when the ground's wet"
Pladen skydes igang med et par tonstunge og eksplosive numre, der er et krystalklart vidnesbyrd om gruppens højoktane og ovenud spektakulære liveshows, som jeg inderlig håber på at få lov at opleve en dag. Samtidig er disse muskuløse bangers besmykket med kløgtig lyrik som ovenstående citatuddrag, og denne "kontrast" mellem det skarpsindige og det rå, bevidner om The Procussions' ganske vældige favntag når det kommer til udtryk og stilarter. De vil meget og kan stort set alt, fra de potente energiudladninger til sårbare øjeblikke som "On A Mountain", poetiske rids på "Insomnia", velfortalte historier om deres bagland på "DNA" og meget meget mere. Ja, de får endda presset det flotteste shout-out track siden Lupe Fiasco's outro på Food & Liquor ind som pladens afslutter, og der er danske navne at finde på takke-listen. Philip Jacobsen stand up!
The Procussions har altid selv beskrevet deres hiphop som værende "conscious", og denne bevidsthed om at skulle holde deres musik inden for "conscious"-genrens grænse, har til tider vist sig at være en hæmsko for deres kreative udfoldelse. "Conscious" er godt, men det kan også blive for "korrekt". På The Procussions er Stro og Mr. J. ikke længere bange for at træde et skridt eller to ud over denne grænse, og det klæder dem fandens godt. Således har de fx lavet "Track 10", der uden tvivl er årets sjoveste nummer, hvor de med skarp humor tager pis på alt. "I go hard like things that go hard" rapper Mr. J. og efterlader lytteren totalt dumbstruck. Beatet er støbt efter 'club-banger' -formularen, men Stro har tilføjet nok kant til, at det skille sig ud fra mainstream-udgaverne, samtidig med, at det uden tvivl ville kunne få clubben til at koge over. Sangen er ret beset en kommentar til de rappere, der fylder deres musik med nonsens-rap, fordi folk jo alligevel ikke lytter til teksten så længe beatet er fedt. Mr J. Medeiros rammer sømmet lige på hovedet med sin nonsens-rap, og det er fuldstændig fantastisk at opleve Mr. J., der netop hele sin karriere har haft stærkt fokus på "conscious" hiphop, give den så meget gas som no-brainer MC. Jeg har grinet højlydt af linjer som:
- Og hvem siger i øvrigt, at det ikke er "conscious" at lave en for-sjov dumped down banger? Budskabet, der ligger i "Track 10", er vel lige så relevant og aktuelt som så meget andet "conscious rap". I virkeligheden skal man måske slet ikke bryde sin hjerne med hvorvidt det er "conscious" eller ej. På "The Drum" rapper Mr. J.:
Og Stro og Mr. J. praktiserer hvad de prædiker, og leverer ærlig rap med ubenægtelig patos.
På lydsiden sørger Stro egenhændigt for en perlerække af fabelagtige beats, der i sandhed er en fornøjelse at lytte sig igennem. Alle har de deres særpræg, men samtidig er det tydeligt, at der ligger samme ideologi bag produktionerne. Det bærende element er af organisk karakter, og især hans trommeprogrammeringer tager kegler. A Tribe Called Quest indflydelsen er heller ikke til at tage fejl af, og jeg tror at Tribe-medlemmerne ville smile stolt hvis de vidste, at de er medskyldige i, at en hiphop plade i 2013 er kommet til at lyde så fantastisk.
"Badges", "Modern Warfare" og "Iron Vox" er de eneste numre, der får kvalitetskurven til at knække lidt undervejs, men der kan ikke være tvivl om, at The Procussions stadig er blandt de mest helstøbte og bedste plader, der er udgivet i år.
Det har taget The Procussions halvandet årtis hårdt arbejde at nå deres nuværende position med The Procussions, og det har så sandelig været det hele værd.
The Procussions har altid selv beskrevet deres hiphop som værende "conscious", og denne bevidsthed om at skulle holde deres musik inden for "conscious"-genrens grænse, har til tider vist sig at være en hæmsko for deres kreative udfoldelse. "Conscious" er godt, men det kan også blive for "korrekt". På The Procussions er Stro og Mr. J. ikke længere bange for at træde et skridt eller to ud over denne grænse, og det klæder dem fandens godt. Således har de fx lavet "Track 10", der uden tvivl er årets sjoveste nummer, hvor de med skarp humor tager pis på alt. "I go hard like things that go hard" rapper Mr. J. og efterlader lytteren totalt dumbstruck. Beatet er støbt efter 'club-banger' -formularen, men Stro har tilføjet nok kant til, at det skille sig ud fra mainstream-udgaverne, samtidig med, at det uden tvivl ville kunne få clubben til at koge over. Sangen er ret beset en kommentar til de rappere, der fylder deres musik med nonsens-rap, fordi folk jo alligevel ikke lytter til teksten så længe beatet er fedt. Mr J. Medeiros rammer sømmet lige på hovedet med sin nonsens-rap, og det er fuldstændig fantastisk at opleve Mr. J., der netop hele sin karriere har haft stærkt fokus på "conscious" hiphop, give den så meget gas som no-brainer MC. Jeg har grinet højlydt af linjer som:
"Imma drive in my car like VROOM!See me drivin' by in my car like VROOM!People want a ride but I ain't got ROOM"
- Og hvem siger i øvrigt, at det ikke er "conscious" at lave en for-sjov dumped down banger? Budskabet, der ligger i "Track 10", er vel lige så relevant og aktuelt som så meget andet "conscious rap". I virkeligheden skal man måske slet ikke bryde sin hjerne med hvorvidt det er "conscious" eller ej. På "The Drum" rapper Mr. J.:
"Conscious rap is a gimmick - are you conscious of that? /
You sell an ominous black cloud /
They'll promise to act now /
Kids, just be honest and rap"
Og Stro og Mr. J. praktiserer hvad de prædiker, og leverer ærlig rap med ubenægtelig patos.
På lydsiden sørger Stro egenhændigt for en perlerække af fabelagtige beats, der i sandhed er en fornøjelse at lytte sig igennem. Alle har de deres særpræg, men samtidig er det tydeligt, at der ligger samme ideologi bag produktionerne. Det bærende element er af organisk karakter, og især hans trommeprogrammeringer tager kegler. A Tribe Called Quest indflydelsen er heller ikke til at tage fejl af, og jeg tror at Tribe-medlemmerne ville smile stolt hvis de vidste, at de er medskyldige i, at en hiphop plade i 2013 er kommet til at lyde så fantastisk.
"Badges", "Modern Warfare" og "Iron Vox" er de eneste numre, der får kvalitetskurven til at knække lidt undervejs, men der kan ikke være tvivl om, at The Procussions stadig er blandt de mest helstøbte og bedste plader, der er udgivet i år.
Det har taget The Procussions halvandet årtis hårdt arbejde at nå deres nuværende position med The Procussions, og det har så sandelig været det hele værd.
5/6
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar